Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 17. September 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Jeg vil gerne i Dag tale om det for alle Mennesker absolut vigtigste og allerstørste Spørgsmaal: Hvad er Sandhed"? –

Fra Jesu Lidelseshistorie ved vi, at den romerske Landshøvding Pontius Pilatus henimod Slutningen af sit Forhør over Jesus siger: "Saa er du dog en Konge"? – Jesus svarede: Du siger det; jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst. Pilatus sagde til ham: Hvad er Sandhed? og der han havde sagt dette, gik han ud til Jøderne igen og sagde til dem: "Jeg finder slet ingen Skyld hos ham". Pilatus ventede sig altsaa ikke noget Svar paa sit Spørgsmaal til Jesus, ja, det var i Virkeligheden slet ikke noget Spørgsmaal, han med disse Ord havde rettet til Jesus. Dertil var han altfor skeptisk. Han var jo opdraget i de romerske Forestillinger om Livet og Forsynet samtidigt med, at han var Vidne til de jødiske Forestillinger om de samme Livets højeste Foreteelser og ligeledes til den Indstilling til Guddommen eller Guderne, de mange andre, under det romerske Verdensrige henhørende Folk og Racer, havde. Han saa hvorledes, de alle blev salige ved sin Tro. Derfor kunde Spørgsmaalet for ham ikke blive af nogen særlig alvorlig Karakter, idet dets Besvarelse for ham syntes ufatteligt eller ganske uopnaaeligt for ethvert Menneske. Alle de forskellige Racer og Folk, som han havde været i Berøring med, havde jo hver især sin urokkelige Tro paa, at deres Opfattelse af og Forhold til den højeste Magt i Livet var den absolut rigtige, hvilket altsaa vil sige: var den absolutte Sandhed. Vi kommer derved til at se, at Pilatus bliver Billedet af eller Symbolet paa et særligt bestemt Udviklingstrin, som ethvert Jordmenneske maa passere, nemlig, det materialistiske eller saakaldte irreligiøse, der igen vil sige: det Stadium, hvor man har gennemgaaet et vist materielt Studium, efter hvilket Intelligensen i en noget for stærk Grad er blevet dominerende bag Væsenets Villieføring og Opfattelse. Og for Pilatus's Intelligens maatte det se ud til, at den absolutte Sandhed var utilgængelig for enhver, og at dens Tilhængere eller Dyrkere var naive, enfoldige Sjæle, altsaa nøjagtigt det det samme Syn som en overordentlig stor Mængde af Jordmenneskene af i Dag lader sig lede og beherske af. Men er disse sidstnævnte Væsener mindre "overtroiske" end de religiøse? – Er deres Benægtelse af enhver Form for en virkelig Guddoms Eksistens og en heraf følgende absolut logisk og dermed alkærlig Verdensstyrelse mere "videnskabeligt" underbygget end de religiøses Tro paa den samme højeste, kærlige Guddom og en heraf udløst Retfærdighed mod alle levende Væsener? – Nej absolut ikke. At være "troende" er ikke blot noget, der kun gælder for de Væsener, der tror paa en Guddom, men er ogsaa i allerhøjeste Grad noget, der dominerer de Væsener, som ikke tror paa en Guddom eller et levende, intellektuelt Forsyn. Idet disse sidste Væsener ikke tror paa et intellektuelt Forsyn, afslører de jo dermed, at de netop "tror" paa, at et saadant ikke eksisterer. Hvad er saa mest naivt eller enfoldigt, enten at "tro paa", at der findes en intellektuel Verdensstyrelse, eller at "tro paa", at der ikke findes en saadan? – I begge Tilfælde maa man altsaa "tro", idet man paa de nævnte Væseners Trin jo slet ikke fatter de Realiteter, der kan fremdrages som "Beviser" for, enten "Troen paa" en Guddom eller "Troen paa", at denne ikke eksisterer. Vi faar altsaa i Pilatus et Billede af det i Dag mentalt set højmoderne Jordmenneske, hvis Spørgsmaal: Hvad er Sandhed, hvis det overhovedet fremkommer med et saadant, kun kan være ironisk.

Det mentalt set moderne Jordmenneske af i Dag er saaledes i Virkeligheden en moderne "Pilatus". Det har for sig Folkekirken med dens autoriserede Præsteskab, samt de mange andre Sammenslutninger af religiøse Bevægelser, der hver har sin særlige "Sandhed" at "tro" paa samtidig med, at det selv ligeledes ogsaa har en "Sandhed" at "tro" paa, nemlig: "Sandheden"s Uopnaaelighed eller Materialismen.

Men nu kommer det allerejendommeligste. Den moderne "Pilatus" er ogsaa stedet overfor "Kristus". "Kristus" har jo tre Maader at vise sig paa, hvilket han selv udtrykker med Ordene: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet". For alle Væsener, der fuldt og inderligt tror paa ham, viser han sig som "Vejen". At han er "Vejen", vil igen betyde, at han er deres øverste mentale Herre. Hans Befalinger er deres højeste Lov. Han er saaledes disse "troende"s "Konge". "Sandheden" er altsaa for disse Væsener fremtrædende som en "Kristus" i Kød og Blod. Og det er paa denne Basis, at alle religiøse Bevægelser, saavel buddhistiske og muhammedanske som kristne, fremtræder. "Sandheden" er for hver af disse Bevægelser koncentreret i Form af en højeste mental Fører, hvis Befalinger de betragter som højeste Lov. "Sandheden" er derfor et Væsen i Kød og Blod, der i Kraft af sin aandelige Autoritet overfor dem udelukkende kun kan være en "Konge". Buddhismens "Konge" blev saaledes "Buddha", medens Islams "Konge" blev "Muhammed", og "Kristus" blev Kristendommens "Konge". For hver af disse tre store Verdensreligioner vil "Sandheden" saaledes i sin højeste Fremtræden kun være et Spørgsmaal om en Autoritet, en suveræn Fører, en "Konge". For disse Religioners Væsener er "Sandheden" saaledes eet med en "Konge", en aandelig "Diktator" eller "Hersker", hvis Paabud eller Anvisninger urokkeligt er "Vejen" og derfor maa følges.

Jesu Erkendelse af sin Identitet som "Konge" overfor Pilatus har saaledes under sig en fundamental og urokkelig Begrundelse, der ikke har været uden Indvirkning paa den romerske Landshøvding, idet han, trods stærke Indvendinger fra de jødiske Myndigheders Lide, befalede, at der paa Jesu Kors skulde staa "Jødernes Konge". Da han, som før nævnt, allerede i Forvejen overfor de samme Myndigheder havde erklæret, at han ikke fandt nogen Skyld hos Jesus, indebar dette hans Paabud med Hensyn til Inskriptionen paa Korset ikke noget som helst Udtryk for Ironi. Man ironiserer ikke over de Mennesker, man af hele sin Sjæl offentligt vedgaar sig at erkende som skyldfri, som Idealvæsener.

Hvad er det da for en mystisk Kraft i Pilatus, der trods Myndighedernes Protest eller Indvendinger faar ham til urokkeligt at forlange Jesus betitlet som "Jødernes Konge"? – Naar det ikke er Ironi og saaledes ikke kan være Antipati, kan det kun være det modsatte, nemlig "Sympati". Men naar det er af "Sympati" for Jesus, vil det altsaa afsløre, at Pilatus virkeligt af sin Sjæl erkendte Jesus som "Jødernes Konge", hvilket igen vil sige: erkendte ham som den højeste, den bedste aandelige "Fører" indenfor det jødiske Folk. Platus's tidligere let ironisk henkastede Spørgsmaal til Jesus, "hvad er Sandhed", fik alligevel sin Besvarelse. Pilatus bragtes til at erkende Jesus som "Jødernes Konge". Denne "Jødernes Konge" var et "skyldfrit" Væsen. Men et "skyldfrit" Væsen kan jo kun være et Væsen, der er hundrede Procents i Kontakt med Livets Love, og Livets Love kan umuligt være andet end "Sandheden". Denne "Sandhed" aabenbarede sig altsaa for Pilatus i Form af "Jødernes Konge". Jesu Ord til Pilatus: "Du siger det, jeg er en Konge, jeg er dertil født o.s.v., blev saaledes til "Sandhed" for Pilatus. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at det kun var med daarlig Samvittighed, at han overgav Jesus til Henrettelse og maatte gøre Forsøg paa at udfri sig af den nævnte daarlige Samvittighed ved officielt at "vaske sine Hænder". Denne "Vasken sine Hænder" var i Princip ganske analogt med det "Alterets Sakramente" (hellige Nadver), som senere af Tusinder og atter Tusinder af "Pilatus'er" blev benyttet til det samme Formaal, nemlig, Udfrielsen af daarlig Samvittighed eller Tilegnelsen af "Syndernes Forladelse". At blive befriet fra "daarlig Samvittighed" kan i Ordets allerhøjeste Forstand kun være en mental Renselsesproces. Og var det ikke netop en saadan mental Renselsesproces, Pilatus officielt ønskede at tilkendegive overfor sig selv og Offentligheden, da han tog Vand og "tvættede Hænderne i Folkets Paasyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; ser I dertil"? – Det er dog altfor aabenlyst, at det i dette Tilfælde ikke var for at vaske fysisk Snavs af Hænderne, at Pilatus tvættede disse.

Hvorfor gav Pilatus da ikke Jesus fri? – Han havde jo baade "Magt" og "Ret" til at kunne have gjort det. Nej, Pilatus kunde ikke give Jesus fri. Han havde nemlig det tilfælles med alle andre, der møder en stor Aabenbaring af Lyset, at han havde "Ret" til at "give Jesus fri", men i første Instans ikke ejede "Magten" til at gøre det. Han var bundet af "Flokken"s eller Hobens Mening. Han var bange for selv at blive "korsfæstet". Han blev jo truet med "ikke at være Kejserens Ven", hvis han ikke lod "Jesus" i Stedet for "Barrabas" henrette. Og her er det, at Pilatus bliver Forbilledet for ethvert Jordmenneske i dets første begyndende Møde med Lyset, her i dette Tilfælde Mødet med "Kristendommen". Er det ikke netop saaledes for ethvert Jordmenneske, der møder et nyt moralsk Lys, en Moralitet der staar langt over "Flokken"s eller det Folks Moralitet, det selv tilhører, og erkender denne nye Moralitet som den højeste, at det befinder sig i nøjagtig den samme Situation som Pilatus? –

At erkende nævnte Lys eller Moralitet som det absolut højeste er jo at give samme Lys "kongeværdigheden". Det er Pilatus"s Erkendelse af "Jesus som Jødernes Konge". Men overfor det ny Lys eksisterer "Flokken"s Mening: den gamle Moralitet. Er denne Moralitet ikke det samme som "Barrabas"? – Her er Væsenet altsaa ligesom Pilatus stillet overfor "Jødernes Konge" og "Barrabas".