Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 10.December 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Denne Zone er saaledes ene og alene i Universet det "Moderskød", ud fra hvilket nævnte Væsen og dermed nævnte Rige kan "fødes" eller "blive til". Og da "Dyreriget"s Bestaaen udelukkende er baseret paa de to seksuelle Poler, "det feminine" og "det maskuline" Princips Spaltning til Specialvæsener i Form af "Hanvæsener" og "Hunvæsener", bliver det disse Specialvæsener eller disse to Køn, "Hankøn" og "Hunkøn", der henholdsvis er det jordiske Menneskes "Josef" og "Marie" under dets "Fødsel" og Fremtræden som "kosmisk Kristusbarn".

Ethvert "Kristusbarn" paa Jorden, saavel Jesusbarnet i Betlehem som det jordiske Menneskes kosmiske Identitet med dette Barn, kan saaledes udelukkende kun "fødes" i "Dyreriget", idet dette Rige er det samme som den "Død", "Adam" og "Eva" skulde opleve som et Resultat af deres "Nydelse af Kundskabens Træ". "Dyreriget udgør altsaa den Bevidsthedsindskrænkning, der gør Væsenet til et "uindviet" Væsen, der totalt er uden "kosmisk Bevidsthed", hvilket vil sige, at det totalt er uden nogen som helst selvoplevet Viden om sin høje overjordiske, kosmiske Herkomst som "udødelig Gudesøn" og ligeledes er uden nogen særlig Kærlighed til Næsten, men derimod i en overordentlig Grad er behersket af en stor Tilbedelsesevne af sig selv. At dets Liv eller Tilværelse derfor i en tilsvarende Grad er baseret paa Bekostning af denne Næste, og at det undertiden forfølger, torturrerer og dræber ham, hvis det føler det nødvendigt for sin egen Eksistens, er naturligvis en Selvfølge. Et Væsen med en saadan mental Struktur er et "Dyr", hvad enten det kravler paa fire Ben, eller det har en oprejst Gang paa to Ben og kan løfte sit Blik imod Solen og Stjernerne. Og da en "Kristusfødsel"s Manifestation eller højeste Fremtræden udelukkende kun kan være et saadant Væsens igennem Reinkarnationen eller Jordlivene gradvise Forvandling eller Omskabelse til et Væsen med Næstekærlighed, og Sanser igennem hvilke det atter kan "se Gud" og igennem dette Syn paany opleve sin kosmiske Identitet som "udødelig Gudesøn" og dermed Erkendelsen af sin overjordiske eller himmelske Værdighed, kan denne "Kristusfødsel" altsaa udelukkende kun finde Sted i "Dyreriget".

Og da den yderligere kun kan finde Sted i Kraft af Reinkarnationen, og denne igen i "Dyreriget"s højeste Sfære betinges af den seksuelle Polspaltnings Specialvæsener: "Hankøn" og "Hunkøn" eller "Manden"s og "Kvinden"s Forening i Sammensmeltningen af deres gensidige seksuelle Udløsning, vil "Jomfrufødsel" her saaledes være en absolut Umulighed.

Men naar "Jomfrufødsel" ikke desto mindre alligevel er kommet paa Tale i Forbindelse med Overleveringen af Juleevangeliet, har det fra Forsynets Side naturligvis ikke været for at bedrage Jordmenneskene eller for at foregøgle dem et Mirakel som Grundlag for Verdensgenløserens fysiske Fødsel. Naar "Jomfrufødslen" hidtil er blevet fortolket som noget, der overflødiggjorde "Josef" eller "Manden"s Princip, skyldes det udelukkende en i Forvejen i Jordmenneskenes Mentalitet herskende Misforstaaelse af det guddommelige, kønslige Princip, der i sin Renkultur netop er Redskabet for Udløsningen af det normale levende Væsens sympatiske Anlæg og dermed for den allerhøjeste Udløsning af Sympati eller Kærlighed, der igen i sin højeste Natur er det samme som Overskygningen af "den hellige Aand". Da det kønslige eller seksuelle Princip ikke er i Renkultur hos Væsener, der fremtræder som "Mand" og "Kvinde", idet det her ogsaa udløser Antipati, Skinsyge og Had, har man misforstaaet hele Seksualismen og faaet en ganske nedsættende Opfattelse af dette guddommelige Princip som noget, der er "syndigt", noget man helst skal se at undgaa og kun have saa lidt med at gøre som muligt. At "Guds Søn"s Fødsel skulde være afhængig af en saadan "syndig" Foreteelse, har man slet ikke kunnet tænke sig. Uvidenhedens og Overtroens klamme Taager har derfor tildækket Seksualismens naturlige, guddommelige Rolle i "Kristusfødslen".

Men Antipatien imod Jordmenneskenes Kønsliv eller Seksualisme vilde dog ikke være blevet af en saa fremtrædende Natur, som Tilfældet er, hvis ikke netop der var en anden og endnu dybere Foreteelse, der havde begyndt at gribe ind. Denne ny Foreteelse er netop i Virkeligheden en begyndende Udvikling af – "Jomfrufødsel". I det Rige, til hvilket Jordmennesket nu igennem sine mange Liv udvikler sig og paa Grundlag af hvilken Udvikling det netop, som her beskrevet, udgør et "Kristusbarn", "tager man ikke til ægte". Nævnte Rige adskiller sig netop fra "Dyreriget" derved, at man i dette Rige ikke fremtræder som specielle "Hanvæsener" og "Hunvæsener". Det fuldkomne Menneske i "Guds Billede" er ikke en "Mand" eller en "Kvinde". Det er ikke et Væsen, der organisk er bygget til at blive "forelsket" i "det modsatte Køn". I "Himmeriges Rige", som jo endnu "ikke er af denne Verden", men derimod stærkt er paa Vej til at blive det, eksisterer de to Slags Særvæsener "Hankøn" og "Hunkøn" slet ikke. Hvis disse to organiske Strukturer skulde fortsætte og ogsaa eksistere i "Himmeriges Rige", ligesom de eksisterer i "Dyreriget", vilde der umuligt kunne opstaa noget "Himmeriges Rige" eller et Rige, i hvilket Kærlighedslovens Opfyldelse er total. For at "Himmeriges Rige" kan fødes og blive fundamental inde i et Væsens Mentalitet, er det absolut en uundgaaelig Betingelse, at man skal "elske sin Næste som sig selv".

Men hvordan skal et Væsen, der organisk kun er bygget til at kunne elske "det modsatte Køn", kunne opfylde en saadan Lov? – Hvordan skal et Væsen, der er skabt til kun at kunne føle den højeste Lykke igennem et Samliv med en "Mage" eller "Ægtefælle", kunne blive lykkelig ved ogsaa at skulle elske sin "Næste", hvilket altsaa vil sige; hvem som helst, ligesaa højt, som det elsker sig selv? – Hvordan skulde Opfyldelsen af en saadan Lov kunne skabe Lykke og Glæde i "den fuldkomne Mand"s og "Kvinde"s Rige? – At forlange dette, er jo at forlange noget af Væsenerne, som de organisk slet ikke er bygget til. Men det man organisk slet ikke er bygget til, kan man jo umuligt praktisere. Har man ingen Øjne, kan man ikke se. Har man ingen Øren, kan man ikke høre. Har man ingen Ben, kan man ikke gaa o.s.v. Men ligesaa umuligt vil det jo være at elske paa en særligt angivet Maade, naar man slet ikke har Organer for Udfoldelse af Sympati eller Kærlighed paa nævnte angivne Maade. Hvordan skal en lykkelig Ægtemand kunne elske andre Mænd ligesaa højt som sig selv, altsaa ligesaa højt som han elsker sin Hustru? – Og hvordan skal en ligesaa lykkelig Hustru kunne elske andre Kvinder ligesaa højt, som hun elsker sig selv eller sin Mand? – At opfylde "Næstekærlighedsloven": "Du skal elske din Næste som dig selv", lader sig saaledes ligesaa lidt opfylde uden organisk Struktur som "Ægteskabsloven", der paabyder: "Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være eet Kød", ligesom den samme Lov paabyder Kvinden at erkende, at "Manden er Kvindens Hoved, ligesom Kristus er Menighedens". Som vi her ser, er Ægteskabsloven kollosalt dybtgaaende i sin Fordring. De to Væsener: Mand og Kvinde skal forlade alle andre eventuelle Interesser for udelukkende helt at hellige sig hverandre. Der er her ikke Tale om nogen "Næste", som man yderligere foruden Ægtefællen skal "elske som sig selv". Tværtimod, paabyder den samme Lov ikke netop Dødsstraf for enhver Overtrædelse af dens fundamentale Paabud? – Var det ikke i Kontakt med denne Lov, at man ønskede at stene "Kvinden som var grebet i Hor", og hedder det ikke yderligere i samme Lovs Forskrifter: "Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, Horkarlen og Horkonen skal visselig dødes". – "Og ligger en Mand hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem".

Igennem disse enkelte Uddrag af den paa Dødsparagraffer saa rige Moselov angaaende det seksuelle Princips og de heraf følgende sympatiske Anlægs Udfoldelse ser vi, at der var sat en kollossal Dødsmur op omkring Individets sjælelige Indstilling. Bag dette sjælelige Diktatur laa der ikke noget som helst videnskabeligt Kendskab til Individets seksuelle og dermed sjælelige Struktur udover de rent grove dyriske Anlæg, der betinger Artens kropslige Forplantning og Bestaaen. At man derfor med Dødsstraf vaagede over disse grove Anlægs Renkultur er forstaaeligt. Og at denne Renkultur ikke kunde bevares paa anden Maade end ved Udslettelse af alle de Væsener, der ikke permanent kunde være "eet Kød" med sin Ægtefælle hele Jordlivet igennem, men skejede ud med sine sympatiske Følelser overfor andre Væsener, de være sig af "eget Køn" saavel som af "modsat Køn", er en Opfattelse, der absolut maatte blive det fundamentale Grundlag for et Folks eller et Samfunds Struktur, der begærede Verdensherredømmet over alle andre Folk i Verden og igennem dette Begær følte sig som "Guds udvalgte". At man med alle Midler søgte at økonomisere med Forplantningskræfterne og lede dem ind i de for Formeringen mest gunstige Baner blev naturligvis selvfølgeligt. Et Folk paa hundrede Millioner Mennesker har naturligvis lettere ved at blive en Stormagt end et Folk paa to Millioner. Vi har siden set denne Tanke blive til Favoritidé hos alle de andre Folk, der ogsaa er faldet for Begæret efter at blive Verdens Herre. Disse Folks Diktatorer eller Førere har alle lavet Propaganda for Børnerigdom for derigennem at bane Vej for Skabelsen af mange Soldater, vældige Hære og Flaader. Og hvad blev Resultatet? – Blev det ikke for Moselovens eget Folk en saa at sige permanent Landflygtighed, i hvilken det var spredt og splittet for alle Vinde, langt borte fra dets eget Land, underkastet mange andre Folks eller Nationers Forgodtbefindende Aartusinde efter Aartusinde? – Og er det ikke gaaet de andre Verdensstormere endnu værre? Hvor er de henne i Dag, de store Diktatorer, der blot for nogle Maaneder siden lovede deres Folk Verdensherredømmet? Maatte de ikke ynkeligt omkomme ved Mord eller Selvmord? – Venter der ikke deres Haandlangere en ligesaa fornedrende og vanærende Død paa Krigsforbryderskafottet? – Er deres Folk ikke i Dag prisgivet Sejrherrernes Naade og Barmhjertighed? – Er deres før saa stolte og geniale Kulturprodukter, Bugningsværker, Fabrikker, Skoler, Universiteter og Byer ikke Ruinhobe og Askebunker? – Ser vi ikke her, hvorledes "den, der ombringer med Sværd, selv maa omkomme ved Sværd", eller at "det, et Menneske saar, skal det høste" og at "den, der ophøjer sig selv, skal fornedres"? –