Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Pinsedag den 28. Maj 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Ved det daglige Syn af den hvide Mands Kulturs mangfoldige, overlegne materielle Foreteelser og Muligheder, bliver Længslen efter at besidde denne Kulturs Fordele undertiden saa stærk hos Naturmennesket, at den ligefrem skaber "Livslede" imod nævnte Væsens egen Kultur. Det kan ikke mere blive lykkelig i den, selv om det ganske vist slet ikke har udlevet dens moralske Side.

Og hvad skal der nu blive af et saadant Væsen, som ikke mere kan føle sig lykkelig iblandt sine "egne", men derimod i sin Bevidsthed er fyldt med en uimodstaaelig Længsel efter at være en "hvid Mand", selv om det ikke ønsker den "hvide Mand"s Moral? – Hvordan skal denne Længsel eller dette Ønske blive opfyldt? – Var det ikke bedre, at et saadant Væsen aldrig nogen Sinde var blevet født? – Hvis dets nuværende Liv er det eneste, det faar Lov til at opleve, vilde det jo have været langt at foretrække aldrig at være blevet født fremfor det livsvarige "Helvede" eller den "Livslede", det nu Resten af sine Dage, ganske uden egen Skyld, er dømt til at skulle opleve. Hvem skal et saadant "mislykket" Liv gavne? – Hvem glæder sig over dette Væsens mentale Kvaler? – Hvem bringer disse Kvaler Lykke? – Absolut ingen. Hvis nævnte Væsen aldrig før har eksisteret og aldrig mere vil komme til at være iblandt de levendes Tal, saa er dette dets enkelte Jordliv kun en total Pine og absolut ikke til Velbehag for noget Væsen, ja, det skulde da lige akkurat være for den eventuelle Guddom eller det Forsyn, der har skabt samme Væsen og saaledes er dets Ophav. Men en Guddom, der finder Velbehag i at skabe et Væsen for udelukkende at lade det ende i "Pine" eller med sjælelige Længsler, det aldrig nogen Sinde kan faa opfyldt, er ikke en Guddom, det er et sadistisk Uhyre, altsaa et "djævelsk Væsen", der ikke har noget som helst med Kærlighed, Humanitet og mentalt Lys at gøre. Ja, er et Væsen, som Tusinder og Tusinder af Jordmennesker i deres Karakter og moralske Fremtræden staar himmelhøjt hævet over. Nej, tro ikke, at en saadan Guddom kan kaste "Pinseglans" over det fremskredne, intellektuelle Menneskes Jordliv og den dette Liv omgivende materielle og aandelige Verden.

At de efterlevende Generationer faar det fuldkomnere eller bedre kan ikke paa nogen som helst Maade virke som formildende Omstændigheder. Naar de fortidige Generationer, som har haft Savnet og Længslen efter en fuldkomnere Tilværelse, er absolut "døde", er de jo ganske udelukket fra at kunne opleve Livets Forbedring eller højere Fuldkommenhed. Denne Fuldkommenhed tildeles altsaa Væsener, der aldrig har følt Savnet af den, og kan derfor umuligt fornemmes som Lykke af disse Væsener. Nej, med Tvivlen paa og Fornægtelsen af Væsenets evige Liv bliver der ingen "Pinseglans over Livet". En Livsfilosofi, der udelukkende befordrer disse to Foreteelser er hundrede Procents Illusion, er hundrede Procents imod Sandheden, imod den levende eksisterende Virkelighed. Og en saadan materialistisk Indstilling til Livet har da heller aldrig nogen Sinde kunnet tilfredsstille Individet undtagen i saadanne Tilfælde eller korte Tidsrum, hvor Skæbnen har været det gunstigt, hvilket altsaa vil sige, at det har været uden Sygdomme, uden Sorg og Ulykke. I en saadan Periode kan de almindelige dagligdags materielle Goder som oftest virke tilstrækkeligt tilfredsstillende paa det materialistiske Væsen. Og det har i disse Perioder ingen som helst Brug for Forsynet eller en beskyttende Guddom. Men naar Sorgerne, Lidelserne og Ulykkerne indfinder sig eller hober sig op i dets Skæbne, skal det nok, akkurat ligesom Dyret i sin Dødsangst, skrige imod det ukendte Forsyn. Det skal nok efterhaanden opdage, at der er en levende, intellektuel styrende Villie bag Naturen, Livet og Tilværelsen. "Den fortabte Søn" skal nok finde tilbage til "Faderen". Kredsløbsprincippet skal nok efterhaanden ligesaagodt gøre sig gældende her som alle andre Steder i Naturen. Ingen kan komme udenom denne evige Foreteelse.

Naar Sorgens og Ulykkens Time er inde, naar man har mistet sin Ægtefælle, sit Barn eller andre af dem, man elskede højest, eller naar man er kastet paa Sygesengen af en frygtelig, lammende og uheldbredelig Sygdom, der gør Livet til en aarelang Dødsproces, nytter det ikke, at man ved, hvor langt der er til Solen og kender Lysets Hastighed eller kan konstatere, hvad Maanen vejer. Man bliver ikke rask af den Grund. Heller ikke bliver Skæbnen paa dette Felt lysere, fordi man ved, at Jorden er rund, man kender Havets Dybder eller forstaar Vandets kemiske Sammensætning. Det mistede, elskede Væsen er stadigt borte, og Sygdommen gør stadig Livet til en aarelang Dødsscene, en Befordring hen imod den formentlige store Tilintetgørelse.

Nej, urokkelig "Pinseglans over Livet" kan denne Viden ikke bringe til Udløsning ved denne Sygeseng eller dette Offer for Skæbnen. Og "Dyrets Angstskrig" er stadig til Stede, omend det nu forekommer i en mere kultiveret Form, er iklædt menneskelige, kultiverede Ordformer eller maaske kun er stille Suk. Den lidende "Gudesøn" vender atter Blikket mod sin "evige Fader".

For det fremskredne og i Tænkning udviklede Menneske kan den saakaldte "Tro" heller ikke mere skabe "Pinseglans over Livet". Det nytter ikke at love en lys og bedre Tilværelse i en "aandelig Verden" hinsides den fysiske, en Slags "immateriel Tilværelsesform", som Løn for en i Forvejen af et Forsyn eller en Guddom opnaaet "Syndsforladelse" eller "Frelse. Det er rigtigt, at man paa de Stadier, hvor Tænkningen angaaende kosmiske Problemer endnu er latent, og Trosevnen derfor endnu er en temmelig stærk bærende Kraft eller et solidt Grundlag bag Villieføringen, jo kan faa en temmelig stor Livsglæde og Fryd ved Tanken om en forherliget eller "salig" Tilværelse hinsides den fysiske. Men Forestillingen eller Billedet af denne "salige" Tilværelse, dette "Paradis" eller denne "Himmel" efter "Døden" er ikke et Produkt af Væsenets selvstændige Tænkning eller Analysering. Nævnte Salighedsopfattelse er ikke en intelligensmæssig Analyse, den er ikke Viden, men udgør derimod en fra andre Væsenet overleveret Opfattelse, der er suggereret ind i Væsenet i Kraft af dets paa dette Felt endnu mangelfulde Tænkning og derfor store suggestive Modtagelighed, hvilket vil sige: mentale Følsomhed. Opfattelsen er indgaaet i Væsenets Tanker eller Bevidsthed som en Mættelse af en i Forvejen følt Trang eller Hunger. Denne Hunger har ikke hos dette Væsen, grundet paa dets endnu paa det aandelige Felt mindre fremtrædende Analyserings- eller Tænkeevne, været af forstandsmæssig Natur. Det har ikke i saa stor en Udstrækning været en Tilfredsstillelse for dets Intelligens, som det har været en Tilfredsstillelse for dets Følelse, det har hungret efter. En saadan uintellektuel Følelseshunger kan ikke tilfredsstilles ved en blot og bar Analyse, ligegyldigt hvor stor videnskabelig Sandhed, denne Analyse saa end maatte være. For at opfatte og forstaa en Analyse, altsaa en detailleret Udredning, maa man have et med Analysens Objekt beslægtet Erfaringsmateriale, saa man med den herpaa i Forvejen baserede Forstand og Viden kan gaa Analysens Detailler efter og gøre dem til sin egen teoretiske eller praktiske Viden. Har man ikke dette Erfaringsmateriale, kan man ikke intelligensmæssigt hungre efter denne "Viden". Men det forhindrer ikke, at man kan hungre efter en "følelsesmæssig" Tilfredsstillelse angaaende Analysens oprindelige Objekt. Naar der, som her i dette Tilfælde, hvor Analysens Objekt er Problemet "Livet efter Døden", kan dette udmærket forme sig som et Spørgsmaal for Jordmennesker paa mange forskellige Trin, selv om man slet ikke har Erfaringsmateriale nok og den heraf følgende Intelligens til at forstaa Spørgsmaalets virkelige videnskabelige Udredning eller Sandhed. Og jo fattigere man er paa det Erfaringsmateriale, der betinger Evnen til at forstaa Problemet videnskabeligt, desto mere ligger nævnte Spørgsmaals sande Besvarelse i sine Detailler over ens dagsbevidste Horisont. Besvarelsen bliver uforstaaelig, bliver "Mystik". For dette Bevidsthedstrin hedder det derfor, at "Guds Veje er uransagelige". Men dette besvarer ikke Livsspørgsmaalet tilfredsstillende. Den religiøse Hunger er stadig den samme, men man forstaar altsaa instinktivt, at Besvarelsen af Spørgsmaalet er forbeholdt særlige af Guddommen begunstigede Væsener. Og den eneste Vej, ad hvilken man kan faa nogen Tilfredsstillelse angaaende Livsproblemet, vil altsaa udelukkende være igennem saadanne Væsener. Hvorledes disse Væsener ved Hjælp af et langt større og mere omfattende Erfaringsmateriale og en heraf udviklet tilsvarende større Intelligens- og Intuitionsevne paa naturlig Maade kan opleve og analysere sandheden ud og komme til den absolutte Erkendelse, er jo totalt umuligt for de nævnte Væsener at fatte, da en saadan Kunnen jo ligger ganske udenfor deres egen sansemæssige Kunnen. Denne Kunnen bliver ligeledes uforklarligt i realistiske Detailler for de samme Væsener og bliver derfor for dem ogsaa "Mystik" og dens Ophav "Mystikere". Men da saadanne Væsener ikke desto mindre forekommer for dem i den daglige Tilværelse, bliver de nødsaget til at erkende deres Eksistens. Denne Erkendelse begrundes igen udelukkende paa den Omstændighed, at disse formentlige med en "højere Viden" af Forsynet begunstiggede Væsener er i Stand til at udtale Tanker, der kan virke som Tilfredsstillelse paa deres Livsspørgsmaal eller Hunger efter Oplysning om "Døden", og hvad der skjuler sig bag denne. Naar disse af de nævnte "Mystikere" manifesterede Tanker kan virke som Næring paa de andre Væseners mentale Hunger, er det jo netop i Kraft af, at nævnte Tanker ikke er "videnskabelige" detaillemæssige Udredninger, hvilke de paagældende Væseners Hjerner jo slet ikke vilde kunne tage, slet ikke vilde kunne jonglere med.