Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Der er eet Ønske, jeg snart i mange Aar har næret, og det er, om blot alle de, for hvem Martinus Arbejde er andet og mere end en flygtig Overfladeinteresse, kunde opleve Julen sammen med os. Naturligvis ved jeg udmærket, at det næppe nogen Sinde vil kunne lade sig gøre, men naar jeg stadig bærer paa dette Ønske, er det fordi alle disse Mennesker saa vilde faa Lejlighed til som Selvoplevelse at se Virkningen af det, man under eet kalder "aandeligt Liv". Martinus formulerede det forsaavidt selv Juleaften, da vi begge sad næsten begravede i Julepost, idet han da ganske stilfærdigt sagde: "Det er som om vi her lever i en Kærlighedens Koncentrationslejr!" Han havde Ret. Paa ingen anden Tid af Aaret oplever vi i saa vid Udstrækning Virkningen af den aandelige Oplevelse, han for snart femogtyve Aar siden havde. Fra at være noget, der blot skete inden i ham, har denne Oplevelse sidenhen forplantet sig videre ud og lever nu i vort eget Kød og Blod som en uadskillelig Del af os selv.

Faa har vist hyppigere end jeg maattet baade høre og se paa Prent de mest forskelligartede Udtalelser om denne Mand, spændende fra de sjofleste Sigtelser og frem til de mest fantastiske Opfattelser, – noget der forøvrigt har lært mig mere om Menneskene som Enkeltvæsener end noget andet, men færre, maaske ingen, har rigere Lejlighed end jeg har haft til at iagttage hans egne Reaktioner overfor de Begivenheder, Livet har ladet ham møde. Og her er det, at jeg i mit første Brev til Dem i det nye Aar, føler Trang til at sige Dem noget, der ofte er kommet frem i mit Sind, naar mine Tanker har kreset om denne Mands Person og hans Arbejde, nemlig det, at kun naar der i vort eget Sind befinder sig samme Overensstemmelse mellem indre Viden og ydre Væremaade, som jeg igennem disse mange Aar har iagttaget hos ham, vil De og jeg tilfulde forstaa, hvad et aandeligt Liv egentlig vil sige. Thi man skal ikke have kendt Martinus ret længe, før det gaar op for en, hvor usandsynlig uafhængig han er af baade sine egne Samtidige saavel som af deres Meninger. Mere end noget andet jeg har mødt paa min Vej, gælder det gamle orientalske Ordsprog, "Mens Hundene gør, drager Karavanen forbi", paa denne Mand, hans Liv og Virke. Dels hænder det snart jævnligt, at man bliver konfronteret med en ny Messias, for ikke at sige Jesus, en ny "Manden fra Norden" etc., og dels hænder det jo ogsaa, at jeg direkte bliver spurgt, om ikke Martinus er den eller den, – saadan i al Fortrolighed! Hvor lykkeligt da at kunne svare med hans egne Ord: "Hvem jeg er, eller hvad jeg har været, er uden Betydning. Tag det af mit Arbejde, De har Brug for, og lad Resten ligge!" Og kan det være til nogen Nytte, kan jeg her aabent sige, at heller ikke jeg nogen Sinde har faaet noget andet Svar!

Paa samme Maade som en Patient jo ikke bliver rask den Dag han udskrives, paa samme Maade vindes eller tabes Krigen heller ikke den Dag Klokkerne melder Fred. I sin kosmiske Natur var Krigens Resultat givet før den brød ud i vor Verden. Men nu, hvor dens haardeste Del snart er til Ende, finder jeg det rigtigt at prøve paa at give Udtryk for de Tanker, der paa dette Sted lever om den Tid, vi gaar i Møde. Det er forstaaeligt, at Tidens ydre haarde Tryk giver Anledning til indre sjælelig Følelsesudslag. Et af disse er en vis Trang til at opblande reel Tænkning med Mystik eller uafklaret Følelse.

At et Arbejde som Martinus' i Forholdet til en Yderverden ofte gøres synonymt med Mystik er ogsaa tilgiveligt, adskillige i vor Verden foretrækker jo at give Udtryk for Meninger og Synspunkter uden forudgaaende Tænkning, men er der noget, dette Arbejde ikke er, saa er det Mystik! Tværtimod! Hele Martinus' eget Liv gaar jo netop med, i saa klare Tankebilleder som overhovedet muligt, at overføre sin indre aandelige og meget realistiske Viden. En af mine Bekendte bebrejdede mig engang, at Kosmos indeholdt alt for lidt "okkult" Stof, noget som han fandt meningsløst, da vi jo sad inde med stor "okkult" Viden. Tilgiv mig Gaaseøjnene, men for alle de, der kender mit eget Arbejde, vil det ikke være nogen Hemmelighed, at jeg ikke ligefrem elsker Ordet "Okkultisme", der jo netop udtrykker "hemmelig Viden" i Modsætning til det, jeg efter bedste Evne dagligt er beskæftiget med. Mig bekendt sidder jeg ikke inde med nogen "hemmelig" Viden. I Relation til de Erfaringer, min evige Tilværelse har givet mig, har jeg, takket være Martinus' klare og meget lidt hemmelige Analyser, erhvervet mig en Indsigt, der i sig indebærer Evnen til at gøre mig glad ved Livet og bære dets Tilskikkelser paa en ganske anden Maade, end det ellers vilde have været mig muligt. At jeg desaarsag føler Trang til at være med til at give saa mange som muligt den samme Indsigt, finder jeg naturligt, det modsatte vilde for mig selv være direkte uansvarlig. Men jeg føler mig ikke som Okkultist eller moderne Mystikerdiscipel. Tværtimod, jeg føler mig i højeste Grad som et normalt og ganske almindeligt Menneske. Det er i dette normale og ganske almindelige, jeg finder Inspirationen til Arbejdet med at dygtiggøre andre i den Viden, Studiet af Martinus' Analyser har bragt mig. Her finder jeg, at vi staar ved det i denne Mands Arbejde, der har ladet mig selv forstaa, hvorfor det vil sejre i den Verden, til hvilken det nu bliver givet, og det er udfra denne Viden, jeg føler mig inspireret til at anvende alle mine Kræfter paa dets Vækst. Sandheden og Gud er for mig det samme. Og da Gud manifesterer sig i alt og overalt, finder jeg det identisk med Smaalighed og Ufordragelighed at tro, at kun eet Menneskes Arbejde skal gælde. Jeg elsker selv alle aandelige Lighedspunkter, og føler, jeg har Raad til at se Guds Ansigt andre Steder end i Livets Bog, men jeg har forlængst gjort klart for mig selv, at jeg her fandt det, der gav mit eget Liv det største Indhold, derfor skal det ogsaa have alle mine Kræfter.

Aaret 1945 bliver maaske Klodens mærkeligste. Overraskelse, som i første Omgang vil gøre maaske baade Dem og mig stumme, vil maaske indtræffe. Eet ved vi blot: en ny Tid toner Dag for Dag langsomt frem, og denne nye Tid skal være Deres og mit Liv. Lad os rette vore Øjne fast mod det Lys, den bringer, og lad ringere Sjæle klamre sig til Hadet og Intolerancen. Lad os med vore egne vaagne og klare Sanser møde den Tid, det tjener baade den og os selv til Gavn! Verden hverken kan eller skal leve paa Mystik. Den kan kun leve paa dagklar Viden. Det er ganske vist sandt, at de aandelige Verdener for det store Flertal har et Skær af Mystik over sig, men det beror kun paa, at dette Flertal endnu er uden Træning i at tænke aandeligt. Et moderne Elektricitetsværk er jo ogsaa Mystik for Junglebeboeren, uden at vi af den Grund selv finder paa at tilbede de kommunale Belysningsmestre. Nej, der hvor vor aandelige Viden bliver en saa stor Del af vort eget Væsen, at den bliver realistisk Handlemaade, der har den Værdi, der gør den Nytte, og der bærer den Bud om, at det vi beskæftiger os med baade er sundt og tillige blottet for alt det, der alt for let skjuler sig bag Ord som "Okkultisme" og "Mystik".

Tag derfor sammen med mine hjerteligste Nytaarsønsker og samtlige Medarbejderes kærligste Tak for hvert eneste Julekort og Julebrev, ogsaa alle vore bedste Ønsker om, at Mødet med Martinus' Analyser maa blive Dem en rig Inspirationskilde til et sundt, kærligt, muntert og virksomt Liv iblandt alle de, Forsynet daglig lader Dem møde. Opfattet rigtigt er Livets Bog en uudtømmelig kosmisk Lyskilde, en Kraftfontæne, der evner at hjælpe Dem igennem de svære Timer, – opfattet forkert, nej, lad os lade det ligge, det gælder jo hverken Dem eller mig!

Med en kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

E. S. Med disse faa Linier vil jeg gerne bringe de mange for mig ukendte Givere, der som Julegave gav mig Mulighed for en lang Rekreationsrejse sammen med min Kone, vor inderligste Tak! Jeg kan glæde Giverne med, at jeg p.t. føler mig i usædvanelig god Bedring, – og at vi begge glæder os usandsynligt til at rejse, saasnart Forholdene gør det muligt!