Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

"Du har gjort mig til din Fælle i al denne Rigdom. I mit Hjerte driver din Fryd sit uendelige Spil. I mit Liv tager din Vilje evigt Form" – skriver Tagore i sin dejlige Bog "Gitanjali" og giver dermed Udtryk for, at hans Bevidsthed i givne Stunder har været umaadeligt nær den kosmiske Oplevelse, Martinus har givet Navnet "Den store Fødsel". Maaske kan det synes malplaceret, at jeg taler om Rigdom i en Verden, der i Øjeblikket befinder sig paa Grænsen af en Elendighed, der stiller enhver fortidig Oplevelse af bitter Nød helt i Skyggen. Men den Rigdom, Tagore taler om, bestaar urokket for os alle saavel som den Vilje, han ogsaa nævner, evigt tager Form i de Menneskers Sjæle, som indordner sig den. Og her mener jeg, at De og jeg har Lov til at tale aabent om det, vi igennem vor aandelige Interesse har følt gøre sig gældende i vort Liv, thi vi har virkelig mødt en Form for Rigdom ingen kan berøve os mere, den, at vort Sind igennem Mødet med de kosmiske Analyser er kommet til at omfatte langt mere af Livet end Tilfældet var før. Beviset for, at det virkelig er saaledes, oplever man hver eneste Gang, man møder Mennesker for hvem det fysiske Liv i den Grad er alt, at de ikke kan lade være med at se lidt medlidende paa den, der hævder Eksistensen af højere og renere mentale Zoner end de, vi her er Vidne til. Hvor føles saadanne Sind fattige midt i deres saa stærkt hævdede Overbevisning om den fysiske Verden som den eneste og absolutte. Hvor vilde man dog nødigt, om det kunde lade sig gøre bytte med denne fast forankrede rent fysiske Indstilling til Livet. Thi selvom disse Mennesker ikke selv ved det eller mærker det, saa er det dog den, der er Vinterkulden for deres egne svagt fremspirende kunstneriske Evner og Anlæg. Den er det, der hindrer dem i at opleve det skønneste, Livet har at give os: Fornemmelsen af at Verdens- eller Guddomsviljen tager Form i os og derved løfter os op imod en langt skønnere Verden end den, der her omgiver os paa alle Sider.

Naturligvis ved jeg udmærket, at det ovenfor skrevne maa lyde taaget for den, der ikke har faaet nogen som helst Orientering i den Form for Tænkning, der ikke lader sig standse af det fysiske Livs Grænsepæle. Men har man een Gang brudt sig Vej igennem Materialismens Øde mark og fundet rigere Næring for sin Sjæl end den en nok saa raffineret, teknisk Viden formaar at give, forekommer den blotte Tanke om paany at skulle lade sig nøje med det fattige Perspektiv, Materialismen giver, helt abnorm. Rigdommen i det, de kosmiske Analyser giver os, træder maaske tydeligst frem i en Tid, som den vi nu oplever. Medens Mennesket, som kun accepterer den rent timelige Verdens Eksistens faktisk er at ligne ved et Skib paa et oprørt Hav, udsat som det er for Sympatiernes og Antipatiernes Kastevinde, saa evner det kosmisk indstillede Menneske at sejle sin lille Skude i Læ af en universel Tolerance, der giver en baade tryg og sikker Kurs. Medens Mennesket uden Viden om det egentlige Liv næsten er dømt til at sejle lige ind i de Hvirvler, som de nuværende Forhold uafbrudt skaber, saa kan Mennesket med Viden om Livet paa sin egen Viljes Bud sætte sig i saa høj Grad udover disse Forhold, at den indre Balance ikke bliver nævneværdigt paavirket af dem.

Og hvilke Fordele giver denne Balance ikke? Har De for Eks. nogen Sinde tænkt over, i hvor ringe Grad det rent timeligt indstillede Menneske er berøvet Kontakten med Foraarets vidunderlige Tilbagevenden? Sandt nok baade ser og fryder det sig over alt det Foraaret bringer, men uden virkelig Viden om det, det er Vidne til, evner det slet ikke at komme i Kontakt med det Hav af kosmiske Kræfter, som denne skønne Tid udløser. Det almindelige Menneske ser disse Kræfters Virkning, medens det kosmisk indstillede ikke alene ser dem, men oplever dem som det, de virkeligt er: en guddommelig Bevidstheds straalende Tilsynekomst. Det almindelige Menneske opfatter blot dette straalende Kraftvæld som "Naturkræfter", medens det kosmisk indstillede Menneske Dag for Dag ser Tilværelsens vidunderlige Reinkarnationsprincip udfolde sig for dets undrende Øje.

Og saadan kunde man blive ved. Tag til Eks. det, vi i denne Tid oplever. Udløser disse Tilstande ikke atter og atter hos det almindelige Menneske den Forestilling, at "saadan har det altid været, og saadan vil det altid være", en Indstilling der næppe skaber megen positiv Inspiration. Og tag saa som Modsætning hertil det kosmisk indstillede Menneskes indre Forvisning om, at alt det, vi nu er Vidne til, blot er mikroskopiske Detaljer i en gigantisk Evolutionsproces, hvis Endemaal er det samlede Jordmenneskesamfunds Omskabelse fra Inhumanitet til Humanitet. En Begivenhed, hvis Hensigt man kender, har nu engang en ganske anden Virkning paa en, end den Begivenhed har, hvis Hensigt man ikke kan faa Øje paa. Ophidselse og de deraf flydende Ubehageligheder er nu engang direkte forbundet med den Spænding som Uvished altid giver. Og ingen vil vel idag bestride, at et uhyggelig stort Flertal lider under en næsten konstant Ophidselses nedbrydende Virkninger. Hvor helt anderledes da at leve paa en Indstilling i hvilken Tilværelsens kosmiske Perspektivprincip ustandseligt lader en se de forskellige Begivenheder i et klarere Lys eller i Relation til et højere Plan. Tænk det igennem, og De vil ikke kunne undgaa at se, at den Fred, denne Indstilling giver en, er en Rigdom af ubetalelig Art. Og tænker De Tanken videre, vil De heller ikke kunne undgaa at se, at De selv netop ved denne Indstilling lader Guddomsviljen i den Grad "tage Form" i Dem, at Deres eget Liv, Dem selv maaske uafvidende, bliver Model for Mennesker iblandt Deres Omgivelser, hvad der igen bekræfter Sandheden i Sætningen "I mit Hjerte driver din Fryd sit uendelige Spil".

Jeg ved saa udmærket at mange Mennesker, første Gang de hører om Martinus Arbejde, spørger om dets Værdi eller Nytte. Det er jo paa en Maade det tragiske ved mange Mennesker, at de, samtidigt med at de er meget utilfredse med Livet, som det arter sig for dem, alligevel ligesom har vænnet sig til dette Liv og derfor kun med megen Modvilje gaar med til en Ændring. Jeg tænker mig, at disse Mennesker reflekterer omtrent som saa: Selvfølgelig var det bedre, om man kunde undvære Kød etc., men Herregud, nu er det gaaet godt saalænge, og det kan vel ogsaa blive ved med det et lille Stykke Tid endnu! – Det kan det. Men Virkningen af de respektive Brud paa Livets humane Love neutraliseres ikke af denne Indstilling. En Dag er Regningen der, og saa er det dog for sent at fortryde. Her er det, at det Menneske, som har haft Mod til at leve de kosmiske Analyser, staar betydeligt stærkere. Disse Analyser kan, selvom man begynder at søge at leve i Kontakt med dem, ikke helt udfri os af de tilbagevendende Skæbnebølgers smertebringende Virkninger, men de kan gøre os Hensigten med disse Smerter begribelig paa en Maade, der bedre end noget andet ophæver Fornemmelsen af at være Offer for lunefulde Kræfters tilfældige Spil. En Livsanskuelse der i alle Livets Forhold bekræfter sin Bæredygtighed er det største Gode Livet kan give os, og utallige er de, der i Dag er villige til at bekræfte, at de i Martinus Arbejde fandt denne Livsanskuelse. Den gav dem "Fred med dem selv og Fred med deres Næste" – og den der har det saadan er, om man kan udtrykke det saaledes – vel værd at misunde!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

P. S. Gerner Larsson taler i Odense Mandag d. 18 Feb. i Aalborg Torsdag d. 21 Feb. og i Aarhus Fredag d. 22 Feb.