Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Da jeg forleden befandt mig paa Rejse, oplevede jeg at være Vidne til en ret heftig Diskussion mellem mine Medrejsende. Diskussionen var politisk, hvilket i Øjeblikket næsten er ensbetydende med Tyngde- eller Eksplotionsenergi i fuld Udfoldelse. Nuvel, jeg sad i min Krog og lyttede – og betragtede. Det var ingen kedelig Oplevelse, kan jeg forsikre Dem. Jeg var her Vidne til en Pragtudgave af den Form for kosmisk Kemi, det store Flertal betjener sig af, og jeg savnede i Virkeligheden kun det ene, at jeg til Brug for vor egen Undervisning kunde optage den stadig mere og mere ildfulde Diskussion paa Staalbaand, – Gengivelsen vilde have vakt Jubel blandt alle de, der er blot nogenlunde fortrolige med Grundenergiernes Tilsynekomst i Tankeblandingsprocessen.

Efterhaanden som Diskussionen skred fremad og de forskellige – ofte i mindre parlamentariske Vendinger – havde fremsat deres respektive Anskuelser, blev jeg klar over, at jeg her sad og var Vidne til en af Hovedaarsagerne til det enkelte Menneskes ofte triste Skæbne. Thi disse Mennesker var virkelig hver for sig absolut 100% overbevist om, at netop deres Mening var den helt rigtige. Jeg forstod, at jeg her mindre var stillet overfor tænkende Mennesker end overfor forskellige Bundter dirrende Meninger af temmelig taageagtige Karakter. At disse Meninger blev fremført af Egoer og derfor tilsyneladende var Produkter af intensiv personlig Tænkning, var en Illusion jeg hurtigt kunde gennemskue, dertil smagte de hver for sig alt for meget af de forskellige Dagblades "Ledere", og det var da heller ikke det, der pludselig optog mig saa stærkt, nej, det var den Kendsgerning, at disse Mennesker i den Grad gjorde sig til eet med deres Meninger, at de selv aftegnede deres eget Udviklingstrin saa tydeligt, at man næsten blev maalløs.

Vi ved alle hver for sig, at vi hverken er det klogeste eller det dummeste Menneske, der findes, men de færreste af os søger vel at udregne vor Position i Forholdet til "de andre". Her var jeg imidlertid stillet overfor de respektive Trins haarde Møde mod hinanden. Skarpt afgrænset tegnede de for mit indre Syn Billedet af den universelle Udvikling, vi alle er undergivet. Jeg saa ganske klart, at enhver Form for Bebrejdelse her var overflødig. Enhver havde tilegnet sig netop det Billede af Livet, som svarede til den Sum af Erfaringer, han sad inde med, og da ingen af d'Herrer formodentlig nogen Sinde havde beskæftiget sig med den Tanke, at Livet i sig selv repræsenterede en Mening, de kunde konferere deres egen af imod, saa maatte de jo tro, at de hver for sig havde fundet "de Vises Sten". Men Livet har en Mening, og derfor har det sin Værdi at se, hvad det, vi udtrykker med det lille Ord egentlig betyder.

De har sikkert ofte hørt en og anden bruge Udtrykket "Det er nu min Mening!" og er derigennem blevet konfronteret med en Opfattelse, De enten har maattet akceptere eller kassere, alt efter denne Menings Samhørighed med Deres eget Kendskab til det, den giver Udtryk for. Men Meninger og Opfattelser, saadan som vi normalt møder dem, er kun Udtryk for "midlertidige Sandheder" om Livet. Disse "Sandheder" ændrer sig i samme Grad, som den Enkeltes Indsigt vokser. Ser vi tilbage over de svundne Aarhundreder, ser vi, at Menneskene hele Vejen igennem har levet paa "midlertidige Sandheder" indenfor alle Omraader. Men hvad er det egentlig, der faar disse Sandheder til at blive "midlertidige"? Ganske enkelt den Kendsgerning, at det jordiske Menneske, igennem det, vi kalder "dets aandelige Vækst" i stedse stærkere Grad nærmer sig Livets egentlige Mening eller Hensigt, som ligesaa enkelt kan udtrykkes ved det samme Menneskes Erkendelse af de evige kosmiske Loves reelle Eksistens. For Mennesket, der lever paa en "Midlertidig Sandhed", er det ingen Kendsgerning, at "som det saar, skal det høste". Det fylder gladeligt sit Sind med Had imod anderledes tænkende i dyb Overbevisning om, at dets Had baade er sundt og moralsk. At det er sig selv, det hader, er det uden Mulighed for at forstaa, men saadan er det! Vore Omgivelser er kun til for at være det Spejl, i hvilket vi kan se os selv, som vi virkelig er. Men det Syn er endnu ikke aktuelt for det store Flertal. For dem er Omgivelserne noget, de skal reformere, dersom disse Omgivelsers Mening er anderledes end deres egne. Overalt ser vi Mennesker rase imod Omgivelserne, enten saa disse fremtræder som Familie eller som andre Landes Beboere. Saaledes sagde en af de ivrigste i den omtalte Diskussion, medens hans Øjne lynede af Fanatisme, at han hadede Tyskerne helt ud til det sorte paa hans Negle – og saa viste han os samtlige ti sørgerandsbeklædte Fingerspidser! Det var Sandhed for ham, derom var der ingen Tvivl, men det var en midlertidig Sandhed, som Livet i sit evige Kresløb nok skal ændre. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan et saadant Menneske vilde reagere, om man pludselig kunde vise ham hans Had som en højeksplosiv Skæbnebølge med Kurs direkte imod ham selv. Men dette Syn er forbeholdt det, vi kalder "Livet". Det alene kan vise ham saa han forstaar med hver eneste Fiber i sin Sjæl, at det kun er sig selv, man gør Fortræd, naar man hader, forfølger og bagtaler, kort sagt, naar man gør Fortræd. Martinus har atter og atter sagt, at Mennesket er sin egen værste Fjende. Men denne Sandhed forstaas kun af den, som er naaet til Vejs Ende med alle sine "Meninger" og endelig er naaet dertil, at den Opfattelse, den Mening, som nu helt behersker ham, er i 100% Kontakt med Livets Mening. I den Time disse to Meninger dækker hinanden, er den virkelige Fred en Kendsgerning i et Menneskes Mentalitet. Men for at den Time kan blive naaet, er det nødvendigt at passere en Verden, i hvilken hver har sin Mening, – det er nemlig den eneste "Klasse", i hvilken Mennesket har Mulighed for at lære den eneste virkelige betydningsfulde Mening – Livets egen – at kende. Vort Liv har kun to Muligheder: enten er vi med vor Væremaade imod Lovene, og saa er vor Skæbne ensom Usikkerhed, Smerte og Modgang, eller ogsaa er det med Lovene, og saa lever vi i Fred med os selv og vor Næste. I Øjeblikket lever de fleste af os imod Lovene, og vort Liv er derefter. Men eet har vi naaet, og det er, at langt de fleste idag aner, at den Mening, de saa ofte bærer til Skue i Ord og Miner, ikke helt har den Betydning, de forsøger at tillægge den. De fleste er klar over, at noget Nyt er paa Vej, og den Følelse er ikke god for en forudfattet Mening, den rent ud sagt svækker dens Autoritet.

Jeg lyttede med aabent Sind til den Diskussion, der rasede omkring mig, og jeg forstod, at den sidste Diktator endnu ikke var forsvundet fra Verdens Skueplads. Men jeg saa ogsaa, at disse ivrige Mennesker gerne vilde forbedre Verden og gøre det hele lysere for os alle, hvilket dog var prisværdigt. Men jeg saa endnu mere, jeg saa helt klart, at alle de Meninger, der svirrede mig om Ørene havde Rod i en indre Taageverden, og at ingen, der maa tale ud fra en saadan Taageverden, taler med virkelig Myndighed. Det var en Ordorkan fra de umyndiges Verden, jeg overværede, og den var lærerig – især hvis jeg kunde have bragt den med hjem paa Staalbaand!

Med hjertelig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!