Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1946/111 side 1
18.-1.-46
Kære Læser!
Jeg har i den sidste Tid gaaet og tumlet med et Problem, som jeg, naar den Slags begynder at optage mig, ser komme til Syne alle Vegne. Problemet er det, at det jordiske Menneskes Udvikling fra et abelignende Væsen og frem til den Tilstand, det i Dag repræsenterer, aandeligt set stadigt reproducerer sig omkring os. Naar dette Problem har optaget mig saa stærkt, at jeg vover at bebyrde Dem med det ogsaa, er det, fordi vi i den saakaldte "Frihedskamp" praktisk taget er stillet overfor en aandelig Repræsentation af samtlige Stadier eller Trin, som det jordiske Menneske har gennemløbet siden sin første Opvaagnen fra det direkte Dyrerige.
Jeg ved lige saa godt som Dem, at vor almindelige Maade at opleve Livet paa, spalter Tidsbegrebet i de tre kendte Dele: Fortid, Nutid og Fremtid. Men det forhindrer mig ikke i at kunne betjene mig af en noget anden Sansemetode, nemlig den, der er blevet Resultatet af min Beskæftigelse med Martinus Analyser og i hvilken de tre allerede nævnte Tilstande gaar op i en højere Eenhed. Jeg kan saaledes udmærket godt gaa mig en Tur nedad en Gade og der opleve Livet udfra et rent lokalt Synspunkt, hvad der i mig blot udløser en dyb Forstaaelse af, at det almindelige Menneske er saare vanskelig stillet, naar det skal finde "Meningen" i det, det er Vidne til. Det ser nemlig en Mængde Mennesker, som mere ligner Dværge, Trolde og andre Fantasifigurer end det, det faktisk forestiller sig som Mennesker, og som har meget lidt med Karikaturer at gøre. Hvor sandt dette er, kan De efterprøve ved at spørge Dem selv om, hvordan et Menneske egentlig skal se ud, altsaa hvordan De tænker Dem det. Lad os sige, at De tænker Dem en Mand. Ikke en bestemt, thi saa er løsningen der jo med det samme, men en "tænkt" Mand. Tænker De f. Eks saa paa en lille duknakket, fed og skaldet Udgave af Slagsen? Eller en Kvinde. Tænker De da paa en tilsvarende Type? De ved denne uformelige Masse, der nærmest synes at bestaa af to runde Tromler sat ovenpaa hinanden og derefter afsluttet med en Slags "Knop" af den mest fantasiløse Art? Nej De gør ikke. I begge Tilfælde tænker De Dem noget andet og alligevel ved De, ligesaa godt som jeg, at de to her beskrevne Typer næsten falder De over, idet De træder ud af Deres Gadedør.
Nej, tænker vi paa Mennesker, tænker vi ikke i Karikaturer. Men gaar vi nedad en Gade, møder vi næsten ikke andet. Jeg ved udmærket, at det, jeg her har skrevet, kan se nederdrægtig ondskabsfuldt ud, men saadan er det i hvert Fald ikke tænkt. Men det jordmenneskelige Liv minder baade hvad Form og hvad Samfund angaar, mest af alt om det karikerede, naar man kun oplever det i Relation til Nuet. Alt faar da her et taabeligt Udseende, som flygtigt bedømt synes en dundrende Bekræftelse paa "tilfældige Kræfters Spil" end paa en guddommelig Verdensplan.
Helt anderledes, naar det samme Billede føjes ind i sin kosmiske Sammenhæng. Naar Fortid, Nutid og Fremtid samlet danner et Udviklingsomraade, indenfor hvilket det ufuldkomne kulminerer i Dannelsen af det Fuldkomne. Her ophører man med at se noget taabeligt i de Kropskarikaturer, man kan blive Vidne til. Her ser man dem som det, de virkeligt er: midlertidige Virkninger af et levende Væsens mangelfulde Evne til at tumle sine egne Ønsker og Begær. Legemet, dette af saa mange tilbedte "faste Punkt" reduceres her til det, det altid har været og altid vil være: en Virkning. Hverken mere eller mindre. Men naar Kroppen er en Virkning, hvor har vi saa Aarsagen? I det usynlige og af de fleste ganske ukendte virkelige Menneske. Og det er dette usynlige Menneske, Martinus har gjort saa synligt for os, at vi nu kan se det, selvom det skjuler sig bag et Legemes altid forvirrende Konturer. Og hvad ser vi saa? Ja, ser vi ikke langt flere abelignende, dyriske Mennesker end skønne, fuldkomne og kærlige Mennesker? Jo vi gør. Et Menneskes Form fortæller os kun saa lidet om dets Indhold. Til Gengæld gør dets Meninger det saa meget mere. Og her er det, at jeg igen vil berøre det Problem, jeg indledte med. Lyt til de Meninger Menneskene i Dag har, og De vil høre baade Brøl, Hyl, Skrig, Hvæsen og Hvislen omkring Dem! Men De vil ogsaa høre andre Toner. De vil høre lyde, som fortæller Dem, at det Menneske, De nu er stillet overfor, er kommet i Tvivl om den Mening, det giver Udtryk for. Saa her og saa der vil Lyden fra en anden Zone gøre sig gældende. De store Vise har ikke levet forgæves. Det er ikke alle, der kræver "omgaaende, total Udslettelse". Allerede nu begynder "den retfærdige Hævn" at tabe Terræn. Jeg har sagt det før, og jeg haaber, at jeg aldrig vil blive træt af at gentage det: Hadet er det mest kortfristede Laan, der findes!
Oplever vi ud fra en kosmisk Indstilling Livet, kan vi blot ved at læse i Aviserne, ganske klart følge næsten samtlige Trin i det jordiske Menneskes store aandelige Opvaagningsproces. Blev disse Artikler omsat i mentale Lyde, vilde langt de fleste betydende Blade i Dag overtrumfe selv den mest "realistiske" Jungleoptagelse hvad Hyleri angaar. Sandt nok har Tonen været værre, de hadefulde Veksler begynder at blive protesteret i et stadigt voksende Omfang. Underskriverne kan ikke klare de Forpligtelser, de i den Retning tog sig paa, og godt det samme! Vort Samfund har været i Krise og er nu Rekonvalescent. Men Helbredelsen er paa Vej, og atter her kommer den kosmiske Indsigt til stor Nytte, idet den gør os det saa vidunderligt uafhængig af Tiden. Altfor mange Mennesker venter "Tusindaarsriget" allerede i dette Liv. De evner ligesom ikke at tro paa det Godes Eksistens, før de ser det udfolde sig omkring dem, uden at de selv har været Aarsag dertil. Viljen til det Gode hos disse Mennesker er ikke stor. Dyrets Vanebevidsthed og dets Mistro og Tvivl lever altfor stærkt i deres Sjæl. Opfattelsen af, at vi er paa Vej imod en skønnere Verden, kan her blive mødt af et trægt: "Der har altid været Krig, der vil altid være Krig, saadan er Menneskene!" Havde disse Mennesker saa endda nøjedes med at sige, at saadan er Rovdyrene. Men man maa ikke lade sig slaa ned af denne Træghed. Vi er paa Vej! Lad mig slutte med et Citat af Forfatteren Martin A. Hansen. Det stod i sidste Nr. af Bladet "Folk og Frihed". Det siger et og andet om de bedste af dem, der blev revet med ind i det store Opgør: "Opmærksomme Naturer er kommet ud af Fængsler og Lejre med Fund, som de endnu maa have lang Tid til at forklare sig. En, der har oplevet de ubarmhjærtigste Kampe, foragter Hævnmentaliteten. En, der skal henrettes, skriver i sit sidste Brev med isnende Strenghed om deres Gerninger, men Bødlerne selv har han Medlidenhed med. Nu skyder de ham, men lod de ham leve, vilde han gøre alt for at forvandle dem til Mennesker. I disse Træk røber der sig maaske et Syn paa Mennesker, som er dunkelt endnu for vor Tid, men som man bedre forstod i Bjergene i Galilæa for nitten hundrede Aar siden!"
Som vi selv har lært at tænke kosmiskt, maa vi lære andre det! Med vor Væremaade og med vore Ord maa vi lære den opvoksende Ungdom, at Vejen til Lykken udelukkende gaar over det ene: at faa Magten over eget Sind! Men for at faa det, maa man vide, hvad et "Sind" er. Det ældgamle "Kend dig selv" maa paany sættes i Højsædet. Det er Vejen, det alene!
Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson