Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17. September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Og er det ikke den samme ophøjede Ærbødighed og fuldstændige frivillige Hengivenhed og trygge Underkastelse for sand "Kongeværdighed" eller guddommelig aandelig Autoritet, der ligeledes har gjort Buddha og Muhammed til "Fyrster" af aandelige Storomraader i Jordzonen? – Er disse tre guddommelige Væsener: Kristus, Buddha og Muhammed ikke endnu i Dag Jordens mægtigste og eneste absolutte "Konger"? – Hvilken jordisk Konge af i Dag repræsenterer blot tilnærmelsesvis samme absolutte "Kongeværdighed", hvilket vil sige: aandelig Kapacitet og Myndighed? – Og hvem af Nutidens "Konger" vil ud over deres fysiske Død kunne blive ved med at regere, styre og lede deres Folk igennem Aartusinder som disse Menneskehedens kosmiske Førere eller virkelige "Konger"? – Disse kosmiske Væsener var de sidste virkelige suveræne "Konger" i Menneskehedens Udviklingshistorie. De var de sidste i en Række af Væsener, der mere eller mindre har levet som Verdensgenløsningens og dermed Sandhedens absolutte Inkarnationer, og i Kraft heraf var indviet til at være suveræne Førere for Menneskeheden. De var alle mere eller mindre "Vejen, Sandheden og Livet". Men det var ikke Livets Mening, at Folket eller Flokken skulde blive ved med at være en uvidende, primitiv og hjælpeløs Hob, der udelukkende kun kunde forme deres Liv og Eksistens ved Ordre eller Diktat af en suveræn Hersker, selv om denne ganske vist var et i Livet og Sandheden af Gud indviet Væsen. Denne Guddommens "kongelige" Førelse af Menneskeheden havde da ogsaa til Hensigt, i Forbindelse med Livets egen Tale (lyse og mørke Erfaringer) at lade Menneskeheden vokse i Aand og Kultur saaledes, at ethvert af dens Individer engang med Tiden selv kunde naa "Kongeværdigheden", blive en Inkarnation af Sandheden og dermed ligesom "Kongen" blive suveræn i Intellektualitet og Skabelse, blive et "indviet Væsen". Og i samme Grad, som denne Udvikling og Vækst i Folket tog til, i samme Grad maatte "Kongen" blive mindre og mindre paakrævet. Og i samme Grad som dette blev Tilfældet, blev det ikke nødvendigt at lade Kongesymbolerne eller Kongeregalierne bæres af indviede Væsener. Vi ser da ogsaa, som allerede nævnt, hvorledes der efterhaanden kom til at vise sig almindelige uindviede, ja, endog undertiden primitive Væsener bag Kongekaaben, Kronen og Scepteret. Og "Kongen" kom helt bort fra det, der var hans oprindelige Mission, nemlig, dette at være "Vejen, Sandheden og Livet". "Kongen" af i Dag er i heldigste Tilfælde nu kun et "Symbol" paa Sandheden. Han er ikke selv et Væsen, der har kosmisk Bevidsthed eller ejer Sandheden ved Selvoplevelse. Han staar under Kirken, er underlagt Statens Religion. Han er endnu henhørende under en af de endnu, kosmisk set, regerende virkelige "Konger": "Kristus", "Buddha" og "Muhammed". Han er i Dag kun en kosmisk "Undersaat" ligesom hvert enkelt Individ i hans eget Folk. Han udgør ikke nogen "Kristus", "Buddha" eller "Muhammed, han er ikke Profet, han er ikke Verdensgenløser.

Medens Folket under den "indviede Konge" baade legemligt og sjæleligt totalt blev ført af ham, han besørgede al nødvendig Tænkning og Tilrettelægning af alt vedrørende dets rent sociale Liv, dets daglige Velvære og Fornødenheder, gjorde Skel imellem Ret og Uret, var deres Beskytter, var deres største Synliggørelse af Gud og blev til Gengæld tilbedt og elsket af sit Folk, er "Kongen" af i Dag helt anderledes stillet. Folket er ikke mere underkastet "Kongen"s Villie, men "Kongen" er derimod i Dag underkastet "Folkets Villie". Medens den "indviede Konge", der paa en Maade bestemte Folkets Skæbne, bestemmer Folket af i Dag "Kongen"s Skæbne.

Folket er nu naaet ud over de første Former for Primitivitet og kan altsaa selv begynde at være "Vejen". Det har faaet saa megen Indsigt i de rent fysiske Foreteelser igennem Livene, det har oplevet saa mange Erfaringer og Kundskaber, at det selv kan begynde at opsætte Love og Paragraffer for materiel Tilværelse, for Retfærdighed og Humanitet. Det har altsaa til en vis Grad faaet udviklet en Evne, som kun den tidligere "indviede Konge" var i Besiddelse af. Og vi forstaar derfor her, at et Folk, der efterhaanden mere eller mindre er blevet udviklet til selv at kunne give Love og oprette humane Foranstaltninger paa alle Omraader, umuligt kan indordnes under et saadant ensrettende, materielt suverænt, bydende Væsen som det, den "indviede Konge" repræsenterede, og hvorved Folkets egen Kunnen og Viden helt sattes ud af Spillet. Ligesaa god og velsignelsesrig som den "indviede Konge"s Suverænitet og uindskrænkede Magt og Villie var for et Folk, der endnu ikke selv havde nogen særlig intellektuel Evne, og der derfor ikke var noget for den "kongelige" Magt at kollidere med, men denne derimod ligefrem var uundværlig, ligesaa ulykkebringende en Tvangsforeteelse vilde en saa uindskrænket "kongelig" Magt af i Dag være. Ja, det vilde i Virkeligheden ikke forandre Sagen, selv om "Kongen" endog var et "indviet Væsen" ligesom de oprindelige "Konger". Folket er mere og mere kommet bort fra det religiøse Instinkt, i Kraft af hvilket det havde Evne til at "tro" paa "Kongen" og derved tilbed og dyrke denne og ligefrem slet ikke kunde undvære ham. Han var den fulde Tilfredsstillelse af deres religiøse Hunger. I Dag har Menneskeheden tilegnet sig en saa altdominerende Intelligens, at den helt har sat det religiøse Instinkt ud af Spillet, hvorved Væsenerne totalt er forhindret i at "tro" paa "Kongen" eller i det hele taget i at "tro" paa kosmiske Love, Analyser og Overleveringer. Og da deres Intelligens ikke kan løse Livsmysteriets Love eller højeste sjælelige Sandhed, selv om nævnte Intelligens ganske vist relativt set er fremragende, er saadanne Væsener ude af Stand til at acceptere den højeste Visdom. Og hvad skal saa saadanne Væsener med en "Konge", der er en højeste Kapacitet i Visdom? – Det eneste, der her kan være frugtbringende og nødvendigt, er Erfaringens Vej eller Felt. Og Menneskeheden er da ogsaa i Dag boltrende sig i dette Felt mere end nogen Sinde. Det voldsomme Ragnarok, der for Tiden gaar hen over Jorden, skal nok afføde saadanne Kendsgerninger for Væsenets Opfattelsesevne, at det kan blive vidende om, hvad der er "godt", og hvad der er "ondt" og herefter indstille sin Villieføring paa denne Viden. Men en saadan Kundskabsaabenbaring paa Jordan, en saadan Skabelse af talende Kendsgerninger i Sandhedens, Humanitetens og Næstekærlighedens Favør vilde aldrig nogen Sinde kunde være blevet iværksat eller bragt til Udløsning, hvis Menneskeheden var blevet ved med at blive behersket af "indviede Konger". Deres Autoritet og Magt vilde jo have været en Borgen for enhver Udelukkelse af Krig, Terror og den heraf affødte Død og Lemlæstelse. Menneskeheden vilde derved have været afskaaret fra selv at opleve den Indsigt i Mørket, der skal gøre Visdommen eller Lyset til videnskabelig Kendsgerning. Efterhaanden som Menneskeheden modnedes til Oplevelse af Mørkets Foreteelser, maate den "indviede Konge"s materielle Magt ophøre, i modsat Fald vilde den være blevet en Hindring for Væsenernes Videreførelse i deres Udviklingsbane eller i Opfyldelsen af den guddommelige Plan, der skal gøre Mennesket til "Guds Billede efter hans Lignelse". Og den "indviede Konde"s "Rige" ophørte med at være af "denne Verden". "Denne Verdens Rige" skulde Folket nu selv til at regere. Der blev ganske vist ved med at være "Konger", men disse maatte og kunde kun efterhaanden blive til Foreteelser, der mere eller mindre var "Folkets Undersaatter". Det materielle Regerings- eller Magtprincip vil aldrig mere paa Jorden normalt blive inkarneret som suverænt i et enkelt Individ eller en "Konge". Den guddommelige Udviklingsplan har nu ført Menneskeheden og dermed Flokken saa langt frem i materiel Fremtræden, Indsigt og Kunnen, at det nu altid urokkeligt er eller tilsidst vil blive Flokken eller Folket, der er den absolutte Autoritet bag enhver "Konge", bag ethvert Regeringsoverhovede. Det "Rige", som en saadan "Konge" "regerer", er totalt af "denne Verden". Det er ikke mere suverænt hans Værk, hans Domme. Folket er selv "Konge" i dette Rige. Denne Udskillelse af den materielle Kongeværdighed fra det indviede Væsens kosmiske eller aandelige Værdighed begyndte at blive synlig, da Kronregalierne begyndte at bæres af Væsener, der ikke var "Indviede", Væsener der havde Folkets Skavanker, deres Fejl og Laster, deres Goder og Dyder samtidig med, at vi saa de "indviede Væsener" fremtræde uden Krone, Scepter og Kongekaabe.

Men endnu var disse sidste Væsener af Naturen "Konger". Deres kongelige Værdighed var ikke en af Folket skænket ydre Iklædning af materiel Guld og Glimmer, Guldkrone, Scepter og Kaabe etc, men en sjælelig Modenhed, en kosmisk Indvielse i Livsmysteriet, som tillod dem at være en Mentalitetens eller Bevidsthedslivets Suveræn overfor enhver Form for Oplevelse af Livet. De var saaledes ikke blot og bar "Konger" i Kraft af Familieskab og Folkets Villie, saaledes som den moderne "Konge" af i Dag er det, men var "Konger" i Kraft af en sjælelig, organisk Struktur, som alene Udviklingen, den totalte Passage og den heraf affødte Overvindelse af "det dræbende Princip" kan give. De var "Konger", fordi de udgjorde en Livsform, i hvilken den absolutte Sandhed var inkarneret som vaagen Dagsbevidsthed og derved af Naturen gjorde dem suveræn. Og i Kraft af denne Suverænitet var de stadigt "Konger", men deres "Rige" var ophørt med at være af "denne Verden". Og Verdensgenløsningens Aabenbaring af Sandheden for Folket var dermed kommet ind i en hel ny Fase. Den skulde ikke mere aabenbares eller legemliggøres som en altbeherskende, intellektuel, materiel Magtfaktor, inkarneret i Kød og Blod, der kunde tage det intellektuelt blinde Folk i Haanden og ved sit mere eller mindre højintellektuelle Syn føre det frem ad Livets Passage, indtil det fik et saa fremtrædende intellektuelt Syn, at det selv kunde se Vejens materielle Markering og dermed overflødiggøre "Kongen" eller den "Vejledende Fører".