Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Hjemme igen! – Kender De ikke den dejlige Fornemmelse, der kommer over en, naar man efter længere Tids Fravær paany staar i sin egen Stue og lader Øjnene glide henover alt det, den indeholder, samtidigt med at man ligesom "indsnuser" hele dens Atmosfære med et saligt Velbehag? Det er, som om man med hver eneste Fiber i sin Sjæl fornemmer, at her "bor" man, her hører man til, og en egen Fred kommer pludselig over ens Sind. Men som enhver Ting har sin egen Hemmelighed, har et Hjem ogsaa sin. Man kan blive saa vant til sin Stue, at man tilsidst slet ikke "ser" den, saa vant til dens Atmosfære, at man næsten ikke fornemmer den. Naar den Tilstand indtræffer, er det bedst for en selv at faa det hele lidt paa Afstand, og til det er Ferien jo det bedste Middel, man endnu har fundet!

Personlig befinder jeg mig jo i den lykkelige Situation, at min Tilværelse i snart mange Aar har delt sig imellem to Omraader: Klint og København. At jeg finder Klint tiltrækkende, tror jeg er fremgaaet af de Breve, som De i de sidste Maaneder har modtaget fra mig, men nu, da Sommeren ikke alene er overstaaet, men usædvanlig lykkelig overstaaet, vil jeg ikke lægge Skjul paa, at jeg er lykkelig ved at være vendt tilbage til Byen og til det Arbejde, som her venter mig. Og i Aar var Hjemkomsten dobbelt dejlig. Vejret var stadigt skønt og Tilbagekomsten skete, i Modsætning til sidste Aar, til et Hus, som var i Orden! Ikke for det, Flytning kan være morsom, men alligevel, mon ikke de fleste foretrækker at vende tilbage til nogenlunde ordnede Forhold? Jeg tror det!

Lysende hvid staar Isensteins skønne Statue af den unge Moder med sit Barn i en Gruppe af blodrøde Georginer foran Bureauets Indgang. Endnu dvæler Sommeren hos os, endnu genlyder Villahaverne af Fuglesang og endnu staar Solen højt paa Himlen. Men de lange Afteners Tid nærmer sig med Stormskridt. Overalt ser man Menneskene træffe Forberedelser til den kommende Vinters Adspredelser, og ogsaa vi er i fuld Gang med Udarbejdelsen af Planer for den kommende Sæsons Aandsarbejde. Allerede førstkommende Søndag staar Martinus paa Talerstolen og indleder dermed det Arbejde, som den følgende Tirsdagaften gaar i Gang. Studiekresarbejdet over Livets Bog er jo med Aarene blevet ret omfattende og vilde have været endnu større, om ikke Krigen havde lagt sin haarde Haand ogsaa over det. Men i Tillid til, at meget Lys snart venter forude, har vi i Aar truffet visse Dispositioner, som gradvis vil bryde den Ring, disse svære Aar har lagt om det Arbejde, der betyder saa meget for os alle. Ingen er jo mere end vi fortrolig med, at en hel ny Tid staar for Døren, og det kan derfor ikke undre nogen, at vi i Tide prøver paa at komme den i Møde.

Omend jeg ikke i dette Brev skal komme ind paa de Problemer, som hører selve Studiekresarbejdet til, er der dog een Ting, jeg ikke vil tie med. I Aarevis har det nu pint mig, at Jyderne undervisningsmæssigt har været sat paa "Smalkost", og jeg føler derfor en dyb Glæde ved at kunne meddele alle mine Venner i "Hovedlandet", at denne Tingenes Tilstand nu inden længe vil ophøre. Saasnart Forholdene tillader det, vil Jylland faa sin egen Studiekresleder. Efter at Mogens Møller i Sommer tog sin Studentereksamen, et Arbejde han gennemførte udelukkende med Henblik paa sit vordende Arbejde med Martinus Analyser, vil han allerede med denne Sæsons Paabegyndelse overtage Studiekresarbejdet i Jylland. Og vel at mærke, overtage det med Henblik paa et kommende aarelangt Arbejde indenfor Jyllands Omraade. Hidtil har det jo været saaledes, at baade Mogens Munch og jeg selv, da vi rejste i Jylland, vidste, at det kun kunde blive for en kortere Tid. Vi vidste, at Arbejdet herovre gennem sin stadige Vækst en Dag vilde kræve os helt, og at vi derfor maatte betragte vort "Rejseliv" som et Led i vor Uddannelse til Arbejdet her. Det er derfor med en virkelig Glæde i Hjertet, at jeg nu ser Mogens Møller træde til som vor Afløser. Lang Tids personligt Venskab med denne Mand berettiger mig til at lykønske alle de, for hvem han skal være Lærer. Jeg ved han gaar ind til dette Arbejde med de reneste Motiver, bistaaet af sin prægtige Hustru. Saasnart Forholdene tillader det, forhaabentlig allerede til næste Aar, vil Mogens Møller tage fast Bopæl i Aarhus. Dermed vil et mangeaarigt Ønske hos alle Parter indenfor denne Sag blive opfyldt og et Problem, som har hvilet temmeligt tungt paa baade Martinus og mine egne Skuldre, være løst.

For Fyns Vedkommende har vor Samvittighed været knap saa daarlig. Som en af Jyderne bemærkede til mig oppe i Kolonien: "Fynboerne kan sagtens, de har Gaarde, men hvad har vi?" Bemærkningen var rigtig, Fynboerne har Sparekassefuldmægtig Viggo Gaarde, Odense, og han har da ogsaa lovet, saavidt hans Tid tillader det, i stadig højere Grad at overtage Undervisningen indenfor det fynske Omraade. Til dette kommer, at det ikke er saa vanskeligt for os at klare en Rejse til Odense, som til Jylland, hvorfor denne By i disse Aar har været en hel Del mere begunstiget, uden at jeg derfor vover at paastaa, at Holdet derovre har været tilfreds. Paa den anden Side vil jeg gerne sige, at vi baade har gjort og fremdeles vil gøre alt, hvad der staar i vor Magt for at imødekomme ethvert Ønske om Undervisning. Men Arbejdets Vækst her i København er efterhaanden blevet af en saadan Natur, at vi næsten ikke kan være borte herfra. Men at ogsaa dette Forhold efterhaanden vil blive ændret, ved enhver der kender lidt til det Arbejde, der gøres paa Sagens Medarbejderhold. Nye Lærere er her under Uddannelse, saaledes at Sagens samlede Vækst hele Tiden vil være garanteret den bedste Ledelse.

- - - - -

Krigens blodigrøde Baal flammer endnu højt imod Himlen. Men overalt mærkes det, at de Kræfter, som udløste denne forfærdende Ild, snart er udtømte. Over hele Kloden længes Menneskene efter Fred. Fra Borg saavel som fra Hytte stiger mod Himlen det inderligste Ønske, Menneskeheden endnu har næret, om en Verden fri for Had, for Mord og Drab. Det er paa dette Ønske, vi alle grunder vort Haab om en ny og skønnere Verden, en Verden af Frihed og Skønhed, en Verden i hvilken Trældom, af hvad Art nævnes kan, kun er et uhyggeligt Fortidsminde. Det er med Henblik paa denne kommende Verden, vi paany samles i Studiet af det Verdensbillede, Martinus bragte os, ihukommende hans egne skønne Ord, da han indviede Sagens Centrum: "Lad det blive kendt blandt Menneskene, at vi er Freden!"

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere