Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det er ofte hændt mig, naar jeg sidder og skriver mine Smaabreve til Dem, at jeg da har faaet den Tanke, at Modtageren af et saadant Brev muligvis føler det hele lidt upersonligt. Omend jeg finder det forstaaeligt, at det muligvis forholder sig saaledes, vil jeg dog gerne sige, at jeg ikke selv oplever det saadan. Tværtimod! Det kan maaske lyde lidt ubeskedent, men faktisk er det jo saadan, at jeg kender en overordentlig stor Del af Korrespondancedeltagerne personligt, og jeg oplever derfor hver Gang, jeg skriver, det mærkelige, at et meget stort Antal Ansigter ligesom passerer Revu for mig under selve Skrivningen, kort sagt: jeg har en besynderlig Følelse af helt at være i personlig Kontakt med de mange, jeg ved, der faar Brev. Og jeg har yderligere den Følelse, at var det ikke saaledes, vilde det være mig umuligt at skrive, som jeg gør. Jeg ved godt, det kan lyde søgt, men i Virkeligheden opfatter jeg den samlede Sum af Deltagere i denne Gren af Martinus Arbejde som een meget kær Ven, til hvem jeg kan skrive uden Forbehold, og det er den Følelse der for mig selv bevirker, at jeg omfatter denne Afdeling med saa stor Kærlighed.

I en Verden, hvor langt de fleste Mennesker lever i Strid med sig selv og ofte i Strid med de nærmeste Omgivelser, finder jeg det umaadeligt værdifuldt, at en Gruppe Mennesker gennem en bevidst villet Kamp med det i deres eget Væsen, som volder baade andre og dem selv Fortræd, slutter sig sammen paa den Maade, som Tilfældet er, indenfor Martinus Arbejde. Jeg ved ikke, om De selv nogen Sinde har tænkt derover, men uden at en eneste af os kan sige, at dette Arbejde har belagt os med en Forenings snærende Baand i Form af Medlemskort og Love, udgør vi ved vor Indstilling til Tilværelsen en af de stærkeste Foreninger, der findes. Endnu kun faa, har vi i Fællesskab formaaet at løfte Opgaver, langt større Sammenslutninger er kommet til kort overfor, og saadan vil det vedblivende være. Naar jeg i denne Tid tumler med Planerne for kommende Udvidelser, føler jeg atter og atter, at dersom vort indbyrdes Forhold ikke netop var, som det er, vilde disse Planer aldrig se Dagens Lys. Nu er det ligesom en usynlig Kraft bag det hele befordrer disse Planer frem til Virkeliggørelse. Tingene skal ske, ikke for den Enkeltes Skyld, men for Helhedens, for de Mange, for hvem disse Planers Udførelse betyder langt større Livsglæde og Livslykke end før.

Julen staar nu for Døren, og hvordan man saa end ser paa den, udtrykker den et mentalt Punkt, hvor man ligesom standser op et Øjeblik for at lade enhver af dem, Livet lod en komme i Berøring med, modtage en kærlig Hilsen med Tak for hver en kærlig Tanke, hvert et Smil og hvert et ærligt Haandtryk. For det tænkende Menneske er netop denne Jul ingen let Oplevelse. Tankerne gaar uvilkaarligt til alle de, der i disse tunge Aar har mistet dem eller det, der gav deres Liv Indhold, til alle de, hvis Hjerte forbløder i Internerings-, Fange- og Koncentrationslejre. Omend vi vel ikke alle er forbundet med en, der opholder sig et saadant Sted, er vi dog mange, der er det, og det gør ondt i Hjertet at vide det saadan. Tunge Lidelser sløver, og mange er i disse svære Aar blevet saa sjælelige afstumpede, at de kun tænker paa deres eget. At det er saaledes, er menneskeligt forstaaeligt, men det er ikke rigtigt, hverken for en selv eller for alle de, for hvem en virkelig kærlig Tanke kunde være med til at lindre den i Forvejen saa bitre Skæbne. Her er det, jeg synes, at Martinus Arbejde ligesom rejser sig som en Lyssøjle midt i en ond Tid. Det er umuligt at møde dette Arbejde og forblive som før. Dag for Dag arbejder den Viden, han har bragt os, sig ind i Dybet at vort Væsen og udløser Kræfter, som før slumrede. Medens vort Forhold til Livet maaske før var begrænset til os selv og vore allernærmeste, en Lilleverden, hvis inderste Akse i Virkeligheden er den mest snæverhjertede Egoisme, saa bryder de kosmiske Analyser langsomt, men sikkert dette Panser og skaber i os den første svage Fornemmelse af, at vi er forbundet med det ganske Liv. Langt mere fattigt end det selv aner, er det Menneske, der tror, at der kan dø et Menneske paa Jorden, uden at det kommer det ved. Det er sandt, at vi vilde gaa til Grunde, om vi helt og fuldt skulde gaa op i det, der sker omkring os, men derfor har vi ingen Ret til at skyde det fra os og blot spærre os inde "i de nærmeste Krav". Disse Aar er mere end tunge og lidelsesfyldte Krigsaar, de er Læreaar, som aldrig vil gentage sig. For mig har Martinus Analyser virket som en kosmisk Skæreflamme, som har gennemskaaret den Mur, der før standsede mit Udsyn. Med hele min Sjæl ved jeg, at det Menneske, der i Dag forstener i Had og Intolerance mod det, det tilsyneladende er Vidne til, er i Færd med at korsfæste sig selv.

Jeg finder det tilgiveligt, om Begivenhederne medfører, at den mindre stærke falder for Fristelsen til at lukke sine Øjne og øren i, men for den, der fremdeles ejer Evnen til at lytte, er Tiden, sin Ondskab til Trods, rig paa Budskaber om en helt anden Verden end den, vi ser om os. Sandt nok lever vi midt i en Jerntid, og sandt nok raser Hadet i al sin Vælde omkring os, men prøver vi at se det hele i Lyset af det Verden, Martinus har aabenbaret for os, viser det sig dog, at baade Sværdet og Hadet ikke alene er ynkelige, men ogsaa uden virkelig Kraft. De kan kun bruges til at bryde ned med, aldrig til Opbygning, derfor er deres Tid saa kort. Og for den, Livet ikke slog med Blindhed, er det forlængst en Kendsgerning, at de første tindrende Straaler fra en ny Tids Morgenrøde allerede glitrer i det Fjerne. Guddommen slaar aldrig saa haarde Slag, uden at Mildheden og Kærligheden skjuler sig bag dem. Og midt i dette hylende Crescendo af Had og Vanvid oplever vi med egne vaagne Sanser at se en Tankeverden blive født, hvis eneste Hensigt er den, at bøde og lindre de Saar, Livet gav alle de, der blev draget ind i denne store Brand. Endnu medens Flammerne brager fra Hadets og Hævnens tusinde Baal, vokser i det Stille den Viden frem, som sluttelig vil udviske hvert eneste Spor af denne Vanviddets korte Triumftime.

Alle oplevede vi vel i det Aar, der nu gaar paa Hæld Skuffelser og Modgang. Men lader vi vore Tankers Løb standse et Sekund, vil vi ikke kunne undgaa at se, at Livet indtil nu har været bedre mod det Land, hvor vi blev født end mod saa mange andre. Ser vi paa vort eget lille Liv, mon saa ikke de fleste af os har Grund til at være Forsynet taknemmelig for den Skæbne, vi indtil nu har oplevet? Vel ønsker vi alle Krigen overstaaet, og vel har de fleste af os inderligt haabet Dag for Dag paa Budskabet om, at det nu var slut. Men Krigen standser i den Time, dens Opgave er fuldbyrdet, dette maa ikke alene være en Tro, det maa være en Viden for os. Og mere end det, naar Budskabet endelig kommer, lad os da haabe for vor egen Skyld, at den Lykke, det indebærer, ikke faar os til at glemme alle de, for hvem det samme Budskab bliver ensbetydende med en Tid om muligt fyldt med endnu større Bekymring end den, der i Dag tynger deres Sind. Med de kosmiske Analyser bag os maa det være vor Pligt i vort Hjerte at nære hin ædle Tolerance, der samlet udgør dette Arbejdes virkelige Lys. Som vordende Borgere i et hele Kloden omfattende kærligt Broderskab, maa en af vore største Opgaver være den hele Tiden at bevare vort Hjerte fri for Intolerance af enhver art, – maatte vi altid erindre os det!

Med de kærligste ønsker for Julen og det kommende Aar fra Martinus og samtlige Medarbejdere og med min egen hjerteligste Tak for hver en lille Hilsen i Aarets Løb.