Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944

Alle naturlige, fremskridtsvenlige Mennesker, der giver deres Liv for de højeste menneskelige Idealer, skaber Forstaaelse og Udvikling af virkelig Næstekærlighed, skaber Forstaaelse af Internationalismen eller Samhørigheden af absolut Alverdens Folk, Stater og Racer, Væsener, hvis førende eller bærende mentale Indstilling netop er Bekæmpelsen af al kollektiv, saavel som individuel, al national saavel som personlig Egoisme, eller Væsener, der har viet deres Liv til Afskaffelsen af Krig, saavel mellem Nationer eller Stater som mellem Individer, alle, der stræber efter – ikke mindst med deres eget Liv som Eksempel – at være til Glæde og Velsignelse for deres Omgivelser, de udgør i Dag i Princip "Bibelen"s "Disciple", der er ved at gøre "Alverdens Mennesker til "Disciple af Kristus". Disse Væsener er i Virkeligheden, omend ubevidst, i en større eller mindre Grad Bærere af den "hellige Aand", som Verden allerede i Aartusinder har længtes efter, og som i Dag endnu mere end nogen Sinde har Aktualitet under Begrebet "En varig Fred". Nævnte "hellige Aand" er saaledes ikke det samme som en "Omvendelse" af Væsenet fra en, for sit Udviklingstrin naturlig Levevis, til en for samme Trin højst unaturlig eller fanatisk Væremaade, saaledes som saa ofte misforstaaet og praktiseret. At være en "Discipel" af "Kristus" er ikke et Spørgsmaal om at være "døbt" i Folkekirken eller paa lignende Vis dette, at være indrulleret i den eller den religiøse Sekts eller Bevægelses Medlemskartoteker, det er ikke et Spørgsmaal om at tilhøre "Indre Mission" eller "Grundtvigianismen", det er ikke et Spørgsmaal om at være i "Frelsens Hær" eller at være "Adventist", "Baptist", "Metodist" eller om at tilhøre nogen anden Form for Manifestation af "de sidste Dages Hellige". Ja, det er end ikke engang et Spørgsmaal om at være "religiøs" eller "irreligiøs" i den gængse bogstavelige Form, der almindeligvis dækker sig under disse Begreber. "Den hellige Aand" er ikke noget, der kan være et mentalt "Patent" og ejes med Eneret af et "Aktieselskab" i Form af den eller den religiøse Menighed, Sekt eller Sammenslutning. "Den hellige Aand" er en guddommelig Naturkraft, et Element, der ligesom Himmelen og Sollyset er for alle Mennesker. "Den hellige Aand" er noget, et hvilket som helst Menneske møder i det "Gethsemane", der opstaar der, hvor Væsenet er kommet længst ud i Egoisme og Forfølgelse af sin Næste, og hvor de tilbagevendte Virkninger heraf ødelægger dets egen Oplevelse af Livet og Glæden ved at være til, og hvor Væsenet i Angst for Døden "sveder Blod". Her, hvor det er svigtet af alle, livsfarligt efterstræbt af sine Fjender og med sine mest trofaste Venner "sovende", bliver Mødet med den evige Fader levende. De "blodige Sveddraaber" bliver til en lysende Engels Klædebon, og den tilbagevendte Gudesøn raaber mod Himlen: "Fader ske ikke min, men din Villie". Og den fortabte Gudesøn er blevet eet med det himmelske Lys. Det jordiske Menneskes fysiske Legeme, det animalske "Kors", hvorpaa samme Væsen igennem Sekler af Tid, igennem Tusinder af Inkarnationer med sin Egoisme og Selvtilbedelse har korsfæstet sin egen Identitet som "Gudesøn", som "Kristusvæsen", er nu blevet et "Lysets Symbol" ud fra hvilket Næstekærlighedens altforstaaende og alttilgivende Lysglorie vælder ud over Verden, Omgivelserne, Medvæsenerne eller alt levende. Den "opstandne Kristus" vandrer levende rundt paa det fysiske Plan. "Den, der har Øren, han høre, og den, der har Øjne, han se."

Og dette er Kulminationen af "Bibelen"s Psykologi.

Som vi her har set, er det ikke "Bibelen"s Opgave blot at fortælle om nogle Mennesker, der engang har levet, deres Meriter er i sig selv Efterverdenen totalt ligegyldige, men derimod dette: igennem det virkelige daglige Livs kendte Foreteelser at vise, hvilke af disse Foreteelser, der bringer Lykke, og hvilke, der bringer Ulykke. "Bibelen" er ikke et "Digt", men en Genfortælling af Livets egen virkelige Tale. Og denne Tale kulminerer altsaa udelukkende i og omkring dette ene, at "man skal elske sin Næste som sig selv", det er jo "al Lovens Fylde" og dermed Aabenbaringen af al absolut fuldkommen eller allerhøjeste Form for Manifestation og Oplevelse af Livet.

Denne "Bibelen"s Mission bekræfter sig yderligere igennem den Omstændighed, at den fremtræder i Dag for os i Form af to fundamentale Afsnit: "Det gamle Testamente" og "Det ny Testamente". "Det gamle Testamente" viser den Tilværelse, et Folk faar, der udløser Egoismens Kulmination i Form af Nationaldyrkelse og Tro paa sig selv som et "udvalgt Folk", der har Ret til frit og ustraffet at kunne leve højt paa andre Menneskers Bekostning. Vi ser saaledes, at dette Folk igennem Aartusinder maatte leve i Landflygtighed, forfulgt og stræbt efter Livet af andre Nationer eller de Folk, det ellers ser ned paa som "Hedninger". Vi ser i dette Folks Skæbne, hvorledes det gaar, naar man lever i Helligholdelsen af Loven: "Øje for Øje og Tand for Tand". Men vi ser ogsaa, hvorledes det netop i Kraft af dette Folks mørke Skæbnetraditioner blev muligt for et Geni, med en overfor Jødefolkets Anskuelse total modsat moralsk Anskuelse, at faa saa megen Ørenlyd, at han herfra kunde sende en mental Lysbølge af Næstekærlighedsidealer ud til "Alverdens Mennesker" og bringe dem til at "se opad" imod Næsten og til den i denne boende evige Guddom. Vi kan allerede i Dag øjne, hvorledes Jødefolket i Forbindelse med de af dem opfattede "Hedninger" efterhaanden nu mere og mere forener sig til eet Folk med een Gud i Verden – ikke ved Diktatur og raa Magt – men udelukkende ved en indbyrdes Kærlighed imellem Nationer og Individer Verden over. Det er "Det ny Testamente"s sande Evangelium og "Bibelen"s Kulminationsudtryk overfor den samlede Menneskehed. Det er Opfyldelsen af den "Velsignelse", som skulde blive "alle Jordens Slægter" til Del igennem "Abrahams Sæd". Var det ikke netop saaledes, hvortil saa "Det ny Testamenten"? – Hvis "Det gamle Testamente" var et højeste evigt varende Ideal, hvorfor saa Manifestationen af dets Modsætning i Form af "Det ny Testamente"? – At "Det ny Testamente"s Kerneideal er blevet anerkendt og accepteret af Menneskeheden, bliver jo til Virkelighed igennem den Kendsgerning, at det nu igennem Aarhundreder allerede har været autoriseret Statsreligion. At den terminologi, i hvilken det guddommelige Næstekærlighedideal er blevet overleveret under Begrebet "Kristendom", nu er stærkt degenerende og taber Tilhængere, forandrer ikke den Kendsgerning, at det stadigt er "Den hellige Aand", der er det virkeligt kulminerende Objekt for Nutidens, saavel som for de kommende Generationers inderste Længsel. Dette bliver til urokkelig Virkelighed igennem den Omstændighed, at "Freden" er blevet det Maal alle Stater, Regeringer og Folk saavel som de enkelte Individer, uanset Race, mere og mere opdager, at de ikke kan leve foruden. Og "Freden" er, som vi jo har set, netop det samme som "Næstekærligheden", der atter igen er det samme som "Den hellige Aand" eller Fornemmelsen af Samhørigheden af alle levende Væsener, alt Liv og al Manifestation.

Som vi her er blevet bekendt med, er det ikke "Bibelen"s Værdi som "Historie" eller som en Beretning om Mennesker og Tildragelser i en svunden Tidsperiode, der har skabt dens enorme Sukces eller Udødelighed ned igennem Aarhundrederne. Det er ikke dens "historiske" Side, der har bevirket, at den er blevet en "Bøgernes Bog" og saa at sige oversat til "Alverdens Sprog". Det er ikke den Omstændighed, at der har eksisteret en David eller Goliath, en Moses eller Elias, en Salomon eller en Abraham, en Jesus af Nazareth, en Judas eller Kaifas etc., der har skabt nævnte Bogs Position. Det er derimod udelukkende den Omstændighed, at dens "historiske" Beretning samtidigt er en urokkelig "psykologisk" Beretning, en Anskuelsesundervisning, der mere eller mindre er rodfæstet i dens interesserede Læseres eget Erfaringsmateriale eller uomstødelige Kendsgerninger fra deres eget daglige Liv. Denne "Bibelen"s Identitet som virkelig "Psykologi" er ganske uafhængig af, om nævnte Bog er "Historie" eller "Fantasi". Den er et Stykke urokkelig Virkelighed, ganske uafhængig af, om den er "historisk" Sandhed eller ej. "Bibelen"s Fremtræden som et "Stykke Fortidsberetning" er saaledes i Virkeligheden en ganske underordnet Side ved nævnte Bog. Men da denne Side hovedsagelig dækker den almengældende Opfattelse, har vi altsaa i samme Side for os det, vi almindeligvis kalder "Bibelen".

Men som vi her har set, rummer nævnte Bog en langt mere dybtgaaende og skjult Side i sit Indhold i Form af dens Identitet som et "Stykke Psykologi". Med denne Side i sin Struktur hæver den sig totalt op over Tiden og Rummet. Dens psykologiske Detailler er "evige" Love og Principper. Derfor kunde Kristus med Sandhed sige: "Himlen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa". Denne evige Bestaaen af Jesu Ord var ikke betinget af, at det netop var "Jesu Ord", men derimod af, at de var "evige Principper" i den guddommelige Verdensplan. Og saaledes har Bibelen altsaa et skjult Kerneindhold, igennem hvilket den bliver identisk med de "evige" Principper i Verdensplanen. Og det er dette, dens relativt skjulte Kerneindhold, vi her har udtrykt som "Bibelen" inde i "Bibelen". Denne "Bibelen" inde i "Bibelen" vil altsaa evigt bestaa, selv om den ydre "Bibel"s Terminologi eller sprogmæssige Foreteelser forandres eller forgaar. Og med denne Fortsættelse af eller Indstilling til "Bibelen" inde i "Bibelen" vil den "evigt" være identisk med "Guds Ord" eller Forsynets Aabenbaring af "den evige Sandhed" for enhver moden, sandhedssøgende Gudesøn.