Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 10.December 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Stormagasinet er altsaa Blomsten paa den Verden eller mentale Sfære, i hvilken man "hellere tager end giver" og derved hæmmer sin fulde totale Aandsfrihed. Jordmennesket er blevet en mental Slave, en "Pengene"s Fange, hvadenten det er Lazaron eller Krøsus. Der er ingen af disse to Former for Fremtræden, der opfylder Betingelserne for Verdensfreden. Og denne vil da ogsaa være umulig, saalænge disse to Manifestationsformer er almengældende. "Himmeriges Rige" eller den virkelige Verdensfred er ikke en Verden af hverken legale eller illegale Slaver eller Slaveejere. Det er ikke en Verden af Individer med Herrefolketendenser. Det er ikke et Rige eller en Sfære baseret paa Kapløbet om Røveriet af Medvæsenernes "Livstimer". Det kan udelukkende kun være en Verden, hvor alle elsker alle, eller hvert Individ elsker sin Næste som sig selv. Juleevangeliet er saaledes ikke et skønt Postulat, men er derimod Jordmenneskehedens kommende allerhøjeste Videnskab. Og det er denne Videnskab, der Straaler ud fra alt, hvad der aabenbarer sig som virkelig genial "Kunst" og skaber Atmosfære i de store Kunstmuseers mægtige Haller, sender sin verdensforskønnende Atmosfære ud fra disses Vægge, Reoler og Montrer. Her er det ogsaa omdannede "Livstimer", vi ser, men de er ikke mere Betalingsmidler i det mentale og legemlige Slaveris økonomi. Nu er de naaet frem til at blive det, de – bevidst eller ubevidst af deres Ophav – oprindeligt er bestemt til, nemlig, at kærtegne enhver Beskuer og kaste et himmelsk eller overjordisk inspirerende Lys dybt ned i hans Sjæl og dermed give ham Fornemmelsen af en højere Verdens Eksistens end den paa Køb og Salg af "Livstimer" baserede Slave- og Herrefolketilværelse, vi hidtil har opfattet som "Kultur" og "Civilisation". Staternes store Kunstmuseer er saaledes det begyndende "rigtige Menneskerige"s Indtog i den jordiske Sfære. Alt, hvad der udgør virkelig genial "Kunst", kan udelukkende kun være en Kulmination af "Videnskab", ligesom virkelig "Videnskab" i sig selv kun kan manifesteres som genial "Kunst". Disse to Faktorer danner saaledes tilsammen en Enhed, der udelukkende kun kan eksistere som et virkeligt "Kærtegn", hvilket vil sige, at samme Enhed udelukkende er til Glæde og Velsignelse for Beskueren. En "Kunst", der i sin Struktur ikke repræsenterer den højeste Videnskab paa sit Felt, er ikke "Kunst", ligesom en "Videnskab", der ikke er "Kunst" ikke er nogen virkelig "Videnskab".

Naar et saakaldt "Kunstværk ikke er "Kunst", er det fordi Ophavet har manglet Viden og Rutine til at bringe sit Værk i en hundrede Procents Kontakt med Livets Love eller dets Skabelsesvibration. Og naar det ikke er paa Bølgelængde med den, vil det i tilsvarende Grad fremtræde som "Disharmoni". Da det saaledes ikke er fuldkomment, vil det i tilsvarende Grad være misvisende. Det vil altsaa bringe de Væsener, der ikke kan se Ufuldkommenheden, paa Afveje i deres Opfattelse af den Del af Livet, som de skal lære at kende igennem nævnte Kunstværk, det være sig Landskab, Væsener eller abstrakte Foreteelser. Det er akkurat det samme her som med en Bog eller et litterært Værk. I samme Grad som dette afviger fra at være hundrede Procents fuldkomment, i samme Grad er det jo ogsaa misvisende og dets Beretninger eller Analyser falske. Hvem der skal lære den absolutte Sandhed eller Virkelighed efter en saadan Fremstilling, bliver altsaa i en tilsvarende Grad, som nævnte Værk er misvisende, ført udenom de virkelige Fakta. Og kun det ufuldkomne Væsen kan opfatte nævnte Bog som et fuldendt "Kunstværk".

Hvis en "Videnskab" ikke er "Kunst", er det ogsaa fordi den heller ikke er i hundrede Procents Kontakt med Livets Love, af hvilken Grund den da ogsaa nødvendigvis maa fremtræde som en "Disharmoni". Alle Vegne, hvor en "Videnskab" ikke er "Kunst", vil den bringe Ulykke og Lidelse over Menneskene. Er det ikke netop i Kraft af en saadan "Videnskab", at store Dele af Jorden er lagt øde, Millioner af Mennesker dødet i Udslettelseslejre med Gaskamre, Torturinstrumenter og andre "videnskabelige" Paafund? – Og hvad mener man om "Atombomberne" og Byerne Hiroshima's og Nagasaki's Undergang, hvor Tusinder af Mennesker, Børn, Voksne og Gamle midt i deres daglige Dont paa Vej til Skole, Fabrik og Kontor, uden Varsko pludselig udslettes i Kraft af "videnskabelige" Helvedesluer? – Er det "Kunst"? – Er det Fuldkommenhed? – Er det en absolut Sandhedsaabenbaring? – Er det Livets endelige Mening og Maal, der her urokkeligt bliver aabenbaret for os? – Hvis det ikke er det, hvordan kan det da være "Kunst"? – Og hvis det ikke er "Kunst", hvilket altsaa vil sige, at det ikke er en fuldkommen Aabenbaring af Livets Mening og derfor maa være en ufuldkommen eller falsk Aabenbaring af nævnte Mening, hvordan kan denne Atombombning da være "Videnskab"? – En "Videnskab", der ikke er Sandhed, kan umuligt være "Videnskab". Kun Daarer eller uvidende Horder lader sig blænde af al den som "Videnskab" camouflerede "Usandhed" og den heraf følgende falske Villieføring eller Væremaade.

Ja, men er Atombomben og alle de øvrige "videnskabelige" Foreteelser da ikke "geniale"? – Er det ikke "genialt", at man har kunnet opdage saa meget af Materiens Struktur, at man derved er blevet i Stand til at kunne beherske Naturkræfterne paa en saa overdaadig Maade? – Jo, det er rigtigt, at de videnskabelige Opdagelser og Opfindelser udtrykker megen Intelligens paa det rent fysisk tekniske og kemiske Omraade, men afslører samtidigt, at deres Ophav er totalt blottet for absolut Viden med Hensyn til, hvad de skal bruge denne deres vældige Kunnen til. Jordmennesket har saaledes udviklet sig Evne til at kunne jonglere med Elementerne. Det kan skabe lyn og Torden. Det er blevet en materiel Gigant, men noget "Geni" er denne Gigant ikke, saalænge dennes Resultater ikke er et kærtegnende, inspirerende og livgivende "Kunstværk" for Tilskuerne. Saalænge nævnte Gigants Manifestationer kun er resulteret i et samlet Resultat i Form af en delvis ødelagt, torteret, demoraliseret, materialistisk og hævngerrig Menneskehed, der sultende og frysende nu søger Tilflugt i Ruinhobene af de engang saa skønne, med Føde, Varme, Lys og Livsgoder udstyrede, Kulturcentrer, er hans Værk ikke nogen virkelig "Kunst" og dermed totalt blottet for "Genialitet", ja, er nærmest kun at betragte som et altdominerende Fuskeri. Da "Genialiteten" er "Kunstens" Kulmination, kan intet som helst blive "genialt" uden at være "Kunst". "Genialiteten" er ikke dette at kunne skabe sig Viden og Magt, men derimod udelukkende dette: med Viden og Magt at kunne aabenbare den absolutte Sandhed, den absolutte Livets Mening, der igen er det samme som den absolutte "Kærlighed". Naar "Videnskaben" kulminerer i – ikke at ødelægge og lemlæste Menneskeheden – men derimod i at bringe den i den allerhøjeste Kontakt med Livets Mening eller "Kærligheden", da er den blevet til virkelig eller absolut "Genialitet". Og denne "Genialitet" er Kulminationen af Juleevangeliets Opfyldelse. Da er der en "varig Fred" paa Jorden, og en Velbehagelighedens Straaleglorie lyser over alle dens Kontinenter og Have i Form af det absolutte "Himmeriges Rige".

Men hvad har nu disse Analyser angaaende Stormagasinet, Kunstmuseet, Videnskab og Kunst med "Jomfrufødsel" at gøre? – Vi kom jo netop ind paa disse Analyser grundet paa nævnte Emne. Jo, disse Analyser har vist os, at der i det jordiske Menneskes Mentalitet og Livsførelse begynder at danne sig en Oplevelsessfære, der ikke har noget som helst med den dyriske Forplantnings- eller Formeringsproces at gøre. Den viser sig at være en Interessesfære, der adskiller sig fra Dyrets derved, at den totalt ligger udenfor Dyrkelsen af "Hankøn" eller "Hunkøn". Den udløser sig i sin højeste Fremtræden i at skabe blot for Skabelsens Skyld. Denne Skabelse er saaledes i denne sin højeste Fremtræden ikke et "Hanvæsen"s Gøren Kur til et "Hunvæsen" eller omvendt. Den er ikke en Skovdues Kurren for sin Mage, selv om den maaske i sin laveste eller spædeste Begynderform undertiden vel nok i nogen Grad endnu er smittet eller inspireret af "Forelskelsesenergier". Det er denne Skabelsestendens, der sluttelig bliver den reneste og ædleste Kunst. Men i denne "Kunsten"s Begynderverden forekommer der altsaa Tilfælde, hvor "Kunstnerne" endnu kun kan blive inspirerede til Skabelse igennem en Forelskelsesrus. Naar saadanne "Kunstnere" ikke er forelskede, kan de ikke skabe. Det gælder i visse Tilfælde baade skrivende og bildende Kunstnere. Men naar de saa endelig er forelskede, er de undertiden i Stand til at skabe en stor Produktion, men denne Produktion er næsten altid en overdimensioneret eller svulstig Lovprisning, enten i Digte-, Roman- eller Billedkunst af den mandlige og kvindelige Elskovsatmosfære og er saaledes ikke hundrede Procents virkelig sand "Kunst". Disse saaledes i Elskovsrus frembragte "Kunstværker" kan naturligvis være ualmindelige smukke og betagende for den følelsesbetonede Læser eller Tilskuer og derved gøre sit Ophav berømt og dyrket som "Geni". Men for den nøgterne Tænker, der søger den absolutte Sandhed, har de ingen Dragning. Da de frembragte Produkter ikke er Manifesterede i en nøgtern, total Upartiskhed, kan de som nævnt umuligt være noget absolut fuldkomment eller hundrede Procents Udtryk for den virkelige Sandhed paa sit Felt og er saaledes i tilsvarende Grad ikke at regne for "Kunst". "Kunst" maa være et reelt Udtryk for Sandheden. I modsat Fald er den ikke "Videnskab". Og naar den ikke er "Videnskab", kan den kun være Udtryk for sit Ophavs eller sin Skabers Illusion eller Fejltagelse, hans Beruselse og den heraf følgende Tendens til Overdrivelse eller Partiskhed i det paagældende Felt. Og megen forhen som berømte "Mesterværker" opfattet "Kunst" det være sig Bøger eller Billeder, vil efterhaanden som Følge heraf blive til Makulatur, alt eftersom Udviklingen skrider frem, og Jordmenneskehedens Iagttagelsesevne gennemskuer disses forskellige Brist.

Da "Kunst" kun kan være virkelig sand "Kunst" i Kraft af, at den er virkelig sand "Videnskab", og "sand Videnskab" kun kan eksistere som et hundrede Procents Udtryk for den absolutte Sandhed, og et saadant Udtryk for den absolutte Sandhed umuligt kan eksistere uden at være totalt blottet for Partiskhed, bliver det her synligt som Kendsgerning, at et Væsen, hvis organiske Struktur betinger, at det kun kan sanse eller opleve partisk, umuligt kan opleve den absolut fuldkomne Sandhed. Et Væsen, for hvilket det er en Livsbetingelse at besidde et andet Væsen som Favorit og blive genelsket af dette Væsen som Favorit, vil umuligt kunne være andet end "partisk" overfor dette andet Væsen. Denne Partiskhed er dets Glæde, dets højeste Livslykke og dermed dets Normalitet.