Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Af alle de Glæder, mit daglige Arbejde giver mig, er ingen større end den, jeg oplever igennem mine Samtaler med Mennesker, der opsøger os af rent personlige Grunde. Det er, som om disse Samtaler i sig indebærer en Inspiration, som idag forekommer mig næsten uundværlig, thi Gang paa Gang bekræfter de i deres Forløb Martinus Arbejde paa en saa positiv Maade, at det har Værdi langt udover Øjeblikket.

De svundne Aar har jo været tunge at komme igennem, men det vil være Udtryk for stort Letsind at hævde, at de nuværende Tilstande er ideelle. Mange Skæbner synker i Grus under den forhaandeværende "Udrensning", og det er ikke i alle Tilfælde lige let at se Retfærdigheden i de trufne Afgørelser. Imidlertid er det ikke vor Opgave at være Dommere, jeg kunde næsten fristes til at skrive "tværtimod", da det jo netop ofte falder i vor Lod at søge at hjælpe den enkelte til Rette i den Skæbne, det store Uvejr har hvirvlet ham eller hende ind i. Og her er det, at jeg har oplevet Ting, jeg føler Trang til at berøre overfor Dem, thi ingen Steder møder man det menneskelige Sind saa nøgent – saa sandt –, som naar Modgangen for Alvor sætter ind. Og den Sandhed, jeg her har mødt, har gjort et dybt Indtryk paa mig, thi den har vist mig, at den, som Livet gik imod, i mange Tilfælde er baade mildere og sagtmodigere end den, der føler sig kaldet til at afsige haarde Domme.

Det er nærliggende at tro, at den, der pludselig ser sig greben af Kræfter, der, i et for ham næsten ubegribeligt Sammenspil, danner det saaledes til, at Dom og Vanære bliver hans Lod, at netop han gribes af Trods og Vrede, ja maaske Had imod dem, der blev denne Vanæres Haandlangere. Men jeg har nu saamange Gange oplevet det modsatte, at jeg føler Trang til at give Udtryk herfor. Overalt møder man idag Mennesker, som uden Frygt leger med Hadets farlige Ild, og atter og atter bringes man ved taabelige Udtalelser til at mindes Martinus rolige Ord om, "at Menneskene igennem deres Væremaade skriger deres daarlige Sider ud for alle Vinde". Det hænder at Hjertet, selv i Samvær med ellers tilsyneladende gode og kærlige Mennesker, fyldes af Tomhed og Tristhed.

Men netop fordi Hadet har saa kronede Dage, spiller det for Aandsforskeren en stor Rolle at lægge Mærke til Reaktionen hos de Mennesker, for hvem Livet ikke blev Medgang, thi det er i den, vi kan finde Spirene til det, Fremtiden bærer i sit Skød. Altfor mange ejer i sig Evnen til at glæde sig over den Straf, der rammer disse Mennesker. Det er, som om den Enkeltes atavistiske Hævn- og Hadtilbøjeligheder ligesom har faaet en Renæssance, – ihvert Tilfælde synes den magtfulde bibelske Sætning: "Hævner eder ikke i Elskelige, Hævnen hører mig til, siger Herren!" ikke at have synderlig Magt blandt vore Dages kristne.

"Forsynet maa jo have en Mening med det –", er den Sætning, jeg hyppigst har hørt fra de Mennesker, Livet i denne Tid har faret haardt frem imod. Det har været af stor Betydning for mig at se, i hvor høj en Grad at Længslen efter at forstaa den dybere Hensigt med det oplevede, præger disse forpinte Sind. Det afslører, at det her drejer sig om Mennesker, der forlængst har givet Afkald paa at søge at placere Skyldproblemet for deres Lidelser udenfor dem selv. For at undgaa Misforstaaelser vil jeg her gerne indskyde, at denne min Udtalelse har Relation til Mennesker, som i almindelig Forstand føler sig absolut uskyldige i den Skæbne, der er overgaaet dem, Mennesker, som ved alle Instanser er blevet kendt fri, men som altsaa alligevel maatte opleve at bære den Dom og Vanære, som Omgivelserne, samtlige offentlige Instanser til Trods, alligevel er parate med. Men ogsaa hos Mennesker, der har erkendt deres egen Skyld i den Skæbne, de har mødt, har jeg oplevet en tilsvarende Resignation. Man maa jo ikke her glemme, at de svundne Aar bød mange Unge paa Fristelser, de slet ingen Forudsætninger havde for at staa imod. Statsmandskunst er jo ofte identisk med en fremragende Evne til at camouflere de egentlige Motiver som "Idealer". Mange Unge græder idag i Stilhed over Virkningerne af deres egen "blaaøjede Idealisme", men man giver ikke Udtryk for nogen dybere aandelig Indsigt, dersom man til denne Graad føjer sin egen Spot.

En god Ven af mig, en Mand jeg altid kun har haft Grund til at nære den største Beundring for, saa sig pludselig grebet af Kræfter, som hverken han selv eller vi, der kendte ham, havde ventet skulde berøre ham. Efter maanedlang Internering med alt, hvad dermed følger, blev han frikendt ved samtlige Instanser uden at dette dog gav ham hans Arbejde tilbage, – kort sagt en Mand som De og jeg vilde betegne som uskyldig ramt i et for os næsten ufatteligt Omfang – sad paany hos mig og fortalte mig om sine Oplevelser. Var han nu bitter? Absolut ikke. Hans Ansigt bar Spor af det Gethsemane, han havde oplevet, men hans Sind var roligt. Stilfærdigt vejede han Tab og Vinding mod hinanden og jeg forstod, at Udfaldet var positivt. I ensomme Timer havde han fundet Svaret paa det, han maatte opleve. Han forstod, at Bønnen om aandelig Vækst kan blive opfyldt paa en anden Maade end ventet. Han havde lært sig selv at kende paa en ny Maade, og kunde nu tale med om, hvad det vil sige at bede: "Herre, ske ikke min, men din Vilje!"

Det er jo ikke saaledes, at jeg ikke forstaar den Hadfølelse hos de Mennesker, der har været udsat for tunge Lidelser, men denne min Forstaaelse kan ikke staa Maal med den Beundring, jeg føler for dem, der tværs igennem Lidelsen øjnede dens egentlige Hensigt. Hadet kan aldrig blive andet end det Punkt, der markerer Lidelsens halve Bane, derfor virker det for mig rent parodisk, naar et saakaldt lærdt Menneske i Radioen med god Samvittighed staar og taler om "det sunde Had" og om at man i givne Tilfælde "skal kunne hade".

Menneskeheden har endnu en lang Vej at vandre, før det virkeligt lysner, men Vejen skal tilbagelægges. Vi ved nu, at Demokratiet er den eneste Løsning paa vore samfundsmæssige Problemer, men det sande Demokrati maa staa Hævnen og Hadet fjernt. Hævn og Had vil altid hvile paa Uvidenhedens Fundament, derfor forstaar jeg Martinus, naar han omtaler alle de "retfærdigt hævnende" som Amatørdemokrater. I ethvert Arbejde for virkelig sandt Demokrati, maa Kampen mod Had og Hævn indgaa som en uafviselig Pligt. Verden af idag er, som afdøde Wendel Wilkie udtrykte det "een Verden", og i den maa der ikke være Brug for Mennesker, der ønsker andre Menneskers "totale Udslettelse". Vi maa bort fra det forældede maskuline Dogme, at Had har noget med sjælelig Sundhed at gøre. Had, Hævn, Vold og Lemlæstelse er Tilstande, som alle har Rod i en dyrisk Taagementalitet, og en saadan fjernes ikke ved Terror. Jeg ved udmærket, at det er bestikkende at betegne visse Situationer som "retfærdiggørende" Anvendelse af raa Magt, men det ændrer ikke den Kendsgerning, at den "raa Magt" intet har med de Idealer at gøre, der nu skal bringe Verden frem til det Lys, den sukker efter at opleve. Det er let nok at karakterisere Forstaaelsens Mentalitet som "Pladderhumanisme", men selve Ordet indeholder saamegen gennemskuelig Tyngdeenergi, at dets dyriske Oprindelse er ganske aabenbar. Vil man være Humanist, maa man gøre sig klart, at det i sig indebærer en Risiko, – men tusinde Gange hellere løbe den end blande sig i det almindelige hadefulde Hylekor, thi dets Sukces er kortvarig og dets Frugter beske!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!