Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 10.December 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(sluttet)

Da denne Væsenstilstand ikke manifesteres i Form af de to Kønsspaltninger: "Hanvæsener" og "Hunvæsener", kan dens Væseners Forplantning eller Arts Bestaaen ikke befordres ved saadanne to Væseners Samleje, men maa, naar den har naaet sin fulde Modenhed, befordres ved "Jomfrufødsel", hvilket altsaa her vil sige ved "Selvbefrugtning", der igen befordres gennem Materialisation. Men herom maa jeg henvise til kommende Analyser i "Livets Bog". Det bliver saaledes rigtigt, naar Kristus beretter, at i "Himmeriges Rige" tager man ikke til ægte. Kristusbegivenhedens Forbindelse med "Jomfrufødsel" forekommer, saaledes som her berettet, udelukkende kun igennem den kommende "Selvbefrugtning". Men denne ligger jo Tusinder af Aar fremme i Jordmenneskehedens Udvikling og vil være en absolut Umulighed, saalænge Jordmenneskets organiske Struktur endnu betinger, at det mere eller mindre maa fremtræde som et specielt "Hanvæsen" eller et specielt "Hunvæsen". Det er udelukkende kun den ny seksuelle Struktur, der kan hæve "Manden" ud af "Syndens Forbandelse": "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød", og befri "Kvinden" fra den samme "Forbandelse" eller dette, at "Føde sine Børn med Smerte".

At det historiske "Jesusbarn" skulde være "jomfrufødt" eller skulde være kommet til Verden paa Basis af "Selvbefrugtning" er saaledes her synligt som en total Umulighed, idet denne organiske Tilstand kun forekommer i en svag begyndende Fostertilstand her paa Jorden og endnu er ganske udenfor enhver Befrugtnings- eller Forplantningsevne.

Det, der gør Jordmennesket til et "Kristusbarn", vil altsaa være dette, at det i sin Udvikling fremad mod en hel ny Livssfære er paa Vej bort fra den dyriske Tilstand og nu bevæger sig raskt fremad mod en ny Tilstand, hvor man ikke tager til Ægte, og hvor man ikke fødes af en "Kvinde", idet der her hverken er "Mænd" eller "Kvinder", og hvor Artens Bestaaen derfor opretholdes ved en psykisk Proces, der former sig som en "Selvbefrugtning". Men denne Tilstand tilhører endnu det Rige, som "ikke er af denne Verden". Det er ikke saa mærkeligt, at Jordmenneskets ægteskabelige Forhold og seksuelle Omraade er underkastet store Svingninger og Væsenerne er fremtrædende i mange Arter af Udskejelser fra den rent "hanlige" og "hunlige" eller den saakaldte "naturlige" Seksualisme og at deres Ægteskaber er vaklende, medens de samtidigt gaar fremad i Udvikling af Kunst og Videnskab, Teknik og kemisk Kunnen eller hele det Bevidsthedslag, der ligger over "Dyret". De har i stor Stil udlevet "Dyreseksualismen" og begynder nu at repræsentere en helt ny Væsenstilstand. De kan beherske elementerne, kan dirigere Materien ved Hjælp af Instrumenttavler, Kontakter og Fotoceller. Denne Kunnen er den begyndende Tildannelse af "Guds Lignelse". Det er den begyndende "Kristusbevidsthed" eller det fuldkomne Menneskes Mentalitet, der rører paa sig. Mend endnu mangler Individet derimod denne Dygtighed og Kunnen i dets Behandling af det levende Liv eller i Forholdet overfor "Næsten". Og det er denne Mangel, der betinger, at Jordmennesket endnu maa være i "Dyreriget", være i Krigens, Egoismens og Brødniddets Zone. Naar det bliver ligesaa kyndig paa de sjælelige Omraader, som det i Dag er paa de teknisk, kemiske Omraader, og denne Kyndighed er blevet omdannet til materiel og kropslig Kunnen, da er Væsenet blevet et fuldkomment "Kristusvæsen". Da har det naaet sin Bestemmelse, er blevet et fuldstændigt "Billede af Guddommen efter hans Lignelse". Men indtil dette sker, maa Jordmennesket altsaa endnu leve i sin dyriske Mentalitets Opløsning og Degeneration og i sin rigtige Menneske- eller Kristusmentalitets begyndende Vækst og den heraf følgende mere eller mindre ulykkelige Overgangsskæbne, ulykkelige Ægteskabstilstand og en forvirrende Opfattelse af det daglige Liv som en tilfældig Blanding af "Ondt" og "Godt". Det "Gode" i Væsenet: Kultur, Humanitet og Næstekærlighed vil saaledes være "Himmeriges Rige"s begyndende Solopgang i Væsenets Mentalitet, medens det "Onde"s Ukærlighed, Had og Forfølgelse, Sorg og Lidelse vil være "Dyreriget"s Undergang i den samme Mentalitet. Med denne Forvandling af Bevidsthed opstaar "Kristusvæsenet" i Form af det jordiske Menneske af Dødens mørke Grave til det evige Livs funklende Straalevæld. Og et nyt indviet Væsen lovpriser fra de jordiske Kontinenter og Have den evige Fader. Guds Søn er blevet "Opstandelsen og Livet". I hans Øjne funkler Alkærligheden, der igen er det samme som Udødeligheden, Uendeligheden og Evigheden.

Med Hensyn til det historiske Juleevangelium og Jordmenneskets Skæbne vil der endnu være et Par Punkter at sammenligne. Det hedder saaledes her: "Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: Frygter ikke! Thi se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket; thi Eder er idag en Frelser født, som er den Herre Kristus, i Davids Stad. Og det skal være Eder Tegnet, I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe. Og straks var der hos Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det Højeste og Fred paa Jorden, i Menneskene en Velbehagelighed".

Ja, ogsaa her passer Evangeliet til Fuldkommenhed paa det jordiske Menneske. Da ethvert lille Barn, der fødes til Verden, er en "Gudesøn" og "Gudesønnen"s fuldkomne eller modne Bevidsthed er "Kristusbevidstheden", er ethvert saadant lille Barns virkelige Identitet et "Kristusvæsen". Og det var netop Tegnet, at det var "svøbt og liggende i en Krybbe". Kendetegnet paa, at Jordmennesket er et "Kristusbarn", er altsaa dette, at der omkring det tilsyneladende ikke er nogen særlig Overdaadighed af materielle eller kosmiske Rigdomme. Bag fattige og beskedne materielle og sjælelige Foreteelser finder vi det nyfødte "Kristusbarn". Men denne Beskrivelse passer jo nøjagtigt paa det jordiske Menneske. Er ikke det store Flertal af Jordens Mennesker fremtrædende i stor Fattigdom. Er "Krybben", hvilket vil sige: Armoden, den økonomiske Elendighed ikke en altovervejende Faktor. Og er det ikke ligesaa med den rent sjælelige Side? – Ser vi ikke her alle Tegn paa, at "Kristusbarnet", "Kristusbevidstheden" i Jordmenneskets Mentalitet endnu er meget spæd, svag og hjælpeløs? – Engelen siger altsaa med andre Ord, at det jordiske Menneskes endnu uudviklede kosmiske Fremtræden, eller ringe Kapacitet i Kærlighed ikke ophæver dets Identitet som et "Kristusbarn", men derimod bekræfter eller beviser den. Ja, naturligvis. Hvis Jordmennesket ikke netop var saa sjælelig uformuende, som det netop er, var det jo ikke noget "Barn", men et modent eller voksent "Kristusvæsen".

Men hvem er saa Engelen, der meddeler dette glædelige Budskab, og den "himmelske Hærskare", der synger Lovsange til Guddommens, Fredens og Menneskehedens Pris? – Naar det er "Engle", der er Tale om, vil det altsaa sige, at det er "himmelske" eller "aandelige" Væsener, vi har med at gøre. Men hvem er saa de "aandelige" Væsener" hvis Ord og Toner i Dag vibrerer igennem de jordiske Sfærer og forkynder, at Jordmennesket er et "Kristusbarn"? – Er det ikke alle de kærlige Væsener, der igennem Tiderne har levet og virket paa Jorden i Kærlighedens Tjeneste? – Hvor er de henne de store Profeter, Disciple og Apostle, Konger og Verdensgenløsere, der igennem Tiderne har ført Menneskeheden? – Er de ikke alle forlængst gaaet bort fra den jordiske Sfære og dermed blevet til "aandelige" Væsener, altsaa til "Engle"? – Men lyder deres Sang ikke igennem Verden med stor Kraft og Styrke for os i Dag? – Er hele den autoriserede religiøse Verden ikke endnu i vore Dage hovedsageligt baaret af disse Væseners levende Ord og Tale? – Er der ikke utalte Millioner, der i Dag lytter til disse himmelske Væseners Lovsange, Lovprisning af Gud og Glædens Budskab til Menneskene? – Jo "Englenes Sang" er i Dag ikke mindre aktuel end nogensinde.

Som vi har set, er Juleevangeliet saaledes ikke blot en overleveret Historie om et fattigt Barn, der i længst forsvunden Tid fødtes i Betlehem under meget mærkelige Omstændigheder, et Barn der voksede frem og blev Menneskehedens største Fører, med en Bevidsthed der blev det absolut dybeste Fundament eller Liv i enhver virkelig Kulturskabelse, men det blev ogsaa i allerhøjeste Grad Jordmenneskets egen dybeste og mest absolutte Historie. Juleevangeliet er saaledes, foruden virkeligt at være en historisk, fysisk Begivenhed, ogsaa en symbolsk Aabenbaring af Guddommens absolutte Mening med det jordiske Menneske. Vi har set, hvorledes den fysiske Beretning, der jo i sig selv er en Lysets Fortælling, et Glædens Evangelium, et Budskab om hvorledes det fattigste Barn blev til en Lysets Fyrste, en Livets Konge, en Aabenbaring af selve guddommen. Men dette Budskab blev her i vor kosmiske Genfortælling fremtrædende i et endnu langt større Glædens Straalevæld, idet vi saa, at Historien ikke blot var Verdensgenløserens eller selve "Gudesønnen"s Historie, men at den ogsaa var hvert enkelt Jordmenneskes absolut egen kosmiske og dermed højeste Skæbne. Jordmennesket var selv en "Gudesøn", et "Kristusbarn", var selv svøbt i en Krybbe, blev selv besøgt og tilbedt af hellige Konger, havde Josef og Maria til Forældre og blev lovprist af en himmelsk eller overjordisk Hærskare og skal selv staa op af Dødens mørke Grav som identisk med selve Opstandelsen og Livet, værende eet med Guddommen.

Kan noget Eventyr være større og mere guddommeligt? – Det er ikke saa mærkeligt, at himmelske Hærskarer lover og priser Guddommen, naar de ser, hvilket overjordisk Lysvæld, Guddommen igennem Juleevangeliet forjætter Jordmenneskeheden som dens kommende fysiske Skæbne. Og igennem en kommende varig "Fred paa Jorden" vil den himmelske Sang lyde videre ud over andre Verdener, Kloder og Menneskeheder. Paa Sole, Stjerner og Mælkeveje er vi til Fest hos den evige Fader.