Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg kunde tænke mig, at De dennegang venter at høre lidt om, hvordan Livet her ved Klint former sig i Øjeblikket, et Spørgsmaal jeg med Glæde vil søge at besvare. Først Tak for de mange Breve og Lykønskninger! Der er jo det dejlige ved Martinus Arbejde, at vi, hvergang vi møder en Lykønskning for en ny Udvidelse, med god Samvittighed kan svare "i lige Maade"! Ingen af os ønsker jo disse Ting for vor egen Skyld. Det er ærligt og redeligt Byrder, vi tager paa os, men som Gud være lovet endnu aldrig har tynget saa stærkt, at blot Anelsen af en Fortrydelse har indfundet sig. Naa, det er nu heller ikke saa svært at bære Byrder, naar man ikke er alene om det. Vi, der dagligt arbejder i denne Sags direkte Tjeneste har Ret til aabent at sige, at vistnok kun faa Steder i denne Verden møder man en større Beredvillighed til at hjælpe til med alt det, der nu skal klares, end i Martinus Arbejde! I hvor høj en Grad Erhvervelsen af Klintsøgaard føltes som en "naturlig Udvidelse" gav en af mine Venner Udtryk for i et Brev til mig, som jeg vil tillade mig at citere et Brudstykke af: "Det er virkelig interessandt at følge "Forsynet"s gradvise Dispositioner. Indenfor Martinus Arbejde mærker man mere end andre Steder, hvordan det hele bliver tilrettelagt af aandelige Kræfter og derfor ligesom glider af sig selv, naar Tiden er inde. Det er meget inspirerende at føle, at hele den store Plan ligesom allerede er færdig i aandelig Materie, og vi ser den gradvis blive født paa det fysiske Plan. Ogsaa heri ser man tydeligt, hvordan Martinus Arbejde er i Pagt med Tilværelsens højeste og ædleste Kræfter!"

Jeg skrev til Dem sidst, at hele Klintsøgaardproblemet endnu var lidt "udvendigt" for mig. Det hele kom jo som "Lyn og Torden", men denne Fornemmelse er allerede nu et overstaaet Stadium. Paa sin Vis føles det baade uendeligt kort Tid siden, at jeg skrev til Dem, og umaadeligt længe siden. Der kan ske en skrækkelig Masse paa fjorten Dage, og det er der her. Den 15. April gled Sagens skønne Flag til Tops paa Klintsøgaards Flagstang og bekendtgjorde for Omegnen, at denne store skønne Ejendom nu var en Del af den Fereiby, som Beboerne heroppe forlængst har vænnet sig til. Og allerede den 16 om Morgenen var vi i fuld Gang med Arbejdet paa at gøre den klar til Anveddelse i Sagens Tjeneste. Vi har heroppe Ord for at være Folk med et vist Tempo paa, noget vi i hvert Fald ikke kommer til at gøre til Skamme i Aar. Vi har allerede faaet planeret det største Areal og om faa Dage vil vi være saa langt fremme, at de første Konturer til Stedets nye Udseende vil være synlige for andre end os selv. Vi venter netop i disse Dage Invasion af en Snes Haandværkere fra København, saa De forstaar, at det hele heroppe skifter Udseende næsten fra Dag til Dag. Men lad det være sagt straks: sjældent bliver man stillet overfor en mere taknemmelig Opgave end den, vi her har mødt, Brødrene Houlberg led ikke af Smaalighed, i den Tid de byggede om. Alt straaler og funkler af Velholdthed og overalt sporer man, at det har været praktiske Folk, der har staaet for Styret. Sagt kort og klart: med Henblik paa den Opgave Bygningen nu skal tjene, kunde vi daarligt have lavet det hele bedre selv! Men dermed hører ogsaa Sammenligningen op, for vi vilde i hvert Fald aldrig have haft Raad til at betale det, som denne Ombygning har kostet.

Omend det er meget store Værdier, Sagen nu har overtaget, betyder det ikke, at de er for store. I Løbet af meget kort Tid vil hele Projektet føje sig ganske naturligt ind som et, sandt nok, meget stort Led i den Plan, som her fuldbyrdes. Mange, mange Mennesker vil her faa Lejlighed til en Ferie under de skønneste Forhold, og vil der stifte Bekendtskab med de Tanker, som er den egentlige skabende Kraft bag alt det, som her bygges op.

Endnu er jeg ikke i Stand til at sige, hvormange Værelser vi kommer til at disponere over, men det bliver i Nærheden af de hundrede. At der er mange Vanskeligheder at overvinde, før det hele "klapper", ved jeg mindst ligesaa godt som De, men jeg ved ogsaa, at de vil blive overvundet. Dag for Dag vil Tingene føje sig ind i hverandre, og naar Pinsesolen straaler over Landet vil det værste være overstaaet, om ikke det hele. En Stab af prægtige Medarbejdere staar allerede parat til at løse hver sin Opgave. Som jeg skrev sidst, er det vort Haab, at det meste af Arbejdet heroppe bliver i "Familien", og det ser ud til, at ogsaa dette Haab gaar i Opfyldelse. De væsentligste Pladser er besat, og vi regner med at hele denne Side af Opgaven inden længe er løst paa bedste Vis.

Men Klintsøgaard er jo ikke det eneste Problem heroppe. Faktisk myldrer det i Øjeblikket med Opgaver. Egentlig kom jeg jo herop for at lægge Kartofter. Det lyder maaske lidt prosaisk, men ved De egentlig, hvilken Nydelse den Beskæftigelse kan afstedkomme? – Hvis ikke, saa spørg en ægte Haveejer, – de "uægte" lejer nemlig en Mand til at gøre det og bærer sig faktisk ad der omtrent som ham, der lejede en Mand til at gaa paa Museer for sig. Næ, elsker man Naturen, saa er Foraaret i ens Have Aarets skønneste Oplevelse! For mig er det i hvert Fald som et Bad i Salighedens Hav. Over sekshundrede Æbletræer, som jeg selv har holdt over Daaben, betror mig hvert Foraar deres smaa Hemmeligheder. I Aar var de revnefærdige da jeg kom, de strutter i den Grad med Frugtknopper, at man kan blive svimmel ved Udsigterne! Og trak De i dag Flygge hen i en Krog og spurgte ham om, hvormange Pelargonier og Begonier han denne Sommer har i Sinde at trylle frem, vilde han sandsynligvis faa Dem til at snappe efter Vejret, naar han i al Stilfærdighed begynder at tale om "ca 50.000" og "ca 20.000". Jeg tænker mig, at hans Svar formodentlig vil berøve Dem Lysten til at spørge efter Antallet af Radiser! Men kiggede De indenfor idag, vilde De se næsten samtlige Drivhuse "dobbeltbelagt" – et Syn, der nok er værd at se! Læg saa hertil den store, aarlige Omgang af alle Bungalow'erne og De vil forstaa, at det ikke er Middagssøvn altsammen heroppe. Men godt saaledes! Klint er den halve Del af vort Liv, og den er bestemt ikke mindre spændende end den anden halve Del. Lad saa være, at vi her er i Arbejdstøjet og af og til ser ud, saa at vore Koner daarligt vil kendes ved os, hvad der maaske ikke er noget at sige til, vi har det dejligt her, og det maaske mest af den ganske bestemte Grund, at vi her oplever et indbyrdes Kammeratskab, som den aldrig oplever, der ikke har deltaget i en stor og skøn Opgaves Løsning. Jeg har engang sagt, at vi, der her i Fællesskab bærer Arbejdets Byrder, vil noget med vort Liv, noget positivt. Om man forstaar dette eller ikke, betyder mindre, for os selv er det en Kendsgerning, at Forsynet har velsignet vort Virke med en Vækst, som hverken kan eller skal bortforklares. Ingen har her søgt sit eget, tværtimod! Og Livet har svaret paa denne vor Indstilling med at overlade os en af de skønneste Ejendomme i denne Egn, til Glæde baade for os selv og for de mange, mange, som her skal samle baade fysisk og aandelig Kraft til kommende barske Hverdage.

Med en kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!