Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Onsdag den 5. Juli 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

"Sindet" gør os saaledes til Herre over Tingene, ligesaavel som det er "Sindet", der gør os til Slaver af Tingene. Det levende Væsens "Sind" er den absolutte Magt bag al dets Manifestation og Skabelse.

Hvad er da "Sindet"? – "Sindet" er selve den Foreteelse ved det levende Væsen, der netop betinger, at det er et "levende Væsen". "Sindet" er selve "Livet". "Livet" bestaar igen af de to Foreteelser: "Skabelse" og "Oplevelse", hvilke Foreteelser igen er identiske med det, der i mit Hovedværk "Livets Bog" er beskrevet som "Livets Grundfacit Nr. 2" og udtrykt som "Aarsag og Virkning". "Skabelse" kan ikke blive til eller manifesteres uden at være "Aarsag og Virkning". Men da "Virkninger" ligesaa umuligt kan blive til uden at blive "Aarsag" til ny "Skabelse", der igen bliver "Aarsag" til nye "Virkninger" og saaledes fremdeles, bliver "Livet" eller "Sindet" en uendelig Kæde af Manifestation eller Skabelse, bliver en uendelig Kæde af Oplevelse og dermed stadfæstende sig selv som "evigt" eller "udødeligt". Det er dette "evige" eller "udødelige" ved det levende Væsen, der faar det til at fremtræde enten som mord- lidelses- og ulykkesfrembringende eller som et velsignelsesrigt, glæde- og lykkefrembringende Væsen. Det er dette "evige" i Væsenet, der faar det til at være "ondt" eller "godt", være lig den øvrige Natur, være eet med de Love, under hvilke denne Natur udfolder sig eller være imod Naturen, være paa tværs af dennes Love og dermed være i Disharmoni med det store Liv, i hvilket man "lever, røres og er". Det er saaledes "Sindet", der betinger vor Sorg og Ulykke, ligesaavel som det betinger vor højeste Lykke og Salighed. Alt i vor Skæbne udrinder fra et eller andet i vort "Sind". Men naar vort "Sind" er en saa altomspændende Faktor i vor Skæbne, ja, er vor Skæbne, bliver en hvilken som helst Opfattelse af os selv som "Martyr" eller vort Liv som et "Martyrium", for hvilket det eller det af vore Medvæsener har Ansvaret, identisk med selve Kulminationen af "Overtro". Det er ikke det eller det Væsen, der er vor virkelige og dybeste "Fjende", det er ikke det eller det Væsen, der er den sande "Aarsag" til vor "Ulykke", ligesaavel som det naturligvis heller ikke kan være det eller det Væsen, der er den sande "Aarsag til vor Skæbnes Fremtræden som udgørende "Lykke" og "Salighed". Hvorledes skulde dette vel gaa til? – Om en Ting skal kunne fornemmes som "Ulykke" eller "Lykke" er ikke et Spørgsmaal om Næstens Optræden overfor os, det er ikke et Spørgsmaal om, hvad han gør, og hvad han ikke gør. Den sande "Aarsag" til vor Fornemmelse af Tingene som "onde" eller "gode" er udelukkende kun et Spørgsmaal om vort eget "Sind", altsaa vor egen Fremtræden som identisk med den evige Livskæde af "Aarsag og Virkning". I Kraft af vor Identitet med denne kan vi jo umuligt opleve "Virkninger", som vi ikke selv er forudgaaende "Aarsag" til. "Virkninger" kan umuligt opstaa uden en forudgaaende "Aarsag". Hvis et Menneske pludseligt paa en mørk Vej overfalder og udplyndrer os, ja, maaske saarer og lemlæster os, er vi jo blevet Genstand for en Serie af "Virkninger". Nu vil man maaske fremhæve, at i en saadan Situation er vi da totalt uskyldige og Overfaldet derfor en "Forbrydelse", som vi har Ret til at "hævne" ved at lade dens Ophav "Straffe". Og det er jo ganske rigtigt indenfor det juridiske Lovsystem eller Retsvæsen, som ethvert kultiveret Samfund foreløbigt er nødsaget til at befordre. Indenfor det Sanseomraade eller det Overblik over Livets Mysterium, man her har til Raadighed, kan Tingene ikke bedømmes anderledes. Men samtidigt er det ogsaa en Kendsgerning, at det Omraade, udfra hvilket nævnte Bedømmelse stadfæstes, dog kun udgør et overordentlig lille lokalt Omraade i det umaadelige Spil af Kræfter, der udgør Helheden, hvilket i dette Tilfælde vil sige: Røverens "evige Aarsags- og Virkningskæde". Denne Kæde er jo i Kraft af sin "evige" Eksistens identisk med "Uendeligheden". Men naar vi ikke kan se denne Helhed, men derimod kun en lille mikroskopisk Den af den, hvordan kan vi da være sikker paa, at vor Dom over Røverens Adfærd er absolut "retfærdig"? –

Denne Adfærd, som blev til "Virkninger" i vor Skæbne eller Livskæde af "Aarsag og Virkninger", er jo en saa uendelig lille mikroskopisk Del, dels af Røverens og dels af vor egen "Aarsags- og Virkningskæde"s Uendelighed, at den i allerhøjeste Grad danner Muligheden for, at Begivenheden kan være noget helt andet, set fra et større Overblik over Helheden end det, den i dette lille lokale Felt ser ud til eller formodes at være, og udfra hvilket "Strafudmaalingen" finder Sted. Hvis man kun ser et enkelt Bogstav af Teksten i en stor Bog paa flere Tusinde Sider, kan man dog ikke vide, hvilke andre Bogstaver i Værket, det er forbundet med, og hvilken berettiget Placering i og Betydning for Bogen i sin Helhed det kan have. Vor Dom eller vor Erkendelse af nævnte Bogstav kan derfor umuligt udgøre en fuldkommen eller absolut Bedømmelse af selve Bogen, da vi jo i dette Tilfælde er ganske afskaaret fra de Forudsætninger, der kræves for at kunne udløse en saadan Bedømmelse. Vor Dom bliver derimod en Afsløring af vor egen Sympati eller Antipati overfor Bogstavet. Samme Bogstav kan jo være af en i vor Smag fremtrædende kunstnerisk Skønhed, og vi vil beundre og glæde os over det, og det kan være fremtrædende i en Udførelse, der slet ikke falder i vor Smag og vil derved udløse vor Antipati i Form af nedsættende Kritik eller Bedømmelse af samme Bogstav. Denne vor Bedømmelse eller Kritik har saaledes i begge Tilfælde intet som helst med selve Bogstavets virkelige Mission og Forbindelse med det Værk, i hvilket det forekommer, at gøre. Det er altsaa kun Bogstavets Forhold til os, altsaa Bogstavets Virkning paa vort "Sind", vi sætter op som Maalestok for dets Livsberettigelse. Vor Kritik, vor Sympati eller Antipati for Bogstavet er vort "Sind"s Reaktion overfor nævnte. Men da denne Reaktion, som vi her har set, kan være Sympati saavel som Antipati overfor Bogstavet, ganske uafhængigt af dets virkelige Eksistensberettigelse og Nødvendighed i det Værk, hvor det hører hjemme, bliver hele Problemet i Realiteten ikke et Spørgsmaal om denne Bogstavets Berettigelse, Mission eller absolutte Analyse, men derimod kun et Spørgsmaal om vort eget "Sind"s Reaktion overfor Bogstavet. Og har vi ikke her et klart Billede at vort Sinds Reaktion overfor den førnævnte Røver, hvilket nærmere betegnet vil sige: vor Næste? – Om vor Næstes Manifestation er Røveri eller Kærtegn, kan den som nævnt umuligt udgøre andet end en ganske lille mikroskopisk Del af den Helhed, hans uendelige Kæde af "Aarsag og Virkninger" eller hans Liv eller evige Fremtræden udgør. Den lille Hændelse, vi blev Genstand for, den være sig nok saa smertelig for os, kan altsaa kun udgøre et enkelt "Bogstav" i den store "Bog", hans evige Liv og Tilværelse udgør. Og da denne "Bog" er endnu større, ja er ligefrem gigantisk i Forhold til det Værk, vi før betegnede ved flere Tusinde Sider, thi hvad betyder flere Tusinde Sider i et Værk, der er uendeligt, er selve Evigheden, vil vor Bedømmelse af vor Næste som "Røver" saaledes ikke være nogen absolut Bedømmelse af vor Næstes virkelige højeste Selv eller den guddommelige "Bog" eller det "evige Værk", han som "levende Væsen" udgør. Nævnte Bedømmelse vil derimod kun udgøre en Afsløring af vor Reaktion overfor det enkelte lille "Bogstav" i nævnte "evige Værk", som vor Næstes Røveri allerhøjest kan udtrykkes at være.

At denne Næste overhovedet slet ikke har udløst den absolut første betingende "Aarsag" til eller Basis for, at vi blev Genstand for den Handling, vi udtrykker som "Røveri", og at vi selv saaledes er den absolut første udløsende Aarsag til nævnte Begivenhed, ligger som Regel helt udenfor vort daglige fysiske Erkendelsesomraade. Naar vor Næstes Handlemaade overhovedet har kunnet faa Indpas i vor egen Skæbne eller i vor egen "Aarsags- og Virkningskæde", er det jo netop fordi, vi paa et eller andet Tidspunkt, maaske endog i et tidligere Liv, ved vore Handlinger har udløst eller formet nævnte Kæde saaledes, at der har kunnet dannet sig Mulighed for en Kollision med vor Næstes "Aarsags- og Virkningskæde". Kendsgerningen viser os altsaa, at vi kunde blive Genstand for – "Virkninger". Men da "Virkninger" umuligt kan opstaa uden en forudgaaende "Aarsag", maa der ogsaa være en "Aarsag" til, at vi bliver i en saadan Situation, at vor Næste kan udplyndre os. Denne "Aarsag" kan umuligt findes hos "Næsten", idet samme "Aarsag" jo nødvendigvis maa være udløst allerede inden, vi mødte denne Næste. Men naar "Aarsagen" til vor Udplyndring allerede findes hos os selv, inden vi overhovedet mødte vor Næste, bliver det her til Kendsgerning, at vor Næste absolut ikke kan være den første "Aarsag" til vor Skæbne. Det samme gælder i en hvilken som helst Situation. Hvad vor Næste saa end gør imod os, kan han aldrig i noget som helst Tilfælde være den "første Aarsag" til vor Oplevelse af hans Indblanden i vor egen Skæbne. Der maa altid forud for dette være en "Aarsag" til, at vi kan blive Genstand for vor Næstes Paavirkning, enten det er Røveri eller Kærtegn, enten det er Had eller Kærlighed. Der maa være en "Aarsag" til, at vi kommer til at møde denne Næste, kommer i Forbindelse med ham. At vi maaske slet ikke har opsøgt ham, men at han derimod har opsøgt os, forandrer jo ikke Princippet. Hvis han opsøger os, skønt vi maaske slet ikke kender ham, kan det jo kun være paa Grundlag af, at vi har udløst eller bevirket noget, der tiltrækker ham, noget der vækker hans Interesse, enten det nu er for at hade eller for at kærtegne os.

Som vi her ser, kan den "Første Aarsag" til vore Oplevelser aldrig i noget som helst Tilfælde ligge hos andre end os selv. Hvordan Livet saa end former sig for os, hvilke Oplevelser der saa end kommer over os, vil Situationen altid urokkeligt være den, at vi er stillet overfor Spørgsmaalet: hvad har bevirket, at vi netop kommer til at være stillet overfor disse Begivenheders Ophav, – for kun det, der er "Aarsag" hertil, kan være den sande "Aarsag" til, at disse Begivenheder er blevet vor Skæbne.