Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Men naar det nu, som Tilfældet er, er en Kendsgerning, at et saadant Udviklingstrin ikke er naaet, er samme Menneskehed jo nødsaget til at maatte aabenbare sig med de Ufuldkommenheder og Mangler, som netop er Kendetegnet for dens Trin. Den kan jo umuligt aabenbare de Trin, den endnu slet ikke har naaet. At forstaa dette er, hvad der foreløbig er "det eneste fornødne" paa Vejen til Skabelsen af den paa "Kristendom" baserede virkelige Fred og Velsignelse for Menneskeheden. Og hertil har Menneskeheden en fundamental Støtte i "Bibelen". Nævnte Bog er paa en ejendommelig Maade ikke blot i mange Tilfælde "et Stykke Verdenshistorie", en Samling Beretninger om Begivenheder, der virkelig har fundet Sted, men disse Begivenheder er ogsaa undertiden udgørende straalende Udtryk for evige uforgængelige, almengældende Principper. Og det er denne, disse Beretningers Identitet med disse evige Principper, der ikke alene har bevirket deres Udødelighed ned igennem Tiderne, men ogsaa det, at de er blevet tilsvarende uforgængelige eller udødelige "Idealer" for Menneskeheden.

"Bibelen" er altsaa en Bog, hvis Indhold i en overvejende Grad bestaar af saadanne udødelige Idealer, der efterhaanden er samlet og overleveret fra Menneskehedens ypperste og mest begavede Repræsentanter. Da Nedskrivningen former sig som Beretninger om Væsener, der har levet og været Rollehavende i Begivenheder, der skal have fundet Sted for Aartusinder siden, bliver "Bibelen" i sin rent overfladiske, ydre Fremtræden saaledes kun "en Samling Fortællinger". Og det store Problem er derfor, for mange videnskabeligt indstillede Mennesker af i Dag, blevet Spørgsmaalet om, hvorvidt disse bibelske Fortællinger og Personer virkelig er historiske, eller om nævnte kun er opdigtede Fantasier, idet de mener, at hele "Bibelen"s Værdi staar og falder hermed.

Da nævnte Bog i sin Struktur eller ydre Bogstavform ikke giver særlige, faste, "videnskabelige" Holdepunkter for de bibelske Begivenheders og Personers Ægthed, bliver samme Bog allerede af mange materialistisk indstillede Væsener og Forskere betragtet som ganske "uvidenskabelig", ja endog kun som et blot og bart Udtryk for Naivitet eller Primitivitet. Den er en Bog, som man i saadanne Væseners Kredse ikke engang kan være bekendt at være interesseret i eller at beskæftige sig med. Og det er fuldstændigt rigtigt, at "Bibelen", som nævnt, ikke frembryder nogen særlig "materiel-videnskabelig" Begrundelse for de bibelske Begivenheders og Personers historiske Ægthed eller virkelige fortidige, fysiske Eksistens. Men hvorfor skulde den ogsaa være det? – Hvad skulde de Mennesker, til hvem "Bibelen" henvender sig (de absolut Troende), med "videnskabelige Beviser"? – Disse Mennesker er jo alle af en saa religiøs Natur, har endnu saa meget tilbage af deres religiøse Instinkt, at de slet ikke kan fatte, at dens Indhold ikke skulde være "Sandhed". Der vilde saaledes indenfor disse "absolut troende" Sjæle ikke kunne forekomme noget som helst Spørgsmaal i den Retning, ja, vilde man ikke her ligefrem betragte et saadant som "syndigt"? – Man er jo saa opfyldt af Glæde i "Troen" paa "Bøgernes Bog", at lange, spidsfindige, videnskabelige Udredninger er absolut overflødige og kun vilde virke distraherende eller forvirrende. Ja, er ikke de ypperste "Troende" saa stabile i deres religiøse Overbevisning eller Tillid til de "bibelske Idealer", at de kan dø paa denne Overbevisning? – Har ikke adskillige Mennesker ofret Livet, ladet sig brænde paa Baalet eller ladet sig kaste for vilde Dyr, hellere end at fornægte deres Tro paa de bibelske Beretninger? – "Bibelen" har i sin Oprindelse haft en umaadelig styrende Kraft og Virkning paa alle de Væsener, for hvem den i særlig Grad er beregnet, ja, en Styrke som ingen "materiel-videnskabelig" Bog vel hidtil har kunnet opvise Magen til.

For hvem er den da beregnet? – Den er naturligvis i første Omgang beregnet paa alle de Væsener, der i Kraft af deres religiøse Instinkt kan faa en urokkelig Tro paa dens Beretninger. Det er jo klart, at den ikke er beregnet at skulle overbevise Skeptikere. I saa Tilfælde var den nok blevet skabt noget anderledes, var blevet et helt Eldorado af materielle, videnskabelige "Beviser" for dens Beretningers historiske Virkelighed. At kritisere "Bibelen", fordi den ikke udgør en "videnskabelig" Bevisførelse for sit Indholds Identitet som "virkelige Historier", er jo det samme som at afsløre sin egen Naivitet eller sjælelige Uformuenhed overfor den levende Virkelighed, den med sine Blade og Spalter har til Hensigt at afsløre. At kritisere "Bibelen", fordi den ikke er "materiel-videnskabelig", er det samme som at afsløre, at man ikke ved, hvad det er, man i den er stedet overfor. At kritisere noget, man ikke kender eller forstaar, er jo det samme som at kulminere i Vildfarelse eller "Uvidenskabelighed". Man kan saaledes ikke kritisere "Bibelen"s "Uvidenskabelighed" uden i Kraft af sin egen "Uvidenskabelighed".

For den flygtige materielt indstillede Læser udgør "Bibelen" saaledes kun en Samling Postulater om Personer og Begivenheder fra en længst forsvunden Fortid. Da den ikke tilsigter at være en "Bevisførelse" for Eksistensen af denne Fortids Begivenheder og Personer, vil den for en saadan Læser ikke være af nogen særlig Betydning. I hans Opfattelse er den i stor Udstrækning altsaa blot Udtryk for "Overtro" og "Naivitet", og hvorved hans Udtalelser om samme Bog kommer til at savne ethvert Grundlag for Kapacitet eller Autoritet. Det er Væsener med denne totale, materialistiske Indstilling, der helt lever uden "Bibelen" og lader haant om alle dem, der endnu har Interesse af dens Indhold, skønt de selv i de allerfleste Tilfælde er baade døbt og konfirmeret, er Medlemmer af Folkekirken og bærer Prædikatet "kristne Mennesker". At vi undertiden finder saadanne "kristne Mennesker" som totalt samvittighedsløse egoistiske Storkapitalister, Aagerkarle, Bedragere, Røvere, Mordere o.l. er ikke saa mærkeligt. Gudesønnen er her blevet borte fra sin Fader. Den fortabte Søn iler mod sin Skæbne. "Bibelen" eller "den hellige Skrift" er saaledes foreløbig uden Betydning for disse Mennesker. Her maa Livet selv tale.

Dernæst har vi den Læser, der i Kraft af sit endnu bevarede stærke religiøse Instinkt af hele sit Hjerte tror paa "Bibelen"s Beretninger og Personer som historisk Virkelighed. For disse Væsener faar "Bibelen"s ydre Bogstavform sin virkelige store Værdi. Ja, den er et saa urokkeligt Dokument, at intet som helst i Verden kan overtrumfe denne dens Bogstavforms Autoritet, ligegyldig hvor meningsløs eller stridende imod deres Intelligens eller Fornuft den saa end maatte være. At den eller den Sætning har faaet Plads i "den hellige Skrift" er for dem en fuldt ud tilstrækkelig Begrundelse for dens Acception som urokkelig eller absolut "Sandhed". Deres Trosevne er her saa stærk, at den helt overskygger deres Forstaaelse af den Mulighed, at den "Sandhed", som "Bibelen" udtrykker, lige saavel som alle andre Sandheder, kan udtrykkes paa højst forskellige Maader og absolut ikke behøver at være knyttet til blot een bestemt Bogstavform. Tænk, hvis Guddommens skriftlige Udtryksform eller Ordforraad var saa indskrænket eller fattigt. Ja, han vilde i saa Tilfælde jo ikke engang kunne maale sig med et almindeligt Menneske. Selv det mest enfoldige Menneske har dog en Evne til at tale med sit lille Barn paa en helt anden Maade end den, det anvender, naar det taler til en Voksen. Det kan dog ikke fortælle en eller anden indviklet Sandhed til et lille tre-fireaarigt Barn med de samme Sætninger, som det anvender, naar det skal fortælle den samme Sandhed til et voksent Menneske. Hvis det overhovedet skal kunne bringe det lille Barn nogen Forstaaelse, maa det ligne nævnte Sandheds Detailler ved noget, som det ved, Barnet kender og paa denne Maade tilpasse sin Fortælling til Barnets Kundskaber og dets heraf begrænsede Opfattelsesevne. Det er jo netop dette Princips Anvendelse, der skaber Forskellen paa almindelige Bøger og de saakaldte "Børnebøger". I Børnebøger ser vi de store Sandheder fortalt som "Eventyr" og "Historier", hvis Detailler er formet saaledes, at de netop ligger indenfor de Erfaringer og Oplevelsesformer, der i særlig Grad er gældende for Barnets Trin. Hvis de var fortalt i Erfaringer, som Børn saa at sige umuligt kan sidde inde med eller have beslægtede Erfaringer til, vilde Eventyrene virke totalt meningsløse og uforstaaelige for Børnene. Men tænk, hvis Guddommen, Verdensaltets største Fader, Opdrager, Lærer og Pædagog, kun kunde forme sine Tanker i een særlig Ord- og Sætningsform. Tænk, hvis han kunde fortælle Livets største Sandhed eller Tilværelsens Analyse ved Hjælp af Erfaringer, som kun eet eneste og over alle andre Trin forekommende bestemt Udviklingstrins Væsener kunde fatte. Hvad saa med alle de Millioner og atter Millioner af Væsener, der befinder sig paa de underliggende Trin? – Hvordan skulde i det hele taget nogen religiøs Tanke, hvordan skulde noget som helst Begreb om en Guddom, om Verdens Skabelse, om Menneskenes Tilblivelse, det levende Væsens Udødelighed, dets Kundskaber om Moral, Humanitet og Kærlighed være blevet aabenbaret i den af Jordmennesket nu kendte og oplevede Del af Verdensaltet? – Er ikke alle de levende Væsener indenfor nævnte Del at inddele i netop en Skala af Trin? – Forekommer disse Trin ikke paa Grundlag af, at nogle Væsener er mere udviklede end andre, hvilket altsaa i Virkeligheden vil sige, at de er mere sjæleligt "voksne". De forstaar et mere udviklet, et mere omfattende videnskabeligt afklaret Sprog, hvilket her vil sige: "kosmiske Analyser" af selve Livets Struktur eller den evige Sandhed bag Livets tilsyneladende Mysterium. Da Væsenerne saaledes befinder sig paa højst forskellige mentale Trin og som Følge heraf ikke har nær de samme Erfaringer eller samme udviklede Sansebegavelse eller Opfattelsesevne, vil de være fuldstændig afskaaret fra at kunne forstaa eller opfatte en Sandhed eller Analyse, der ikke er iklædt en Ordform eller Symbolik, der tangerer deres egne Erfaringer eller deres Trins normale Opfattelsesevne.