Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

For nogen Tid siden sad jeg og talte med et Menneske, som Livet havde behandlet temmelig haardt. Store Sorger var væltet ind over det og havde næsten berøvet det enhver Tro paa, at Fremtiden endnu kunde have noget godt til det. Midt under Samtalen sagde dette Menneske til mig: "Gerner Larsson, jeg vilde ønske, at jeg ikke kunde tænke!"

Jeg har tænkt meget over disse Ord siden, fordi det langtfra var første Gang, jeg hørte dem. Tvært imod, kan jeg næsten sige, idet det i Virkeligheden er ganske almindelige Ord, som atter og atter gentages af Mennesker, der er i aandelig Nød. Mon ikke alle har oplevet dette, at en eller anden Begivenhed af ubehagelig Art ligesom tvinger vore Tanker ind i en næsten uudholdelig Rundgang? Jeg tror det. Og saa er det, at ovennævnte Ord fødes paa Læberne, næsten som et Skrig om at blive fri for den ulidelige Konfrontation med noget, man alligevel ikke kan forstaa og som tynger en udover alle Grænser.

Men vi kan ikke slippe for at tænke. Lad Menneskene mene om Livet, hvad de vil, saalænge de er ved Bevidsthed, betyder det et Jegs Møde med sin egen uafbrudte Billeddannelsesevne. Om det kan lide Billederne eller ej, tages der intet Hensyn til. Billederne er der, og de udøver deres Virkning, i dette Tilfælde altsaa ønsket om, at de helt maa ophøre.

Naar jeg berører dette Problem for Dem, er det fordi jeg tror det vil interessere Dem at faa det lidt belyst. Thi det kan nemlig belyses, og jeg tror ydermere, at denne Belysning har en ikke ringe Værdi. Sagen er den, at dette ønske om ikke at kunne tænke i Virkeligheden er Udtryk for en Art hjemve efter en Tilstand, vi engang levede i, og i hvilken vi paa sin Vis var uhyre lykkelige. Denne Tilstand oplevede vi i det egentlige Dyrerige. Dyret kan ikke tænke. Hele dets Liv hviler paa en udefineret Følelsesoplevelse af en Yderverden, hvis Form og hensigt det er totalt uvidende om. Det ved intet om Jordens Størrelse og Udstrækning, intet om Klima og Aarstider. Det ved intet om nogen Ting, det lever bare, lever en instinktiv Tilværelse i hvilken Begreberne Behag og Ubehag blot fornemmes som eksisterende Kontraster, hvis egentlige Natur er ren Mystik. Dyret ved intet om den Verden, det er omgivet af, og det ved intet om sig selv, det lever endnu i de mentale Taagers ubegrænsede Rum.

Men at det intet ved om sig selv og det Liv, det er omgivet af, er ikke ensbetydende med, at dette Liv er udenfor Lovene. Dyret lever, Dyret begærer, ergo skaber Dyret Skæbne. Vi ved alle, at kun de færreste Dyr oplever en naturlig Død, medmindre man opfatter Dyrets Undergang ved et endnu stærkere Dyr som "naturlig". Men netop fordi Dyret saa at sige som normal Afslutning paa sit Liv oplever at blive dræbt, oplever det i hvert enkelt Liv noget, der paa en Maade kan betegnes som en konkret Oplevelse for det. En Lidelse, hvis Begrænsning i Tid er saa kort, at Ubehaget her føles saa koncentreret, at der ligesom kan tages Stilling til det. Denne Stillingtagen fra Dyrets Side er Dødsangstskriget. Det er dette ideligt gentagne Dødsangstskrig, denne forfærdende Ubehagsoplevelse, der sluttelig betinger Tænkeevnens Fødsel. Her opstaar det jordiske Menneske, det man i en Art Aandsberuselse har givet det prangende Navn: Homo sapiens, hvilket betyder "det vidende Menneske".

Med Tænkeevnens Fødsel er Freden forbi. Fra nu af lever Dyret i to Verdener: en instinktiv taaget, som endnu dækker det meste af Bevidsthedens Udstrækning og en Vidensverden som sin Uanselighed til Trods, dog er en Realitet.

Saa langt skal vi tilbage for at finde et Væsen, der lever, men "ikke kan tænke". Her har den Fred sin hjemstavn, som Mennesket, naar Tankelivets Byrder bliver det for tunge, længes efter. Thi Dyret har Øjne, men "ser" ikke, har Øren, men "hører" ikke. Det lever i en Yderverden, hvis Fænomener det kun har en taaget Længsel efter at lære at kende.

Men at Dyret opstod som Jordmenneske, altsaa som reflekterende Væsen, var ikke det samme som, at det opstod som Tænker. Tænkeevnens Fødsel var en vidunderlig Begivenhed, men ogsaa en Begivenhed, der er blevet overvurderet, idet man oversaa det store Spring, der er imellem en Evnes Fødsel og dens Kulmination. Vi kan tænke, men hvordan? I langt de fleste Tilfælde i renlivet Tilknytning til vort eget Behag, til det vi mener, der tjener os bedst. Sandt nok vilde det modsatte være unaturligt, men, og det er dette "men", der er det springende Punkt: hvad ved vi om det, der tjener os bedst? Meget lidt i Virkeligheden, ellers bar vi os næppe ad, som vi gør!

Intet Steds er Forholdet mellem vor virkelige Viden, d.v.s. den Viden vi handler efter, og saa vor postulerede Viden mere aabenbar end i vor egen Handlemaade. Vi "ved", at vi skal være gode, kærlige og tolerante, kort sagt: menneskelige, men er vi det? Et ærligt Svar maa her være et klart Nej. Vi vil gerne være det, og de fleste af os bestræber sig vel ogsaa paa at være det, men da den Viden, vi handler efter, er et Resultat af de Erfaringer, vi har gjort, og da disse Erfaringer endnu kun er af meget begrænset Karakter, har vi simpelthen endnu ikke Evne til at være virkelig kærlige. Vi vil gerne være kærlige, ja, men Viljen er ikke Evnen, den er Evnens Forudsætning, og derfor kan vi idag se, at hele Menneskeheden marcherer frem imod en Tid, i hvilken Kærligheden kommer til at spille en langt større Rolle, end den gør idag. Men netop fordi Ønsket om at opleve et Liv i Kærlighed og Hensynsfuldhed er saa stort, kniber det for mange Mennesker at bære den Skæbne, de idag oplever som en Eftervirkning af egne tidligere Udskejelser. De erindrer ikke Aarsagerne, men de smager Virkningerne, og disse Virkninger er ofte af en saadan Art, at de baade synes "tilfældige", "meningsløse" og "onde". Naar de saa taarner sig stærkt op, ja saa fødes Hjemveen efter den Tilstand, hvor man "ikke kan tænke". Men denne Tilstand er uigenkaldeligt forbi. Vi kan ikke alene tænke, vi skal tænke! Og ydermere: vi skal lære at tænke rigtigt! Og hertil er det, at Smerten er den bedste Vejledning, der findes, ellers vilde Forsynet ikke betjene sig af den. Smerten er Ubehag, og det levende Væsen var evigt saaledes indrettet, at det nærede Uvilje, for ikke at sige Afsky, for Ubehag. Denne Afsky er lige netop den Kraft, der tvinger os til at spørge om Vej udaf Uføret, den lader os simpelthen ikke i Fred, før vi har fundet Løsningen paa eller Meningen med det, vi oplever. Og her møder vi atter Livets Guddommelighed, thi enhver virkelig oplevet Mening med det Ubehag, vi nys har gennemgaaet, er Visdom, er den Kraft, der evigt hindrer Gentagelsen.

Det er saare forstaaeligt, at vi af og til begærer "ikke at kunne tænke", fordi Livet saa vilde forekomme os lettere. Men dette ønske er uopfyldeligt og det ved vi. Men selvom Lidelsen er en streng Læremester, mildnes Strengheden dog af det, den giver os. Uden den ingen Vækst, det er vel værd at erindre sig i en Tid, som den vi nu oplever. Lidelsen i sig selv, de Taarer, vi græder, de Smerteskrig vi udstøder, betyder intet i sig selv. Det er Høvlspaaner, og de fejes ud af vort Bevidsthedsomraade med Glemselens Kost. Men tilbage bliver den Visdom, de skabte. Den er en Realitet, som ingen kan tage fra os, og en Dag vil den være saa stor og have saa stærk en Bæreevne, at den ikke alene bærer vort eget Liv, men ogsaa strækker sine stærke Arme ud mod de, hvis Byrder truer med at tage Magten fra dem, noget der blandt andet netop kan give sig Udtryk i de Ord, jeg indledte mit Brev med.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!