Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1946/115 side 1
15. - 3. - 46
Kære Læser!
Jeg havde for nogle Aftener siden den meget fornøjelige Oplevelse at se den berømte Forfatter Noel Cowards Film "Elvira gaar igen". Uden at gaa i Detailler, handlede Filmen om et spiritistisk Eksperiment, hvis Virkning blev den, at en nygift Enkemands tidligere Hustru "vendte tilbage" og blev Aarsag til en Række Handlinger, som, omend de udløste sig i Lystspilform, dog rummede et meget dystert Perspektiv. Trods hele sin lette Tone kunde man ikke fri sig for Følelsen af, at Forfatteren med sit Stykke vilde tilraade sin Tilhører et Varsko om at omgaas de aandelige Kræfter med Forsigtighed.
Det var meget interessandt at lægge Mærke til Publikums Reaktioner. For adskillige var Filmen blottet for Mening og Fornuft, ja, jeg tror ikke engang at de syntes den var virkelig morsom. Andre tog den som Udslag af en moderne Forfatters løbske Fantasi og morede sig uhemmet over de barokke Situationer, medens endelig en tredie Gruppe baade morede sig og alligevel reflekterede en Del over det, de var Vidne til. Personlig nærede jeg ikke Tvivl om, at mange, der ser denne Film, pludselig, naar Latteren og Lystigheden er overstaaet, kommer til at tænke paa, "om der mon skulde være noget om det?". Og man maa her svare, at der ikke alene er noget om det, der er meget om det. Der er bl.a. det, at det med Henblik paa den aandelige Verdens lavere Kræfter faktisk ikke er nær saa vanskeligt at tiltrække dem, som det er, at blive af med dem igen!
Blandt de mange Mennesker, der mellem Aar og Dag søger os om Raad i aandelige Anliggender, er der en speciel Type, som gentager sig med visse Mellemrum. Det er Typen, der hører "Stemmer". Langt de fleste Mennesker har i deres samlede Sansesæt en sidste Rest af et fortidigt psykisk Anlæg, og visse meget følsomme Naturer synes ikke at kunne opleve en given, svær personlig Skuffelse eller Lidelse, uden at dette fortidige Anlæg træder i Funktion. De hører da pludselig "Stemmer". Hermed være ikke sagt, at disse "Stemmer" altid stammer fra diskarnerede Mennesker, men de kan gøre det. Og gør de det, er Spillet praktisk taget i Gang med det samme. Thi hvor forunderligt det end lyder, saa tillægger et saadant Menneske næsten altid disse Aandestemmer langt mere Autoritet end nogen Røst her fra det vaagne, dagsbevidste Plan. Det føler sig pludselig som et meget betydningsfuldt Centrum i en aandelig Proces, og før det faar set sig for, er det totalt afhængig af disse hemmelighedsfulde Røster, der i ni af ti Tilfælde fører det ud i de vildeste Situationer. Man maa her ikke glemme, at gennemgaaende uintellektuel, som det jordiske Menneske er, har disse Røster et let Spil. De fleste psykisk modtagelige Mennesker er af Natur temmelig forfængelige og vil gerne "spille Rolle". De føler sig "beærede" over, at den aandelige Verden har udset sig netop dem som Missionær for et eller andet "højere Budskab", og saa er Vejen banet for en af de Tragedier, vi her altfor ofte har Lejlighed til at opleve. Jeg glemmer saaledes aldrig en ældre Kvinde, som for Aar tilbage søgte Martinus om Hjælp i en saadan Situation. Atter og atter hændte det, at hun bogstavelig talt kom krybende op af Trapperne, idet Aanderne hvinede og skreg i hendes Øren, at hun endelig ikke maatte opsøge Martinus. Jeg kunde have undt Dem at se hendes Lettelse, naar hun saa naaede ind i vor Korridor og der pludselig oplevede at være helt fri for disse larmende Stemmer. Det var virkelig tit svært for mig at lukke hende ud igen, for baade hun og jeg vidste jo, at saasnart hun igen var udenfor vor Rækkevidde, begyndte Spillet forfra igen. Hun fik Magt over sit Sind igen, men mange faar det ikke; Sindssygehospitalerne kan tale med herom.
Som man her vil forstaa, er Begrebet "Besættelse" ikke noget, der kun angaar en svunden bibelsk Fortid. Tværtimod, Problemet eksisterer fremdeles og udløser til Stadighed ulykkelige Skæbner. Thi ulykkelig bliver ens Skæbne, den Dag den aandelige Verdens Bærme faar Tag i en og begynder at dirigere rundt med en. Af alt haabløst, jeg har været Vidne til, er dette, at søge attale et saadant besat Menneske til Fornuft, noget af det mest haabløse. Om det skyldes saaret Forfængelighed, ved jeg ikke, men jeg ved, at alt for mange klynger sig til disse hemmelighedsfulde Røster med en Tillid, som er rystende. Med en ligefrem djævelsk Snedighed benytter disse Væsener sig af deres egne skjulte Tilstand og deres Objekts taabelige Tro paa, at det "overnaturlige" er hævet over forbryderisk Gemenhed.
"Hvad kan man da gøre imod det, hvis det skulde ramme en selv?" spørger De maaske nu, og jeg kan kun svare Dem: "Ignorer det!" For alt i Verden, ignorer det, som De her vil ignorere enhver, der ved en naragtig Appel til Deres Forfængelighed vilde føre Dem paa Glatis. Livet her er mere end mystisk nok til at vi behøver at blande det med en aandelig Verdens lavere Kræfter. Intet er mere ydmygende end at opleve at møde et Menneske, der først skal hjem og spørge sit Pendul eller sin "Skytsaand", om det maa dette eller hint. Læg Mærke til, at jeg ikke bestrider, at man fra aandelig Side kan faa Hjælp, men jeg maa til mit sidste Aandedrag hævde, at disse Veje til Hjælp ikke er normale Veje. Vi har vor vaagne Dagsbevidsthed for at betjene os af den og ikke for at ignorere den til Fordel for et primitivt Medium eller de med dette forbundne tilsvarende primitive Aander. Dette er intet Angreb paa noget Medium, selvom jeg udmærket ser, at det kan fortolkes saaledes, det er blot en menneskelig Advarsel fra en, der selv har set de frygtelige Virkninger, en saadan misforstaaet Interesse for aandelige Problemer kan føre et Menneske ud i.
Nej, vi er i vor Verden for at betjene os af de mentale Kræfter, der her er stillede til vor Raadighed. Det, vi kalder "vor Bevidsthed", er jo vor egen samlede Sum af dagsbevidste Erfaringer og det er dem, vi skal mobilisere, naar vi stilles overfor Ting, vi ikke umiddelbart begriber. Og kan vi saa ikke klare disse Ting, nuvel, lad os saa gaa til de af vore Venner, hvem vi har en begrundet Tro om, at de er aandeligt bedre udrustede, end vi er selv, og bede dem hjælpe os, fremfor at give os ind under ukendte aandelige Kræfters farlige Tyranni. Livet, som det former sig for os, er risikabelt nok endda, der er absolut ingen Grund til at øge denne Risiko yderligere, og det gør man, om man ikke tager sig i Agt for de Lokketoner, der kan lyde til os fra "det Ukendte". Nej, lad os "vaage og bede" her, det giver sund aandelig Vækst, og den alene er den sande Forberedelse til det Liv, der venter os, naar det, vi her kalder "Døden", og som vel nok er den største af alle Illusioner, om man dermed forstaar vor Tilværelses Ophør, har fuldbyrdet sin Mission i os. Livet er baade paa det fysiske Plan og i de aandelige Verdener uendelig skønt, naar man tager det hver for sig, men blander man disse Verdener sammen, løber man den Risiko i Stedet for Skønheden at møde dens Vrængbillede, – og det var ikke Guddommens Hensigt med vor Fødsel her!
Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
NB. Paa Side 28 var der beklageligvis faldet en Linie ud, hvorfor vi med dette Brev bringer Dem denne Side med Fejlen rettet, og beder Dem venligst kassere den allerede modtagne (fejlagtige)