Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Og det er navnlig disse to Menneskegruppers Reaktion overfor hinanden, vi her skal se lidt paa, thi denne særlige Reaktion bliver tilsidst det udløsende Moment eller den direkte Aarsag til, at der overhovedet kan opstaa "Visdom", at Menneskene kan blive omformet til "Guds Billede efter hans Lignelse", og at "Himmeriges Rige" kan blive et virkeligt, realistisk, fysisk Rige her paa Jorden, der opfylder Julebudskabets Forjættelse "Fred paa Jorden og Menneskene en Velbehagelighed", og saaledes ikke blot være en utopisk Foresvævelse om noget hinsides Skyerne.

Hvad er det da, der faar Jordmenneskene til at reagere kontrært overfor hverandre? – Hvad er det, der faar et Væsen til at være et "Angrebsvæsen", og hvad er det, der faar det til at være et "Forsvarsvæsen"? – For at kunne begribe dette maa man lære at forstaa, at der eksisterer en Lov bag alle Foreteelser, i Kraft af hvilken Muligheden for bevidst Skabelse udelukkende opstaar. Denne Mulighed gælder saavel Skabelsen af ens egen Skæbne som Skabelsen af rent materielle fysiske Ting. Det er denne Lov, der afstedkommer "Aarsag og Virkning". Vi kan naturligvis ikke her faa Plads til en fyldestgørende Redegørelse for denne Lov og skal derfor blot udtrykke, at hver eneste Handling, den være sig nok saa lille, ikke kan undgaa at være "Aarsag" til en "Virkning", der igen umuligt kan eksistere uden atter at være "Aarsag" til en ny "Virkning" og saaledes fremdeles. Naar der er Tale om et "Angreb", vil dette altsaa være en "Aarsag", der er sat i Funktion. Denne vil saa uundgaaelig afføde en "Virkning". Hvis man skriver med sort Kridt, bliver Bogstaverne sorte, ligesom de nødvendigvis bliver hvide, hvis man skriver med hvidt Kridt. Hvis vi fyrer under en Kedel Vand, bliver Vandet varmt, medens det bliver koldt, hvis vi kommer Is i det samme Vand. Saaledes kan man umuligt afstedkomme en Bevægelse, en Energiudløsning, uden at den skaber en tilsvarende "Virkning". Og det er af saadanne "Aarsager" og "Virkninger", at hele det levende Væsens Liv bestaar. Det er kun en eneste stor Kæde af "Aarsag" og "Virkning".

Saalænge "Aarsag og Virkning" er af fysisk Natur, er de tilgængelige for det almene Jordmenneske. Men da der i Tilværelsen forekommer en Mangfoldighed af "Virkninger", som Jordmennesket slet ikke er i Stand til at se den oprindelige "Aarsag" til, fordi den ikke er af ren fysisk Natur og derfor ikke er direkte tilgængelig for fysisk Sansning, bliver saadanne "Virkninger"s dybere Natur mentalt set kun til Mystik for nævnte Væsen. En saadan Mystik udgør blandt andet selve Væsenernes Skæbne. Og det almene irreligiøse Jordmenneske har da her i en Masse Situationer ingen anden Forklaring paa sin særlige Skæbnes Tilskikkelse end "Tilfældighed". Det mener derfor, at naar et Væsen bliver Offer for en stor Ulykke eller er Genstand for en særdeles lykkelig Skæbne, saa er det bare Tilfældighed. Det mener, at den store Gevinst i Lotteriet lige saa let kunde have tilfaldet enhver anden end netop den, der vandt den, og at det saaledes udelukkende skyldes Tilfældighed, hvem der overhovedet faar alle Livsgoderne eller Livsbesværlighederne. At saadanne Væsener netop i særlig Grad maa være indstillede paa Magtprincippet eller den "Stærkeres Ret" er naturligvis givet. Hvilken anden Opfattelse kunde vel i en saadan Situation blive en naturlig eller fornuftig Levevis? – Naar alt er tilfældigt, vil det eneste Fornødne jo blive dette: hurtigst muligt med alle til Raadighed staaende Midler at tilrane sig saa mange af Goderne og Fordelene, som det overhovedet er muligt. Brutal overlegen Magt og Styrke er jo det eneste Middel til Opnaaelse af en taalelig Tilstand for den, der ikke er begunstiget af Tilfældigheden. At en saadan mental Indstilling maatte afføde "Angrebsvæsenerne"s særlige Psyke er saaledes her synligt som selvfølgeligt. Men at denne Livsindstilling alligevel ikke var den endelige eller helt fuldkomne Løsning paa Skæbneproblemet blev til Kendsgerning derigennem, at nævnte Væsener tilsidst blev hjemsøgt af en Modstand i en saa voldsom Grad, at de tilsidst maatte bukke under og overgive Magten til Sejrherren og derefter være prisgivet dennes Forgodtbefindende. Med andre Ord, de kom tilsidst til at opleve nøjagtig den samme Skæbne som den, de selv havde paaført andre i Opretholdelsen af deres eget Magtvælde. Den Skæbne, de selv havde udløst over andre Væsener, kom tilbage til dem selv. Det betød naturligvis ikke altid, at den kom tilbage i det samme Liv. Dens Udeblivelse kunde undertiden strække sig over flere Liv eller Inkarnationer, i hvilke Væsenet da levede højt paa sine Sejre og Overfald paa andre Væsener. Men den kom altsaa tilsidst tilbage. Er det ikke netop en saadan tilbagevendende Magtskæbne, der har ramt alle fortidige sejrrige Stater? – Hvor er de henne de store fortidige Verdensriger: Babyloniere, Asyrere Mederne, Perserne og Romerne? – Har de ikke alle maattet vige Skuepladsen for det samme sejrrige Magtvælde som det, der var Fundamentet for deres egen Glanstid? – Og har vi ikke lige set en paa samme brutale Magtoverlegenhed baseret Blok af moderne Nationer blive slaaet ned som Offer for de samme geniale Mordvaaben og altødelæggende Krigsmateriel, det samme fremstormende Magtvælde som det, hvormed den selv vilde have erobret hele Kloden og gjort sig til Herrefolk i en Verden af Slaver? – Ja er ikke alle de Genvordigheder, den udløste over andre Nationer, Stater og Folk, i bogstavelig Forstand vendt tilbage til dens egne Omraader, Stater og Folk? – Har man nogen Sinde set, at saadanne Skæbneenergier ikke vender tilbage? – Hvor forekommer der Skæbnesituationer i Verdenshistorien, hvor Gengældelsen ikke, naar Tidspunktet var inde, kom tilbage? – Er ikke de, der ombragte ved Sværd, selv omkomne ved Sværd? – Ja, selv i Lande, hvor Dødsstraffen oprindeligt var afskaffet, raaber man i Dag paa Hævn, Straf og Død over den slagne Fjende og tror, det er "Retfærdighed".

Hvad er i Virkeligheden disse Raab om "Retfærdighed"? – Er de ikke Udtryk for skjulte, psykiske Kræfter hos Individerne? – Er de ikke Udtryk for en Indignation imod Undertrykkerne eller Fredsforstyrrerne? – Denne Indignation er altsaa synlig som det fysiske Udslag af en usynlig Kraft, der strækker sig fra Fredsforstyrrerne eller Angriberne til de overfaldne, og af hvem den igen i Form af Gengældelseslyst eller Hævnfølelse gives Kurs tilbage til dens Ophav Angriberne. Angribernes Handlemaade danner saaledes et Kredsløb af usynlige Kræfter, der gaar fra dem (Angriberne) til de overfaldne og derfra tilbage igen til Angriberne. Og vi har her for os en ganske urokkelig Naturlov. Der findes saaledes ikke en eneste Form for Udløsning af Kraft eller Energi, hvor denne ikke som en psykisk Kraft passerer et Kredsløb, i hvilket den atter vender tilbage til sit Ophav, hvad enten den nu er til Glæde eller Sorg, hvad enten det er Vellyst eller Lidelse, den udløser paa sin Bane. Dette psykiske Kredsløb af Energier eller Kræfter, udløst igennem det levende Væsens Manifestation, er identisk med det, vi kalder "Karma", "Gengældelse" eller "Nemesis". Uden denne psykiske Kraft, vilde ingen som helst Gengældelse eller Karma kunne finde Sted. Der vilde i Tilværelsen hverken kunne eksistere "Angrebs-" eller "Forsvarsvæsener". Med Hensyn til et "Forsvar" vilde det være noget, der aldrig i nogen som helst Situation kunde komme til noget Væsens Kundskab og dermed umuligt blive manifesteret. Et Forsvar kan nemlig umuligt eksistere uden identisk med den sidste Halvdel af "Karmakredsløbet", hvilket altsaa vil sige: den Del af nævnte Kredsløb, hvor "Angrebsenergierne" i Form af "Forsvarsenergier" af den overfaldne sendes tilbage imod Angriberen, Man maa saaledes her forstaa, at naar den udsendte "Angrebsenergi" har ramt sit Maal, hvilket vil sige: det Væsen, mod hvem Angrebet var tilsigtet, beliver den psykiske Kraft, der ligger i Angrebet, det overfaldne eller angrebne Væsens Mentalitet og faar den til mere eller mindre at afspejle den samme Angrebs- eller Overfaldsenergi som den, hvormed den oprindeligt blev udsendt af Angriberen. Men hos den Angrebne forandrer den straks Perspektiv og gør Angriberen til Maal for Indignationen, der nu er kommet under det overfaldne Væsens Villie og Kontrol. Denne af det overfaldne Væsen tilbagesendte Indignationsenergi er altsaa identisk med det, vi kalder "Forsvar". Et "Forsvar" kan saaledes aldrig i noget som helst Tilfælde være andet end en kursændret eller tilbagevendt "Angrebsenergi", der nu, efter at have ramt sit Maal, af dette er blevet drejet og ført tilbage til sit Ophav. Det bliver dermed synligt, at en "Forsvarer" er Redskabet for denne Kursændring eller Drejning af Angrebsenergien, saa den kan føres tilbage til sit Ophav. "Forsvarerne" er saaledes "Medier" for Omdannelse af "Angrebsenergi" til "Forsvarsenergi" og bliver dermed "Medier" for "Karmaudløsning" eller "Skæbnedannelse". Og det er denne Mediumitet, der igen udgør "Tærskelens Vogtere". Det er ud fra den samme Mediumitet, at hele den gamle Verdensepokes Guddomsopfattelse og Retfærdighedsbegreb er dannet. Og hvordan skulde det vel kunne være anderledes? – Man var endnu slet ikke naaet op til en saadan Aandshøjde i Udvikling, at man var frigjort af denne Mediumitet. Den stod stadig som den uoverstigelige Mur til den store "Indvielse" i Kærlighed, som igennem Kristusmentaliteten eller Guds Aand nu skal blive Fundamentet for en hel ny Verdensepoke, et begyndende "Himmeriges Rige" paa Jorden, i hvilket alle Jordens Slægter skal velsignes.

Naar et Væsen med Vold og Magt forsvarer sig selv eller andre Væsener overfor Brutalitet og Vold, saa er det altsaa de af Angriberen udløste Voldsenergier, der besjæler eller overskygger "Forsvareren" og gør denne til "Angriberen"s Modstander. Og i værste Tilfælde kan denne Modstand ende med Mord eller Drab paa Angriberen fra Forsvarerens Side. Nævnte Mediumitet eller Modtagelighed for Angriberens Vredes- eller Hadsenergier kan saaledes gøre Forsvareren til "Morder".

Selv om det nok virker som formildende Omstændighed, at Mordet fremtræder som "Forsvar" eller "Nødværge" og ikke er et Overfald, saa er det dog Overtrædelse af Næstekærlighedsloven eller Fundamentet for Skabelse af "Himmeriges Rige": "Du skal vende den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", "Drag dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer med Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", "Du skal elske din Næste som dig selv" osv. Det er en Overtrædelse af netop de Love, som skal befri Væsenerne fra den Karma, som de tror at kunne bekæmpe med Sværdet eller det dræbende Princip.