Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg havde forleden Morgen den betagende Oplevelse at blive vækket ganske tidligt ved Gøgens Kukken lige udenfor mit Vindue. Først troede jeg, at jeg havde drømt, men saa gentog Kukkeren hele Serenaden, og jeg blev med et lysvaagen. Det var en af de Foraarsmorgener, hvor det synes, som om selve Himlen har sænket sig over Jorden. Solen havde lige hævet sig over Havoverfladen, og alt aandede Stilhed. Paa Baggrund af al denne Skønhed og Stilhed lød Gøgens første Kukken som et festligt Varsel om en tilstundende lys og lykkelig Sommer. Jeg gik ned til Stranden for at nyde denne skønne Dags Fødsel, Og mit Sind fyldtes med en dyb Taknemmelighed over, at jeg kan faa Lov til at leve og virke paa denne lille men saa skønne Plet.

Leve og virke! Jeg kan ikke se rettere, end at disse to smaa Ord helt og fuldt dækker det, der her sker i Øjeblikket. Jeg kunde ønske for Dem selv, at De usynlig kunde være tilstede her og med egne Øjne se det, der nu sker. De vilde i bogstaveligste Forstand høre "Danskens Sang og Mejselslag". Det er paa sin Vis en fantastisk Oplevelse midt i en Verden af Kaos og Uro at være Vidne til Forvandlingen af en Ejendom der, det være sagt uden Intolerance af nogen Art, dog kun var bestemt til at nydes af nogle faa. Time for Time skifter Billedet Karakter, og om ganske kort Tid staar der, hvor før kun nogle faa havde Adgang til at færdes, en Pension af endog meget store Dimensioner, hvor en Mængde Mennesker nu faar Lejlighed til at nyde Ferielivets Glæder.

Tro ikke, at der ikke har været og fremdeles er store Vanskeligheder. Det er der, men Vanskeligheder er til for at overvindes, og saafremt der overhovedet findes blot Skygge af Mulighed for at overvinde dem, vil alle vore blive overvundet! Men vi har en lang Dag foran os, før det hele er, som vi ønsker det! Paa den anden Side vil jeg gerne have Lov til at fortælle Dem, at indtil nu har det hele ordnet sig langt, langt bedre, end vi havde turdet haabe. Vejret heroppe er straalende, og naar De har dette Brev ihænde, er de første 36 Værelser ved at tage Form. Kiggede De indenfor i Pavillon I i dette Øjeblik, vilde De for Deres Øjne se et Kæmpe-Bøgeparketgulv. Man formelig snapper efter Vejret, naar man ser en saadan Flade. Men allerede i Morgen er Billedet ændret, og Fladen er afbrudt af en lang Kæde af Skillerum. Og saadan kunde jeg blive ved. Lad det være nok, at jeg fortæller Dem, at vi kommer til at disponere over 70 Værelser foruden samtlige Spisesale, Dagligstuer og hvad ved Jeg. Det eneste jeg helt ved er, at naar hele denne Ombygning er færdig, vil vi i hvert Fald for en Tid være fritaget for at sende Afbud paa Ferie til nær og fjern, – det kedeligste Job vi her kender! Jeg skriver med Vilje "for en Tid", thi den, der tror, at det vi her skaber, er tilstrækkeligt til Resten af vor Tid, vil opleve en Skuffelse. Det dækker Behovet for en Tid, ja maaske for en lang Tid, men absolut ikke for flere Aar end de kan tælles paa Fingrene. Jeg ved godt, at dette kan lyde noget i Retning af Praleri, men saadan er det ikke tænkt. Det er skønt, vidunderligt skønt, at Forsynet har givet os Brugsretten over denne store, meget smukke Ejendom, men den er dog, naar alt kommer til alt, kun en saare beskeden Del af det aandelige Arbejde, vi staar midt i, og som i sig indebærer en saadan Livskraft, at ingen idag tænkt Ramme vil kunne omslutte det. Jeg er lykkelig over at faa Lov til at være med til denne vidunderlige Skabelse, lykkelig fordi den udgør Materialisationen af mange Aars gennemarbejdede Ønsker, men det ændrer ikke for mig selv den Kendsgerning, at vort Liv er viet et højere Formaal end blot det ene, at skabe et skønt Feriested. Jeg nærer den Overbevisning, at naar Tingene heroppe føjer sig, som de gør, beror det helt enkelt paa, at ingen af os, der er beskæftigede her, ser paa denne materielle Skabelse som andet end et baade skønt og uundværligt Led i den Kæde af Skabelser, der langsomt men ubrydeligt sikkert vil lade det enkelte Menneske forstaa, at et nyt, straalende, guddommeligt Verdensbillede ikke alene er blevet født, men ogsaa er begyndt at sætte Frugt. For mig er det primære i Tilværelsen Aand, og det er min urokkelige Overbevisning, at det vi her skaber, er en Betingelse for at demonstrere Aand og Tolerance af et hidtil ukendt Omfang. Jeg ved, at Martinus kun er gaaet med til denne vældige Udvidelseefter meget alvorlige Overvejelser. Sandt nok ser den enkelte ikke saa meget til Martinus selv, men det bør aldrig forlede nogen til at tro, at han ikke selv er sin egen Sags øverste Leder og Forsvarer. Men Martinus er ingen Ynder af personlig Offentlighed. Enhver, der kender ham, ved, at han helst i Stilhed fuldbyrder sine Planer. At disse Planer lykkes i et skal vi sige ret ualmindeligt Omfang, beror ikke paa, at "det hele gaar som en Leg", eller at vi, som jeg en Dag maatte høre "faar det hele forærende", men derimod udelukkende paa intenst Arbejde baade fra hans egen og samtlige hans Medarbejderes Side. Jeg har skrevet det før, og jeg vil gentage det, at vi, der har den Lykke at arbejde i denne Mands Sag, vil noget positivt med vort Liv. Men jeg vil ogsaa have Lov til at sige, at det næppe er sandsynligt, at vort Liv vilde blive saa nyttiggjort som Tilfældet er, om vi ikke i vor Midte og ved vor Side havde et Menneske af Martinus Natur. Livet i vor Verden er i høj Grad et Liv i en Jungle, ogsaa rent mentalt. Det Menneske, der her skal skabe en Kursændring, kan ikke være gjort af et skrøbeligt aandeligt Stof, tværtimod! Vore egne Viljer er skrøbelige, fordi vi endnu er saa uendeligt ufærdige Mennesker, derfor føles det saa stærkt paa sin Vej at møde en Vilje, som helt og udelt er viet een eneste Ting: vort Vel! Det har vi mødt, derfor arbejder vi, som vi gør – og deri findes nok ogsaa Hemmeligheden ved den Medgang, vi i disse mange Aar har oplevet og som vi, om vi fortsætter i dette Spor, uden Tvivl vil blive ved med at opleve!

Med mange kærlige Hilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere