Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5' Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

At et "Angrebsvæsen" ogsaa i nogen Grad besidder "Forsvarsmentalitet" er naturligvis givet. Ethvert normalt Væsen er altid udstyret med de for sin Opretholdelse af Livet nødvendige "Forsvarsegenskaber". Men dette forhindrer naturligvis ikke dets "Angrebsmentalitet" i at være den dominerende paa et vist Stadium i Udviklingen eller Kredsløbet. Men efterhaanden bliver "Forsvarsmentaliteten" mere og mere optrænet, saaledes at den ikke blot udgør det nødvendige til Husbehov i Selvopholdelsesdriften, men den udgør ogsaa ligefrem et Overskud, der bevirker, at Væsenet kommer til at føle Trang til eller Begær efter at "forsvare" andre. Det kan ikke tolerere noget som helst i Retning af, hvad det mener er "Uretfærdighed". Det ønsker at forsvare de svage, som ikke selv kan forsvare sig. Det springer i Vandet for at redde en druknende fra Druknedøden, eller det løber ind i et brændende Hus for at redde Væsener eller Ting fra Flammernes Tilintetgørelse, selv med Fare for sit eget Liv. Det gaar med i Frihedskampe og Modstandsbevægelser overfor fremstormende "Herrefolk" eller Væsener, der har i Sinde at gøre andre til Slavefolk. Ja, dets "Forsvarsmentalitet" kan være saa dominerende, at det ogsaa her ringeagter Dødsfaren og vover sit Liv for andre. I Sandhed, denne mentale Tilstand er dog større og fuldkomnere end "Angrebsmentaliteten". Det kan dog ikke nægtes, at det er Udtryk for et højere Kulturtrin at forsvare svage og hjælpeløse Væsener overfor stærke og livsfarlige, forfølgende Medvæsener, end det er at angribe, nedbryde og ødelægge andre Væseners Liv og Velfærd. I modsat Fald var jo al Øvrighed eller Politivæsen i de civiliserede Stater at betragte som en "Banditinstitution". Og det er vel nok det, en saadan Institution mindst af alt skal være. Den er jo netop beregnet paa at være en Beskyttelse imod alt "Banditvæsen" eller de saakaldte "Forbrydelser". En saadan Institution maa naturligvis ikke i noget som helst Tilfælde være baseret paa en "Angrebsmentalitet". Det er rigtigt, at Politiet maa foretage Razziaer, maa anholde mistænkte Personer, maa anholde "Smuglere", "Sortbørsfolk", "Røvere" eller andre Udøvere af Overtrædelser af Statens eller Samfundets Love, og at det meget ofte og i særlig vanskelige og ondartede Tilfælde maa overrumple de paagældende Væsener og med væbnet Magt foretage disse Anholdelser, der derved faar Skæret af "Overfald" eller "Angreb", men et saadant "Angreb" kan i Virkeligheden ikke være et "Angreb". Det er eller skal i hvert Fald kun være en Detaille i Samfundets "Forsvar" overfor Lovovertræderne eller "Forbryderne". En saadan Anholdelse er ikke en personlig Hævnakt, det er ikke et "Privatopgør" mellem Politipersonerne og de anholdte. Hvis de anholdte ikke selv var bevæbnede og livsfarlige for Politiet, men godvilligt vilde gøre Regnskab for deres Handlinger, vilde en Anholdelse ved Hjælp af bevæbnet Magt jo være totalt udelukket eller ganske overflødig. Politiets bevæbnede "Angreb" i Form af Anholdelse adskiller sig saaledes fra et almindeligt "Angreb" paa Næsten derved, at det er et "Angreb" paa "Samfundsfjender". Men "Samfundsfjender" eller "Asociale" Væsener er jo Væsener, der er underminerende og skadelige for det paagældende Samfunds normale Liv. Dets mentale Sundhed er saaledes i Fare. De nævnte "asociale" Væsener er en Sygdom i Samfundslegemet, der vilde bringe dets normale Liv fuldstændig ud af Kurs, gøre det til en mental Kræftsvulst, hvis ikke der var Politi eller Retsvæsen. Politiets Indgriben overfor denne "Kræftsvulst" er ganske vist et "Angreb" paa de "asociale Væsener eller "Fredsforstyrrerne, " men den er i overvejende Grad et livsbetingende "Forsvar" for Samfundets mentale Sundhed, den er en Beskyttelse af Næstens Liv og Ejendom. Den er tilsigtet som en Haandhævelse af "Retfærdigheden". Den er et "Nødværge", som vilde være aldeles overflødigt, hvis ikke de paagældende Individer med deres "Asociale" eller "forbryderiske" Væsen selv udløste den absolutte Nødvendighed af dets Eksistens.

Politiets "Angreb" paa de "asociale" Væsener er saaledes disse Væseners egen "Karmaudløsning". Hvis ikke de nævnte Væsener var "asociale" eller "forbryderiske" anlagte imod Samfundet, var en Pest for den højere intellektuelle Kultur, vilde de umuligt kunne "angribes" af noget Politi, da et saadant jo da var totalt overflødigt og dermed uden Betingelser for at kunne eksistere. Politiets eller Øvrighedens "Angreb" paa de "asociale" Væsener kan saaledes ikke være noget absolut "Angreb", men er udelukkende en "Bivirkning" af de "asociale" Væseners "Angreb" paa Samfundet. Det er en Reaktion, udløst af "Angriberne" selv. Det er saaledes ikke "Politiet", der er disse Væseners "Angribere", men derimod de paagældende Væsener selv. Politiet er bare de "Medier" eller Redskaber, ved hvilke de "asociale" Væsener eller "Forbryderne", om end ganske ubevidst, iværksætter "Angreb" paa eller "Forfølgelse" af sig selv. Og jo mere "asocial" eller livsfarligt "forbryderisk", disse Væsener angriber Samfundet, desto mere livsfarligt iscenesætter de Politiets eller Myndighedernes "Angreb" paa dem selv. Derfor finder vi ogsaa indenfor Politiets eller Retsvæsenets Haandhævere de samme Metoder, Mordvaaben, Knipler og Revolvere etc. benyttet, som de "Forbryderne" betjener sig af. Og jo mere robust og primitiv et Samfund og dets "Forbrydere" er, desto mere tilsvarende robust og primitiv er ogsaa Myndighedernes Forholdsregler overfor dets "Forbrydere" eller "asociale" Elementer. De maa anvende baade "Dødsstraf" og "Tortur", de maa bruge Skydevaaben og Galger, de maa bruge List, Magt, Vold etc. At de saaledes maa betjene sig af de samme Metoder, Midler og Vaaben som "Forbryderne", viser at det er "Forbryderne"s egne udløste Tankearter og Atmosfære, der fungerer, men nu er der bare den Forskel, at de "asociale" mentale Energier er naaet over i fremmede Hjerner og igennem disses Ophavs Reaktion eller Udfoldelse drejer tilbage imod deres første Ophav, der saa bliver Genstand for denne deres egen "asociale" Energivirkning, som nu kommer tilbage og rammer dem selv, efter saaledes at have passeret et Kredsløb. Men saadanne tilbagevendende Energier er nu ikke mere "asociale" eller "forbryderiske". Nu er de en Beskyttelse for Samfundets Struktur. Nu lukker disse af "Forbryderen" selv udløste "asociale" Handlinger selv "Forbryderen" eller det samfundsfarlige Individ inde i en Afspærring (Fængsel), saa det foreløbig ikke kan komme til at genere Samfundet. Og jo mere livsfarlig vedkommende "Forbryder"s udløste "asociale" Handlemaade har været, desto mere livsfarligt bliver hans Indespærring eller de tilbagevendte mørke Energiers Reaktion paa ham selv, ja, medfører "Strafarbejde" eller ligefrem hans egen Undergang i Form af "Henrettelse". De Energier, han selv udsendte som Dødsenergier imod Samfundet, er ved deres Tilbagekomst til sit Ophav nu ikke mere "asocial" eller livsfarligt for Samfundet, men er derimod blevet livsfarlige eller underminerende for hans egen Eksistens.

Det er rigtigt, at "Forbryderne" ikke ved af, at deres "Straf" er deres egen personlige Udløsning, der er kommet tilbage, befordret af andre Væsener, (her i dette Tilfælde Politiet). Derfor bliver de bitre paa Politiet eller de Væsener, der har været "Medier" eller Redskaber for Energiernes Tilbageføring i Kredsløbet. Og saaledes betinger Loven for Energiernes Kredsløb eller Bevægelse, at alle levende Væseners Energiudløsninger, hvilket vil sige: Reaktionen af Tanker og Handlinger, de har udløst mod Medvæsenerne, uundgaaeligt kommer tilbage. Derved bliver det ligesaa uundgaaeligt for Individet i Længden at blive ved med at være ukendt med, hvordan det føles at opleve den eller den Form for Ubehagelighed, som han selv vanemæssig og ubevidst udløser igennem sin daglige Væremaade overfor Omgivelserne. Det er denne Tilbagevenden af Energierne eller Reaktionerne af de Handlinger, Væsenet har begaaet, der kaldes "Erfaringer". Af Erfaringerne lærer Individet efterhaanden, hvad der er klogt eller uklogt med Hensyn til Opbygningen af dets egen Skæbne og med Hensyn til Skabelsen af virkelig, sand Lykke i Tilværelsen.

Vi har saaledes her igennem en kosmisk Analyse set Kerneprincippet i den daglige Skæbnedannelse for Væsenerne. Vi har set, at Væsenerne kunde angribe hverandre og underminere hverandres Tilværelse. Men vi har ogsaa set, at denne underminerende Tilværelsesform, ifølge Energiernes Kredsløb eller Loven for Bevægelse, ganske rigtig kunde gaa ud imod det Maal, blive den Forfølgelse af det Væsen, den var tiltænkt, men at den her uundgaaeligt glider udenfor sit Ophavs Kontrol og besætter eller overskygger saadanne andre Væseners Hjerne og Bevidsthed, der har Evne til at befordre dem tilbage. Ophavet til disse Energier kan derfor ikke gardere sig imod denne Tilbagevenden af sine egne udsendte Energier. Disse Energier beherskes nu ikke mere af hans egen, men af andre Væseners Hjerne og Villie. Disse andre Væsener fornemmer disse Energier som et Begær efter at binde og uskadeliggøre deres Ophav eller paaføre det en eller anden ubehagelig Tendens, altsaa lige akkurat det samme Begær, som dette Ophav havde overfor den, der var Maalet for nævnte Energiers Udsendelse. Hvis ikke det netop var saaledes, kunde der jo aldrig nogen Sinde blive Tale om Gengældelse, Had eller Vrede, ligesom der naturligvis heller aldrig kunde blive Tale om Oplevelse af Glæde og Lykke eller en fuldkommen Skæbne rent bortset fra, at enhver Form for Liv eller Oplevelse vilde være en total Umulighed. Livet bestaar jo netop i, at Medvæsenernes Bevidsthedsenergier kun kan befordres "igennem" os og ikke "udenom" os. Hvad er vor Tankefunktion andet end en Sansning af Reaktionen af vort eget Væsens eller Selvs Berøring med andre Væseners Liv og Fornemmelse? – Kom vor Tankeenergi ikke i Berøring mod Energi, udløst af andre Væsener eller andre Ophav end os selv, og disse andre Ophavs Reaktion her overfor ikke var en Drejning af vor egne mod Næsten udløste Energier tilbage mod os selv, vilde der aldrig nogensinde kunne opstaa nogen som helst Oplevelse.