Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26. Marts 1944

(fortsat)

Er det ikke saaledes, at Paaskeberetningen udtrykker Verdensgenløserens eller det største Menneskes Syn paa sine Bødler, Syn paa Røvere og Mordere, Syn paa de saakaldte "Syndere"? – Og er det ikke i Kraft af disse "Synderes" egoistiske albuen sig frem paa Næstens Bekostning, at de netop kommer til at spille Rollerne som Røvere og Mordere eller de andre mod Næstekærligheden stridende Roller i Paaskeevangeliet? – Paaskeevangeliet udgør saaledes i sig selv et psykologisk Udtryk for, hvorledes Næstekærligheden fører opad mod Fuldkommenheden, mod den absolutte Lykke, medens dens Modsætning Ukærligheden eller Hadet absolut fører nedad mod Ulykken eller til Kulminationen af Lidelse. Og nævnte Evangelium er saaledes et guddommeligt Dokument, en ufejlbarlig Vejledning eller Kortlægning af Jordmenneskets Vej til Lyset. Og det er altsaa her paa denne Vej, vi genfinder det jordiske Menneske. De forskellige Roller i Paaskedramaet er de forskellige mentale Stadier, Jordmennesket paa denne Vej maa passere, maa erfare og opleve. Og vi finder saaledes her nævnte Væsen mere eller mindre i Færd med at "forraade" eller "forsvare" "Mesteren". Det er i Færd med at anklage og dømme ham samtidigt med at det undertiden forsvarer ham. Og denne "Mester", denne "Messias" eller "Kristus" er dets eget inderste og dybeste "Selv" eller "Jeg", det "Noget" i dets inderste Væsen, der udgør en Gnist af Guden. Men det ved ikke her, hvad det gør. Det ved ikke, at jo mere det piner andre Væsener eller er ukærlig og hensynsløs overfor dets "Næste", jo mere "korsfæster" det sin egen aandelige eller kosmiske Bevidsthed, det i det selv vordende eller kommende individuelle "Kristusvæsen". Men desto vældigere det saaledes, om end ubevidst, "korsfæster" sig selv og derved kommer i Lidelsens Smeltedigel, desto hurtigere bliver det derved ført mod det Stadium i "Korsfæstelsen", hvor det kan udbryde: "Det er fuldbragt". Og dertil skal det jo. Dette Stadium og kun dette Stadium alene er dets foreløbige Maal.

Og hvad er det saa, der er fuldbragt? – Ja, det er dette, at man nu ikke mere hverken albuer sig frem paa andres Bekostning eller paa anden Maade "korsfæster" sine Medvæsner, men "elsker sin Næste som sig selv". Indtil man har naaet dette Stadium, elsker man sig selv mere end "Næsten" og kan derfor ikke undgaa, grundet paa den manglende "Næstekærlighed", at "korsfæste" sin "næste", hvilket altsaa i sin dybeste Analyse er det samme som at korsfæste sig selv. Og derfor bliver det jordiske menneskes Liv saaledes i Virkeligheden en Lidelsens eller "Korsfæstelsens" Vej. "Via dolorosa" er alle Vegne. Inden man naar ovennævnte fuldkomne Stadium paa "Korset", maa man gennemgaa Dyrets Degenerationsstadier, hvilket er det samme som at opleve alle de forskellige førende Roller i Paaskedramaet, lige fra Kajfas og Judas til Johannes og Jomfru Maria. Man maa saaledes opleve det intolerante, hadefulde og dødsdømmende Sindelag, som "Ypperstepræsterne" og de "Skriftkloge" i Dramaet udviste. Man maa gennemleve det blinde forræderiske Tankesæt, der bragte Judas til Selvmord, ligesom man ogsaa, som Johannes, maa opleve at kunne udstraale den hjertevarme Atmosfære, der gør, at man bliver "elsket" af Mesteren. Endvidere maa man som Jesu Moder opleve Smerten ved at se det dyrebareste Objekt for ens inderligste Kærlighed, Væsenet af ens eget Kød og Blod, blive fornedret, haanet og korsfæstet, samtidigt med, at man til andre Tider ligesom Petrus maa opleve at "lyve" sig fra sit Kendskab til Mesteren, og senere som de øvrige Disciple, i Rædsel for Ypperstepræsterne, i Frygt for Døden, i Angst for sit eget Liv flygte bort fra Jerusalem, bort fra Begivenhederne, overladende Mesteren til sin egen Skæbne. Ja, hvilke førende Roller indenfor Paaskedramaet gaar ikke i Dag igen i Jordmenneskets daglige Liv? – Er der i det hele taget nogen Art af jordmenneskelig Skæbne, der ikke har sin principielle Pendant i en eller anden af Paaskedramaets Personers Tankearter? – Er disse Tankearter ikke netop en aabenlys Demonstration af det principielle i det til Dato manifesterede jordmenneskelige daglige Liv? – Er dette daglige Liv ikke, ligesom Paaskedramaets Liv, en som Regn og Solskin skiftende Oplevelse, en Oplevelse af skiftende Glæde og Sorg, en Oplevelse af en Stigen og Fald, en Oplevelse, der i enkelte Øjeblikke maa kulminere i mental Uvidenhed om den virkelige guddommelige Villie? – Jo, det jordmenneskelige daglige Liv er saaledes en Oplevelse, der maa føre sit Ophav til Gethsemane i Fortvivlelse, svigtet af dem, det troede at kunne stole paa eller med sine nærmeste sovende og dermed overladt til sig selv alene i Uhyggenattens mørke Atmosfære med Dødsangstens Drømme, Fantomer og Mareridt. Gang paa Gang maa Jordmennesket tilbage til Gethsemane og der kæmpe Fortvivlelsens Kamp med sin egen forfølgelse af sig selv eller der opleve dette, at bede om at blive fri for Lidelsens bitre Kalk, indtil det endelig tilsidst forstaar og derefter raaber til Gud: "Ske ikke min, men din Villie". – Og se, ind i den kulsorte Nat, ind i den Bedendes Sjæl flammer Lyset fra Guds Engels Straalevæld. Og med sin overjordiske Haand tørrer det himmelske Sendebud Dødsangstens blodige Sveddraaber fra det lidende Væsen. Et Under er sket. "Dyret" er blevet "Menneske". Og nu gaar Vejen mod Forherligelse, mod Ophøjelsen. For øjnene af hævngerrige Forfølgere, falske Ypperstepræster, Farisæere og intolerante Skriftkloge, forræderiske Venner, Røvere og Mordere og andre vildfarne Sjæle, skal "Guds Billede" nu forenes med "Korset", og "Korset" skal blive Guddommens Bevidsthed, aabenbaret i Kød og Blod. Og fra dette "levende kors" sender "det fuldkomne Menneske" nu den ene store mentale Lysglorie efter den anden ud over Jorden. Hen over Kontinenter og Have, Oaser og ørkener, Lande og Folk vibrerer den evige Røst: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre." Den opstandne Gudesøn ser i Menneskeheden sin evige Fader og fornemmer derved sig selv som en "Menneskens Søn". Denne "Søn" kender Gengældelsens evige Love. Han ved, hvilken Skæbne, der venter hans Bødler, og beder i Fornemmelsen af sin Næstekærligheds altoverskyggende Ild Menneskeheden, der jo er den Del af hans Fader, igennem hvilken Gengældelsen fuldbyrdes, om at tilgive nævnte Bødler, og bad dermed i Virkeligheden om Tilgivelse for alle "Syndere" i Verden. Thi naar han ønskede Tilgivelse for de største "Syndere", kan det kun være en Selvfølge, at han ogsaa ønsker Tilgivelse for de mindre "Syndere". Den til Faderen tilbagevendende "fortabte Søn" har erfaret, at "Det et Menneske saar, skal det høste". Han ved derfor, at Menneskeheden kun kan "høste Tilgivelse" ved at saa "Tilgivelse". Da han ved, at "Tilgivelse af Uret" er Næstekærlighedens og Visdommens skønneste Frugt, og at denne Frugt igen er "Himmeriges Rige", hvilket vil sige "Salighed eller den allerhøjeste og fuldkomneste Form for Oplevelse af Livet, vidste han ogsaa, at hvis han kunde faa Menneskeheden til at "tilgive Uret" vilde den derved blive løftet op til et højere Plan, bort fra Bødlers, Røveres og Morderes blodige og lidelsesfulde Sfære. Han vidste, at "hans Rige" da kunne blive af "denne Verden". Og derfor vil Menneskeheden komme til, Generation efter Generation, ja i Aartusinder, hvis det er nødvendigt, at lytte betaget til denne Næstekærlighedens største Begrundelse fra den med "Korset" forenede Gudesøns Læber. Thi, hvor "Guds Billede" kommer til Syne paa det "levende Kors" af Kød og Blod, der er Mesteren født, der er "Kristus" blevet levende, der er det Guddommen selv, der taler. Og først her er vi færdige med "Via dolorosa". Først her er "Smertens Vej" tilbagelagt og Opfyldelsen af Næstekærlighedesloven "fuldbragt", og vor Aand og Sjæl helt overgivet i Guddommens Varetægt. Og saaledes forbundet med den almægtige Guddom eller værende "Eet med den evige Fader" kan ingen Stridsvagt, Fængsler, Tortur, Død og Grave holde os fast. Vi er Evigheden, Tiden og Rummet, vi er "Vejen, Sandheden og Livet".

Som vi her har set, er Paaskeevangeliet saaledes ikke udelukkende en blot og bar Fortælling om nogle Personer, der engang har levet, men udgør derimod i Virkeligheden den første fundamentale Aabenbaring af "Aandsvidenskab" eller Guds Plan med det ufærdige Jordmenneske. Ja, er den ikke netop selve "Aandsvidenskaben"s Fødsel? – Den er ganske vist ikke i sin bibelske Ordform fremtrædende for os som en specificeret eller direkte konkret Analyse. Men vi kan dog umuligt komme uden om, at den med sine specielle Personer og det samlede Drama, som Sammenspillet af disse Karakterer udtrykker, er et fuldstændigt Symbol eller ligefrem korrekt Udtryk for den Skæbne, som ethvert eneste enkelt Jordmenneske lever i, og som uundgaaeligt, ligeledes for hvert enkelt Individ, maa føre til den absolutte højeste Sandhed og den heraf affødte højeste Form for Oplevelse af Livet, en Tilværelsesform, hvor Livet er udrenset for alle de Lidelser, Sorger og Bekymringer, Menneskene nu sukker og stønner under, og fyldt med ikke blot de Fuldkommenheder og Opfyldelser af Idealer, et Jordmenneske i Dag, i sin mest fremskredne Fantasi kan tænke sig og længes efter, men ogsaa udgørende en Aabenbaring af guddommelig Skabevælde i Tilværelsesformer for Oplevelse af Liv, det endnu vil tage Sekler af Tid, før dets Struktur endnu kan rummes i en jordmenneskelig Hjerne og Tankeverden.

Foruden at være en historisk Begivenhed er Paaskeevangeliet saaledes et Symbol paa Guds Plan med Jordmennesket. Det er et Billede af de almene Erfaringer og Oplevelser af Fejltrin, der tilsammen danner den Smertens eller Korsfæstelsens Vej, der er den absolut eneste, der fører til Visdommen, til Indvielse, til Opstandelse. Personerne i Dramaet er Personerne i det daglige Liv. Deres særprægede gode eller slette Karakterer er dem, der i Dag behersker alle Jordmennesker indbyrdes og gør deres Liv, med dets Krige, Lidelser og Sorger, til et saadant Drama, som Paaskeevangeliet udtrykker. De mod nye Idealer eller mere fremskredne ophøjede intellektuelle Former hadefulde "Ypperstepræster", "Skriftkloge" og "Farisæere" udgør ogsaa i Dag et særligt fremskridtsnedbrydende Folkefærd. Hvad "Forrædere", "Stikkere" eller "Judas"er angaar, har det vist sig, at disse heller ikke har været nogen sjælden eller ualmindelig Type selv indenfor saakaldte "højt kultiverede Stater".