Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17. September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Folket er saaledes nu naaet frem til selv at være "eet med Vejen". Men "Vejen" er ikke den totale Oplevelse af Livsmysteriets Løsning. "Vejen" er, som vi her har set, kun det første Stadium i Livsindvielsen eller Tilegnelsen af nævnte Løsning eller "den absolutte Sandhed". Denne "Sandhed" kan ikke blive fuldkommen i Væsenets Bevidsthed ved blot at være en "Konge"s Vejledning eller som en Genfortælling af et andet Væsens Oplevelse. Den maa ogsaa være Væsenets egen Selvoplevelse af Livets Struktur i Form af konkrete, urokkelige Kendsgerninger eller Erfaringer. Uden Selvoplevelse af denne Strukturs Detailler ingen Oplevelse af den absolutte Sandhed. Det har derfor været de "indviede Konger"s Opgave at diktere og organisere Folkets materielle Liv i Kontakt hermed, indtil det ved egen indre Kraft vaagnede op til Lyst og Hunger efter selv at konstatere Kendsgerninger. Og saa langt fremme i denne ny Fase er Folket i Dag, at det ikke mere er "Kongen", der er dets Raadgiver, dets materielle og aandelige Vejleder. I Dag er det den eller den Doktor eller Professor i det eller det, der er den afgørende Autoritet. Og da videnskabelige Instituter, Universitets- og Skolepaladser i voksende Grad opstaar, og der herfra uddannes saadanne videnskabelige Autoriteter eller Personligheder i Tusindvis, forstaar man, at Folket mere og mere selv er ved at blive "Vejen" og dermed i tilsvarende Grad overflødiggør den "indviede Konge"s Diktat eller Førerskab angaaende denne "Vej". Og Væsenet af i Dag har dermed overskredet Tærskelen til en ny Fase i Indvielsen af Livsmysteriet. Denne Fase er det andet af Sandhedsaabenbaringens eller Indvielsens tre Stadier.

Medens det første Stadium var "Vejen" baseret paa "Kongen", og hvor alt var lagt i dennes Haand angaaende Menneskenes Tænkning og Orienteringen af det daglige Liv grundet paa deres endnu intellektuelle sjælelige og fysiske Uformuenhed, er Væsenet i det nye Stadium blevet saa fremskredent i Kredsløbet eller Passagen af den materielle Verden, at det ikke mere behøver "den indviede Konge". Det "tænker" selv. Det har ikke mere det religiøse Instinkt og har dermed mistet Evnen til at "tro". Da "Troen" kun kan baseres paa Tillid, vil det altsaa sige, at det moderne, fremskredne Jordmenneske har mistet Evnen til at føle Tillid til "Kongen"s Tale, hvilket vil sige: til de højere religiøse Dogmer eller Overleveringer, ja kort sagt, til alt, hvad der ligger udenfor dets forstandsmæssige Fatteevne. Det nytter saaledes ikke, at Dogmerne eller Udtalelserne er af den eller den fremragende Autoritet med saa og saa mange Tilhængere. Om de nævnte Dogmer, Udtalelser eller Facitter stammer fra Kristus, Buddha, Muhamed, eller de stammer fra Væsenets egen bedste Ven, nytter i dette Tilfælde absolut intet. Det vil være umuligt for et Væsen paa omtalte Stadium at "tro" paa noget, det ikke kan faa tilstrækkeligt intelligensmæssigt underbygget eller bekræftet.

At et saadant Menneske efterhaanden ikke mere kan hente Inspiration i Kirken eller ved uvidenskabelige, paa blotte Paastande eller Dogmer baserede religiøse Faktorer, Sakramenter, Ceremonier eller lignende, er naturligvis indlysende, idet Inspirationen og human Stimulans ad denne Vej udelukkende forudsætter en stabil og sikker "Trosevne". Vi ser da ogsaa, at der bliver flere og flere tomme Kirkestole under de autoriserede Gudstjenester, saavel som de stærkt dogmatisk- eller trosreligiøse Samfund ogsaa er Genstand for Proselyttab. At bandlyse alle disse Væsener, der forlader Kirken og de øvrige Trossamfund, med Helvedes Brand og Baal eller "evig Fortabelse", "evig Forbandelse" nytter selvfølgeligt intet og afslører blot sit Ophavs totale Uvidenhed eller Naivitet med Hensyn til denne Side af den store Sandheds Omraade. Men det er tilgiveligt, thi Ophavet til en saadan Fordømmelse er endnu en "troende Undersaat" af den "indviede Konge", det være sig Kristus, Buddha, Muhamed eller en anden religiøs Autoritet. Et saadant Væsen kender endnu slet intet til, hvad det vil siger ikke at kunne "tro". Det tror derfor, at "Troen" er en blot og bar Villiesakt.

Men hvad betyder en Villie overfor noget, der totalt og urokkeligt ligger udenfor det, Væsenet formaar? – Hvad nytter dets Villie overfor Solens Bane og Jordens Løb? – Villien eksisterer jo kun som et udløsende Moment for det, vi formaar. Overfor det, vi ikke formaar, maa enhver Form for Villie komme til kort. Det nytter ikke, at en Olding gerne vil være et halvt hundrede Aar yngre, han bliver ikke et eneste Sekund yngre af den Grund.

"Troen" er altsaa udelukkende en Evne, man enten har eller ikke har. Har man den ikke, har den ikke noget med Villien at gøre. Og har man den, "tror" man, ganske uafhængigt af om man vil det eller ikke. "Troen" er saaledes ikke et Spørgsmaal om Villie, men et Spørgsmaal om en særlig organisk Struktur, der kan udløse Evnen til at "tro". Denne Evne er som nævnt degenereret hos det moderne Menneske. Det har ikke mere denne organiske Struktur, der i særlig Grad sætter Væsenet i Stand til at udnytte sit "Instinkt". At denne Evne saaledes mere eller mindre er degenereret, skyldes den vældige Optræning eller Udvikling af en ny organisk Struktur, som Væsenet igennem Erfaringerne, igennem Kampen for Tilværelsen efterhaanden har faaet udløst. Denne nye organiske Struktur og den heraf affødte Bevidsthedsevne er "Intelligensen". Med denne Strukturs og Evnes Udvikling bliver Væsenet i Stand til at erhverve sig – ikke "Tro", men "Viden". Men da denne Evne ligesom alle andre Evner kun kan befordres i Kraft af Udvikling, har den ogsaa sin første spæde Begyndelse eller Vorden, hvor den Viden, som Væsenet igennem den kan tilegne sig, er stærkt begrænset. Den Viden, Væsenet her kan tilegne sig, udgøres kun af rent materielle Maal- og Vægtfacitter. Det kan ikke med denne Form for Viden alene tilegne sig den fuldkomne Erkendelse af Livsmysteriets højeste Løsning eller Facit. Det kan ikke med denne Struktur alene blive vaagen dagsbevidst i "kosmisk Viden".

Da Væsenet har mistet sit "Instinkt" eller sin "Trosevne" og ikke kan tilegne sig "kosmisk Viden", bliver dets Bevidsthedsfelt eller mentale Vingefang her mindre end Naturmenneskets eller det enfoldige Væsens. Men til Gengæld bliver saa det lille Felt eller Omraade, nævnte Væsens Bevidsthed udgør, kolossalt detailleret med virkelig "Viden", medens det religiøse Væsens kun fremtræder som "uanalyseret Anelse" og saaledes kun er Taagedetailler, hvis faste Former ikke er "Kendsgerninger", men allerhøjest kun kan opnaa at være "Trosformer". Da førstnævnte Væsen ikke mere kan "tro", men kun kan tilfredsstille sin mentale Hunger med "Viden", og da dets Evne til at tilegne sig virkelig "Viden" kun er i sin første spæde Begyndelse, kan Væsenet kun tilegne sig "Viden" paa de mest elementære Felter i Livet, hvilket altsaa vil sige: de Felter, hvor det med sine fysiske Sanser direkte kan se, høre, lugte, smage, føle eller fornemme. Og da alt, hvad det saaledes direkte kan sanse, kun kan udgøre "materielle Facitter", vil Væsenets Tanker og Sjæleliv kun kunne udgøre Erkendelser af saadanne Facitter. Det er saadanne Facitter, der efterhaanden skaber den materielle Videnskab og gør deres Ophav til videnskabelige Autoriteter. For saadanne materialistiske Autoriteter udgør Verdensaltet saavel som det levende Væsen kun de fysiske Kombinationer af Materie, der for nævnte Autoriteters vaagne Dagsbevidsthed kan udgøre haandgribelige Kendsgerninger. Alt, hvad der ligger derudover, vil de samme Autoriteter i værste Tilfælde benægte, saasom: Guddommen eller det levende Forsyn, det udødelige Jeg i det levende Væsen, ligeledes Gengældelsensloven eller "Karma" for slet ikke at tale om Erkendelsen af Reinkarnationen eller Genfødslen, der af dem nærmest kun kan opfattes som Udslag af Abnormitet eller Sindssyge. Alt, hvad der ikke kan dokumenteres i Maal og Vægt eller kontrolleres i Volumen eller Konsistens som Talfacitter, er for dem noget absolut uvirkeligt, som de benægter og bekæmper. Og vi bliver Vidne til, at deres religiøse Instinkt, hvilket altsaa vil sige: "Trosevne", her fuldstændigt beherskes af deres begyndende "Intelligensevne". Med denne begyndende spæde "Intelligensevne" kan de nemlig umuligy bevise eller gøre deres irreligiøse Paastand til Kendsgerninger, selvom de ganske vist med deres begyndende Intelligens kan veje Kloder, kontrollere Atomer og maale Lysets Fart m.m. Og de nævnte Væsener bliver saaledes indenfor det religiøse Felt stadig kun "troende" Væsener, selv om denne "Tro"s Objekt ganske vist nu er Benægtelsen af Guddommen og de øvrige højeste evige Faktorer og Facitter. Med denne "Tro" er Væsenet blevet en Modstander, en Fjende af disse højeste religiøse Foreteelser. Og Væsenet er her saa langt borte fra Gud, som et Væsen overhovedet kan komme. Gudesønnen er borte fra sin Fader. "Den fortabte Søn" "æder sammen med Svinene", hvilket i Virkeligheden vil sige: kulminerer i det dyriske Princip, den dyriske Levemaade. Det højeste guddommelige Princip, de højeste religiøse Facitter er mentale "Perler", et saadant Væsen, mentalt set, tygger i Stykker, ligesom "Svinene" eller Dyrene vilde tygge fysiske Perler i Stykker, hvis saadanne blev kastet paa deres Vej, ganske uafhængigt af hvor ædle eller ægte disse Perler saa end maatte være. Men ogsaa her maa vi tilgive de materialistiske eller ikke-troende Væsener. Ifølge sin organiske Struktur kan et saadant Væsen umuligt paa dette sit Stadium være anderledes. Dets Intelligensevne er nu blevet den altbeherskende Faktor i dets Mentalitet og bag dets Villieføring. Samtidigt med, at dets religiøse Instinkt degenererede, degenererede ogsaa dets religiøse Hunger. Denne Degeneration blev jo befordret af Hungeren efter materiel Viden, altsaa den Sult, der kun kan tilfredsstilles med Nydelsen af Frugterne fra "Kundskabens Træ".