Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 10.December 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Juleevangeliets "Fred paa Jorden", "Himmeriges Rige" eller den totale Næstekærlighedens Zone kan umuligt bygges op af Væsener, hvis organiske Struktur kun er skabt til at udløse Hjernefunktioner i Form af begæret Ejendomsret over et andet Væsen og den heraf følgende Jalousi eller Skinsyge. Da Jalousi eller Skinsyge eller Fornemmelsen af krænket Ejendoms- eller Besiddelsesret er det dræbende Princips eller Hadets Frøkorn, bliver "Hankøns-" og "Hunkønsvæsenerne" i Renkultur saaledes Hadets og dermed Krigens, Lidelsernes, Sorgernes eller "det Onde"s Forplantningsorganer. Uden denne kønslige Tilstand vilde "det Onde" eller Spiralens Mørkesfære Være en Umulighed. "Hankøns-" og "Hunkønstilstanden" udgør saaledes den organiske Struktur, paa hvilken Mørket er baseret. Uden denne organiske Struktur vilde Lysets Kontrast eller Mørket og dermed Oplevelsen af Livet være en Umulighed. Mørket eller "det Onde" i Verden er saaledes i sit Grundfundament ikke en Villiesakt. Det udgør derimod en Væremaade, der betinges af de eller de ydre Forhold og de dertil byggede Organer. Derfor kan Væsenerne heller ikke pludselig ved et Mirakel forvandle sig fra "Dyr" til "Menneske". Og det er jo netop derfor, at vi faar alle de mange forskellige Karaktertrin eller Grader i Moral indenfor den jordiske Menneskehed. Den bestaar netop af Væsener, der i en særlig stærk Grad er under Forvandling fra "Dyr" til "Menneske". Men i denne Proces er de ikke lige langt fremme, og følgeligt maa dette udelukkende vise sig i Form af de mange forskellige Trin. Mange Jordmennesker af i Dag har sikkert ikke noget højere ønske end netop at kunne fremtræde som "et fuldkomment Menneske". Og hvis det kun drejede sig om deres Villie, vilde Jordmenneskenes daglige Liv udvise en Mangfoldighed af saadanne Mirakler, hvor Væsenerne pludselig i et eneste Nu i Kraft af deres Villie forvandlede sig fra "Dyr" til "Menneske".

Men saaledes gaar det ikke. Den rent "dyriske" og rent "menneskelige" Tilstand er som nævnt Virkninger af hver sin særlige organiske Struktur. Og den organiske Struktur et Væsen ikke har, kan det jo umuligt repræsentere Virkningerne af. Men det kan altsaa gradvis i sin daglige Tilværelse træne sig op til med sin Villie rent forstandsmæssigt eller vaagen dagsbevidst at kunne udføre enkelte smaa Detailler i Overholdelsen af de Love, der fører imod "Himmeriges Rige" eller Fuldkommenheden. Denne voksende Overholdelse af Lovene bliver efterhaanden lidt efter lidt til Vanebevidsthed. Og naar en særlig Handlemaade er blevet til Vane, er den jo blevet et Talent, et Anlæg eller en Manifestationsform, man kan ufoldde uden en paakrævet stærk vaagen hjernemæssig Koncentration. Vi behøver saaledes f.Eks. ikke at tænke paa eller med vor Villie at sætte ind hver Gang, vi skal flytte et Ben, naar vi gaar hen ad en Vej. Vi kan her næsten indtil hundrede Procent uafhængig af denne Benflytning føre en eventuel Samtale med et Medvæsen, medens det lille Barn, der er ved at lære at gaa indtil hundrede Procent netop maa koncentrere sig paa hvert Bens Flytning under Gangen for derved at kunne opretholde Ligevægten eller Balancen.

Naar Manifestationen saaledes bliver til Vanefunktion, vil det altsaa betyde, at den har faaet eget Organ, saa Hjernen eller den vaagne Tankekoncentration ikke mere er paakrævet. Og ned Hensyn til at manifestere "menneskelige" Manifestationer, hvilket vil sige: "det Gode", foreligger der ikke nogen Undtagelse. Disse Manifestationer maa ligeledes først udføres vaagen hjernemæssigt. Lidt efter lidt bliver de saa, efterhaanden som man faar udført dem Gang paa Gang, til "Rutine" eller Vanefunktion. Og paa denne Maade udvikler Individet Evnen til at kunne gøre "det Gode" i flere og flere Situationer som en ren tillært Rutine eller Virtuositet. Men denne Side er jo kun en ydre vaagen dagsbevidst Opbygning og Fuldkommengørelse af den Organstruktur, i Kraft af hvilken Væsenet kan fremtræde som "det fuldkomne Menneske" eller "Mennesket i Guds Billede". Den vil aldrig nogen Sinde komme til Udfoldelse eller Manifestation, hvis ikke der netop ogsaa eksisterede en indre Opbygningsproces vedrørende den samme Organstruktur. Virkningerne af den ydre Organopbygning kan kun gøre Manifestationerne til kolde hjernemæssige Korrektheder og Lovoverholdelser. Det er saadanne kolde, tillærte, hjernemæssige Korrektheder, der er Fundamentet for den saakaldte "højere Dannelse" eller "gode Opdragelse". Men denne kolde, intelligensmæssigt tillærte Dannelse kan ogsaa gaa over Gevind og pynter da ikke sit Ophav, men lader netop dette i stor Udstrækning fremtræde som en – "Farisæer".

Fra Bibelen ved vi jo, at "Farisæeren" takkede Gud for alle de mange Dyder og lovopfyldelser, han kunde praktisere. Han var ingen "Horkarl". Han var ikke som de andre Tyve eller Røvere. Han praktiserede slet ikke de mange andre Overtrædelser af Moseloven, som de andre netop var ved at drukne i. Og det er sikkert rigtigt, at en stor Del af disse "Farisæere" eller jødiske "Yogaer" virkelig havde tilegnet sig en Rutine, der gjorde dem til Virtuoser i at kunne opfylde Lovens Bogstav. Men Bibelen siger os alligevel et andet Sted igennem Jesu Mund: "Ve Eder, I Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke! Thi I ligner kalkede Grave, som udvendig synes dejlige, men indeni er de fulde af døde Ben og al Urenhed. Ligesaa synes I og udvortes retfærdige for Menneskene, indvortes ere I fulde af Øjeskalkhed og Uret." Det er saaledes ikke nok, at man kan opfylde en Masse juridiske Lovmæssigheder, ja ligefrem er Virtuos paa dette Omraade. Denne Kunnen er nemlig i sig selv slet ikke "Næstekærlighed", selv om den ganske vist er en Rutine, der umuligt kan undværes, hvis "Næstekærligheden" skal blive hundrede Procents fuldkommen. Saalænge Lovopfyldelsen kun er en af Intelligens opsat Villieføring, er dens Motiv som Regel kun en beregnet mental Udsmykning. Dens Ophav søger med denne Udsmykning at hæve sig op over det mentale Proletariat, hæve sig op over "Toldere" og "Syndere". Det er det samme Princip, der gaar igen i Vestens Lande, men paa et endnu mere materielt Plan. Her er det ikke saa meget de religiøse Idealer, man hjernemæssigt søger at tilegne sig Rutine i at kunne praktisere og derved høre til Overklassen. Her er de religiøse Idealer nemlig ikke mere i en saadan Kurs som i Østens Lande. I disse Lande var det i Fortiden Præsterne med Kongen i Spidsen som Ypperstepræst og de Vise, der var det erkendte Aristokrati. Hvem der ikke kunde tale med her og ikke havde de religiøse Kundskaber og Færdigheder, hørte til Proletariatet. I Dag er det anderledes, og navnlig i Vestens Lande. Her er Kongen ikke mere nogen Ypperstepræst, ligesom den religiøse Kunnen heller ikke i Dag er Fundamentet eller Maalestokken for Flokkens eller Samfundets Aristokrati. Tværtimod, den religiøse Interesse og Kunnen er nærmest opfattet som Samfundets Aandsproletariat. Derimod er Kongen blevet en verdslig Person og har dermed reddet noget af sin Position over i det moderne Aristokrati, der jo saa at sige udelukkende er baseret paa Materialisme eller økonomisk Position. Alle Storbesiddere, Magnater og Krøsus'er eller alle med stor økonomisk Uafhængighed danner i Dag Samfundets erkendte Aristokrati, ganske uafhængigt af disse Væseners religiøse Interesse og Kunnen eller Ikke-Kunnen. De besidder de Idealtilværelser, der udgør Modellen til den store Procentdel af Flokkens Individers Ønskedrømme, indtil det gaar op for de samme Individer, at deres Livsvej vil komme til at gaa langt udenom en saadan Begunstigelse af Skæbnen. Herefter bliver de i mange Tilfælde bitre, misundelige overfor nævnte Aristokrati og søger Udløsning for denne Bitterhed igennem en eller anden for dette Aristokrati underminerende Politik. At denne "Politik" mere bliver en camoufleret Udløsning af Misundelse end den er Manifestationen af sand Idealisme er her ikke vanskeligt at forstaa. Og den Art "Politikere" eller "Idealister" er det moderne materialistiske Samfunds "Farisæere". De udgør Bibelens "Farisæerprincip" overført til det materialistiske Plan. For begge Former for "Farisæisme" er det gældende, at de hverken er "Idealisme" eller sand "Næstekærlighed", men derimod i allerhøjeste Grad "Egenkærlighed", men camoufleret som "Idealisme". De søger begge to Udløsning for selviske Interesser. Den religiøse "Farisæer" søger at imponere Medmenneskene med sin Optrænede Virtuositet i Lovlydighed for derigennem at vinde Flokkens Beundring, medens den materialistiske "Farisæer" søger at imponere de samme Væsener med sin som "Politik" camouflerede Misundelsesudløsning for dermed at vinde den samme Beundring plus Tilfredsstillelsen af sin hemmelige Hævntrang overfor de af Skæbnen mere begunstigede Væsener end ham selv. Vi har i disse to Former for "Farisæisme" Lejlighed til at se, hvor umuligt det er for "Næstekærligheden" at udvikle sig i den jordmenneskelige Mentalitet ved en blot og bar ydre hjernemæssig Villieføring. Intelligensen kan ganske vist bringe de ydre rent tekniske Foreteelser i Orden, saa Væsenet ligesom Farisæeren synes at overholde Lovene til Fuldkommenhed, men som vi lige har set, var denne Lovlydighed lige saavel som den omtalte krøsus- eller kapitalistfjendtlige Politik absolut ikke Næstekærlighed, men de var Toppunktet af, hvad et Menneske kan yde af Kristusidealet overfor sine Omgivelser uden at besidde Udviklingen af den indre organiske Struktur, af hvilken den virkelige og sande "Næstekærlighed" er et Produkt, et Sekret eller Resultat.

"Hankøns-" og "Hunkønstilstanden" kan altsaa kun bringe de sympatiske Anlæg til Udslag overfor Individets "modsatte Køn". Her kan Væsenet i Kraft af denne seksuelle Virkning eller Kønstilstand føle Sympati for Ægtemagen i Kraft af, at denne er en Betingelse for en seksuel Tilfredsstillelse. Og jo større Nydelse, eller Tilfredsstillelse vedkommende Ægtefælle kan give Væsenet, desto mere paakrævet bliver det for nævnte at besidde Ejendomsretten over denne seksuelle Partner, ja denne kan endog i værste Tilfælde fornemmes som en ligefrem Livsbetingelse. Men at begære og elske noget, fordi det fornemmes som en Livsbetingelse for ens eget legemlige og mentale Velvære, er ikke saa meget en Kærlighed til eller en Dyrkelse af dette Noget, som det netop er en Dyrkelse af sig selv. Man passer godt og omhyggeligt paa dette Noget, fordi ens Livslykke staar og falder med nævnte, hvilket altsaa i dette Tilfælde vil sige: den seksuelle Partner. Men denne Omhu for og eventuelle Kærtegnen et Væsen, der betyder ens Livslykke, er ikke nogen absolut "Kærlighed", det er bare "Selvopholdelsesdrift". Der, hvor to Væsener saaledes er kommet til gensidigt at udgøre hinandens Livslykkes absolutte Betingelse, fornemmes den højeste paradisiske Tilstand indenfor "Dyreriget".