Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg hørte for nogen Tid siden et Refræn, der lød som følger: "Jeg har været paa Vulkaner, meget, meget mere end De aner –", og da jeg synes, at det i nogen Grad dækker min Tilværelse siden jeg skrev til Dem sidst, tillader jeg mig at indlede med det. Som De af mit sidste Brev kunde se, havde Kosmos Feriekoloni været i Farezonen, men var lykkeligt undgaaet den da truende Beslaglæggelse. Jeg havde imidlertid næppe faaet afsendt mit Brev til Dem, før jeg igen fik Ordre til at stille til Forhandling, og jeg vil ikke lægge Skjul paa, at det var med blødende Hjerte, at vi maatte gaa med til, at fem af vore nyeste Huse ikke alene blev beslaglagte, men ogsaa bortfjernede. De befinder sig nu paa Oliekompagniets Grund, ca. 5 Minutter fra Kolonien. Naar galt endelig skulde være, kan jeg trøste Dem med, at havde jeg ikke været deroppe, var det blevet fem af vore største Huse, og de vilde næppe have klaret Transporten.

Da Ordren til, at Villa "Rosenberg" ogsaa skulde rømmes, kom, havde jeg udover Protesten, der resulterede i, at selve Hovedhuset fik Lov at forblive uberørt, kun tilbage at pakke mine Sager og tage hjem. For dog ikke at male med mørkere Farver end nødvendigt, vil jeg gerne sige, at saavidt baade Flygge og jeg kunde se, har Transporten ikke afstedkommet større Overlast, end at de flyttede Huse ret hurtigt ved deres forhaabentlig snare Hjemkomst kan sættes i brugbar Stand.

Har Tilværelsen ved Klint saaledes været lidt "livlig", kan det samme paa en Maade siges om Livet her paa Bureauet, idet den allerede tidligere omtalte Ombygning nu skrider frem i et rent ud forbavsende Tempo. Som det allerede vil være de fleste bekendt, har Møderne her i Byen maattet aflyses, da Udgravningen skrider saa hurtigt frem, at Gulvfladernes Bæreevne er blevet saa stærkt forringet, at de ikke kan klare Vægten af Mødedeltagerne. Som De saaledes vil forstaa, har vi, selvom Undervisningen saaledes nu er afsluttet, i Øjeblikket nok at se til. Og selvom det med Kolonien var os en stor Skuffelse, vil vi ikke lægge Skjul paa, at vi alligevel regner med en god Sommer ved Klint. Ihvert Tilfælde er Gartneriet nu bragt a jour, og hvem ved, maaske er Kolonien det ogsaa den Dag, vort eget Flag gaar til Tops for at melde, at vor egen Sæson er begyndt.

- - - -

Overalt grønnes i disse Dage Skov og Krat. Jeg ved ikke, om De selv har lagt Mærke til det, men prøv engang at tænke lidt over det vidunderlige, der bestaar i, at vi, om vi da selv vil, helt kan tvinge vor Bevidsthed bort fra alt det, der tynger, og over paa det, der bare gør en glad. Hvor trist maa ikke de Mennesker have det, som af disse Aars stadigt tungere Begivenheder er blevet drevet ind i den aandelige Ensrettethed, der kun tillader Tankerne at beskæftige sig med Krigen og alt hvad dens er. Der er stadigvæk en Verden uden for Krigens og Hadets, og den møder vi blandt andet i den vidunderlige Materialiseringsproces, vi kalder Foraaret. Overalt lyser Tilværelsens vidunderlige Reinkarnationslov os i disse Dage imøde. Livet, der i de svundne skønne September- og Oktoberdage langsomt forlod det fysiske Plan, strømmer nu tilbage i frisk og udhvilet Stand. Overalt lyser Haverne af Foraarets rene og stærke Farver og bringer os derigennem Bud om, at Sommeren – den fysiske Verdens skønneste Tid – nu er paa Vej. Om Menneskene dog blot alle evnede at læse rent fra Bladet i Naturens skønne Bog. Da vilde Frygt og Angst faa sit Dødsstød, saa sandt som det aldrig har været Frygten og Angsten selv, der har pint det jordiske Menneske, men derimod i langt højere Grad Frygten for Frygten, Angsten for Angsten!

Men det jordiske Menneske har begravet sin Sjæl i det timelige. Det tror sig selv fysisk og lever fortvivlende uvidende om sin egen Natur som uforgængeligt Straalevæsen. Vi har lige set det understreget under nogle omdisputerede psykiske Eksperimenter paa vort Universitet, hvor det hele meget hurtigt blev opdelt i et for og imod. Om et Pendul kan bevæge sig uden direkte fysisk indgriben eller ej – den gamle Jagt paa "Miraklet". Tænk om man stillede en af de deltagende det enkle Spørgsmaal: "Giv mig en Forklaring paa, hvad det vil sige "at tænke"?" – Omend jeg saa udmærket forstaar denne atavistiske Trang til Aandemaneri, forstaar jeg ligesaa udmærket, at det aldrig bliver den Vej, Menneskeheden skal vandre for at faa Fred i sit eget indre Univers. Hvorfor søge at trænge ind i det taagede, saalænge vi i det klare har langt større Mulighed for at finde den Gud, som dog er al Higens Maal? Er den nyudsprungne Ribisbusk med alle sine straalende smaa Rødklokker ikke et langt større Mirakel end alt det, der foregaar ved neddæmpet Belysning og med sammenkædede Hænder? For mig i hvert Fald! Endnu er jeg i hvert Tilfælde ikke blevet træt af at beundre Gud i den Natur, der saa kærligt lyser mig i Møde, hvor jeg saa end vender mit Øje hen. Den har jeg at takke for min Viden, den har mættet mit Krav om Følelse, og den har fyldt mit Sind med de skønneste og mest livgivende Erindringer. Takket være den, har jeg lært at tænke, lært med egne Øjne at se, at den Gud, der for de fleste toner hen i Taage og Ubegribelighed, virkelig er til, at han lever, og at han i al Evighed vil nære alt det, der er mig. Drømmer vi ikke alle om at kunne komme tilsyne blandt de, vi holder af, med samme vidunderlige nuancerede Væsen som det, Naturen straaler os i Møde med? Søger vi ikke alle igennem det, vi kalder "vort Væsen" at give Udtryk for langt mere end det, disse primitive fysiske Organer i sig selv giver Udtryk for? Skal man da være "overbegavet" for at se, at vi af hele vor Sjæl stræber frem imod at ligne den Natur, der omgiver os, hvor vi saa end færdes? Og er det saa ubegribeligt at se, at det, at denne Natur tilsyneladende er delt i saa mange Detaljer, ikke et Øjeblik opløser dens absolutte Helhed, hvilket jo blot vil sige dens Fremtræden som levende Væsen. Ønsker vi Fred, og det gør vi vist alle nu, ja findes der saa anden Vej til denne Fred end at søge Forbindelse med den Helhed, der lever bag den Formernes Verden, vi befinder os i, og som netop i disse skønne Foraarsdage af al Magt søger at bringe os Bud, ikke om en delt og meningsløs Verden, men derimod om en af Aand og Skønhed gennemstrømmet Helhedsverden, udtrykkende en varmende og evigt livgivende Sjæl – Guds egen!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!