Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Pinsedag den 28. Maj 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

De udtrykker derimod noget, som de samme Væsener følelsesmæssigt kan fornemme som "Behag". At de kan fornemme disse Væseners manifesterede Tanker som "følelsesmæssigt" "Behag", skyldes udelukkende den Omstændighed, at nævnte Væsener har været i Stand til at kunne forme deres Viden om Livet paa en saadan Maade, at den for de hungrende Væsener ikke blev usandsynlig eller uvirkelig.

Men for at gøre en virkelig intelligensmæssig Viden eller absolut Sandhed til Virkelighed for et Væsen, for hvem den begrundet paa dets altfor lille forstandsmæssige Bevidstheds- eller Opfattelsesomraade maatte være skrigende ufattelig, uvirkelig og derfor umulig, maa samme Sandhed jo kun iklædes disse Væseners absolut egne naturlige Lysters, Længslers eller Begærs Tilfredsstillelsers Ordforraad. Dette vil altsaa igen sige, at for den fuldblods "vilde" Indianer maatte Livets Fortsættelse blive analogt med hans fysiske Tilværelse om end i en endnu højere eller fuldkomnere Form for "Jagtmarker" og de Glæder, der hermed er forbundne. For de oldnordiske Folk maatte det overjordiske Liv være en analog Fortsættelse af deres vældige Krigertilværelse, Vikingeliv med særligt ophøjede Høvdinge (de nordiske Guder), for hvem det ogsaa var en Sport og Glæde at kæmpe med underlegne Fjender (Jætterne) og ellers leve Livet i Glæde med Kvinder og Mjød i et Gudehjem (Valhal). At være svag og dø en naturlig Død af Alderdom maatte for saadanne Væsener være selve Livets største Fornedrelse, maatte være Datidens "Helvede". For Væsener, der var naaet frem til en saadan Bevidsthedstilstand, at man følte mere og mere Antipati ved at dræbe og myrde, hade, hævne og lemlæste og saaledes var naaet til en Tilstand, hvor Fred, Harmoni imellem Væsenerne begyndte at være en Livsbetingelse, var det klart, at Livsspørgsmaalets Løsning maatte være analogt med denne Livsbetingelse og Længsel for at afføde "Behagsfølelse" i disse Væseners Bevidsthed. Og saaledes maatte enhver Forkyndelse af det, der laa hinsides det fysiske Liv, udformes paa en saadan Maade, at det var analogt med det, der var Tilfredsstillelse paa naturlig Længsel og Begær i deres daglige fysiske Liv. I modsat Fald kunde det jo umuligt have Interesse og langt mindre fornemmes som noget, der var Sandhed eller virkeligt. Et Væsen, der derfor var besjælet af en saadan Aand og Viden, at det kunne fortælle om Livet paa ovennævnte Maade, saa det stemte overens med den naturlige Tilfredsstillelse af disse Længsler, blev for samtlige Væsener et Ideal, en Fører, en Hyrde. Og vi kommer her til de Væsener, der igennem Tiderne har ført Menneskehedens forskellige Racer fra Kulturtrin til Kulturtrin, og hvis Ord og Idealer straaler til os fra "Bibelen" og andre hellige Bøger som evige Sætninger, udødelige Ord, tilpasset til den Enfoldige og afslørende den højeste Sandhed for den Vise, der selv er blevet "et med Vejen, Sandheden og Livet". Det er saadanne Væsener, vi udtrykker som "Profeter" og i deres højeste Fremtræden som "Messiasser" eller "Verdensgenløsere". Vi har saaledes for os i disse Væsener Personer, der er ganske uafhængige af, hvad andre har skrevet, talt eller sagt. Deres højeste Viden om Sandheden, om Livets Love og Universet, deres Kendskab til Væsenernes Udødelighed eller evige Eksistens er ikke noget, de har erhvervet sig blot fra de "hellige Bøger" eller fra andre Væsener, Profeter eller Verdensgenløsere. De fremtræder ikke som disses Plagiatorer eller Eftersnakkere, ligesom de naturligvis heller aldrig i nogen som helst Situation kan fremtræde som misundelige Kritikere eller Forvrøvlere af disse Væseners særlige Terminologier eller Ordformer. De udgør i høj Grad Modsætningen til den Form for Idealister, der har saa uendeligt travlt med at skulle vise Verden de virkelige aandelige Kapaciteters "Ufuldkommenheder" og "Fejltagelser". De svælger i at finde "Modsigelser" i de sande Vises Terminologier og afslører derved deres egen endnu aandelige Barnlighed og totale Mangel paa den fuldkomne "Underforstaaelse" af Stoffet, der er den første Betingelse for den, der virkelig skal kunne gøre sig noget Haab om at komme til en hundrede Procents Forstaaelse af de højeste aandelige Kapaciteters inderste Tanke eller Livets højeste Visdom igennem blotte Ord eller Tekster. De er "Forskere", hvis Formuenhed paa det aandelige eller kosmiske Omraade endnu er af en saa ringe Kapacitet, at den næsten ikke kan overleve saadanne Situationer, hvor Teksten, grundet paa et eller andet uundgaaeligt, betinger Underforstaaelse. Forskellen paa en saadan Forskers og den Vises Arbejdsmetode er derfor meget aabenlys. Medens den førstnævnte, der ikke har Evne til at komme igennem de underforstaaede Situationer i Stoffet og saaledes ikke her er i Kontakt med dette, men derimod næsten udelukkende er optaget af "Ordet" eller "Teksten" og derved maaske endog mod sin Villie forvrøvler Stoffet, Aanden eller Meningen bag den misforstaaede Tekst, saa afslører den Vise en saa overdaadig Kundskab om Stoffet bag Teksten, at de underforstaaede Situationer her overhovedet ikke spiller Rolle i hans Forstaaelse af Meningen i Stoffet, ja, han vil endog være i Stand til at udbygge Teksten i de underforstaaede Situationer eller "Modsigelser" til Fordel for en Afklaring af den røde Traad i Stoffets Helhed og saaledes i Kraft af sin Kærlighed paavise, at der i Realiteten ingen "Modsigelser" er. Han støtter det ophøjede eller hellige Stof derved, at Meningen eller Traaden i dette bliver den samme i hans Fortolkning som den, Stoffets Ophav netop har tilsigtet at aabenbare.

Den uformuende og selviske Forsker, der i Virkeligheden ikke kender den røde Traad i Stoffet og saaledes er meget vaklende angaaende dets sande Mening, benytter enhver Lejlighed til i de underforstaaede Situationer, hvor Teksten tilsyneladende eller rent overfladisk former sig som "Modsigelse", at bryde ind i dette for i sin egen Selvdyrkelses Favør at placere sin egen Mening, der jo udelukkende gaar ud paa at trække de eventuelle "Modsigelser" yderligere op, hvorved Stoffets oprindelige Mening smuldrer væk, og tilbage for denne Forsker og hans Tilhængere eller Læsere kun det rene Vrøvl. Her gælder det mere end noget andet Sted: "Salig er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud".

Al Slags mental Urenhed forblinder eller fordunkler det aandelige Syn og gør selv de mindste eventuelle Brist i Sproget eller Terminologien til Faldgruber, til "Tærskelens Vogtere". Kun i samme Grad som man har Kærlighed, hvilket altsaa vil sige: "Næstekærlighed" eller "Alkærlighed", vil man finde "Kærlighed", hvilket igen vil sige: Logik, Mening eller Højintellektualitet bag de højeste Vises Ord eller Tekst. Kun "Kærlighed" kan være den bedste "Kender" af "Kærlighed". Den ukærlige eller aandeligt primitive vil derfor i stor Udstrækning kun kunne finde "Modsigelser", "Fejl" og "Meningsløshed" bag den højeste Vises Ord og Tekst. Han ser endnu kun "Emballagen" og kan derfor endnu ingen absolut Mening have om samme "Emballage"s Indhold. Der er ikke megen "Pinseglans" over et saadant Væsens Liv.

Men rent bortset fra disse Visdommens uheldige Fortolkere funkler og straaler Verdensgenløsningens store Stjerner paa den aandelige Himmel. Deres blændende Straalevæld er altfor overdaadigt til ikke at kunne skinne igennem en hvilken som helst jordmenneskelig, sproglig Ufuldkommenhed. Den, der virkelig er vokset frem til at have "Øjne at se med" og "Øren at høre med", han skal nok komme til baade "at se" og "høre" den absolutte Sandheds straalende Lys i hvad eller hvem, dette saa end maatte vise sig. Han vil "se Sandheden" i selv den mest elendige og paa "Modsigelser" fyldte Terminologi, og han vil "høre den" i selv den mest stammende Fortolkers Tale. Sandheden er "Aand" og kan kun opleves og kendes i Kraft af "Aand". Ord og Tungemaal er kun dens underordnede Redskaber, tilpasset for Tid, Sted og Trin. Hvem, der endnu kun er "Tid", "Sted" og "Trin", ser og hører kun "Tid", "Sted" og "Trin".

Den guddommelige Aand eksisterer altsaa ganske uden om Ord og Tungemaal, uden om Terminologier og andres Formodninger, Meninger og Opfattelser. Og det er til en Erkendelse af denne dens Renkultur, at Verdensgenløsningen i Samklang med Udviklingen tilsigter at føre ethvert Jordmenneske. Og som en urokkelig Bekræftelse paa, at en saadan ophøjet Tilværelsesform kan naas, har vi netop i Stjernerne paa den mentale eller aandelige Himmel. Disse guddommelige Væsener, af hvilke Kristus jo i særlig Grad er blevet kendt indenfor den europæiske Verdensdel og Kultur, er jo netop Væsener, der er vokset frem til den kosmiske Tilstand, i hvilken man føler sig "eet med Faderen" og taler med Guddommen som en Mand taler med sin Næste. Et saadant Væsen faar ikke sin Viden fra en Bog eller fra et andet Væsen. Det hører, ser og opfatter den absolutte Sandhed igennem Livets egen direkte Tale. Derfor kunde Kristus sige til sine Disciple, at det, han fortalte dem, var det, Faderen havde fortalt ham. Det er denne Tilstand, der venter alle Mennesker. Det er denne, der er Verdensgenløsningens og al Visdommens foreløbige Maal. Det er denne ophøjede Tilværelsesform, dette inderlige Gudsforhold og direkte Samvær med Guddommen, der er bebudet Menneskene igennem Forjættelsen om "Talsmanden den hellige Aand". At opleve denne "Talsmand", der jo ikke er noget Væsen eller Individ, men derimod er intet mindre end den guddommelige Aands Levendegørelse i vort eget Indre, i vor egen vaagne Dagsbevidsthed, er jo det samme som at blive forvandlet til et kosmisk Væsen, en Buddhaskikkelse i allerhøjeste Format. Det er at faa den absolut højeste "Pinseglans over Livet", der foreløbig er tilgængelig for jordiske Øjne. Og det er for et saadant Væsen, at den før citerede guddommelige Tale direkte vibrerer lige ind i Sjæl og Sind. Det oplever direkte sin egen Udødelighed eller evige Væren. Der er ikke noget "Hvorfra" eller "Hvortil", ligesom Svaret paa det store Spørgsmaal "Hvorfor" forlængst er blevet en Kendsgerning igennem Guddommens direkte Tale i Form af dette ene: at blive modnet, tilpasset og herliggjort til det store Samvær med Guddommen, der venter ethvert eneste levende Væsen bag enhver Form for Udlevelse af Dyreriget eller Mørkets Zone. Man skal elske sin Næste som sig selv for at komme paa Bølgelængde med Universets, Verdensaltets eller Guddommens særlige Tankevibrationer, der udelukkende er Kærlighed. Kun den Kærlighed kan se den Kærlighed, der styrer og leder Universet. Og med den Kærlighed igennem Tanke, Sjæl og Sind er der ikke blot "Pinseglans" i vort eget Indre, men ud fra os funkler Sommerens Pinsesol som en Lysglorie ud over alt og alle, der maatte komme ind under Begrebet "vor Næste". Og i denne Omfavnelse af Næsten gaar Vejen nu frem over Verdenerne, Kloderne og Stjernerne i Opfyldelsen af den evige Faders førnævnte Forjættelser. Og her modtager den evige Gudesøn igennem sine kosmiske Øjne den altomfattende Herlighed, som Faderen har skænket ham længe før den nuværende Stjerneverden med dens Solbyer eller Mælkeveje begyndte at funkle og lyse paa det fysiske Plan.