Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Hvordan skulde vel et Kulturmenneske kunne forklare en Pygmæ fra Afrikas Regnskoves Indre om Motorteknik, Radiofoni og levende Billeder etc. uden ved Hjælp af en ydre primitiv Symbolik? – At forklare nævnte Foreteelsers virkelige videnskabelige Analyse for et saadant Væsen vilde jo være totalt umulig. For samme Væsen maatte disse Foreteelser være af en saa uforstaaelig Natur, at de kun kunde symboliseres ved en Slags højere, overmenneskelig Kraft, en Slags "Troldom" eller "Magi".

Da et saadant Naturmenneskes religiøse Instinkt jo endnu er saa stærkt, at det kun kan opfatte al den Bevægelse eller Udløsning af Kraft, som det ikke direkte kan se det fysiske Ophav eller den fysiske Aarsag til, som absolut "overnaturlig", som noget kun "Guder" eller "Aander" kan være Ophav til, kan en Analyse af de nævnte Kulturforeteelser umuligt fænge i et saadant Væsens Hjerne uden igennem en Symbolik, der kan henvise til disse "overnaturlige" Ophav og den af disse udløste "Magi" eller "Trolddom". Det var jo i Henhold hertil, at saadanne Naturmennesker, i de første Flyvemaskiner de blev Vidne til, saa noget "overnaturligt" og opfattede disse Maskiners Førere som "overjordiske Væsener", som "Guder". Men alt eftersom Naturmennesket bliver mere og mere indlevet i Kulturmenneskenes Begavelse og Teknik, forsvinder Mystikken om disse Væsener i dets Opfattelse til Fordel for en mere nøgtern og konkret Erkendelse, der tilsidst bliver en virkelig korrekt videnskabelig Analyse af de faktiske Forhold. Og saaledes gaar det med enhver Ting. Den begynder først som Mystik. Man danner sig Forestillinger om Tingen, søger at sammenligne den med Ting, man i Forvejen kender, for ud fra dette Kendskab at danne sig et fast mentalt Holdepunkt overfor Tingen. Efterhaanden, som man saa kommer i nærmere realistisk Berøring med denne, kan man danne sig en mere og mere korrekt Forestilling om den, indtil samme Forestilling tilsidst udgør en virkelig konkret eller videnskabelig Analyse. Den Sandhed, som Tingen udgør, er dermed totalt blottet. Og Væsenets Forestilling om Tingen kan da ikke mere forandres. Væsenets Oplevelse af Tingen er dermed paa sit højeste eller er inde i sin Kulmination. Og med denne Form for Oplevelse af Sandheden i Tingen er enhver Form for Mystik ved Tingen hævet.

Med Hensyn til "Bibelen" da udgør den netop i en overvejende Grad, Sandheden fortalt i et Billedsprog eller Lignelser. Dette Billedsprog eller disse Lignelser er alle Beretninger, hvis Detailler tangerer Detailler, der forekommer i de Væseners egen Erfaringskreds eller Liv, for hvem "Bibelen" er beregnet. Paa denne Maade er det muligt at kunne give det uintellektuelle Væsens religiøse Instinkt Næring og dermed holde det paagældende Væsen i Kontakt med den virkelige Sandheds Principper.

Med Hensyn til Sandheden, hvilket vil sige: selve Livets Princip, findes der jo kun een. Dette Princip er det samme, hvad enten det forekommer i et Dyr eller Menneske, i Røveren eller Verdensgenløseren, i "Djævle" eller "Guddomme", i Mikrokosmos eller Makrokosmos. Livets Sandhed er nemlig ikke den, at Livet er "ondt", eller det er "godt", "langt" eller "kort", "stort" eller "smaat", "begrænset" eller "ubegrænset", "timeligt" eller "evigt", thi en hvilken som helst af disse eller lignende Foreteelser kan jo hver for sig kun udgøre lokale Detailler i selve Livets eller den absolutte Sandheds Manifestation. Det er denne Manifestation eller Tilkendegivelse, der direkte kommer i Berøring med Væsenernes Sansebegavelse. Og alt eftersom denne Sansebegavelse endnu er uudviklet eller ufærdig, vil Sandhedens Detailler eller Udtryk virke mere eller mindre som Mystik, som noget uforstaaeligt (herfra Udtrykket "Herrens Veje er uransagelige"). Men da Væsenerne ikke desto mindre stadig er og maa være i Berøring med Livets Detailler eller Kendetegn, hvilket vil sige: det daglige Liv, er der i Væsenerne nedlagt en evig Trang til at komme i Kontakt med Tingene eller Detaillerne i det daglige Liv, altsaa en Trang til at kunne forstaa disse. Men da Væsenerne paa de uintellektuelle Trin ikke har Intelligens eller Intuition nok til at kunne gøre sig Sandheden bag Tingene begribelig ad denne Vej, har de kun det religiøse Instinkt (Evnen til at tro) at lade sig lede af. Dette Instinkt eller denne Evne til at tro er igen den sidste degenerende Rest af den "kosmiske Bevidsthed", som Væsenerne besad i deres forudgaaende kosmiske Spiralkredsløb. At nævnte Instinkt netop er en saadan fortidig "kosmisk Bevidsthed"s sidste Stadium for nedadgaaende Tilstand bliver synligt derved, at alle Væsener, der beherskes af dette Instinkt, absolut betragter det som en Selvfølge, at der er et Forsyn, et levende styrende Væsen eller Væsener, "Aander" eller "Guder" bag alle Former for Bevægelse, saavel bag Naturens Kræfter som bag Menneskenes og Dyrenes Manifestationer. Det er saaledes ganske ufatteligt for primitive Naturmennesker, at dette ikke skulde være Tilfældet. Det er ikke saa mærkeligt, at et saadant Væsen i Virkeligheden er "Himmeriges Rige nærmere" end den moderne, materialistiske Videnskabsmand, der tror paa "døde Kræfter" eller ligefrem opfatter det som totalt umuligt, at der skulde være Liv bag uorganiske eller mineralske Stoffer og Kræfter. For ham er Livet kun identisk med animalske og i nogen Grad vegetabilske Livsformer, medens hele det øvrige Univers med dets Sole og Mælkeveje er "døde" og "livløse" Foreteelser.

Naturmennesket og det religiøst troende Kulturmenneske udgør altsaa Væsener, i hvem den "kosmiske Bevidsthed" fra en tidligere Spiral endnu gør sig gældende, selv om den naturligvis i indeværende Spiral ikke er i Stand til at give de samme Væsener en ren, vaagen, dagsbevidst Detaillering af dette Forsyn eller dette Liv bag Stofferne eller Bevægelserne. Nævnte Rest af den fortidige "kosmiske Bevidsthed" forekommer altsaa i Væsenerne som en urokkelig "Anelse" om, at der er Liv bag enhver Form for Bevægelse. Det er denne "kosmiske Anelse", der udløser den urokkelige Trosevne, som kendetegner de paagældende Væsener. Disse "troende" Væsener er altsaa i Stand til at fornemme, at der er Liv bag enhver Form for Bevægelse, og at Bevægelse saaledes absolut umuligt kan eksistere uden at udrinde fra en eller anden Form for Liv, selv om dette ikke er synligt. Der hvor dette ikke netop er direkte synligt, er det, at der udløser sig Mystik. Mystikken kan ikke hæves, før der er skabt en eller anden tankemæssig Bro imellem Individets religiøse Anelse om Liv bag Bevægelsen og selve Bevægelsen. Væsenet aner, at der er Liv bag Bevægelsen, men det kan ikke se, hvordan dette Liv har Forbindelse med Bevægelsen eller kan være Ophav til Bevægelsen. Det vil derfor føle Trang til at opleve en forstaaelig Forklaring paa Problemet. Da det ikke har den højintellektuelle Evne, uden hvilken en ren, hjernemæssig eller intelligensmæssig Forklaring umuligt kan forstaas, kan der kun bygges Bro mellem et saadant Væsens Anelse om Livet og dets Forstaaelse af det samme Liv med Symboler eller Lignelser. Disse sidste udgør igen det samme som Sandhedens ukendte Detailler iklædt kendte Detaillers Form og Skikkelse. Og det er paa Skabelsen af denne Symboliserings eller Sammenligningsteknik, at "Bibelen" saavel som alle religiøse hellige Skrifter og Beretninger er baseret. Vi ser i de fortidige Religioner mange forskellige Gudebilleder. Disse Gudebilleder er i Virkeligheden kun symbolske Udtryk for virkelige Detailler i selve den evige, absolutte Sandheds Analyse. Disse er paa denne Maade blevet lettere forstaaelige for den uintellektuelle Masses Opfattelsesevne. Med disse Gudebilleder har der kunnet dannes Bro mellem nævnte Masses Opfattelsesevne og det virkelige Liv. At disse Symbolers Ophav eller de saakaldte "Indviede Væsener" kendte den virkelige, absolutte Sandhed bag Symbolerne, Billedsproget eller Gudebillederne er naturligvis en Selvfølge. Ligesom disse fortidige Gudebilleder dannede Bro mellem det virkelige Liv og Væsenernes paa Tro eller Anelse baserede Opfattelsesevne, saaledes danner "Bibelen" ogsaa Bro mellem Væsenernes religiøse Anelse og deres materielle Oplevelse af Livet. Den har, som tidligere nævnt, saaledes ikke til Opgave at udgøre en "Bevisførelse" for Skeptikere. Den udgør blot en Samling mentale Billeder eller Lignelser, ved hvilke Individerne kan bringe deres endnu bevarede religiøse "kosmiske Anelse" i Kontakt med de materielle fysiske Oplevelser.

Hvis vi f. Eks. ser paa "Bibelen"s Beretning om Skabelsen, ser vi her et overdaadigt Billedsprog. Naar der staar, at Skabelsen varede "syv Dage", saa er dette selvfølgelig ikke berettet for videnskabeligt eller rent bogstaveligt at udtrykke, at Skabelsen netop varede "syv Dage" eller saa og saa mange Timer, Minutter eller Sekunder. Det er ikke skabt som Materiale for den forskende Geolog eller Astronom. Det er ikke et afgørende Tidsafsnit, udmaalt med Stopur. Det er ikke et virkeligt Klokkeslet eller Tidsrum, der her er udmaalt eller præciseret som et konkret Facit for Videnskabsmanden. Det, der derimod her udtrykkes, er et Facit, der kan være – ikke et Bevis for en skeptiker eller for et Væsen, der ønsker at vide, hvor mange Dage, Timer eller Minutter Skabelsen varede – men derimod en Lignelse eller et Udtryk, der kan være en Bro mellem det uintellektuelle Væsens foreløbige Opfattelse af Forsynets Skabeevne og den Maade, paa hvilken nævnte Skabeevne i Virkeligheden arbejdede. I det uintellektuelle, religiøse Væsens Opfattelse fremtræder Guds Skabeevne nemlig som en Evne til at frembringe "Mirakler", hvilket igen vil sige: en øjeblikkelig Skabelse af – "Intet". Det er ogsaa derfor, at samme Skabelsesberetning i Virkeligheden udtrykker, at "Gud talede, og saa skete det, han bød, saa stod det der".

At Guddommen i Virkeligheden slet ikke "talede" eller "bød" i bogstavelig Forstand, forstaar det uintellektuelle, religiøse Menneske selvfølgelig ikke.