Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

I Sandhed, det ser ikke ud til, at den moderne "Adam" er paa Vej bort fra "Guds Billede efter hans Lignelse". Er han ikke netop mere og mere paa Vej til at opfylde det guddommelige Bud om at "gøre sig Jorden underdanig"? – Det ser ikke ud til, at "Adam" saaledes er blevet mindre fuldkommen efter "Syndefaldet"? – Hvad kunde den af "Ler" fremstillede eller "direkte fra Guds Haand skabte Adam og Eva" i Forhold til denne det tyvende Aarhundredes Gudesøn? – Ja, har vi ikke her to Fortællinger om denne Gudesøns Fortid? – Danner ikke Zoologien og Geologien een fundamental Beretning samtidig med at "Bibelen" udgør en anden Beretning om denne Fortid. Men naar de udgør to Beretninger om samme Objekt, maa de ogsaa begge to rumme den samme Sandhed, hvis man da ikke vil stemple dem som Usandhed, Fantasi eller Indbildning. Og der er vel ingen, der tør give de nævnte to Beretningsarter dette Stempel med Undtagelse af de, "der altid vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde". Men paa den anden Side er det jo ikke saa mærkeligt, at den ene eller den anden af disse to Beretninger maa tabe Popularitet og glide ud af de Væseners Interesse, der ikke kan forstaa dem begge. "Bibelen"s Beretning gaar tilsyneladende jo lige stik imod Geologiens og Zoologiens, hvilket vil sige: "Videnskaben"s. Hvis man derfor tror paa den ene, bliver man jo i samme Grad nødsaget til at tvivle paa den anden. Man kan ikke have en urokkelig Tro paa, at en Ting er ren og samtidig tro, at den er uren. Man kan ikke i den ene Skoletime tvinge Eleven til at tro, at en Ting er "ond", naar man i en anden Time beviser, at den er "god". En Ting kan ikke samtidig være total hvid og total sort. En Ting kan ikke udgøre dens egen Modsætning. Naar "Bibelen"s og Videnskabens Beretninger udgør saadanne to Beretninger, hvoraf den ene udtrykker, at "Adam" og "Eva" er "Syndere", der er paa Vej mod "Døden" og Ufuldkommenheden og den anden udtrykker, at "Adam" er under Skabelse, er paa Vej mod Fuldkommenheden, bliver det jo synligt, at det er "Bibelen"s Beretning, der er mystisk. Videnskabens er derimod ikke mystisk. Den er ikke en fra Fortiden overleveret Beretning, men derimod en Ophobning af Kendsgerninger, saasom blandt andet de mange Skeletfund og den herpaa konstaterede Udvikling af de levende Væsener. Her er der ikke noget at tage Fejl af. Den er funderet paa aabenlyse, nutidige, dagsbevidste Oplvelser.

"Bibelen"s Beretning derimod stammer ikke fra noget, der i Dag er en aabenlys Kendsgerning. Den er kun en Overlevering. Og da dens Bogstavform slet ikke passer ind i Videnskabens eller Kendsgerningernes Beretning, er det klart, at den efterhaanden taber sin Popularitet hos det moderne Menneske. Medens det med sine fysiske Sanser kan se Mening i Videnskabens Beretning, kan det ikke med de samme Sanser se Mening i "Bibelen"s, hvorefter det naturligvis forkaster den som "Overtro" og helt giver sig Videnskabens Beretning i Vold. Men nu hænder der det ejendommelige, at det derved mister noget, som Videnskabens Beretning ikke kan give det, nemlig, et fundamentalt Overblik over det, det ser. Videnskabens Beretning giver det ganske vist realistiske "lokale" Detailler, men intet fundamentalt Overblik. Hvad gør da "Bibelen"? – Giver den ikke ogsaa "lokale" Detailler uden Overblik? – Nej, den giver netop et fundamentalt Overblik, men ingen realistiske lokale Detailler. Det er rigtigt, at den ganske vist udtrykker sig igennem en Slags "lokale" Detailler, men disse er ikke "videnskabelige Analyser" af virkelige Foreteelser, men kun "Symboler" for "lokale" Principper, paa hvilke et Helhedsbillede eller Overblik over "Adam"s og "Eva"s højeste Natur og Forhold til Forsynet kan fattes og dermed tilfredsstille det endnu "troende" Menneske, der jo begærer, ikke de lokale Detailler, disse er ganske underordnede for dette Væsen, men derimod Overblikket eller Helhedsfacittet. Da "Bibelen"s Beretning saaledes ikke funderes paa konkrete Analyser af Lokaldetailler i Hovedfacittet eller den kosmiske Helhed, men derimod kun er digteriske Symboler for en Helhed, som endnu af disse Væsener slet ikke kan sanses, er det en Selvfølge, at de i bogstavelig Forstand ikke passer paa Videnskabens Beretninger eller de konkrete lokale Detailler i Helheden, ligesom dette jo heller aldrig i noget som helst Tilfælde har været Meningen med disse symbolske Foreteelser. At opfatte saadanne Beretningers Bogstavform som en absolut videnskabelig Analyse af Helhedens lokale Detailler kan kun skabe Konflikt i den intelligente eller videnskabeligt uddannede Læsers Bevidsthed. For ham spiller de konkrete lokale Detailler en saa overvældende Rolle, at han endog slet ikke skænker Helhedsfacittet nogen Tanke, ja, han mener endog undertiden, at dette er ganske utilgængeligt for noget Menneske, hvis der overhovedet eksisterer noget virkeligt logisk Facit, og at ikke alt er tilfældigt. At "Bibelen" ikke er beregnet paa en saadan Mentalitet er her synligt som en Selvfølge. Anderledes stiller det sig med det "religiøst troende" Menneske. For dette Væsen, der endnu har sit "religiøse Instinkt", den fra en tidligere Spiral nedarvede "kosmiske Bevidsthed", saa meget i Behold, at det "aner", at der maa være et sammenhængende logisk Facit, der maa være en altbeherskende Guddom bag Livet eller Tilværelsen, betyder Verdensaltets Helhedsfacit og andre af de største kosmiske Facitter saa altovervejende meget, at det helt overskygger de rent lokale Detailler i Helheden. Disse bliver derfor af ganske underordnet Betydning.

"Bibelen" er altsaa i sin Struktur kun beregnet paa at skulle være en mental eller aandelig Støtte for en særlig bestemt Psyke. Denne Psyke maa være af en saadan Natur, at den endnu rummer saa meget af vedkommende Væsens "kosmiske Bevidsthed" fra en tidligere Spiral, at nævnte Bevidsthed som "et religiøst Instinkt" i Dag overskygger Individet med en stærk og uafviselig "Anelse" om et, Verdensaltet styrende, levende Væsens Eksistens. Denne "Anelse" maa være saa urokkelig, at intet kan faa Individet til at vakle i nogen som helst Tvivl. Det er denne urokkelige Stabilitet i "Anelse", vi kalder "Tro". Men da en saadan "Anelse" eller "Tro" kun er den sidste degenererende Rest af en fortidig "kosmisk Bevidsthed", en Slags mental "Ruin" af en fortidig Totalviden om et Verdensaltet styrende, almægtigt eller allerhøjeste Væsen og om dets eget Forhold til dette Væsen, kan det slet ikke i denne "Ruin" eller de Rester af nævnte Viden, den repræsenterer, se, hvordan de lokale Detailler virkelig har været. Det kan igennem "Ruinen"s fundamentale Rester endnu se Konturer af selve Hovedstrukturen af det "kosmiske Verdensbillede", det i den forudgaaende Spiral har besiddet, men ikke de lokale Detailler indenfor disse Konturer. Disse Detailler er forlængst hensmuldret under Individets Passage ud af "Salighedsriget" og ned gennem "Planteriget", ind gennem "Dyreriget"s første Sfærer. Af dette fortidige "kosmiske Syn", dette saa fuldkomne Verdensbillede Struktur eller Bygning, har det altsaa ved sin Indtræden i Jordmennesketilstanden endnu kun tilbage Brudstykker af Bygningens mest grove Konturer uden nogen som helst lokale Detailler. Denne brudstykmæssige Rest af Verdensbilledets Konturer er endnu det bærende Fundament for Væsenet frem igennem de første jordmenneskelige Tilstande, ja, helt ind i det saakaldte "Kulturmenneske"s Domæne. Her smuldres og udslettes de sidste Rester i Individets Bevidsthed af den i en tidligere Spiral saa straalende "kosmisk Viden" eller mentale Bygning. Og Væsenet er herefter "Materialist", kan ikke "tro" paa noget som helst, der er af aandelig eller overfysisk Natur. Det har saaledes nu en hel forvandlet Psyke. Det før saa "religiøst troende" Menneske har herefter fuldstændig mistet Evnen til at "tro". Dets "Anelse" om Forsynet og den aandelige Tilværelse er nu saa svag, at den kun kan gøre sig gældende i saadanne Øjeblikke, hvor al Kraft mobiliseret i aandelig Retning f. Eks. i Dødsøjeblikke eller ved Tabet af meget højt elskede Væsener. I saadanne Situationer kan Individets dybeste "religiøse Anelse" undertiden fremkalde en meget spinkel eller svag Dæmring om et Liv efter det fysiske. Men saalænge et saadant Individ ellers har det godt og ikke i nogen særlig Grad er belastet med en haard eller ulykkelig Skæbne, da er de fysiske Detailler og Materier det altbeherskende i dets Bevidsthed. Og kun igennem disse materielle Detailler og Materier vil den religiøse Interesse atter kunne udvikle sig. Men da vil dens Objekter kun kunne udgøres af de rent "lokale" Detailler. Væsenets Psyke er da indstillet saaledes, at det kun igennem absolut konkrete eller videnskabelige Analyser, hvis Rigtighed eller absolut Sandhed de kan kontrollere, føle sig tilfredsstillet. Da det ikke mere har nogen effektiv "religiøs Anelse", kan det, som nævnt, ikke mere have nogen som helst "religiøs Trosevne". Men da det er Udviklingens Maal at føre alle disse Mennesker frem til det religiøse Stadium igen, kan det altsaa kun ske igennem konkrete Detailler. Og det er saaledes ganske naturligt, at saadanne Væsener lader haant om al Religiøsitet, der kun er baseret paa "Tro", og forlader Kirkernes og de øvrige religiøse Samfunds-sfærer, der udelukkende er funderet paa "Tro". Disse Væsener kan saaledes ikke i deres materielle Periode modtage nogen Støtte eller Inspiration fra "Bibelen" eller fra andre religiøse Værker, der ikke er baseret paa konkrete videnskabelige Analyser. At give disse Mennesker "Bibelen"s Dogmer er at give dem Stene i Stedet for Brød. At haane disse Mennesker og true dem med "Helvede" eller "evig Fortabelse" er omsonst og afslører kun en herskende "kosmisk Uvidenhed" og Mangel paa Næstekærlighed hos den, der truer, ja, en saadan Adfærd er jo direkte imod Religiøsitetens allerhøjeste og helligste Bud: "Du skal elske din Næste som dig selv. Overfor disse "vantroende" Væsener maa Livet selv tale, dels igennem deres særlige Skæbne og dels igennem deres videnskabeligt indstillede Psyke. Derfor er "Bibelen" slet ikke skrevet for disse Væsener. Først naar de igennem den materialistiske Skæbnes Haardhed, Sorg og Lidelser er blevet saa udviklede, at de materialistiske Maal- og Vægtfacitter slet ikke mere dækker deres mentale Behov, begynder de atter at begære religiøse Facitter, hvilket her vil sige: