Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg har i Dag Lyst til at skrive lidt til Dem om noget, man passende kunde kalde "de smaa Stemningers Tyranni". Jeg ved ikke, om De nogensinde har gjort Dem klart, at enhver af vore sjælelige Manifestationer uundgaaeligt skaber Stemning. Det gør de nemlig. Da man ved Ordet "Stemning" ofte er tilbøjelig til at forestille sig de helt store, følelsesbetonede Reaktioner, er jeg bange for, at kun de færreste er helt klare over den Faldgrube, som de mindre Reaktioner i Virkeligheden kan være. Men læg engang Mærke til den Tilstand De selv kommer i, naar De for Eksempel lige før, De staar og skal afsted, og altsaa har travlt, gaar hen og river et Snørebaand itu. Mon ikke man skal være noget i Retning af en Engel, hvis der ikke kommer et eller andet arrigt Udtryk over Læben i det Øjeblik? Men ikke nok hermed. Det man har oplevet skaber en bestemt Stemning og det baade inde i en selv og i Forholdet til Omgivelserne. I sig selv er en saadan Begivenhed jo ganske betydningsløs, men se engang efter og De vil se, at i Almindelighed bestaar vore Timer af en saadan Række af betydningsløse Begivenheder. Vore Dage former sig omtrent som de Linier, man kan se paa et næsten raskt Menneskes Feberskema. Det er ikke normalt, at man oplever de store Reaktioner i ubrudt Rækkefølge, tværtimod. Men netop fordi vor Livsoplevelse følger en saadan let bugtet Kurve, altsaa bestaar af utallige sammenkoblede Smaastemninger, spiller det i Virkeligheden en uhyre Rolle, om man har Herredømmet over alle disse mindre, men alligevel saa betydningsfulde Mentalreaktioner.

Gang paa Gang kan man høre Mennesker udtrykke, at vi lever i Intelligensens Tidsalder, forresten en noget vovet Paastand i den Verden, vi oplever i Dag. Men Udtalelsen dækker over den Illusion, mange ønsker at svøbe sig i, at Intelligensen nu spiller en saadan Rolle, at Følelsesenergien med alle dens mange ukontrollerede Udsving har mistet Terræn. Paastanden rummer i sig den Sandhed, at Menneskene, ihvert Fald hvad det religiøse Liv angaar, begynder at indse det latterlige i mange af de Former, det tidligere gav sig Udslag i, men derudover vil vistnok de fleste tænkende Mennesker indrømme, at Følelsesmanifestationerne som saadanne har kronede Dage. Det jordiske Menneskes Meninger om baade stort og smaat er fremdeles fast forankret i Følelsernes taagede Sfærer. Var det ikke saadan, havde Hadet og Intolerancen næppe saa gode Kaar, som Tilfældet er.

Nej, uden real Udødelighedsbevidsthed er Mennesket henvist til at danne sig sine Meninger paa et Fornemmelsesgrundlag, som kun sjældent er virkeligt stabilt. Netop derfor spiller det saa stor en Rolle at lære Tilværelsens kosmiske Love at kende, idet Kendskabet til dem udstyrer en med netop den Evne, der er Følelsestilstandens værste Fjende: den humoristiske Sans! Jeg nævnte før Snørebaandet, men kunde ligesaa godt have nævnt Sporvognen, der kører lige for Næsen af en, Regningen, der dumper indad Døren, ligesom man har staaet og glædet sig over de Penge, man for en Gangs Skyld var i Besiddelse af, Riften, Barbermaskinen har snittet og som tilsyneladende ikke vil holde op at bløde, o.s.v. o.s.v. Vor Dagligdag er fuld af smaa Følelsesreaktioner som, om de ikke holdes i Ave af en stadig vaagen og haard Selvkritik, ligesaa stille erobrer Magten over vort Sind og spærrer os inde i det mest forgyldte af alle Fængsler: Martyriets! Kig Dem engang omkring og se, hvordan det vrimler med smaa Martyrier omkring Dem! Kig nøje efter, om De ikke selv har en lille Rem af Huden! Jeg er bange for, at vi alle har det!!!

Hvorfor er den humoristiske Sans Selvmartyriets værste Fjende? Fordi man til Nød kan holde ud at være til Grin for andre, men aldrig for sig selv. Har man først opdaget Taabeligheden i altid at eksplodere ved selv den mindste Modgang, har man fundet om ikke selve de Vises Sten, saa dog en temmelig stor Del af den. Dette, lige at kunne træde udenfor sig selv et øjeblik og helt kølig staa og betragte sig selv i en saadan mindre Ophidselsestilstand er noget af det mest svalende, der findes. Hvad ser man? Aah man ser blot en Verdensherre en miniature. Et Væsen, der raser over, at det hele ikke kan gaa lige netop, som han vil have det, – – og det er et meget sundt Syn!

De smaa Stemninger kan blive til Tyranner, som er næsten uafrystelige derved, at de saa uhyre let bliver til indgroede Vaner. Udsprunget, som de alle er, af vort inderste Væsens Trang til Selvbehagelighed, omfatter vi dem ofte med en ubevidst Sympati, som de nok skal vide at drage Nytte af, og før vi faar set os for, kan de være blevet en saa stor Del af vort Væsen, at baade vi selv og i høj Grad vore Omgivelser kommer til at lide derunder. Holder man ikke Øje med dem, erobrer de Terræn, og da Konsekvensen af dem altid vil blive realistisk Selvdyrkelse, er det ikke helt uden Grund, at jeg betegner dem som Tyranner. Thi ogsaa de Følelser, hvor "retfærdige" de saa end føles i Øjeblikket, der fører os bort fra vor Sjæls inderste Længsel om at repræsentere en højere og skønnere Grad af Livskunst end almindeligt er, er Tyranner, hvis Herredømme over vor Sjæl maa brydes. Beherskelsens Kunst er – og det er maaske nok værd at huske – mindre vanskelig at udøve, naar det sker for Øjnene af et Publikum, end naar et Snørebaand springer paa et Tidspunkt, hvor man selv synes, at man har noget saa usandsynligt travlt. Og saa er der jo endelig ogsaa det, at det er betydeligt lettere at ramme Snørehullerne med det nye Snørebaand, naar Hænderne ikke dirrer af Arrigskab –

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere