Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Manden lå jamrende i skoven. Smerten i benet var intensiv. Han havde gået en lang tur i skoven og var snublet. Formodentlig var benet brækket, og nu kunne han ikke komme derfra. Han havde forsøgt at humpe på det andet ben, men kom ikke mange meter. Jorden var kold med de få plusgrader, det var. Trods sin tykke jakke frøs han. Det begyndte at mørkne. De sidste mange kilometer havde manden kun set et eneste hus, og han kunne ikke klare at nå dertil. I det mindste ikke i aften og heller ikke i morgen. Manden indså, at han befandt sig i en yderst vanskelig situation.

I denne prekære tilstand foldede han hænderne og bad om hjælp. Der var ikke meget andet, han kunne gøre. Ikke fordi han var religiøs – men man kunne jo aldrig vide.

Og Guddommens lytteorganer, skytsenglene, hørte ham.

I huset, manden havde set, sad husejeren og så en spændende ishockeykamp i tv. Skytsenglene prøvede at påvirke manden med tankeimpulser og få ham til at slukke for tv-apparatet og gå en tur med hunden ud forbi den nødstedte mand og hjælpe ham. Men ingen magt i verden kunne få manden til at slukke apparatet. Det var den afgørende match i turneringen. Han gestikulerede vildt og råbte "mål, mål"!

Nu var det som sagt sådan, at manden havde en hund. En stor langhåret sag, som alle børn elskede. Og den var lettere at påvirke.

Hunden følte sig pludselig tissetrængende. Det var mærkeligt! Den havde ikke labbet vand i sig, og der var længe til dens næste luftetur. Hundeejeren ville ikke blive glad, det forstod hunden at dømme efter de vilde udråb den hørte fra ham – som han sad der foran tv-apparatet.

Men nød bryder alle love. Hunden gik hen og satte sig ved døren.

Når hunden satte sig foran døren, ja, så vidste hundeejeren at det hastede. Ellers ville der blive en stor pøl på gulvtæppet. Og det måtte undgås.

Hvad ville fruen ikke sige, når hun kom hjem og så, at der var tissepletter på tæppet. Der ville blive et forfærdeligt postyr.

Med et dybt suk slukkede manden apparatet, fik fat i snoren og gik ud med hunden.

Da hunden kom ud, følte den sig ikke mere tissetrængende. Men den prøvede så godt den kunne at strinte lidt, så hundeejeren ikke skulle tro, at han var blevet narret.

Lidt efter snusede hunden et interessant spor op.

Det var ikke kanin eller hare. Det var menneskelugt! Det var så længe siden den havde lugtet menneske på disse kanter, så det var meget spændende. Hunden sprang ivrigt af sted viftende med halen. Og dens herre tænkte, at han lige så godt kunne gå i den retning, hunden løb, i stedet for at gå den sædvanlige runde.

Det varede ikke længe før hunden begyndte at gø.

Da hundeejeren kom frem, så han den nødstedte mand, der nu blev overvældet af kys eller rettere sagt blev overslikket af hunden, som syntes at have fundet et nyt objekt at elske. Da den nødstedte mand så hunden, forstod han, at der måtte være en ejer i nærheden. Han blev så glad, han følte, at han elskede alle hunde i verden, og at hunden var menneskets bedste ven.

På humpende ben, halvt hængende på hundeejerens skuldre lykkedes det mændene at nå frem til bilen uden for huset, og de kørte afsted til det nærmeste sygehus, hvor manden fik hjælp til sit brækkede ben.

Hvilket held, tænkte manden, at hunden og dens ejer lige netop skulle komme der forbi – og på det rette tidspunkt.

Hvilket held, tænkte hundeejeren, at hunden blev tissetrængende, og at de netop gik i den retning, hvor manden befandt sig.

Tænk, som tilfældigheder kan føre mennesker sammen!

Hvad hunden tænkte, er der ingen der ved. Den lå hjemme i ro og mag og vogtede huset.

Ingen vidste eller forstod, at hjælpen var svaret på mandens bøn.

Og i himlen lo skytsenglene.

Oversætter: SB