Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945.
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

Kære Venner! Jeg vil i Dag gerne tale til Dem om "Mentalitetens Treenighed". De fleste af Dem kender sikkert min Analyse af det levende Væsen og Verdensaltet og ved, at begge disse to Realiteter hver især udgør det samme treenige Princip, og at nævnte Princip derved bliver Tilværelsens eller Livets Grundanalyse. Intet levende Væsen vil saaledes kunne eksistere uden at udgøre denne Analyse. Vi kan nemlig ikke komme udenom dette, at nævnte Væsen udgør en Tilkendegivelse af et "Noget", der oplever, har Villie, tænker, skaber eller manifesterer sig. Enhver Ting, i hvilket disse Faktorer ikke er til Stede, udtrykker vi som en "død Ting". Denne "døde Ting" kalder vi sædvaneligvis "Materie". Den hører til det Materiale, igennem hvilket det førnævnte "Noget" manifesterer sig, danner Organisme og de Tankeformer og Udtryk for Mentalitet, som netop i sig selv udgør Livets Oplevelse. Det er denne Materie, der i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som "X. 3".

Men naar Materien saaledes bliver gjort til Materiale for Livets Oplevelse, afslører dette jo, at der eksisterer en Evne, i Kraft af hvilken man kan udløse denne Proces og dermed skabe sin Manifestation eller Synliggørelse. Denne Evne er "Skabeevnen", der ligeledes kendes fra mit Hovedværk som "X. 2". Igennem denne Skabeevnes Funktion synliggjorte Materieforvandling afsløres altsaa et højere "Noget", idet Skabeevnen umuligt kan eksistere selvstændigt, men derimod udelukkende kun som en Egenskab ved et "Noget", der kan herske, byde og befale over den. Dette "Noget" er altsaa det levende Væsens "Jeg" og udtrykkes i "Livets Bog" som "X. 1". Disse tre Foreteelser danner altsaa tilsammen den Enhed, vi kender som "Det treenige Princip". Dette treenige Princip er som nævnt det levende Væsens Grundanalyse. Intet levende Væsen kan eksistere uden netop i Kraft af, at det udgør nævnte Princip. Da vi med Lethed kan konstatere, at selve Verdensaltets Struktur bestaar af de samme tre uadskillelige Foreteelser eller Principper, der netop lige akkurat udgør de tre Betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som "et levende Væsen", bliver Verdensaltet hermed ogsaa synligt som "et levende Væsen". Og det bliver saaledes igennem denne enkle og simple Analyse en Kendsgerning, at det levende Væsen er et Billede af selve Universet eller Verdensaltet. Det er en "Kopi" af Guddommen. Det er en Bekræftelse paa "Bibelen"s Beretning om Adams Identitet som "Mennesket i Guds Billede". Men "Bibelen"s Beretning, der jo er baseret paa en kosmisk Analyse, viser os, at Mennesket ikke altid er i "Guds Billede". Det hedder nemlig heri, at nævnte guddommelige Menneske er noget, der skal blive til, idet Gud siger: "Lader os gøre et Menneske i vort Billede efter vor Lignelse." Denne guddommelige Sætning fortæller os altsaa, at "Adam", som jo er det jordiske Menneske, paa det Tidspunkt, hvor den guddommelige Villie og Tanke udløste ovennævnte Befaling, ikke eksisterede i "Guds Billede". Ja, Jordens nuværende Inkarnation var endnu i sin spæde Vorden. Og for at "Mennesket i Guds Billede" kunde blive til, maatte der altsaa foregaa en "Skabelsesproces". Ud af vældige Stjernetaager, ud af glødende Ildmasser, ud af store Koncentrationer af "Tyngdeenergien", maatte der ligefrem afskæres eller udskilles et særligt bestemt Kvantum, som kunde bindes ved Hjælp af "Følelsesenergien" (Verdensaltets Kulde), saaledes at de kosmiske Kræfter, den kosmiske "C. Viden" fra foregaaende Spiral eller de levende Væseners Vanebevidsthed fra deres tidligere kosmiske Bevidsthedstilstand i Form af Instinktenergi" kunde begynde at gøre sig gældende. Og ud af disse samarbejdende Kræfter ser vi et "Sollegeme" blive til. Dette Sollegeme bliver mere og mere afkølet paa Grund af "Følelsesenergien" og begynder at faa Detailler i Kraft af "Instinktenergien". Der bliver Atmosfære omkring denne Klode. Luft og Vand opstaar. Disse Foreteelser er ganske vist endnu giftige eller uegnede for et højere Bevidsthedsliv, men efterhaanden faar de levende Væseners "Instinktenergi" eller kosmiske "C. Viden" overvundet alle generende Detailler. De giftige Foreteelser skiller sig ud, og det krystalklare Vand opstaar, der senere skulde betyde Livsrum for de allerførste Former for det dagsbevidste Livs Indtrængen paa Jordkloden. Den kosmiske "C. Viden" eller Instinktfunktionen" bryder endnu stærkere frem. Krystalliseringen begynder, Mineralriget opstaar, dernæst Planteriget. Man begynder at kunne "ane" paa det fysiske Plan. Og med dette vaagnende Liv indtræder Genskinnet af "den guddommelige Verden"s Vanebevidsthed, saavel som "Salighedsriget"s "Guldkopier", ind paa det fysiske Plan og aabenbarer her noget af deres lysende og funklende Ideverden og Farvepragt i Form af Blomster- eller Planteriget i den ellers saa grove materielle Verden. Paa dette Tidspunkt begynder "Eva" at blive dannet af "Adam"s "Ribben", og Dyreriget opstaar.

Men den guddommelige Plan føres videre i sin Udfoldelse. Det jordiske Menneske begynder at se Dagens Lys. Men det jordiske Menneske er Guddommens Modsætning, er Guddommens Kontrast. Og paa denne Kontrast kan "det rigtige Menneske" eller Konturerne af "Guds Billede" begynde at blive synlige. Og "Adam" og "Eva" nærmer sig sin guddommelige Bestemmelse. Det jordiske Menneske har altsaa endnu ikke naaet denne sin Bestemmelse, selv om det ganske vist er i Nærheden af dens Opfyldelse. Det er endnu ikke helt "Mennesket i Guds Billede". Den guddommelige Skabelsesproces er ikke tilendebragt, men den er begyndt at nærme sig sit store Maal i et hastigt eller forceret Tempo. Det er dette forcerede Tempo, vi oplever som Krig, Ufred, Sorg og Lidelse.

Igennem "Bibelen"s Beretning, saavel som igennem selve Livet, kan vi ikke undgaa at blive Vidne til, at det levende Væsen maa gennemgaa en lang Udviklings- eller Skabelsesproces. I denne Proces udtrykker det en fortsættende Kæde af forskellige Former for Fremtræden som "levende Væsen". I Form af denne dets Identitet gennemlever det altsaa en Mængde Forvandlinger. Ved Hjælp af disse Forvandlinger kommer selve Livsoplevelsen til at faa Kolorit. Den kan umuligt blive ensformig eller ligegyldig. Væsenet gaar fra den ene Forvandling til den anden efter dets eget Ønske. Og med disse Forvandlinger opstaar det, vi kalder "Tilværelsesplaner". Igennem disse Tilværeleseplaner bliver det muligt for det levende Væsen at opleve Skabelsens Mangfoldighed eller alle Detailler ved Livets Oplevelse, lige fra de mest brutale Lemlæstelser, Sygdomme og Lidelser til de blideste og mildeste salighedsindgydende Kærtegn. Og disse Oplevelser er fuldstændigt logisk organiserede og forekommer i en evigt fortsættende Rækkefølge. Det er denne Rækkefølge af Detailler ved Livets Oplevelse, vi kender fra "Livets Bog" som "Spiralkredsløbet". Livsoplevelsen gaar saaledes fra himmelske Tilstande, hvilket vil sige: fra overjordiske Salighedstilstande, hvor Væsenerne føler sig eet med Guddommen, til de mest ufuldkomne og mørkeste mentale Tilstande, hvor Væsenerne er totalt uvidende om sin egen udødelige Natur og ikke mere kan se, at "Alt er saare godt", og derfor bliver i skrigende Disharmoni med den guddommelige Verdensplan. Det er denne Væsenets Nedsænkning i Primitivitet og Uvidenhed, der udtrykkes igennem den bibelske Beretning om "Den fortabte Søn". Men fra denne primitive Tilstand vender det levende Væsen atter tilbage til sin oprindelige høje Tilstand som "Mennesket i Guds Billede'' og ser alle Detailler i Livsoplevelsen fra Guds eget Udsigtspunkt, ser sin egen høje Herkomst eller Identitet som "Søn af Guden", ser sig selv som Tidens og Rummets, saavel som sin egen Skæbnes, absolutte Herre.

"Bibelen"s Fortælling om Menneskets Skabelse er saaledes i Virkeligheden ikke en Fortælling om noget, der aldrig før har eksisteret, og som derfor nu ved den Almægtiges Skabekraft er blevet til. Der staar jo i nævnte Fortælling, at Gud dannede "Adam" af "Ler". "Adam" blev altsaa til af "Noget". Men "Noget", der bliver til af "Noget", udtrykker jo – ikke et Mirakel, hvor Ting bliver til af intet, – men derimod kun en Forvandlingsproces. Forøvrigt har Livet jo forlængst gjort det til en Kendsgerning for det udviklede Menneske, at "Noget" umuligt kan fremkomme af "Intet", ligesom "Intet" umuligt kan blive til "Noget". "Bibelen"s Beretning er saaledes i Virkeligheden kun en Fortælling om et Afsnit i Kredsløbet. Dette vil altsaa igen sige: den Del af Kredsløbet, der udgør Vejen fra Mørket til Lyset. Og da det netop er det Afsnit, som udgør Jordmenneskets nuværende Skæbne og Liv, har det sin store Betydning at se lidt paa denne Skæbne. Jordmenneskets nuværende Skæbne udgøres altsaa af Resultatet af dets højeste "Selv"s Omskabelse af sin Mentalitet fra Mørke til Lyset. Og denne "Selvet"s Omskabelse af sin Mentalitet fra Mørke til Lys udgør "et treenigt Princip" analogt med det "treenige Princip", som udgør det levende Væsens Grundanalyse.

Ethvert levende Væsens Mentalitet udgør saaledes i sig selv "et treenigt Princip". Den kan ikke eksistere uden at repræsentere "Angreb" og "Forsvar" og "Fred", hvilket vil sige "Ligevægt" mellem "Angreb" og "Forsvar". Selvopholdelsesdriften i Dyret betinger, at det maa "angribe" de Væsener og Ting, som det nødvendigvis maa have til Føde, ligesom det ogsaa maa "forsvare" sig selv overfor alle de Væsener og Ting, der er en Hindring for dets Eksistens eller Tilværelse. Den "Ligevægt", der her kan opstaa imellem "Angreb" og "Forsvar", er udelukkende det eneste, der kan være dets "Lykke" eller den for dets Udviklingstrin normale Fornemmelse af Livet.

Af disse tre Principper vil "Angrebsprincippet" være at ligne ved "X.3" Nævnte Princip danner her Grundlaget for Erfaringsdannelse. Det udgør Nedbrydningsprocessen. "Angrebstankerne" udgør de kosmisk-kemiske Kemikalier, af hvilke Erfaringerne eller Erkendelsen af, hvad man ikke skal gøre, bliver dannede. Og hvordan skulde Væsenerne vel komme til Kundskab og Visdom uden netop disse Erfaringer? – "Angrebsmentaliteten" udsletter enhver Opfattelse af Medvæsenerne som "levende Væsener" og gør dem hver især til en blot og bar "Ting". "Angrebsvæsenerne" betragter deres "Fjender" som noget, de har Ret til at hævne sig paa. Ret til at myrde eller udslette, akkurat som de føler sig berettigede til at slagte deres Kvæg eller sælge deres Hus eller andre Ejendele. "Angrebsvæsenerne" gør saaledes hensynsløst alt til "Materiale" for deres Selvdyrkelse. I Virkeligheden kan man ved Hjælp af "Angrebsmentaliteten", hvis Kulmination vi kalder "Selviskheden" eller "Egoismen", udelukkende kun opfatte alt, saavel Næsten som de "døde Ting", som berettiget "Materiale" for Skabelsen af Tilfredsstillelsen af sine egne Begær, ganske uanset hvad dette saa end bevirker af brutale Indgreb i Næstens Frihed, Ret og Glæde ved at være til.

I en vis Strækning af Spiralkredsløbet er Væsenerne saa at sige kun "Angrebsvæsener". Hvad mener man om Rovdyrene, Tigerne, Løverne, Hajerne og Ørnene etc.? – Er det ikke ligesaadan med Naturmenneskene, Bersærker og Vikinger, samt "Kulturfolk", der endnu er besjælede af Begæret efter at blive "Herrefolk". Ja, er ikke alt moderne Diktatur identisk med "Angrebsbevidsthed"? – Man kommer saaledes ikke uden om, at enhver Form for "Angrebsmentalitet" eller "Angrebstanker" er det laveste Bevidsthedsmateriale indenfor al mental Udfoldelse. Det er den "døde" Materie i Mentalitetens Treenighed Og vi vil her udtrykke den som denne Treenigheds "X. 3".

Hele den første Del af Dyreriget og helt frem i det jordiske Menneskes første primitive Udviklingsstadier er Livet eller Tilværelsen saaledes i en overvejende Grad baseret paa "Angrebsprincippet", og hvorfor Væsenerne paa disse Stadier derfor vil være at udtrykke som "Angrebsvæsener".

Det er rigtigt, at alle de planteædende Dyr ikke i saa overvældende en Grad kan betegnes som "Angrebsvæsener", men denne Omstændighed afkræfter dog ikke ovennævnte Analyse, idet de planteædende Dyrs "Angrebsepoke" er blot tilrettelagt paa et senere Stadium i disse Væseners Udvikling, saaledes at de eventuelt først kommer til at opleve denne i deres Jordmenneskestadium, modsat Rovdyrene, der allerede faar udlevet en stor Del af deres "Angrebsepoke" i deres dyriske Fremtræden, inden de naar Menneskets oprejste Gang og opadskuende Blik. Men for begge de her nævnte Parter gælder det, at de absolut maa gennemleve deres "Angrebsepoke", inden de kan naa nogen højere Tilstand indenfor virkelig Kultur eller højere Former for Sjæleliv. Lige saa lidt som det levende Væsen kan eksistere uden "X. 3", lige saa lidt kan noget som helst Væsen eksistere som virkeligt ''Kulturmenneske" eller fremtræde i fuldkommen Humanitet, hvilket vil sige: total Uselvisk hed eller Næstekærlighed uden i Kraft af totalt at have oplevet, overvundet eller tilbagelagt "Angrebsepoken". Det er saaledes meget vigtigt for ethvert Væsen, der ønsker at stile sit Liv imod Lyset, at faa konstateret "Angrebsepoken"s Plads i Spiralkredsløbet eller Udviklingsbanen, thi i samme Grad som det faar dette konstateret, vil det stadfæste eller bekræfte Humanismen eller Menneskekærligheden som et for Jordmennesket absolut højeste eksisterende Ideal og derved faa stabiliseret Grundlaget for sin kulturelle Stræben, sin Tankeverdens, sine Længslers og Drømmes Retning imod denne højereliggende Epoke eller Fuldkommenheden. Det normale Jordmenneske stiler aldrig med god dagsbevidst Villie imod de lavere eller primitivere Former for Tilværelse. Det ligger i alle Jordmenneskers Natur, ifølge deres Plads i Udviklingen eller Spiralkredsløbet, at stile imod alt, hvad de fornemmer som værende af en højere og fuldkomnere Natur end deres egen. Ja, denne dets Tendens er jo netop Kendetegnet paa dets Normalitet. Ethvert Væsen, der afviger herfra er altsaa et unormalt Væsen. Alene i denne Kendsgerning begynder Humaniteten eller Næstekærligheden at kunne øjnes som Jordmenneskehedens absolut største Ideal og Maal for dets Fremtidsdrømme. Det er denne Idealfornemmelse, der i sin begyndende nebuloseagtige eller spæde taageagtige Form besjæler Jordmennesket som en Længsel efter en virkelig "Fred". Dette Begær efter "Fred" er en begyndende Afklaring af alle religiøse Mysteriers Beretning om paradisiske Himle og højere Tilværelsesformer. Denne "Fred" er det absolut eneste virkeligt fornødne eller saliggørende Ideal for Jordmenneskeheden af i Dag. Det er i Haabet om Tilegnelsen af denne "Fred", at Jordmenneskeheden af i Dag fører Krige, Revolutioner og Kampe. Den lever endnu i Troen paa, at den med Vaabenmagt eller i Kraft af "Sværdet"s Brug eller Dødsgengældelsens Praktisering kan skabe Adkomst til "Humaniteten"s Paradis. Det er endnu ikke helt gaaet op for den, at det "Paradis", som opretholdes i Kraft af "Sværdet" eller det dræbende Princip ikke er det "Humaniteten"s Paradis, den søger. Det er ikke den "Fred", den Idealtilstand, den i Virkeligheden hungrer og tørster efter. Det er derimod et Krigens, Brutalitetens eller den raa Magtoverlegenheds Paradis, der igen er det samme som "Valhal", og som i Dag for det fremskredent intellektuelt udviklede, humane Jordmenneske udelukkende kun kan betyde den diamentrale Modsætning til "Humaniteten"s Paradis eller den absolutte "Fred", det søger. Men en Modsætning til "Freden"s Paradis kan jo kun udgøre een Ting, nemlig "Helvede". Det dræbende Princips "Valhal" kan saaledes udelukkende kun betyde "Helvede" for alle intellektuelt udviklede og humanitets- eller kulturelskende Jordmennesker. At "Angrebsvæsenerne"s Mentalitet ikke fører til "Fred", men derimod absolut fører til dennes Modsætning "Helvede", bliver saa meget desto mere synligt, eftersom enhver Handling er en "Aarsag" til en Reaktion, der ifølge Loven for Bevægelse før eller senere absolut maa virke tilbage paa sit Ophav. At denne Reaktion eller Virkning maa være af samme Art eller Natur som den Handling, der har udløst den eller er dens Aarsag, bliver til Kendsgerning igennem Loven for Sæd og Høst, der jo gør det umuligt paa nogen som helst Maade at kunne høste andet end det, man saar. Ethvert Væsen, der angriber et andet Væsen, "saar" altsaa Angreb paa sig selv. At et Væsen, der ifølge denne dets "Sæd" maa leve i en permanent Forfølgelse, leve i Krig med sine Omgivelser og permanent maa høste Virkningerne af de Angreb, det udløser overfor Næsten, absolut ikke kan opnaa den "Fred", den Lykke eller det Humanitetens og Næstekærlighedens Paradis, det saa inderligt ønsker, er naturligvis en Selvfølge. At det tror, at dets Angreb paa Omgivelserne eller Næsten udelukkende er "Retfærdighed", er i "Freden"s eller Humanitetens Tjeneste, fører det ikke nærmere mod det ønskede Maal: "Fredens Paradis", Indvielse eller kosmisk Bevidsthed, men vil derimod før eller senere afsløre for det, at det er paa Vej til de dræbende "Guder"s Hjemsted, hvilket i Virkeligheden vil sige: de saakaldte "Djævle"s Opholdssted, det Sted, den Tilstand, den Oplevelsesform, det mest af alt i denne Verden frygter. Det er rigtigt, at "Djævle" i al Almindelighed betragtes som Fantasifostre, men dette afkræfter absolut ikke, at enhver Form for "Angrebsmentalitet" udelukkende er den, men hvilken alle mørke Magter er udstyret. Uden denne Mentalitetsforms Udløsning, vilde alle mørke Magter i Verden være en Umulighed. Da "Angrebsmentalitet" udelukkende er de mørke Magters eller Væseners Mentalitet, vil den i Virkeligheden være at identificere som "Djævlebevidsthed". Alle, der udelukkende baserer deres Tilværelse paa denne Mentaludfoldelse, er i Virkeligheden "Djævle". "Djævle", "Trolde" eller andre mørke Væsener eller Magter bliver saaledes til Virkelighed i Form af "Angrebsvæsener". Det er derfor meget vigtigt for den moderne Kulturskaber eller Fredsagitator, samt for Præster og Ypperstepræster eller andre Lærere i Humanitetens og Næstekærlighedens Tjeneste, at de strengt overvaager, at de netop befinder sig paa deres Ideals sikre Vej, saa at da ikke netop pludselig en skønne Dag skal opdage, at de i Virkeligheden er "Freden"s og "Humanitetens" største Modstandere. Alle de Væsener, der med "Angrebsmentalitet" tror at kunne skabe den virkelige "Fred" for sig selv og andre, maa alle uden Undtagelse opdage, at al deres store Stræben med "Sværdet" eller "Svøben" kun har været en Haan og Nedtrampning af alt "det gode", de i Virkeligheden vilde, og en sejrrig og stærk Udløsning af alt "det onde", de ikke vilde, "Angrebsvæsenerne" og "Angrebsmentaliteten" er saaledes Kulturens og Næstekærlighedens værste Hindring eller Modstand. "Angrebsmentaliteten" er den rene, bevidste eller ubevidste, Dyrkelse af Ufredens eller Mørkets Magter, ligegyldigt under hvilken Overtro, Camouflage som "Retfærdighed" eller indbildt "Kultur", den saa end udløses under. Den udgør de Mørkets dødbringende, stinkende Dunster, med hvilke "Den fortabte Søn" erstatter Tabet af sin gudesønlige himmelske Straaleglorie under hans Passage af Mørkets eller "Helvedet"s Regioner.