Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus understreger adskillige steder i sin kosmologi, at menneskeheden trænger til en gennemgribende forklaring på, hvad det vil sige at elske Gud, at elske sin næste og at elske sig selv. Ja, hans kosmiske verdensbillede har egentlig til formål at vise os, at disse tre tilsyneladende forskellige retninger, i hvilke vi jordiske mennesker kan rette vore kærlighedsbestræbelser, i virkeligheden er én og samme kærlighed – som dog af os opleves i tre forskellige perspektiver, mere eller mindre adskilt fra hverandre.

 

Vi mennesker er på vort nuværende udviklingstrin ikke i stand til kontinuerligt at være kærlig i en sådan tredobbelt betydning. Vi er endnu ikke i stand til at sanse de tre perspektiver samtidig, dvs. sammenføjet til et vedvarende enhedsperspektiv. Det kan være svært nok for mange mennesker at være kærlig opmærksom i en af de tre retninger ad gangen. Det skyldes, at vi ikke er tilstrækkelig oplyste til at tænke de tanker og kanalisere de følelser, som influerer tredoblende på vor splittede eller stykkevise opmærksomhed og som i givet fald skridt for skridt ville kunne gøre vor kærlighed mere alsidig fra øjeblik til øjeblik – og dermed efterhånden enhedspræget eller fuldkommen. Vi må derfor i overensstemmelse med vore begrænsninger oftest nøjes med at hengive os, erklære os eller ytre os i en af de tre retninger ad gangen. Det kan der dog ligge en stor styrke i.

Vi kan benytte denne styrke til gradvis at tilegne os en teoretisk viden, som er i stand til at påvirke vore tanker, vore følelser, vor kærlighedsformåen udvidende i nævnte tredoblende betydning.

At efterleve kosmologien er ikke, som nogle mennesker forestiller sig, kun ensbetydende med at foretage kærlighedshandlinger udadtil, henvendt til vore omgivelser i form af mennesker, dyr, planter og mineraler. For den modtagelige studerende ligger der også megen efterlevelse i selve akten at lade sig oplyse "teoretisk". Det kan være tilfældet, når visse af vore anskuelser i et teoretisk møde med kosmologien afsløres som misforståelser, når visse af vore erfaringer i et sådant møde trækkes frem bag glemslens slør, eller visse af vore anelser forvandles til mere konkrete forestillinger – og ikke mindst når der som følge heraf ligefrem lukkes op for inspirationsbølger i vort psykiske rum.

Den for os vanskeligste måde at efterleve kosmologien på er at vende vor kærlige opmærksomhed ind mod vort eget psykiske rum. Der står vi overfor et psykisk eller mentalt univers, som vi kosmisk set er meget lidt fortrolige med. Det kan også formuleres sådan, at vi netop er fortroligt forbundne med dette univers på en sådan måde, at vi ikke sanser eller oplever vort psykiske rum fuldt bevidst. Vi har ligesom ikke tilstrækkelig visuel forestillingsevne til at se, hvad der i realiteten foregår her. Vi er ikke vågent fortrolige med vor psykiske indeverden. Vi lever snarere i et vanemæssigt forhold til processerne i vor psyke. Vi samlever i "blind fortrolighed" med det, som rører sig i vort indre. Vi lader alting gå sin egen gang her, idet vi er stærkt optaget af de ydre ting og hændelser, som bestandig tiltrækker sig vor opmærksomhed.

Denne mere sovende eller passive måde at omgås processerne i vort eget psykiske rum udgør den sidste og største barriere på vejen til fuldkommengørelsen af vor kærlighed. Vi er kaldet til at lede vor kærlige opmærksomhed ind i vort eget psykiske rum på en sådan måde, at vor udadvendte kærlighed netop derigennem kan blive forvandlet, blive fuldkommen. Efterlevelse af teoretisk undervisning er derfor andet og mere end handling i det ydre. Al handling eller efterlevelse begynder i vort eget psykiske rum. Ja, tanken er i sig selv et stykke handling og ikke blot teori.

 

 

At elske vor næste har vi derimod kun nogle få indledende erfaringer i. Ved hjælp af kosmologien er vi i færd med at lære at forstå og efterleve, at ikke blot menneskene, men også dyrene, planterne og mineralerne er vor næste. Ja, vi er i færd med at få øjnene op for, at vor egen organisme i sig selv er et univers af levende væsner, som hver især lever i et afhængighedsforhold til os og derfor påkalder sig en vis opmærksomhed eller kærlighed fra vor side. Vi er derfor kaldet til at anse også de levende væsner i vor egen organisme (vore organer, celler og atomer hver især) som vor næste.

Når alt kommer til alt er naturligvis samtlige eksisterende levende væsner i universet vor næste. Dog må vi betænke, at nogle af disse utallige levende væsner funktionelt eller strukturelt står os nærmere end andre og derfor også i højere grad appellerer til vor kærlige opmærksomhed. De mindre livsenheder i vor organisme står os fjernere i en sådan betydning, at vi kan betragte det som naturligt ikke at omfatte dem med den nærinteresse, med hvilken vi omfatter de store organer i vor organisme, f.eks. vort hjerte, vor mave eller vore nyrer. De store organer står os meget nær. Det er af stor betydning, at vi er på god bølgelængde med de impulser, ønsker og behov, der udgår fra vore organer, fra vore muskler og fra vort nervesystem. Den virkelige kærlighed og dybeste hensyntagen, med hvilken vi omfatter vort fysiske legeme i sin helhed og dets større organsystemer i særdeleshed, vil ikke kunne undgå klimatisk at forplante sig til vore enkelte celler og disses enkelte atomer.

Derimod ville det være mindre hensigtsmæssigt at fortabe os i kærlig opmærksomhed indefter i vort fysiske legemes mikroskopiske indre, dersom vi samtidig misbrugte vort fysiske legeme og dets organer ved uhensigtsmæssig livsførelse, eller f.eks. erklærede os indforstået med i givet tilfælde at lade vore egne eller vore pårørendes organer tjene som "reservedele" på hospitaler en velment praksis, der er blottet for dybere forståelse af livet i vor organisme, også selvom denne praksis af mange mennesker opfattes som en kærlighedshandling.

Vore kærlighedshandlinger kan i det hele taget være præget af mangfoldige misforståelser, hvilket skyldes vor manglende evne til at være kærlig opmærksomme i en mere udvidet betydning, der også indbefatter kærlighed til os selv – og dermed til vor konkrete nuværende placering og vor konkrete personlige rolle i universet. Det er ikke meningen, at vi skal efterligne Gud ved at bestræbe os på at være allestedsnærværende i vor kærlige opmærksomhed og henvendelse til levende væsner. Vi kan hverken være eller blive som Gud i den henseende. I vort varierede forhold til nærmere og fjernere medvæsner vil vi altid forblive "sønlige", hvorimod Gud altid vil forblive "faderlig". Som "gudesønner" eller "en af de mange" må vi derfor også finde ud af, hvordan vi bedst kan prioritere vor kærlighed. Ellers kan vi havne i situationer, i hvilke vi overvurderer det fjerne og derigennem overser det nære, det som står lige foran os eller omkring os og i særlig grad behøver vor kærlige opmærksomhed. Og er det i grunden ikke vort eget psykiske rum, der står os allernærmest – og som vi samtidig er allermindst opmærksom på?

 

 

Hvad vi tænker, føler og fornemmer som resultat af vort liv fra dag til dag, udspringer idemæssigt i særlig grad af vor mellemkosmiske tilværelse samtidig med, at stråleformige substanser i mikrokosmos tiltrækkes af os og indgår som materiale for vor billeddannende tænke-, føle- og forestillingsevne. Vi oplever hele tiden nye situationer i vor hverdag, som stiller krav til os og tenderer til at trække vor opmærksomhed mere indefter, ind i vort eget psykiske rum, hvor utallige afgørelser vedrørende hele vor adfærd udadtil træffes – dog overvejende uden vor bevidste medvirken. Vi er faktisk i udstrakt grad underlagt et "nedarvet" psykisk diktatur, som vi er kaldede til at demokratisere og harmonisere ved at lede vor vilje og vor ufuldstændige kærlighedsevne ind på dette for os så nye terræn.

Dybest set er vort psykiske rum ikke så adskilt fra vor ydre tilværelse, som vor manglende opmærksomhed og fatteevne indadtil kan give indtryk af. I princippet er der til enhver tid en intim sammenhæng mellem alt det, der sker i det ydre, og det der sker i vort eget psykiske rum. Vi er blot endnu ikke tilstrækkelig oplyste, ligesom vi endnu ikke har opøvet evnen til at følge vort personlige livs ydre processer helt ind i vor psyke. Der er endnu alt for meget i vore ydre omgivelser, som vi ikke evner at sortere fra og som derfor beslaglægger vor opmærksomhed. Således holdes vi fast i en stykkevis præget opmærksomhed og hengivelse, en ufuldstændig kærlighedsformåen. Ja, ensidig kærlighed udadtil kan til tider ligefrem i sig selv være med til at fastholde vor opmærksomhed og kærlighedsevne unødig meget i det begrænsede. Når vi i en sådan betydning i vor dybtfølte kærlighed udadtil ganske forbigår vor egen indre virkelighed, opstår der en kløft mellem det, vi er inde i os selv, og det, vi mener at måtte være udadtil og derfor også forsøger at gøre os til.

At blive vågent fortrolig med vort eget psykiske rum indebærer en udvidelse af vor kærlighedsformåen, der griber afgørende og fuldendende ind i vort forhold til vor næste. At elske vor næste i en mere udvidet betydning vil sige, at vi lærer at forstå eller fornemme kærlighedskravet i den helhedssituation, vi til enhver tid måtte befinde os i – og at handle i overensstemmelse med en sådan dybere og mere omfattende forståelse. Når vi f.eks. føler os forbigået eller overset udadtil, kan forklaringen psykologisk betragtet bestå i, at vi selv forbigår eller overser visse samvittighedsprægede eller vækkende impulser, som i vort psykiske rum forsøger at påkalde sig vor opmærksomhed, impulser, som vi ikke fornemmer årsagsforbundet med vore mangfoldige, eventuelt gentagelsesprægede hverdagserfaringer. Men alle rørelser i vort psykiske rum står i årsagssammenhæng med vor ydre tilværelse, også selvom vi ikke rationelt og detaljeret vil kunne følge sådanne skæbnebetingede sammenkædninger, der kanaliseres usynligt.

Således at fuldende sin kærlighedsformåen er dog ikke et spørgsmål om helt og holdent at være henvist til egen formåen, langtfra. Vi kan ikke komme op af hængedyndet ved at trække os selv op ved hårene. Vor udvikling i menneskelig retning vil altid være intimt forbundet med vor bevidste hengivelse eller henvendelse til overvejende usynlige kræfter, som i kosmologien benævnes som Forsynet og er koncentreret i begrebet Gud. Forsynet er et "antennesystem" af livsenheder, igennem hvilke Gud kan ytre sig overfor hvert levende væsen. Da alle eksisterende levende væsner udgør væv i en fælles guddommelig verdensorganisme, hvis fysiske og psykiske funktioner overalt er præget af planmæssighed, visdom og kærlighed, er vor udfrielse fra enhver form for hængedynd i mangfoldige tilfælde overvejende et spørgsmål om af hjertet at indvillige i at lade os vække til at kunne indgå mere bevidst, mere vågent, mere direkte i nævnte planmæssighed, visdom og kærlighed.

Det vil måske overraske mangen en læser, at en sådan indvilligelse ikke kræver mere end at have en højere overbevisning og at manifestere god vilje i overensstemmelse med denne overbevisning. Hvad kan et menneske vel udrette kun med sin gode vilje? – Det vil ethvert menneske komme til at se ved selvsyn, når det når frem til større selvforståelse. "God vilje" er et sublimt tankeklima, som rummer ingredienser af tålmodighed, tolerance og tilbageholdenhed. Den modnede overbevisning bag den gode vilje er en forunderlig drivkraft, som ikke driver mennesket til at satse på optrænet perfektionisme, men snarere motiverer mennesket til at søge nærmere kontakt til hverdagslivets individuelt tilpassede og dermed ufejlbarlige "træningsprogram" og den deri indeholdte løftekraft. Her er tale om en mild og hengiven viljeføring, der i kraft af sin milde natur kan gå i usynlig forbindelse med løftende kræfter omkring os. Ja, det er ikke for meget sagt, at vi alle er omgivet af løftende hænder, der uendelig kærligt, tålmodigt og dog tilbageholdende afventer de øjeblikke, hvor vi når frem til at "overvinde os selv", dvs. når frem til at udsende de nye signaler, frembyde de bæreflader i form af "god vilje", som er en forudsætning for den løfteproces, vi alle længes efter.