Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Det er Udlevelsen af denne Normalitet, der frigør Jordmennesket fra den Partiskhed, der forhindrer det i at se den absolutte Sandhed i alt og alle. Det ser kun Sandheden i Forhold til sin Partiskhed og ønsker kun at se og opleve Foreteelser eller Ting, der kan være Ved paa dette sit Livs foreløbige eneste varmende Baal. At dette Væsens Fortolkninger af Livet ikke bliver videnskabelige Analyser af dets absolutte Struktur, dets Udødelighed og Alkærlighed og det herigennem aabenbarede fuldkomne Menneske eller "Billedet af den evige Guddom", men derimod bliver en altoverskyggende Paastand eller Manifestation af Dyrets Normalitet, dets særlige seksuelle hanlige eller hunlige Begær og den heraf følgende Retfærdiggørelse af Skinsyge, Ejendomsret og alle øvrige Former for Egoisme eller Had, krigs- eller ufredsfremkaldende Momenter, er her selvfølgeligt. At Himmeriges Rige eller et virkeligt Fredsrige ikke kan bestaa af saadanne kønslige partiske Væsener, er naturligvis ligesaa selvfølgeligt. At det færdige "Kristusvæsen", det fuldkomne Menneske eller Væsenet i "Guds Billede" ikke kan være et blot og bart "Hanvæsen" eller et blot og bart "Hunvæsen", men maa være et Væsen, der ikke holdes nede i Partiskhedens og Selvdyrkelsens kolde bloddryppende Sfærer af en organisk Struktur, der kun kan betinge partiske Manifestationer, bliver her let forstaaeligt. I Forbindelse med Jordmenneskets Fremtræden og Identitet som "Kristusbarn" kan vi derfor ikke komme udenom Begrebet "Jomfrufødsel", altsaa en Fødsel, der ikke er Resultatet af et "Hanvæsen"s og et "Hunvæsen"s væren "et Kød" eller seksuelle Samleje. Det maa naa frem til igennem Jordlivene, alt eftersom Kristusprincippet udvikles i dets Mentalitet, at kunne fødes i et specielt "Kristuslegeme", hvilket vil sige: et Legeme, der ikke udgør en speciel "Handyrorganisme" eller en speciel "Hundyrorganisme". Da disse to Organismeformer ifølge deres seksuelle Struktur jo er Specialredskaber for Partiskheden, kan de jo umuligt være Specialredskaber for det modsatte: Uselviskheden og Alkærligheden. At "Handyrorganismen" og "Hundyrorganismen" derfor hos Jordmennesket maa degenerere, alt eftersom Alkærligheden og Næstekærligheden for Alvor begynder at blive Individets højeste Begær eller Attraa, er saaledes en uundgaaelig Naturlov.

Men ligesom den dyriske Mentalitet, Selviskheden eller den kønslige Besiddelsestrang eller Ejendomsret kun kan manifesteres igennem den specielle "Hanorganisme" og "Hunorganisme", saaledes kan den fuldkomne "Kristusmentalitet" ligeledes kun manifesteres igennem et Legeme, der ikke udgør en speciel "Han-" eller "Hunorganisme". Hvordan skulde Væsenet ellers blive fri af Partiskhed overfor det modsatte Køn og den heraf følgende Rivalisering, Skinsyge og Hævntrang?

Det, der adskiller Jordmennesket fra det almindelige Dyr og gør det til et "Kristusbarn" eller vordende "fuldkomment Menneske", er altsaa dets begyndende Vækst bort fra det "modsatte Køn". At denne Vækst befordres af en dybt i Væsenets Bevidsthed begyndende ny organisk Struktur, bliver altsaa til Kendsgerning eller Virkelighed gennem alle de Erfaringer, der viser Udvikling af Evnen til at føle Sympati for – ikke blot "det modsatte Køn" – men ogsaa Sympati for Væsenets "eget Køn". Da al Sympati i sin dybeste Natur er Seksualisme, er denne ny organiske Struktur saaledes ogsaa af seksuel Natur. At denne sympatiske Natur paa sit nuværende Trin i Jordmenneskehedens Mentalitet i stor Udstrækning er ganske ukultiveret eller ufuldkommen ja, endog breder sig ud i mange Arter af ligefrem Vildskud, er ganske naturligt, saalænge den samme Menneskehed endnu slet ikke er blevet undervist i eller er forkyndt den sande Seksualismes højeste Struktur. Det er disse Vildskud, der skjuler sig under Begrebet "Perversitet". At disse "Vildskud" eller Perversiteter vil florere, saalænge Jordmenneskeheden, er totalt uvidende om den Del af det seksuelle Princips Struktur, der ligger udenfor det rent specielle "Hanvæsen"s og "Hunvæsen"s Omraade, er naturligvis en Selvfølge. Men dette forandrer jo ikke "Kristusbarnet"s Vækst. Erfaringerne, Vildfarelserne og Perversiteterne er kun Fødselsveer og Lektioner, der efterhaanden skal give Væsenet den Visdom, det har Brug for og dermed slutteligt føre det i Kontakt med dets kommende Bestemmelse som "Mennesket i Guds Billede".

Foreteelserne: "eget Køn" og "modsat Køn" er altsaa noget, der er paa Retur i Jordmenneskets Mentalitet til Fordel for Næstekærligheden. Næsten er saaledes i Virkeligheden et nyt "Køn", et begyndende nyt Objekt for Individets Sympati og Kærlighed. Dybt i Jordmenneskets Bevidsthed begynder der saaledes at udvikle sig en ny organisk Struktur, der efterhaanden vil forvandle Jordmenneskets nuværende Organisme fra at være "eenkønnet" til at være "tokønnet" og derved gøre Individet til et Væsen, i hvem det feminine og maskuline Princip er i total Ligevægt eller Balance. Og ifølge kosmiske Analyser i mit Hovedværk "Livets Bog" er det denne Balance, der udelukkende er Betingelsen for Skabelsen eller Manifestationen af den absolutte Næstekærlighed og den herigennem udløste totale Aabenbaring af "Lovens Fylde". Væsenet er da blevet omdannet til et mentalt Solvæsen, der ingen Skygge har, men sender sin Straaleglorie ud over alt og alle, ligesom Universets Sole og Stjernebyer. Medens "Manden" og "Kvinden" eller "Han-" og "Hunvæsenet" i Renkultur kun er mentale "Halvsole", idet de ikke kan føle Sympati for og langt mindre elske deres eget Køn og derfor kaster en stor Slagskygge ud imod dette Køn, er det fuldkomne "Kristusvæsen" eller det dobbeltpolede Aandsvæsen et "Helvæsen" eller en "Helsol". Det kan derfor i sig selv ikke udsende nogen som helst mental Slagskygge. Da det er dobbeltpolet, eksisterer der overfor samme Væsen ikke noget "modsat Køn" at favorisere eller noget "eget Køn" at rivalisere med eller føle Antipati imod. Det sender sit varmende Lys ud imod alt og alle.

Nu er der maaske Læsere, der her vil spørge, om det virkeligt er Meningen, at en "Mand" skal elske en anden "Mand", ligesom han plejer at elske en "Kvinde", og om en Kvinde skal elske en anden "Kvinde", ligesom hun ellers plejer at elske en "Mand". Og her maa Svaret naturligvis i allerhøjeste Grad blive afkræftende. Det er selvfølgeligt ikke Livets Mening, at en "Mand" skal elske en "Mand" eller en "Kvinde" elske en "Kvinde", thi i saa Fald behøvede Livet eller Forsynet jo ikke at skabe hverken "Manden" eller "Kvinden" om til helt nye seksuelle Væsener. Da "Hanvæsenet" og "Hunvæsenet" i Renkultur organisk er skabte til udelukkende kun at kunne elske det modsatte Køn, kan hverken "Manden" eller "Kvinden" paa fuldkommen Maade elske sit eget Køn. Og da dette Køns Væsener ligesaa godt er ens "Næste" som det modsatte Køn, kan man saaledes umuligt paa fuldkommen Maade opfylde Kærlighedsloven, der absolut betinger, at man skal elske sin "Næste" som sig selv, saalænge man endnu mere eller mindre fremtræder som "Mand" eller "Kvinde". At paabyde, at et "Hanvæsen" skal "elske" et "Hanvæsen" og et "Hunvæsen" skal "elske" et "Hunvæsen", eller at en "Mand" skal "elske" en "Mand" og en "Kvinde" "elske" en "Kvinde", er ligesaa taabeligt, som at paabyde en Fisk at skulle leve i Luften og en Fugl at leve i Vandet. Hvis der alligevel forekommer Væsener, "Mænd" og "Kvinder", i hvem der er Tendens til at elske sit eget Køn, bekræfter det jo kun, at der i dem allerede er ved at opstaa den ny organiske Struktur, der skal forvandle "Dyret" i Jordmennesket til et "Kristusvæsen" eller "det fuldkomne Menneske i Guds Billede".

Men her kan det ikke noksom slaas fast, at denne ny Sympati for sit "eget Køn" er milevidt borte fra sin Bestemmelse, hvis den ytrer sig som et glødende Begær efter at besidde det eller det Væsen af "eget Køn" for sig selv alene og dermed afslører sit Ophav som et tilsvarende glødende "forelsket" Væsen. Men et "forelsket" Væsen maa ogsaa føle Skinsyge og rummer dermed i sin Mentalitet alle de sædvanelige ægteskabelige Kvaler, ulykkelig Kærlighed og den heraf følgende Livslede. Et saadant Væsen kan derfor ikke være nogen Repræsentant for det "nye Menneske", "Kristusvæsener eller Væsenet i Balance. Det udgør derimod netop den samme Uligevægt som den, der befordrer det "mandlige" og "kvindelige" Væsens Genvordigheder, Sorger og Lidelser. Og det gør jo ikke Sagen bedre, at det er den seksuelle Pol i Væsenet, som det endnu, ikke har Organisme for, der er dominerende. Hvis en "Mand" er "forelsket" i en anden "Mand", og her føler Besiddelsestrangens og Skinsygens Kvaler, vil det jo kun være Udtryk for, at hans maskuline Pol i tilsvarende Grad er sat ud af Spillet, og at Væsenet derfor regeres af sin feminine Pol, med andre Ord, det er blevet en Slags "Kvinde" i en mandlig Organisme. At dette er skrigende imod Livets Mening og Maal og derfor maa drejes ind i sin rigtige Bane: Polernes Balance eller ligevægtige Samarbejde i vedkommende Væsens Mentalitet, er naturligvis en Selvfølge. Det samme gælder naturligvis ogsaa enhver Kvinde, der maatte fremtræde under lignende Omstændigheder.

Naar disse Foreteelser kan forekomme, skyldes det en altfor hurtig eller unaturlig forceret Udvikling af den modsatte Pol i Væsenet. Men de Kvaler og Lidelser, en saadan Udvikling medfører, vil jo efterhaanden neddæmpe dette altfor hurtige Tempo i seksuel Udvikling, saaledes at samme Pols Udfoldelse indskrænkes saa meget, at der atter kan blive Plads for den ordinære Pols Udfoldelse, og Individet dermed kan komme i en for sit Trin passende seksuel Balance eller Ligevægt. Og med denne Ligevægt mellem Individets to seksuelle Poler og det heraf følgende ligevægtige Samarbejde mellem de samme to Poler i Mentaliteten begynder den dyriske Skyggeregions Omraade at fjernes fra Væsenets Fremtræden. Og dette begynder da som en mental Sol, lysende og varmende at færdes henover sin Næstes mentale Himmel. Den man elsker, ønsker man lykkelig. I Situationer, hvor dette ikke er Tilfældet, er det i Virkeligheden kun sig selv, man elsker.

Jeg har her fremført nogle enkelte Punkter af den seksuelle Strukturs Analyse for at vise, at "Kristusvæsenet"s endelige, totale Fremtræden ikke er som en "Mand" eller som en "Kvinde", men derimod som en hel ny Væsenstilstand.