Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg kunde have Lyst til at indlede mit Brev til Dem denne Gang med et stilfærdigt Samvittighedsspørgsmaal, nemlig dette: "Er det ikke hændt Dem midt i al den Glæde, Freden bragte Dem, at mange af de Begivenheder, vi har været Vidne til, har givet Dem et lille Stik i Hjertet af Smerte?" – Misforstaa mig ikke. Ingen kan være lykkeligere, end jeg er, over at Blut und Ehre-Perioden er forsvundet, og at Ideen om et "Herrefolk" har lidt sit uundgaaelige og ubetingede Nederlag. Men jeg føler midt i min Glæde, at den Fred, der indfandt sig, ligesom afslørede noget meget alvorligt, en Brist, som aabenbart kun Fremtiden kan fjerne. Hvad jeg tænker paa skal jeg straks vende tilbage til. Først vil jeg dog lige se paa det, vi nu har oplevet Afslutningen paa. En Ven af mig skrev for nylig til mig og spurgte mig om min Mening om Sejren. "Egentlig", skrev han, "havde jeg ikke troet, at der i denne Krig skulde blive tale om Sejrherre og Besejrede." Er der det? Hvilket Land kan staa frem og siges "Sejren er min!"? Vil en Tænken i denne Retning ikke være ørkesløs? Kloden er en ubrydelig Enhed, et levende Væsen. I dette Væsens Bevidsthed har der staaet en Strid, som for dets Mikrovæsner udløste sig som en Kamp paa Liv og Død om det, man kalder det Gode og det Onde. I sig selv har denne Kamp været en klar Analogi til det, der foregaar inde i os selv, naar vi befinder os i dyb aandelig Krise. To Kraftgrupper vil da ogsaa her staa mod hinanden, og en Undersøgelse af hver Kraftgruppe vil ogsaa her hurtig afsløre, at de bestaar af "allierede" mindre Kraftgrupper. Og som en Krise former sig i vort Sind, former den sig altsaa ogsaa i en Klodes Sind. Ogsaa her finder en Alliering af Kræfter Sted, endelig opdelt i to hinanden modsatte Tendenser. For mig selv har denne Krig langt mindre været en Krig om Tyskland og de med dette Land allierede Magter, end en Krig om de Ideer, Fremtiden skal leve sit Liv paa, derfor maa jeg se saaledes paa det, at den nu vundne Fred kun er en halv Fred, som først fuldkommengøres den Dag, – ja, den Dag da det Problem, som jeg antydede i min Indledning, er blevet løst for bestandigt.

Har De nogen Sinde tænkt over, at vi i vor Verden savner en tredie Mentalitet? Vi har Angrebs- og Forsvarsmentalitet, men vi har endnu ingen Mentalitet, der tilfulde forstaar de to førstes Eksistens og Hensigt. Hverken Forsvars- eller Angrebsmentaliteten formaar at give Sjælen den Fred, den længes efter, det vil kun en tredie Mentalitet, en, der helt og fuldt forstaar Aarsagen til de andres Eksistens, kunne give. Og det er denne Mentalitets Eksistens, jeg har savnet meget i disse Dage, hvor Verden, samtidig med at den har jublet over Sejren, ogsaa har fraadset temmelig meget i Hævnens og Hadets mindre skønne Tankearter.

Det er jo ikke saaledes, at jeg ikke forstaar dette Udslag af Glæde over genvunden Frihed. Tryk avler Modtryk, og Begivenhedernes Art kan derfor ikke være af uventet Karakter for den, der er vant til at tænke over Tingene. Men Springet mellem "ellevild Glæde" og "Udskejelser" er ikke stort, og at der under den Glæde, vi netop har oplevet, har fundet Ting Sted, vi alle gerne vilde have undværet, kan der næppe herske Tvivl om.

Medens jeg saaledes af mit ganske Hjerte søger at afveje Tingene mod hinanden, idet dette at sætte sig til Dommer over dem ligger langt fra mit Sind, er det, at jeg hele Tiden maa vende tilbage til det, jeg føler har givet mit eget Sind Fred i Forholdet til alt det, der er sket, – min kosmiske Forstaaelse af Begivenhedernes Rækkefølge. Skæbnen vilde jo, at jeg fik Lejlighed til at mødes med Mænd, der til det sidste haabede paa Sejr for deres Parti, – og til at møde dem efter Nederlaget. Begge Dele forekom mig lige ubehagelige. Men eet havde den sidste Tilstand forud for den første, og jeg kan maaske bedst udtrykke det med en af de besejredes egne Ord, der i Oversættelse lyder saaledes: "For Tyskland gives der nu kun eet Haab, og det er, at vi med Aand kan generobre, hvad vi igennem disse frygtelige Begivenheder har mistet." Denne Mand havde ihvert Fald lært af Begivenhederne!

Verden gaar nu mod en ny Tid. Men en ny Tid maales ikke i Aartier, og mange vil de blive, for hvem den nye Tid ikke bliver andet end Skuffelse. Mange tror jo ulykkeligvis idag, at vi nu snart skal vende tilbage til de "gode gamle Dage", men der bliver ingen Tilbagevenden. Saalænge Hadet kunde løbe i en ensrettet Strøm mod Syd, kunde det for den mere ukyndige se ud, som om en indre Forstaaelse og Samhørighed virkelig havde holdt sit Indtog iblandt os. Men nu, hvor dette Had ikke længere kan faa Afløb den Vej, vil det uundgaaeligt paany komme tilsyne iblandt os i Form af indre politiske Spændinger, med alt hvad den Slags afstedkommer. At tro, at vi i disse Aar er blevet bedre, vil være at tilføje sig selv en overflødig Skuffelse. Vi bliver ikke moralsk bedre paa fem Aar, selvom disse Aar er nok saa slemme. Den enkelte kan muligvis opleve noget, der forskyder Sindet stærkt i fremadgaaende Retning, men kollektivt, nej! Og her er det, at jeg igen vil hævde, at kun den, der for Alvor har stræbt efter at besidde den ovenfor nævnte "tredie Mentalitet", virkelig staar stærkt. At nægte Hadet Adgang til sit eget Sind maa være den Vej, vi skal gaa. Tolerancens skønne Blomst kan ikke trives i Intolerancens forgiftede Jordbund. Vi er Verdensborgere mere end noget andet, og dette Verdensborgerskab forpligter os til at hindre vore Følelser i at løbe saa meget af med os, at Hadet alligevel sætter sine Rødder ned i en lille solbeskinnet Plet i vor Sjæl. Naar jeg derfor ser en ny Tid i Møde, saa er det ikke en Tid, i hvilken Livet i den Forstand bliver lettere, men en Tid, i hvilken Verden mere end nogen Sinde faar Brug for Frugterne af Kampen paa vor egen indre Front: det Sind, der som Natur har Evne til at tilgive, til at forstaa – til at læge de Saar, Verden giver enhver af os – ogsaa vore saakaldte "Fjender"!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!