Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17' September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(sluttet)

Et mere guddommeligt "Trosobjekt" for hvert af disse Religioners Folk end netop deres Religions Ophav eksisterer ikke, thi i saa Fald skulde Forsynet jo have taget Fejl og de paagældende Folk være totalt vildførte. Men Kendsgerningen viser jo, at Verdensgenløsningen med disse "Trosobjekter" eller guddommelige Væsener til Overdaadighed magter at føre de paagældende Folk frem igennem Trosstadierne til de Trin, hvor deres intellektuelle Evner og Erfaringer kræver "Viden" i Stedet for "Tro". Verdensgenløsningen af i Dag skænker saaledes ikke Verden et nyt "Tros- eller Tilbedelsesobjekt". Det Væsen, gennem hvilket Verdensgenløsningen eventuelt i Dag aabenbarer eller udtrykker sig, vil saaledes være fuldt indforstaaet med at holde sin Person i Baggrunden til Fordel for Skabelsen af den i ham inkarnerede højeste Visdom. Uden denne Skabelse vilde der jo ingen Adgang blive for uindviede Væsener til at indleve sig i dens højeste kosmiske Analyser og derved faa Tilfredsstillelse for deres aandelige eller kosmiske Hunger. Da nævnte Adgang kun kan skabes ved at aabenbare "kosmiske Analyser", maa denne Manifestationsform saaledes være det altoverstraalende i Verdensgenløsningens nye Udslag. Dette Udslag kommer derved til at afvige fra alle dens tidligere Udslag. Medens det fundamentale i disse tidligere Udslag var at skabe Adgang til en aandelig eller kosmisk kvalificeret "Person", hvis Fremtræden og moralske Vejledning, man helt kunde give sig i Vold, saalænge man selv var ganske uformuende, hvad kosmisk Tænkning og Forstaaelse angik, saa er det fundamentale i Verdensgenløsningens nye Udslag af i Dag slet ikke dette at skabe Adgang til en "Person", man blindt og kun i Kraft af "Tro" kan give sig i Vold, men derimod udelukkende dette, at skabe Adgang til "Forskning af kosmisk Videnskab" og denne "Videnskab"s Oplevelse som Virkelighed eller Kendsgerning igennem dens Omplantning til eller Placering i ens eget daglige Livs praktiske Væremaade. Medens Verdensgenløsningen tidligere havde til Opgave at give de aandeligt uformuende eller uintellektuelle Væsener en "aandelig Fører" (en Konge), i hvis Haand de helt, grundet paa denne deres aandelige eller kosmiske Hjælpeløshed, kunde lægge deres Skæbne, saa er det Verdensgenløsningens Opgave i Dag at give dem – ikke en "Fører" eller "Konge", men derimod en fuldstændig "kosmisk Videnskab", i Kraft af hvilken de selv herefter skal lede deres Skæbne. Væsenerne er jo ikke mere tankemæssigt uformuende. Baade Intelligens og Følelse er stærkt udviklet hos de fremskredne, moderne Mennesker, ligesom der ogsaa forekommer Intuition hos mange af de nævnte Væsener. De moderne Mennesker er saaledes igennem den materielle Forskning og Træning i Tankefunktion og mental Skabelse vel udrustet til at kunne begynde at tage den "aandelige" eller "kosmiske Tænkning" i Besiddelse og dermed gøre sig selv mere og mere identisk med "Kristusbevidstheden", der jo i sig selv er Lyset eller "Vejen, Sandheden og Livet". Og alt eftersom de tilegner sig denne Bevidsthed eller mentale Tilstand, behøver de ikke mere nogen aandelig "Vejleder" eller "Fører". Det er saaledes ikke en aandelig eller kosmisk "Konge", Væsenerne af i Dag søger, men derimod en Udvikling af Evnen til at være sin egen selvstændige "Fører". Man søger udelukkende Tilfredsstillelse af Hungeren efter at blive totalt selvstændig og fri paa det "kosmiske" eller "aandelige" Omraade, paa samme Maade som man forlængst er blevet et frit og selvstændigt tænkende Menneske paa det materielle eller fysiske Plan.

I Dag er det altsaa ikke en "Fører", en "Person", man blindt kan give sig i Vold i Kraft af sin Evne til at "tro", man søger, men derimod en absolut "Viden" eller "Videnskab", man selv kan tænke efter og opleve som absolut "Sandhed" i sit eget Væsen og derved blive i Stand til at "føre", "styre" og "lede" sig selv. Man har, som nævnt, i Dag ikke Evne til blindt at "tro", men har derimod i stærkt stigende Grad Evne til at "forske" og tilegne sig "Viden" og "Forstand". Den, der i Dag er Verdensgenløsningens fundamentale Redskab, er derfor i allerhøjeste Grad indforstaaet med, at det ikke er hans "Person", der i Dag begæres som et "Sakramente" eller "Tilbedelsesobjekt" og "Støttepunkt" for Væsenernes "Tro". I Dag er det selve "Visdommen" eller selve "den evige Sandheds Videnskabeliggørelse", hvilket vil sige: "Den hellige Aand" gjort tilgængelig gennem logisk Tænkning og den efter denne Tænkning videnskabeligt paaviste Næstekærlighed som Livslovenes Fylde, der er det eneste ønskede eller begærede af det fremskredne, moderne, intellektuelle Menneske. Da Verdensgenløseren eller "Personen" i "Kristi Genkomst" af i Dag saaledes er er traadt i Baggrunden, medens "Visdommen" eller "Den hellige Aand" er traadt i Forgrunden som det altoverstraalende, er det ikke saa mærkeligt, at Forjættelserne om denne "Kristi Genkomst" blev udtrykt ved Ordene "Talsmanden den hellige Aand", og ligeledes at denne "Genkomst" skulde blive i "Skyerne med megen Kraft og Herlighed" og "ligesom Lynet udgaa fra Østen til Vesten". Thi hvilken større "Kraft og Herlighed" kan der vel times et Menneske end netop denne, at blive stedet for selve den evige Faders egen absolutte Tankesfære, hans egen Bevidsthed og saaledes vaagen dagsbevidst gennem logisk Tænkning at blive gennemstraalet af hans Aand og blive "Eet med ham"? – Hvilken anden "Kraft og Herlighed" kan maale sig med denne og gøre Væsenet til det fuldendte "Billede af Gud efter hans Lignelse" og dermed hæve Gudesønne op til Synet af sin egen udødelige Tilværelse i Faderens Favntag som Tidens og Rummets, Livets og Dødens Skaber og Behersker. I Sandhed "Kristi Genkomst", "Talsmanden den hellige Aand" overstraaler virkeligt baade "Skyerne" og "Lynet" lige fra "Østen til Vesten". Ja, her maa selve "Verdensgenløserne", "Messiasserne" eller "Kristusvæsenerne holde sig i Baggrunden, thi her er det den Almægtiges Aasyn, der direkte bliver synlig for den søgende Gudesøn.

Vi har her berørt et Stadium, hvor Væsenets altoverstraalende mentale Hunger udgør Begæret efter Livsmysteriets Løsning eller Sandhedens absolutte Analyser, frigjorte fra Illusioner eller Slør. Dette Stadium, i hvilket nævnte Sandhedens absolutte Analyser saaledes bliver tilgængelige for det aandeligt hungrende Væsens Forskning som "Videnskab" eller "Kendsgerning", er det andet Stadium for Verdensgenløsningens Aabenbaring af den evige Sandhed. Medens det første Stadium i denne Aabenbaring, som vi har set, er at udtrykke som "Vejen", er det andet Stadium derimod at udtrykke som "Sandheden".

Medens Menneskenes Modtagelighed for de tidligere Udløsninger af Verdensgenløsningen udgjordes af en i dem stært koncentreret Hunger efter en "Person" med en saa stærkt fremtrædende aandelig Autoritet og Myndighed, at de helt trygt kunde give sig dette Væsen i Vold og dermed raade Bod paa deres egen aandelige Uformuenhed, udløser Modtageligheden for Verdensgenløsningens Impulser af i Dag sig derimod, som nævnt, kun i en stærk Hunger efter "kosmisk Oplysning" eller absolut "aandelig Viden". Og Menneskene af i Dag er da ogsaa mere end nogen Sinde udprægede "Forskere". De jager først igennem alle de materielle Foreteelser og løber sig her træt i materiel Kundskab efter at have skabt vældige Resultater eller oplevet vældige Facitter paa det materielle Omraade. Selv om disse Facitter har bragt dem et usigeligt stort "Gode", har de bragt dem et endnu større "Onde". De har ført dem lige ind i Dommedagens Kulmination. De gjorde Gudesønnen til et Geni i at myrde og lemlæste. Og igennem Udfoldelsen af denne Genialitet blev det til Kendsgerning for Gudesønnen, at han aldrig kunde blive salig i Kraft af denne Udfoldelse. Mørkets Mangfoldighed af Rædsler, Lemlæstelser, Sorg og Sygdom blev til Foreteelser, der uundgaaeligt maatte afføde i ham den absolutte Længsel efter een eneste Ting, nemlig – "Freden", der igen er det samme som den absolutte Lykke eller Salighed. Men idet "Freden" bliver det altoverstraalende Begær i Individets Mentalitet, vil enhver Foreteelse, der kan stimulere, befordre eller udvikle Fødslen af en virkelig "Fred", være absolut glædebefordrende og dermed stimulerende og oplivende for dette hungrende Væsen. Og hvilken Foreteelse kan være mere i "Freden"s Favør og dermed mere tilfredsstillende for det aandeligt eller intellektuelt hungrende Væsen end netop "Fredens Videnskab"? – Men da al absolut "Fred" kun kan baseres paa "Næstekærlighed", kan "Fredens Videnskab" saaledes ikke eksistere uden at være det samme som "Næstekærlighedens Videnskab". Og det er netop denne Videnskab i Form af "kosmiske Analyser" eller logiske sammenhængende Tankerækker, synlige for Intelligensen, der igennem Verdensgenløsningen af i Dag gives Adgang til. "Næstekærlighedens Videnskab" eller "Talsmanden, den hellige Aand" vil saaledes igennem Verdensgenløsningen af i Dag blive aabenbaret for Menneskene i Ord og Sætninger. Disse Ord og Sætninger kan naturligvis læses af enhver, der har lært at læse, men "den guddommelige Aand" i disse Ord og Sætninger, Livets virkelige Analyser, faar man ikke ved denne Læsning, hvis man ikke paa anden Maade har udviklet sig til at have Adkomst til denne Aand. "Den guddommelige Aand" eller "Sandheden" i nævnte Ord og Sætninger kommer udelukkende kun til Læseren i samme Grad, som han praktisk kan efterleve disse i sit daglige Liv og Forhold til "Næsten". Uden denne Efterlevelse vil nævnte Videnskab ikke paa nogen som helst Maade blive til "Videnskab" eller "Sandhed" for nogen som helst Læser. I Stedet for "den guddommelige Aand", i Stedet for det evige Lys, de nævnte Ord og Sætninger rummer, vil disse for den umodne Læser kun blive til noget, ham stempler som Overtro, Naivitet, Fantasi eller Indbildning. Han vil kritisere disse Ord og Sætninger, deres Opbygningsform og eventuelle stilistiske Afvigelser fra de traditionelle eller moderne Former for Retskrivning. Han vil saaledes i værste Tilfælde føle Antipati og udløse Forfølgelse imod de nævnte Analyser og sætter dermed yderligere Bom for sit eget Møde med Lyset. Men dette forhindrer naturligvis ikke, at den "guddommelige Aand" ud fra de samme Ord og Sætninger alligevel funkler og lyser til en Mangfoldighed af væsener, der har faaet Evne til at forstaa, Evne til at "se" og "høre". Og med dette Møde med "den guddommelige Aand"s Idealer i sit eget Indre og deres Praktisering i sit daglige Liv og Væsen, vil man en Dag, naar man har naaet den tilstrækkelige Modenhed, møde "Kristi Genkomst" for sidste Gang. Denne Gang vil det ikke være en "Kristus" eller "Konge" i den ydre Verden. Det vil heller ikke være som en "kosmisk Videnskab" eller som "Sanheden"s Analyser i den ydre Verden, men det vil da udelukkende være som "sit eget højeste Selv".

En Dag, naar man mindst aner det, vil man i et for Formaalet gunstigt Øjeblik komme til at opleve at se "en i overjordisk Ild straalende levende Kristus" komme sig i Møde og fuldstændigt tage ens eget, baade fysisk og sjælelige, Legeme i Besiddelse. Men det mest guddommelige ved denne Oplevelse er, at det fremmede funklende "Kristusvæsen" ikke er noget fremmed Væsen, men derimod er "ens eget absolutte højeste aandelige Selv". Dette "højeste Selv" har man igennem Jordlivene trænet op til at efterleve Verdensgenløsningens Kristusidealer saa fuldkomment, at dette Selv nu er blevet en fuldkommen materialiseret funklende og lysende "Kristusform" eller "Kristusskikkelse" paa det aandelige Plan. Det maa dog her bemærkes, at hvis det havde været ved "Buddhaidealer" eller "Muhamedidealer", man igennem Livene havde trænet sig op til ovennævnte Oplevelse eller Indvielse, vilde det tilsyneladende fremmede funklende Væsen (altsaa ens højeste Selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller straalende "Buddha- eller Muhamedskikkelse". Og med dette guddommelige Møde med sit eget fuldkommengjorte, højeste Selv har man oplevet noget af den Indvielse eller aandelige Proces, jeg i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykker som "Den store Fødsel". Og dermed har man fuldendt sit Kredsløb i Mørket og er nu midt i en jordisk, fysisk Tilstand, vaagen, dagsbevidst traadt ind i Himlen. Man er blevet en fuldkommen Bolig og Kanal for "den guddommelige Aand", er blevet et "Kristusvæsen", er blevet "Eet med den evige Fader". Man har saaledes passeret "Vejen", har oplevet "Sandheden" og er dermed blevet "Eet med Livet" eller "Eet med Faderen". Og igennem hele ens Sjæl og Væsen funkler herefter Guds Aands Straalevæld ud over Kloder, Verdener og Menneskeheder paa vor himmelske Vej. Ud over Tiden og Rummet, frem igennem Evigheden, funkler vor evige Bane. I Sandhed, Gudesønnen er her synlig "i Skyerne med megen Kraft og Herlighed".

Og Svaret paa det store Spørgsmaal: "Hvad er Sandhed", er saaledes et Eventyr fra det virkelige Liv, er en Beretning om et Forhold mellem en evig Fader og en ligesaa evig Søn. Da dette Forhold er det virkelige Liv, og dette Liv er en ufejlbarlig Vej til Erfaringerne, og Erfaringerne er en ligesaa ufejlbarlig Vej til "Sandheden", og "Sandheden" er "Oplevelsen af Guddommen" og dermed af "det levende Væsen"s højeste eller virkelige Identitet som værende "Eet med denne Guddom", og nævnte Væsen med denne sin gudesønlige Identitet er Tidens og Rummets Skaber eller Evighedens Behersker, er "den evige Sandhed" saaledes en urokkelig Afsløring af, at Livet, Tilværelsen eller ovennævnte Forhold mellem Fader og Søn, mellem Guddommen og det levende Væsen, er en evig rindende Strøm af Kærlighed.