Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17. September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

I samme Grad som denne Hunger tog til og blev stærkere end den religiøse Hunger, maatte Væsenets mentale Selvopholdelsesdrift naturligvis i tilsvarende Grad kræve denne Hunger tilfredsstillet fremfor den svagere Hunger og paa Bekostning af denne. Denne blev da ogsaa svagere og svagere for tilsidst helt at dø eller ophøre. Naar denne sidstnævnte Hunger saaledes maatte kapitulere overfor Hungeren efter materiel Viden, var det kun, fordi den i Virkeligheden var mættet indtil Antipati eller Lede. Væsenet kunde ikke komme videre i Udviklingen af "Trosvejen". Det maatte derfor for enhver Pris bringes til at gaa "Erfaringsvejen". Kun Erfaringen eller Selvoplevelsen kunde give det Tilfredsstillelse, kunde give det Mættelse paa dets Hunger efter Viden. Med denne Hunger som førende Faktor var Gudesønnen blevet en "Sandhedssøger". Og vi forstaar saaledes her, at Gudesønnen maatte hensættes i en Zone, hvor denne "Sandhed" var at finde. "Sandheden" er i sig selv et Ocean, bestaaende af Myriader af smaa og store Bølger, Brændinger, Dønninger saavel som Havblik og Solglitter. Og da Væsenet ikke mere kunde "tro", og det derfor var blevet en Livsbetingelse for det at faa absolut "Syn for Sagen", maatte det nødvendigvis føres til Zoner, hvor de forskellige Markeringer af Sandheden, hvilket vil sige: dens Kontraster, i deres mest tydelige Fremtræden var at finde eller kom til Udløsning.

Da "Sandheden" er en absolut Viden om "Usandheden", hvilket igen vil sige: det fuldkomne Livs Kontraster: Had, Hævn, Mord, Drab, Smerte, Lidelse, Usundhed, Sygdom eller kort sagt, om Overtrædelser af alle Livets og dermed Kærlighedens ordinære Love, maatte Væsenet eller Gudesønnen føres til "Usandheden"s eller Mørkets særlige specielle Sfære eller Domæne. I en Zone, hvor der aldrig manifesteredes Usandhed, Smerte, Lidelse, Mord, Drab, Sorg og Savn, men hvor alt var Opfyldelsen af Livslovene, og Livet derfor kun kunde eksistere som Nuancer i Vellyst, Fryd og Glæde, kunde en virkelig Viden om en saadan Tilværelses virkelige Natur og Underbygning umuligt tilegnes som Førstehaandskundskab. Dette vil igen sige, at den kun kunde tilegnes ved Overleveringer eller Fortællinger af andre Væsener, der maatte sidde inde med nævnte Viden eller Kundskab. Men da Væsenerne her ikke kan "tro" og derfor kun kan føle Tillid til selvoplevede Erfaringer, maatte deres Vej til virkelig Viden, som allerede nævnt, saaledes absolut gaa igennem Erfaringens eller Selvoplevelsens Vej, der igen er det samme som "Nydelsen af Kundskabens Træ". Det levende Væsens Vej til Livet eller Sandheden maatte saaledes uundgaaeligt føre igennem Mørkets Sfærer. Gudesønnen maatte absolut forlade sin Fader for derigennem at opleve Faderens Uundværlighed. Det levende Væsen maatte tilegnes Oplevelsen af at være "uden Gud" for derigennem at komme til Erkendelsen af, hvad Tilværelsen eller Livet virkeligt er uden Guddommen. Og det var til denne Sfære, at "Slangens Forførelse" og "de indviede Konger" var "Vejen".

Men nu er det ikke mere "Vejen", Væsenet har Brug for, nu er det selve "Sandheden" i dens totale Blottelse eller Frigørelse fra Slør, der er det absolut "eneste Fornødne". Nu er det de højeste Facitter, den højeste Visdom som "Videnskab" eller som selvoplevede konkrete Kendsgerninger, der er den eneste Tilfredsstillelse af det fremskredne Jordmenneskes mentale Hunger. Og en bedre Mulighed for at faa denne Hunger tilfredsstillet end den, samme Væsens Tilværelsesplan efterhaanden er kommet til at udvise, kan vel ikke tænkes? – Hvor er Evnen til at eksperimentere med mentale og legemlige Udskejelser, Evnen til at hade og forfølge, pine og lemlæste sine Medvæsener og Omgivelser mere genial end hos det endnu dyriske, jordiske Menneske? – Hvad er "Dommedagen"? – Tror man, det er en "Strafudløsning", en Hævnakt fra et guddommeligt Forsyn for "Synder", det jordiske Menneske har begaaet? – Ja, de religiøse kirkelige Autoriteter tror jo paa et saadant Forsyn uden at ane, at de derved dyrker eller tilbeder en Guddom med de mest fremtrædende sadistiske Tilbøjeligheder, ja, Tilbøjeligheder mange Jordmennesker forlængst er vokset fra, rent bortset fra, at de nævnte troende, religiøse Væsener eller Autoriteter helt overser eller ignorerer den samme Guddoms Ord angaaende "Syndere"s Skyldproblem igennem deres egen største Fører eller Verdensgenløser Jesus Kristus der, hvor han fra Korset siger om sine Bødler: ".... thi de vide ikke, hvad de gøre". Man kan vel ikke tænke sig større "Syndere" end de, der forfølger den højeste Sandhed og Retfærdighed og korsfæster de Væsener, fra hvem den højeste Humanisme eller Næstekærlighed udstraaler? – Og dog hedder det om disse største Overtrædere af Livets Love, at "de vide ikke, hvad de gøre".

At blive vred, hadefuld og forfølge disse Væsener med Brutalitet, Straf og Tortur vil jo i Princip være det samme som at mishandle et Spædbarn for dets endnu mentale og legemlige Uformuenhed. Hvilken normal Fader eller Moder vilde gøre dette? – Beskyldningen af Guddommen for at behandle sine endnu paa fysiske og mentale Omraader uformuende Væsener med "Straf" og "Terror" for denne Uformuenhed danner jo et højst uhyggeligt Billede af den evige Fader, der ellers paaberaabes at være Kærlighedens Ophav. At denne Paaberaabelse ikke kan dække over denne Faders "Straffelyst" eller "Hævntørst" eller stadfæstes med den opfundne kunstige Tankeglorie, der udtrykkes under Begrebet "retfærdig Harme" eller "hellig Vrede", viser det store Frafald fra de religiøse Trossamfund. Tvivlen maa nødvendigvis opstaa overalt, hvor Væsenets egen Forstandsevne afslører denne Guddomsopfattelses bristende Logik. Og en ny "Overtro" breder sig, nemlig "Vantroen". Den religiøse "Vantro" er jo intet andet end netop "Troen" paa, at der igen Gud eksisterer. Og med denne Indstilling kan Væsenet ikke mere faa nogen Tilfredsstillelse af sin sjælelige Hunger eller mentale Sult uden igennem Erfaringens og dermed igennem Forskningens Vej.

Men Forskningens Vej er Kendsgerningernes, Realiteternes og Selvoplevelsernes Vej. Men hvis en saadan Vej nu ikke fandtes, hvordan skulde saa disse Væsener blive "frelst"? – Nej, en evig Død eller Fortabelse vilde jo være disse Væsener urokkeligt beskaaret. Men nu findes der imidlertid en saadan Erfaringernes eller Selvoplevelsers Vej. At Selvoplevelsens Vej maa være en Oplevelse af Ubehag saavel som Behag er naturligvis en Selvfølge, thi i modsat Fald vilde Erkendelsen af, hvad der i absolut Forstand er "Behag" og "Ubehag", jo være en Umulighed. Og er det ikke netop Muligheden for at kunne opleve Ubehag saavel som Behag, der til Overdaadighed er givet af Forsynet igennem "Dommedagens" Dødedans i Form af Verdenskrigenes Valpladser, Jordmenneskenes Forfølgelse af deres egne og andre Væsensarter, deres taabelige og naive Anvendelser af deres guddommelige, geniale Evne til at bearbejde Materien baade teknisk og kemisk. Kan der gives Væsenerne større Muligheder, større Betingelser for hurtigst at komme til at opleve "Virkningen" af den eller den Handlemaade, den eller den særlige politiske Opfattelse eller mentale Indstilling, den eller den Anvendelse af Materien, Stofferne end den, de jordmenneskelige Forhold i Dag udviser? – Er det ikke saadan, at jo mere Væsenerne faar Kundskab til Materien, og jo større teknisk og mekanisk Kunnen de besidder, desto vældigere og hurtigere bliver Mulighederne for dem til at kunne gøre forkert? – Men med desto større Hastighed, Væsenerne kan gøre forkert, i desto større Tempo opdager de jo ogsaa Fejltagelserne. At Fejltagelserne med deres Virkninger derfor hober sig op i et Tempo som aldrig før i Jordens Historie og dermed skaber den samlede Atmosfære, vi kalder "Krig", "moralsk Kaos" eller Sammenbrud, og Verden netop kommer til at vise et mørkt Billede som det, de uindviede jordmenneskelige Folkemasser i Dag oplever, er naturligvis en Selvfølge. At Virkningerne af disse Fejltagelser er umaadelige dybe og altgennemtrængende, er ogsaa en Kendsgerning. Gaar de ikke netop igennem selve det levende Væsens Kød og Blod? – Bliver Organismerne ikke lemlæstede, terroriserede? – Bliver ikke Forstanden formørket? – Bliver ikke Millioner af Mennesker dødet under de mest raffinerede og grusomme Forhold? – Bliver ikke Familier og Slægter splittede? – Forekommer der ikke Tab af dem, man elskede højest? – Bliver ikke Tusinder af Hjem sprængt i Luften? – Er ikke Gangstersvæsen, Rovmord, Voldtægt, Plyndring, Inflation, Arbejdsløshed, Armod, Sygdom og Livslede en realistisk Aabenbaring af, hvad der sker, naar Kærlighedens eller Humanitetens Love ikke respekteres? –

Denne Aabenbaring er saaledes Visdommens realistiske Virkeliggørelse eller Fødsel paa Jorden som uomstødelig "Videnskab". Og desto hurtigere Aabenbaringerne af Fejltagelsernes Virkninger taarner sig op, desto større mental og legemlig "Krisetilstand". Men desto større "Krisetilstand", desto vældige Efterspørgsel eller Hunger efter den Viden, med hvilken man kan bekæmpe "Krisetilstanden". Og da nævnte Krisetilstand udelukkende kun skyldes Uvidenheden om og den heraf følgende Mangel paa Respekt og Efterkommelse af Kærligheds- eller Humanitetslovene, bliver det saaledes udelukkende kun det nærmere realistiske Kendskab til Efterkommelsen af disse Love, der kan være Tilfredsstillelse af denne Hunger. Men dette Kendskab er jo netop den højeste "Videnskab" eller "Visdom". Det vil med andre Ord sige, at Væsenet igennem "Dommedagen"s realistiske Oplevelser bliver forvandlet fra at være et Væsen, der bekæmpede alle de højere religiøse eller kosmiske Facitter, til et Væsen, der nu af al Kraft hungrer og tørster efter "Visdom". Og jo længere fremme Væsenet er i Lidelseserfaringernes Domæne, desto vældigere er denne Hunger. "Den fortabte Søn" længes efter sin Fader, længes efter blot at blive en af hans "Daglejere", hvilket vil sige: blive et Væsen, hvis daglige Liv er "at gøre Guds Villie".