Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paa sin Jubilæumsdag fik Martinus overrakt følgende lille henrivende Børnesang af Miskow Makwarth, der ikke blot havde digtet den, men tillige forsynet den med en Række smaa illustrerende Vignetter.

Rød, orange, gul – og grøn
(nej, hvor Jorden dog er køn!
Rød, orange, gul, grøn, blaa,
hele Himlen ligesaa!
Indigo og violet
jeg kan ikke blive træt,
jeg maa se mig ganske mæt,
indigo og violet,
rød, orange, gul, grøn, alle
maa i Sangen frem jeg kalde.

Rød i Aftensolens Skær
staar en Plante højt paa Tæ'r,
skønt det rykker i dens Rod,
flytte kan den ej sin Fod.
Dens Instinkt har den fortalt
Solen elsker den trods alt,
derfor drejer den sig hen
faar Godnatkys af sin Ven,
alt mens Plantens Blade røde
lukker sig om Drømme søde.

Se orangefarvet fin
her en saftig Appelsin.
Tyngde ser du vel den har
hvis en Flue paa den bar,
let den er for dig og stolt
kan du med den spille Bold.
Snart den er dog i din Mund
thi ifald der kom en Hund,
den Slags Dyr kan snappe, bide,
hvis de ikke kan dig lide.

Gul blev hver Kinesers Hud
da de skabtes paa Guds Bud.
Menneske er en og hver
selv en Neger uden Tæ'r.
Følelse, de ogsaa har
derfor gør ej ad dem Nar,
blot fordi din Far og Mor
og du selv blev født i Nord.
Kun en kærlig Dreng og Pige
bor i Menneskenes Rige.

Grøn er den Lanternes Skin
som fra Havet lyser ind
over Land, hvor Mos paa Hegn
skærmer Alderdommens Tegn.
Og som Lyset trænger ind
i den stille Granskers Sind
b anes Vej for Visdom, mens
fremad ser Intelligens. –
Hvad den gamle Visdom skønner
Ungdoms Energi belønner.

Blaa er Himlen over Sky
selv fra Kvæld til Morgengry.
Det guddom'ligt være maa
hvis man Verden derfra saa.
Med Intuitionens Magt
kan vort Sind dog blive bragt
i den Stemning, saa vi tror,
vi i Guddomsverd'nen bor,
hvor de fattigste er rige
thi for Gud er alle lige.

Indigo et pudsigt Ord,
meget sjældent her i Nord,
Indere det minder om,
tænk hvis du paa Rejse kom,
og traf Østens vise Folk,
der kan være Sjælens Tolk;
de kan huske som i Gaar
Tanker gennem tusind Aar;
helt til Salighedens Sfære
kan Hukommelsen dem bære.

Bag det violette Gem
Evigheden toner frem.
Solen kommer til sin Ret
gennem Taage, lys og let
som det Slør Guds Moder bar
da en Stemme lød saa klar:
"Fred paa Jorden og Behag
for hvert Menneske, hver Dag".
Føler du i Hjertet Freden,
ser du Vej mod Evigheden.

Rød, orange, gul, grøn, blaa,
hvad var det vi lige saa?
Indigo og violet,
tænk dig om – ja, prøv og gæt:
Planter, Dyr og Mennesker,
Visdom, Guddomsverdener,
Salighed, – og Evighed, –
saadan kan jeg blive ved.
Har hos dig hver Farve Minder
Solen fra dit Øje skinner.

Miskow Makwarth