Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Paany er de lyse Nætters Tid forbi og dermed den Sommer, som bragte os saa mange baade store og uforglemmelige Oplevelser. Men saa vidunderligt er Livet indrettet, at det aandelige Liv ligesom genfødes samtidigt med, at Bladene begynder at straale i Høstens stærke Farver. Dybt i vort Væsens Indre sker der en Forvandling, som vi selv først opdager ved, at vi pludselig begynder at gribe os selv i Længsler, som absolut intet har med Sommeren af gøre, Længsler der lader os forstaa Saligheden ved en rigtig god Bog, Varme og en hyggelig Lænestol.

Men for mange af os gaar Længslerne endnu videre. Vi ved, hvor de stammer fra, ved, at det er vore aandelige Legemer, der nu begynder at røre paa sig og kræve Næring, hvorfor vi i al Stilfærdighed begynder at lægge vore Planer for den Vinter, der nu stunder til. Lad mig straks sige, at det tegner til at blive en aldeles dejlig Vinter, helt uden Sidestykke til alle de, vi nu har oplevet i Fællesskab. Tro nu ikke, at jeg ikke er klar over de mange truende og ubehagelige Ting, der hænger over vort Hoved – Brændsel og Lys for Eks., – Men alle disse triste Ting nægter jeg at tænke paa i dette Øjeblik, hvor jeg kun har eet for Øje: at delagtiggøre Dem i lidt af det, vi tumler med her i Sagens Centrum.

De ved, at Bureauet er blevet bygget om i Sommer, og De har maaske ogsaa hørt noget om, at det er en ret stor Ombygning. Lad mig her med det samme sige, at naar De ikke har hørt mere, end Tilfældet er, har det sin Aarsag i de vanskelige Forhold, vi hidtil har levet under. Ombygningen begyndte jo under Besættelsen, saa det er snart længe siden den første Spade blev sat i Jorden, og De kan være overbevist om, at her er blevet rodet godt i alle disse Maaneder. Nu, da det hele er ved at være færdigt, kan jeg med god Samvittighed fortælle Dem, at Huset paa det nærmeste er blevet dobbelt saa stort, som det var, at vi nu har faaet alle de Lokaler, vi saa længe har drømt om, og at vi yderligere har faaet den skønneste lille Forsøgsscene, nogen Instruktør kan ønske sig. Ejendommen var storartet til vort Brug, da vi erhvervede den, nu er den simpelthen en Ønskedrøm, der er gaaet i Opfyldelse! Med denne Ombygnings Fuldbyrdelse raader vi over et Instrument i det aandelige Arbejdes Tjeneste, vi for blot faa Aar siden knap havde turdet fantasere om.

Men vær overbevist om, at dette Hus ikke staar som Udtryk for noget primitivt Begær efter at spille Rolle, prale eller dominere. Der bor kun een Aand i det, og den kan enklest udtrykkes med Ordet "tjene". Det vidste den Mand, der for blot faa Aar siden overlod Martinus det paa de kærligste Betingelser, og det har alle de vidst, der har bidraget til det – i en byggemæssig næsten usandsynlig vanskelig Tid – meget skønne Resultat, her er naaet. Dette Hus har kun een Mission, den, i en mørkere Tid end nogen anden i vor Klodes Historie, at bære Bud til Menneskene om, at udenfor Mørkets og Hadets selvskabte Omraader straaler Guds Bevidsthed lysende, livgivende og evigt inspirerende, og at det kun beror paa os selv – os selv alene – hvorlænge vi ønsker at forblive i det Mørke, der idag ruger over Verden. Denne Mission skal Huset tjene saalænge det staar, dertil er det blevet indviet, og dertil vil det blive brugt.

Som De vel kan tænke, er det ikke helt let at udforme en Plan for den Undervisning, der skal finde Sted her, thi med lys paa Gaderne og Trafikforholdene omtrent normale, maa vi regne med en Tilgang, som det paa Forhaand er vanskeligt at faa et blot nogenlunde klart Billede af. Men da vi idag raader over baade Lokaler og Lærerkræfter, er vi klar til at tage en endog stor Udvidelse af de respektive Hold, der nu, hvad Undervisning angaar, vil faa bedre Betingelser, end vi nogen Sinde før har haft. De ved, at det altid har været mit ønske, at Undervisningen kan foregaa paa smaa, intime Hold, hvor Deltagerne for Alvor baade kan komme i Kontakt med hinanden og med Lederen. Dette kan nu lade sig gøre, – og en stor Sten falder dermed fra mit Hjerte!

Men foruden Undervisningen over de kosmiske Analyser begynder Spirerne til helt nye Undervisningsomraader nu for Alvor at bryde frem. Esperantisterne, hvis Antal vokser støt og roligt, faar nu deres eget Lokale, noget de længe har glædet sig til. For Deltagerne paa Medarbejderholdene, der særligt tumler med at uddanne sig til Undervisningsledere, oprettes der nu et særligt Hold, hvor en af Sagens gode Venner Paul Vermehren, der netop i Sommer afsluttede sin Uddannelse som Talepædagog med et endog meget fint Resultat, vil tage sig af de forskellige Stemmer. Og endelig vil en anden af Sagens trofaste Venner, Billedhuggeren Harald Isenstein, paabegynde Undervisning i Tegning og Modellering, foruden at han overtager Ledelsen af den kunstneriske Underholdning. At der bag den sidste Bemærkning skjuler sig en Pose fyldt med en Mængde rare Ting, har jeg tidligere antydet – de Aftener venter vi os meget af! Dette var et foreløbigt Kig ind i Planerne for det kommende Vinterarbejde her i København. Men Arbejdet er jo ikke København alene, og jeg føler mig i Aar meget lykkelig ved igen at turde skrive, at Provinsens Tid paany er inde. Mogens Møller begynder jo nu sit Arbejde i Jylland, og – jeg vil næsten sige: paa ordentlig Vis – indledes dette Arbejde af Martinus selv, idet han afrejser samtidigt med, at vi sender Dem dette Brev. Paa efterfølgende Side vedlægger vi en Plan over hans Foredragsrejse, saa haaber vi, at De hjælper os med at bringe Bud til Venner og Interesserede!

Det var først Meningen, at Mogens Munch skulde overtage Odense, men af tekniske Grunde har vi ændret disse Planer saaledes, at jeg selv genoptager Undervisningen paa dette efterhaanden meget store Hold, noget jeg glæder mig meget til. Som De vil forstaa, udtrykker dette mit lille Brev til Dem al den Optimisme, jeg er i Besiddelse af. Dette betyder ikke, at vi ikke er forberedt paa Vanskeligheder, men dels har vi selv en temmelig stærk Vilje til at klare dem, og dels har vi endelig ogsaa Tillid til Forsynet om, at "den som har hjulpet hidintil –!" Thi det vil jeg gerne understrege, at i hvor høj Grad Martinus Arbejde end er Aandsvidenskab, og hermed mener jeg den maaske strengeste og mest nøgterne Videnskab, der findes, skal dette dog aldrig forstaas saaledes, at denne Videnskab i sig selv skulde overflødiggøre et personligt Gudsforhold. Martinus udtrykker selv atter og atter sit Arbejde som et Middel til en inderligere Kontakt med Guddommen, – aldrig som et Maal i sig selv! Jeg nævner det sjældent, men jeg beder Dem om aldrig at være i Tvivl om, at naar jeg før brugte Udtrykket "tjene", som dækkende den Aand, der udstraales herfra, saa menes ogsaa hermed selve det Arbejde, som fuldbyrdes her. Livets Bog, og alt hvad vi modtager fra Martinus Haand, er kun Midler, som gives os, for at ogsaa vi engang kan opleve Mødet med den Kraft, som igennem ham straaler os i Møde i Form af disse dybe og inspirerende Analyser. Gør vi dem til mere, gør vi ikke alene Uret imod ham, men ogsaa mod det bedste i os selv, og den Slags kommer man til at bøde for, det er vel værd at erindre!

Med Kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!