Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Ser vi ikke i det foranstaaende, hvor umuligt det maatte være for et saadant med den tredie mentale Tilstand besjælet Væsen at være opfyldt af andre Tanker end netop disse: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre"? – Kommer vi ikke her til at se den tredie mentale Tilstand som en umaadelig Overvindelse af Livets Genvordigheder, den totale Sejr over Aand og Materie? – Ser vi ikke netop her "Mennesket i Guds Billede"? –

Hvad var det, der betingede denne Verdensgenløserens totale Opstandelse fra Mørkets og Dødens Grave, fra Væsenets Slavelænkning til Materien, fra dets Prisgivelse til ulykkelige Skæbner? – Var det ikke netop Bevidstheden om aldrig at have begæret sin Næstes, hvilket i dette Tilfælde vil sige hans Bødlers, Goder eller Fordele, aldrig havde været Medium for Næstens "Angrebsenergier", Forfølgelse, Haan og Spot og derved aldrig i nogen som helst Form af "Forsvar" eller "Gengældelse" vendt disse Energier imod deres Ophav? – Var denne Viden om sig selv ikke tilstrækkeligt Grundlag for ham til at se, at hans Bødler "ikke vidste, hvad de gjorde"? – Hans Udtalelse var saaledes ikke Udslag af Fanatisme, Naivitet eller Overtro, men var derimod Udtryk for en virkelig urokkelig Kendsgerning. Det var saaledes en videnskabelig Sandhed, der udstraalede fra Golgathas Kors til Omgivelserne. Det var den tredie mentale Tilstands Solopgang over Verden. Det var det første spæde Morgengry af "Himmeriges Rige" paa Jorden. Det var Synliggørelsen af Facittet eller Modellen for den jordmenneskelige Udvikling. Verdensgenløserens mentale Udfoldelse viser det kommende, færdige Jordmenneske.

Saa straalende en Omformning af Væsenet fra "Dyr" til "Menneske" kan altsaa Karmaloven eller de skjulte Kræfter bag Væsenernes daglige Villieføring og Manifestationer befordre. Idet "Angrebsenergierne" igennem "Forsvarsvæsenernes" Mediumitet kastes tilbage til sit Ophav, og dette derved faar den samme Skæbne som den, han havde tiltænkt eller paaført andre Væsener, og han paa Grund deraf bliver fyldt med Lidelseserfaringer aflejres den Medlidenhedsevne, der efterhaanden forhindrer ham i at kunne nænne at gøre sin Næste Fortræd, og den Højintellektualitet, der aabenbarer for ham, at et "angribende" Væsen hører til "dem, der ikke vide hvad de gøre".

Vi har hermed faaet et lille Indblik i den jordmenneskelige Psykes Tilblivelse og Udvikling. Vi har set, at Jordmenneskenes daglige Livs første primitive Stadier er behersket af Selvopholdelsesdriften. Paa disse Stadier er Væsenerne altsaa endnu stærkt dyriske i deres Fremtræden. De angriber og overfalder alt, hvad de mener er nødvendigt for deres egen Eksistens. De har endnu ingen anden Retsfølelse end "den stærkeres Ret". Da de ikke har anden Metode eller Mulighed for at kunne hævde sig selv, bliver Væsenerne "Angrebs-" eller Kampvæsener. Et saadant Væsen udgør et "Medium" for sine Begærs eller sin Hungers Kræfter. Disse Kræfter er saa altdominerende, at de bringer Individet til Mord- eller Drabsmanifestationer i enhver Situation, ja, endog undertiden ogsaa indenfor Parringsdriften. Men Udfoldelsen af denne megen "Mordenergi" eller Forfølgelsesudfoldelse overfor andre Væsener udgør, ligesom enhver anden Energiudfoldelse i Naturen, et Kredsløb og kommer tilbage til Individet selv. De angrebne Væsener "forsvarer" sig. Som vi har set, er dette "Forsvar" kun en Tilbagekastning af "Angrebsvæsenernes" udsendte Energi. Og vi møder saaledes her en ganske ny Motivering for Mord- og Drabsudfoldelsen. Medens "Angrebsvæsenet" angriber i Kraft af sin mere eller mindre livsbetingende Besiddelsestrang efter Tingene, er Motivet for "Forsvarsvæsenet"s Udfoldelse saaledes ikke Næstens Goder, Fordele eller Ting, men derimod Trangen til at skabe et Værn imod de af "Angrebsvæsenet"s Begærenergier eller Beslaglæggelse af Næstens Besiddelser, det være sig Væsener og Ting, Venner, Ægtefæller, Livsstilling, materielle Goder eller Privatejendom. Det ægte "Forsvar" tilsigter derimod ikke Næstens Goder eller Ejendom, men en Lammelse af de af ham udsendte "Begærenergier". Da disse "Begærenergier" udelukkende kun kan have "Angrebsvæsenet" til Ophav, vilde de umuligt kunde sætte nogen "Forsvarer" i Kamptilstand. Det er saaledes udelukkende "Angriberen"s Begærenergier, der bringer "Forsvareren" til at reagere. "Forsvareren"s Kamphandlinger er saaledes ene og alene iscenesat af "Angriberen". Det er dennes Energier, der fuldstændigt behersker "Forsvareren", sætter ham i samme mentale Situation, som de netop har sat "Angriberen" i, nemlig dette, at tilintetgøre eller lamme Næsten. Forskellen paa "Forsvareren" og "Angriberen" er saaledes blot dette, at det er "Angriberen", der er Ophav til hele Kampsituationen, medens "Forsvareren" kun er et "Medium" for de samme Kræfter. Men dette udelukker naturligvis ikke, at "Angrebskræfterne" kan være saa voldsomme, at de i "Forsvareren" ikke blot udløser "Beskyttelses-" eller "Forsvarsenergier", hvilket altsaa vil sige: drejer "Angrebsenergierne" tilbage imod deres Ophav, men de kan ogsaa udløse "Angrebsenergier" hos "Forsvareren". Denne føler da ikke blot Trang til at beskytte sig og sin Ejendom, men ogsaa en større eller mindre ubehersket Trang til at "hævne" sig. I en saadan Situation er "Forsvareren" nu ikke mere "Forsvarer" i Renkultur, men er ogsaa blevet noget af en "Angriber". Dette vil saa igen bevirke "Forsvarsenergiudløsning" hos den tidligere "Angriber". Han vil da forsøge at dreje disse Energier tilbage imod Ophavet. Og en total Krig er nu i Gang uden nogen Mulighed for Ophør paa anden Maade end ved den svageres Kapitulation. En saadan Situation kendes derpaa, at "Forsvareren" i samme Situation har udfoldet langt mere "Forsvarsenergi", end det var nødvendigt for at beskytte sin Ret eller Ejendom. Den overskydende "Forsvarsenergi" er dermed urokkeligt "Angrebsenergi". Saa her vil det være gavnligt at lægge sig Verdensgenløserens Ord paa Sinde: "Hvo som synes at staa, se vel til at han ikke falder". Disse Ord vil altsaa i Virkeligheden sige det samme som: "Pas godt paa, hvem der synes at have Ret, hvem der synes at være en "Forsvarer", at han ikke i Virkeligheden er en "Angriber"". Den jordiske "Retfærdighed" ophører der, hvor "Forsvarsenergierne" er camoufleret "Angrebsenergi". Denne camouflerede "Angrebsenergi" er igen det samme som "Hævn". "Hævn" kan saaledes aldrig nogen Sinde være identisk med "jordisk Retfærdighed", men er derimod udelukkende Kimen til "Krig". Den vil i sin Kulmination være Overfald paa Næstens Liv, Førlighed og Ejendom og er saaledes udelukkende kun "Angrebsenergi".

Det er for at forebygge eller bekæmpe al "Angrebsenergi" hos "Forsvareren", at "Moseloven" og det heraf følgende juridiske Rets- eller Øvrighedsvæsen er opstaaet. Dette Væsen er altsaa en mellem Parterne fremtrædende Instans, som i sig selv er upartisk. Den repræsenterer ikke nogen personlig Interesse i, at den ene eller den anden af Parterne skal vinde eller have Fordele. Den er kun interesseret i at skelne "Forsvarsenergi" fra "Angrebsenergi". Denne Instans kan altsaa der, hvor den er fuldkommen, se med uhildede Øjne paa Situationen og nøjagtig udmaale eller konstatere i hvor stor Udstrækning "Forsvarsenergien" virkelig er "Forsvarsenergi" og ikke camoufleret "Angrebsenergi" og derefter dømme Parterne imellem. Og dens mest nøjagtige Maalestok er altsaa "Øje for Øje og Tand for Tand", hvilket i Virkeligheden vil sige "Liv for Liv". Hvad der ligger der udover, vil være "Angrebsenergi", vil være "Overfald" og en Beskæmmelse af "den jordiske Retfærdighed". Denne "jordiske Retfærdighed" er altsaa ren "Forsvarsenergi". Hvor Retten skønner, at "Forsvareren" har handlet i hundrede Procents "Nødværge" og ikke havde nogen som helst anden Udvej for Beskyttelse af sit Liv, sin Førlighed og Ejendom, vil den frikende ham fra enhver Anklage, ligegyldigt om dette "Forsvar" har afstedkommet Drab eller Lemlæstelse.

Men vil en saadan Afgørelse da være det samme som en virkelig hundrede Procents "Retfærdighed"? – Nej, det vil den absolut ikke. Den kan aldrig i nogen som helst Situation blive andet end en "jordisk Retfærdighed", hvilket vil sige: et timeligt eller midlertidigt Gøren Ret og Skel Parterne imellem og dermed forberede Vejen til Udviklingen af en anden og endnu langt større og fuldkomnere "Retfærdighed", nemlig "Kærligheden". "Kærligheden" er jo udelukkende den allerhøjeste eller Universets egen Maalestok for Paadømmelse af Ret og Skel, ikke blot alle stridende Parter, men ogsaa alle levende Væsener imellem. "Kærligheden" er "den kosmiske Retfærdighed", hvilket i Virkeligheden vil sige, at den er "Retsprincippet" i "Himmeriges Rige". Naar dette Rige "ikke er af denne Verden", er det netop fordi, det ikke kender til andet Retsprincip end "Tilgivelse". Dets eneste brugbare juridiske Maalestok er den absolutte "Kærlighed". Dets højeste Moral og den heraf følgende største Glæde ved Livet er udelukkende dette, "hellere at give end at tage". Hvordan skulde et Rige, hvis Indbyggere alle er hundrede Procents besjælede af denne Aand og finder Glæde og Lykke i at tjene sin Næste og ofre sit Liv for dennes Beskyttelse, hvis det skulde blive nødvendigt, være andet end netop – "Himmeriges Rige" eller Kærlighedens Sfære? – Er det ikke netop ligesaa selvfølgeligt som et Rige, i hvilket den højeste Maalestok for Moralitet er "Øje for Øje og Tand for Tand", hvilket igen vil sige, at enhver begaaet "Synd" maa betales med en tilsvarende "Synd", ikke kan være et "Himmeriges Rige", ikke kan være en "Kærlighedens Sfære", men stadigt maa være en "Syndens Sfære", et Rige i hvilket Krigen umuligt kan høre op? –

Medens "Angrebs-" og "Forsvarsvæsenerne" tilsammen saaledes udelukkende kun kan danne et Rige, hvis Retsbegreb eller højeste "Retfærdighed" er "Synd for Synd", er "Himmeriges Rige" altsaa en Bevidsthedssfære eller mental Fremtræden, i hvilken det højeste Retsbegreb er "Tilgivelse for Synd", "Kærlighed for Had". At det sidste Rige ligesaa selvfølgeligt maa blive "Fredens" Sfære, som det første Rige maa være "Krigen"s Hjemsted og Fundament, er her synligt som en urokkelig Kendsgerning for den udviklede Forsker.

Livet har altsaa et langt højere og skønnere Ideal end netop dette, at gøre Væsenet til en stabil "Forsvarer", til en dygtig "Frihedskæmper" i et overfaldet Land. Det vil gøre alle Væsener til "stabile" Tilgivere" af deres Næste.