Ældre Kosmos og Kontaktbreve

af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det er saaledes her synligt, at vort Liv udelukkende er Oplevelsen af Omgivelsernes eller Medvæsenernes Tilbagekastning af vor mod dem udsendte Tankeenergi i Form af Tilfredsstillelser af vore højst forskellige normale eller unormale Begær. Denne Tilbagekastning af vore egne udløste Energi- eller Tankeformer er vor "Skæbne". Vore Medvæseners Reaktion overfor os er Livets Spejl. I denne Reaktion ser vi vor virkelige aandelige Udseende, vor sande kosmiske Analyse eller den absolutte Sandhed om os selv.

Vi har saaledes set, hvorledes den guddommelige Verdensplan befordrer Udviklingen af vor Evne til at opleve vore Omgivelsers Fornemmelse af vor egen Handlemaades behagelige eller ubehagelige Paavirkning paa dem. Det er altsaa magtpaaliggende for Forsynet eller Ophavet bag Verdensplanen at faa bibragt os denne Evne. I samme Grad, som vi mangler denne Evne, maa vi være uvidende om vore Handlingers Natur som behagelige eller ubehagelige for vore Omgivelser. Og med denne Uvidenhed vilde vi jo være uden Indsigt bag Villien, der er nødvendig, for at vi vil kunne "tilsigte" enten det behagelige eller det ubehagelige for vore Omgivelser eller vor Næste. For at faa et Grundlag for Styringen af vor Villie maa vi altsaa have Viden. Men for at faa Viden maa vi udløse Handling. Den første Form for Udløsning vil derfor nødvendigvis befordres af Hungeren efter Viden. Denne Hunger kender vi som den almindelige "Nysgerrighed". Vi finder derfor denne "Nysgerrighed" allerede hos Dyrene. Selv Køerne paa Marken kigger meget nysgerrigt og interesseret efter usædvanlige Ting, der foregaar omkring dem. Hvis disse Ting ikke er af en saadan Art, at de forskrækker dem, vil de endog prøve paa at undersøge disse, lugte til dem og slikke paa dem eller lignende. Herved gør de allerede smaa Erfaringer, opdager spiselige og ikke-spiselige Ting eller Ting, der er behagsdannende eller velgørende og Ting, der er smertebringende eller dræbende. Væsenerne faar derved udviklet et Kendskab, ved hvilket de saa igen kan styre og lede deres Villie, saa de kan tilegne sig Behagsfornemmelser og undgaa Ubehagsfornemmelser paa disse nyopdagede Omraader. Men efter at de har gjort denne Opdagelse, er Nysgerrigheden i nævnte Omraade jo tilfredsstillet. Denne kan derfor ikke mere være Motiv for dets Tiltrækning til samme Omraade. Herefter vil Tilnærmelsen derfor kun befordres i Kraft af Væsenets Viden om den Behagsfornemmelse, som det kan tilegne sig her, ligesom dets Frastødning til Omraadet er baseret paa den erfarede Viden om den eventuelle Ubehagsfornemmelse, det kan blive Genstand for her. Paa denne Maade begynder Individet igennem Erfaringsdannelsen at faa Indsigt i, hvad der er livsbefordrende, og hvad der er livsødelæggende for det i dets daglige Liv.

At Væsenet med al sin Villiekraft her søger Tilnærmelser eller Dragning imod de Ting eller Foreteelser, igennem hvilke det ved, at det kan opnaa Behagsfornemmelse og helst gaar uden om de Ting, der er ubehagelige, er naturligvis en Selvfølge. Det bliver da herigennem foreløbigt udviklet til at blive et Væsen, der kulminerer i "Selviskhed" eller "Egoisme". Det kan igennem denne Udviklingsproces kun blive besjælet af sin egen "Selvopholdelsesdrift". Denne Udviklingslinie kan saaledes udelukkende kun udvikle Væsenet til for enhver Pris at tilegne sig Tilfredsstillelsen af sine Begær efter det behagelige, ganske afhængigt af hvad dette saa end maatte koste af Ubehagelighed for dets Omgivelser eller Næsten. Og vi har her det fødte "Angrebsvæsen". Det er en saadan Væsenstilstand, der ligger til Grund for "Dyreriget".

Men da det er en Kendsgerning, at der findes Væsener, der hverken "angriber" andre Væsener eller søger sine egne Begærs Tilfredsstillelse paa andre Væseners Bekostning, er det ogsaa en Kendsgerning, at det levende Væsen rummer langt dybere sjælelige Muligheder end dette, at kunne opretholde sit eget Velbefindende paa andre Væseners Bekostning. Men derved bliver det jo yderligere en Kendsgerning, at Karmalovene maa være af en tilsvarende dybere Natur end den øjeblikkelige, direkte, ydre fysisk reagerende. I modsat Fald maatte "Egoismen" og dermed Krigens eller "Angriberen"s Kulmination være Toppunktet for al menneskelig Udvikling, aandelig Storhed, Intellektualitet og Kultur, hvilket viser sig ikke at være Tilfældet. Ja, Kendsgerningerne viser jo netop, at denne Side ved Livet eller det levende Væsen allerede i Aartusinder er forkyndt som Væsenets "lavere" eller "syndige" Natur", ligsom man har tilraadet Udviklingen af en "højere" Natur.

Hvad giver da denne "højere" Natur i det levende Væsens Mentalitet sig Udslag i? – Den giver sig Udslag i, at der i det paagældende Væsen begynder at vise sig en Evne, ved hvilken det fornemmer andre Væseners Oplevelser af Ubehag, hvilket jo er totalt umuligt hos det førstnævnte kulminerende "Angrebsvæsen". Dette Væsen har kun Sans for at kunne fornemme de Ubehageligheder, der kommer til Udløsning i dets eget Omraade af Mentalitet og Organisme. Det er derfor, det saa hensynsløst kan leve paa andre Væseners Bekostning. Ja, det ved naturligvis teoretisk, at den eller den Lemlæstelse eller Lidelse, det paafører andre Væsener, af disse fornemmes som Smerte og Lidelse, og af hvilken Grund det derfor undertiden endog kan bruge denne Viden som Grundlag for sin Iværksættelse af Hævn eller egoistiske Begærs Tilfredsstillelse, men det har ingen som helst dybere sjælelig Fornemmelse af, hvor "ond" eller ubehagelig Lidelsen kan være for den, den er tilsigtet. Dette giver sig til Kende derved, at det netop kan "nænne" at paaføre andre Væsener nævnte Smerte eller Lidelse. Da der samtidigt findes andre Væsener, der absolut ikke kan "nænne" at paaføre andre Væsner den omtalte Smærte og Lidelse, bliver vi saaledes her Vidne til en Forskel paa Væsenernes sansemæssige Indstilling overfor Omgivelserne. Der eksisterer altsaa en Forskel i dette at kunne "nænne". Væsenerne kan saaledes ikke alle "nænne" at udløse den samme Lidelse og Smerte overfor deres Næste. De staar her paa højst forskellige Trin. Nogle Væsener er meget hævngerrige, kolde og hjerteløse overfor Næsten, medens andre i større eller mindre Grad hellere selv vil lide, end at andre skal lide. Det bliver derved en Kendsgerning, at der eksisterer et endnu højere Trin end det rent "egoistiske".

Men hvordan er dette højere Trin da blevet til? – Hvad er det for en Evne, der faar Væsenerne til hellere selv at lide end at bevirke, at andre skal lide? – Og betyder da denne Evne ikke Undergang for det paagældende Væsen selv? – Den bevirker i sin yderste Konsekvens lige akkurat Kulminationen af Modsætningen til "Egoisten"s Manifestationsform. Medens "Egoisten" i yderste Tilfælde hensynsløst ofrer andres Liv for at redde sit eget ofrer det uselviske Væsen hellere sit eget Liv end andres, hvis det dermed kan befri andre fra Ulykke og Lidelse. Vi staar saaledes her overfor to særlige Væsenstyper. Den sidste dokumenterer som Kendsgerning urokkeligt sig selv som den højeste i Udviklingen, idet den ubestridelig or den sidste og udgør den Idealtype, som er al nutidig højeste Idealismes og Morals store fremtidige Maal, medens den anden Type i en altovervejende Grad repræsenterer Samfundets "Underverden" eller de "asociale" Elementer bag Fængslernes eller Tugthusenes Mure. Saadanne Væseners Egoismes Glanstid som almenanerkendt Idealisme er et forlængst udlevet Stadium i Jordmenneskehedens Historie, der i Dag kun udgør en Myte om fortidigt Barbari og hedensk Gudsdyrkelse og Slavetilværelse eller brutal Underkastelse af den stærkeres Magt, og hvor Begrebet "Ret" endnu var noget ufatteligt, hinsides alt indenfor den mentale Horisont.

Udviklingen eller Verdensplanen har altsaa her vist, at den har et helt andet Maal med det levende Væsen end dette, kun at gøre det til en kulminerende "Egoist", til et blot og bart "dyrisk" Væsen, der kun lever for sin absolutte egen Interesses Skyld.

Hvordan bærer Verdensplanens Ophav sig da ad med at forvandle "Egoisten" til et "uselvisk" eller "næstekærligt" Væsen? – Der maa nødvendigvis finde en anden Erfaringsoplevelse Sted end den før beskrevne fysiske, hvor Væsenet øjeblikkeligt og direkte konstaterer Reaktionerne af sit Forhold til Omgivelserne eller Materierne. Der maa være en skjult Horisont, hvor der udløses andre Realiteter end netop de, der er synlige paa den ydre fysiske Overflade. Her paa denne Overflade ser Væsenet med Lethed alt, hvad der er øjeblikkeligt og direkte behageligt for dets Sanser og dermed for dets foreløbige Eksistens. Men det ser ikke, om denne Behagsdannelse for dets nutidige Eksistens muligvis skulde have en efterfølgende Virkning, som maaske var alt andet end behagelig for en senere Eksistens. Det kan nemlig ikke følge Reaktionerne længere end der, hvor de endnu forekommer paa det fysiske Plan, og ser derfor slet ikke, hvad disse Reaktioner bevirker paa det aandelige Plan. Hvis "Bersærken" slog et Menneske ihjel, var han en Helt, blev hædret som Aspirant til Gudehjemmet "Valhal" med dets materialistiske Herligheder. Hans Mordmanifestation skaffede ham saaledes øjeblikkelig og direkte Virak og den heraf følgende Behagsfornemmelse. Naar et nuværende Forretningsmenneske gør en "god Handel", hvilket vil sige: sælger en Ting for en Pris, der ligger svimlende over Tingens sande Værd, og han derved har tilegnet sig en Værdi eller Rigdom, han i Virkeligheden slet ikke har ydet noget for, fornemmer han det som en straalende direkte Behagsfornemmelse. Ingen af disse to Personer, Bersærken og Forretningsmanden, Morderen og Bedrageren, ser andet end netop den Behagsfornemmelse, som vedrører dem selv. Den Ubehagsfornemmelse, som er vederfaret Ofrene for deres Handlemaade, ser eller fornnemmer de slet ikke. Og de kan jo umuligt erfare en saadan Handling paa anden Maade end som storartet eller glimrende, idet den jo skaffede dem Behagsfornemmelse og dermed en vis Form for Glæde ved at være til.