Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Hvis de paagældende Væseners Handlemaade ingen som helst Virkninger havde, vilde de nævnte Væsener heller aldrig nogen Sinde komme til at fornemme noget andet end netop den Behagsfornemmelse, de saa energisk havde tilegnet sig paa deres Næstes Bekostning. Hvordan skulde saadanne Væsener vel bringes til at opleve noget i Retning af at "fortryde" en saadan Handlemaade? – Hvordan skulde de bringes til at udgøre Væsener, der ikke mere kan "nænne" at manifestere Mord, Bedrageri eller lignende overfor deres Næste? – De levende Væsener maatte jo blive ved med at være "Dyr". Er det ikke netop denne Mangel paa at kunne fornemme andres Ubehagsfornemmelser, der adskiller "Dyret" fra det absolut "fuldkomne Menneske" eller en "Kristus"? – Har Tigeren nogen som helst Forudsætning for at kunne have "Medlidenhed" med det levende Væsen, der er blevet dens Offer eller Bytte? – Har Hajen eller Krokodillen nogen som helst "Medlidenhedsskrupler" overfor det Menneske, i hvis Kød de eventuelt kommer til at plante deres skarpe dødbringende Tænder? – Er det ikke netop med straalende Velbehag og Glubskhed de befordrer dette Bid? –

Men naar disse Væsener slet ikke paa nogen som helst Maade har Sanser eller Evner, ved hvilke de kan føle "Medlidenhed" overfor andre Væsener og i Særdeleshed ikke overfor de Væsener, der er deres Ofre, kan deres Handlemaade jo umuligt være "syndig". At den netop ikke er "syndig" bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at disse Dyr maatte dø, hvis de havde en saadan "Medlidenhed" og ikke kunde "nænne" at dræbe. I deres nuværende Fremtræden er det en Livsbetingelse for disse Væsener, at de faar stillet deres Sult med Kød eller animalsk Føde. Det femte Bud, "Du skal ikke dræbe", kan saaledes ikke have nogen som helst Betydning her, thi hvis Væsenet overholdt dette Bud, vilde det jo betyde, at det dermed dræbte sig selv. Og dette, at dræbe sig selv, er som bekendt ogsaa at overtræde det femte Bud. Vi staar altsaa her overfor det kulminerende eller totale "Angrebsvæsen". Det lever saaledes i en Bevidsthedssfære, hvor det er en Livsbetingelse at dræbe. Det vil altsaa sige, at man her opfylder Livet ved at myrde. Man er ganske udenfor den mentale Sfære, hvor de moralske Love doceres som "Næstekærlighed". Ved at se paa Dyrenes Liv, ser vi ind i en Verden, hvor Opfyldelsen af det, der doceres Menneskene som livsbetingende Moral, vilde være den rene Gift, ja, vilde ligefrem være et "Helvede", hvis den skulde praktiseres. Dog ser vi indenfor Dyrenes seksuelle Liv og i Forholdet til deres Afkom en vis Form for "Medfølelse", der giver sig Udslag i Beskyttelse af Ægtemagen og Afkommet og Sammenhold i Selvopholdelsesdriften.

Med Hensyn til "Medfølelse" i de Felter, der ligger her udenfor, er "Dyret" i dets mest vilde og rovgridske Natur totalt immun. Det lever i Kontakt med sin Naturs Love. Det kan af Naturen ikke "synde" og vil saaledes heller ikke kunne faa noget at "fortryde" eller "angre". Angreb, Krig, Mord og Drab betyder dagligt Liv og Velvære for dette Væsen. Det udgør "Krigeren" i den Renkultur, der er i Kontakt med "Guds Villie".

Men nu det jordiske Menneske, er det som "Angriber", som "Kriger" lige saa højt i Kontakt med den guddommelige Villie? – Kan dette Væsen paa samme Maade angribe og føre Krig uden at "synde"? – Kan det myrde og dræbe andre levende Væsener og saa være i en lige saa fuldkommen Kontakt med nævnte højeste Villie? – Nej, det kan det ikke. Det repræsenterer et Stadium eller en mental Tilstand, hvor det i større eller mindre Grad faar "Samvittighedsnag" over sin Handlemaade, kommer ud for Kriser, hvor det "fortryder" eller "angrer" sin Handlemaade, ligesom det da ogsaa sammen med andre Individer i den Flok eller det Samfund, det tilhører, er underkastet Tryk af moralske Love og Forskrifter fra Væsener, der forlængst har ophørt med at dræbe eller forfølge de levende Medvæsener, idet de "elsker deres Næste som sig selv". Et saadant Væsen har vi f. Eks. i Verdensgenløseren "Kristus". Jordmennesket befinder sig altsaa paa et Stadium mellem det angribende og myrdende "Rovdyr" og det totalt næstekærlige "Kristusvæsen". Det har saaledes overdaadig Lejlighed til at gøre sig bekendt med sin egen mentale Løbebane eller til at se eller iagttage sin egen Fremtræden i Forhold til disse to Yderpoler for Mentalitet. Og dette Syn eller denne Iagttagelse viser, at det selv har en Evne til at "elske" andre Væsener (Væsener ud over Forplantningsomraadet), som "Rovdyret" ikke har. Men samme Iagttagelse viser ogsaa, at denne Evne eventuelt slet ikke er saa total eller omfattende, som den Verdensgenløseren lagde for Dagen som sit eget Væsen. Det vil da, ifølge denne Kendsgerning, se, at "Dyret" er et Væsen, der er fattigere paa "Medfølelse" for "Næsten" end det selv. Derfor maa det betragte "Dyret"s Stadium som et "lavere" Stadium, mentalt set. Da Verdensgenløseren er rigere paa Evner i Retning af Medfølelse overfor "Næsten" end Jordmennesket, vil det uundgaaeligt komme til at betragte hans mentale Stadium som et "højere" Stadium. Denne Betragtning eller Bedømmelse er jo urokkelig i Kraft af Evneforskellen mellem det selv og "Dyret" og "Kristus" eller Verdensgenløseren. Jordmennesket staar saaledes her imellem to mentale Yderpunkter. Det ene Punkt udgør Minimum, og det andet udgør Maximum af, hvad det har Evne til at skue af "Næstekærlighed". At Verdensgenløserens Væremaade og Paabud er blevet det livsbetingende, moralske Ideal for Jordmennesket bliver her selvfølgeligt. Da "Næstekærlighedsevnen" kun er en latent Foreteelse i "Dyret", men er mere fremskreden hos det almindelige Jordmenneske og endnu mere fremskreden hos Verdensgenløseren, bliver det dermed til Kendsgerning, at den er under Udvikling i Jordmennesket. Men naar den er under Udvikling, er det jo denne Udvikling, der er Udtryk for den guddommelige Villie med Hensyn til Jordmennesket. At modarbejde "Næstekærligheden" er saaledes det samme som at være imod "Guds Villie" paa det jordmenneskelige Plan, ligesom dette, at være i Kontakt med "Næstekærligheden", er at være i Kontakt med den guddommelige Villie paa det samme Plan. At være imod "Guds Villie" udtrykkes af Menneskeheden selv som "umoralsk", ligesom dette at være med nævnte "Villie" betragtes som "moralsk".

Vi er saaledes her ved to mentale Yderpoler, efter hvilke al Moralitet indenfor Jordmenneskeheden bestemmes. Jo mere et Væsens Handlemaade er lig "Dyret"s, jo mere bedømmes Væsenet som "primitivt" og "umoralsk", medens det bedømmes som "moralsk", "intellektuelt" eller "humant" jo mere dets Handlemaade er lig Verdensgenløserens. Denne Konklusion er altsaa urokkelig, uafhængig af om man tilhører en religiøs Sekt eller er "irreligiøs", er "Materialist", er "vantroende". Ens Handlinger røber saaledes et bestemt moralsk Trin. Jo mere disse Handlinger er i det dræbende Princips Favør, desto mere "dyriske" eller "primitive" vil deres Ophav saaledes urokkeligt være at stadfæste. Og vi kan i Virkeligheden udenom alle religiøse Dogmer eller gældende juridiske Love i Dag saaledes korrekt bedømme et Væsens Moralitet efter Livets egen direkte Struktur. Naar vi derfor har for os et "Angrebsvæsen", et Væsen der i stor Udstrækning og uden "Samvittighedsnag" eller "Anger" kan røve og plyndre fra andre Væsener, begaa Rovmord og Terror for at faa sin Villie eller sine Begær tilfredsstillet, er det let at se, at en stor Del af et saadant Væsens Mentalitet endnu slet ikke er paavirket af nogen Udvikling. Den er endnu et ganske uberørt Udtryk for "dyrisk" Mentalitet. At det samme Væsen ganske vist ogsaa har et Omraade af Mentalitet, hvor Udviklingen har sat sit Præg, og igennem hvilket det kan nære blidere Følelser for Væsener, der er i dets egen Interesses Favør, er naturligvis en Selvfølge, thi hvad skulde ellers være Aarsag til, at et saadant Væsen nu fremtræder i jordmenneskelig Organisme og har Prædikatet "Jordmenneske"? –

At man er "Jordmenneske" betyder altsaa ikke, at man ikke mere i nogen som helst Retning er et "Dyr". Man er i Virkeligheden endnu et "Dyr" i samme Grad, som man mangler "Medfølelse" overfor sin "Næste" og skaanselsløst albuer sig frem paa dennes Bekostning. Men da Jordmennesket netop adskiller sig fra "Rovdyret" derved, at det har et Bevidsthedsfelt, der kan rumme "Medfølelse" med andre Væsener, og denne "Medfølelse" kan være saa stærk, at den ikke engang kan hæmmes i Situationer, hvor den udløses paa Bekostning af sit Ophavs Liv og Velvære og saaledes er ganske lig Verdensgenløserens, kan vi ikke komme uden om, at der bag de ydre, synlige, materielle eller fysiske Rørelser eksisterer skjulte Kræfter, der underminerer "Dyret"s Tilstand og derved omdanner "Dyret" til "Menneske". I denne Omdannelse er nogle Væsener længere fremme end andre Væsener. De befinder sig saaledes alle et eller andet Sted i en Skala, der strækker sig fra "Rovdyrmentaliteten" til "Kristusmentaliteten". Og denne Omdannelse afslører sig altsaa i Form af en voksende "Medfølelse" med "Næsten" eller Omgivelserne.

Denne "Medfølelse" kan absolut ikke være noget, der kan opstaa eller udelukkende være baseret paa det ydre materielle eller fysiske Syn, thi som vi allerede før har berørt, vil det i næsten alle fysiske Situationer tilsyneladende være det mest logiske egoistisk at albue sig selv frem og rydde alle andre Væsener af Vejen der, hvor de er en Hindring for vore Begærs Tilfredsstillelse. Naar Væsenet ikke desto mindre meget ofte gaar imod denne direkte Albuen sig frem, er det ikke udelukkende fordi det er bange for de juridiske Love, det er heller ikke udelukkende af religiøse Grunde, thi der, hvor Væsenet kun holder sine "dyriske" Evner i Skak af disse Grunde, er det jo ikke af "Næstekærlighed", men derimod i allerhøjeste Grad af Kærlighed til det selv. I begge disse Tilfælde har det jo stor Lyst til at erhverve Goderne paa "Næstens" Bekostning, men det ved, at naar det gør det og giver efter for denne dets Villie, kommer det maaske i "Tugthuset" eller vederfares andre Former for juridiske Ubehageligheder. I dette Tilfælde giver det saaledes kun Afkald paa sit Begærs Tilfredsstillelse – ikke for at skaane sin "Næste" for de Ubehageligheder, denne Tilfredsstillelse vilde have forvoldt ham, – men for at beskytte sig selv imod de juridiske Ubehageligheder, nævnte Tilfredsstillelse vilde have voldt det selv.