Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Gennem alle de Aar, Krigen nu har varet, er der een bestemt Ting, der med visse, meget korte Mellemrum er blevet diskuteret i samtlige Aviser og Tidsskrifter, Problemet "Det hemmelige Vaaben". Gang paa Gang ser man paa Tryk, at nu vil snart det og snart det Middel blive sat ind i Kampen, og at dets Virkninger vil være af en saadan Art, at det helt vil afgøre Krigens Forløb.

Rent menneskeligt – om man da kan bruge et saadant Udtryk i den Forbindelse – er der vel intet at sige til, at samtlige krigsførende Parter hver for sig drømmer om at kunne finde netop det Middel frem, som totalt vilde knuse Modstanderen, men for den, der i Krigen ser andet og mere end et Opgør mellem Stater og Systemer, vækker disse Ønskedrømme kun Tvivl og Skepsis. Bag samtlige Energireaktioner eksisterer der en Lov, der siger, at Tryk avler Modtryk, og hidindtil har det da ogsaa været saaledes, at ethvert nyt Vaaben ret hurtigt er blevet imødegaaet paa en saadan Maade, at dets ødelæggende Virkning mere eller mindre er blevet begrænset. Men netop fordi den megen Tale om "et hemmeligt Vaaben" har sat saa levende Fantasibølger i Bevægelse, kan det maaske have sin Interesse at undersøge Problemet lidt nøjere. Det kunde jo dog tænkes, at det i sig indeholder et og andet af Værdi.

Formodentlig vil man ved et hemmeligt Vaaben forstaa et, der lynsnart rammer Modparten uden, at han blot i mindste Maade er forberedt paa Slaget, i modsat Fald vil det jo ikke være hemmeligt i dette Ords virkelige Forstand. Men eksisterer dette Vaaben ikke allerede? Det gør det! Og ydermere, vi er alle Eksperter i at betjene det. Vaabnet hedder "Ordet". Til Dato er der ikke skrevet een eneste Bog, eet eneste Drama eller een eneste Novelle, i hvilke der ikke er forekommet en eller flere Scener, i hvilke dette hemmelige Vaaben er blevet anvendt. Og selv har vi saa at sige ikke levet bare een Dag til Ende uden at have mødt Virkningerne af dette hemmelige Vaaben. Hvem har ikke staaet i en tilsyneladende fredelig og venlig Samtale med et eller flere Mennesker og saa pludselig oplevet den besynderligt isnende Fornemmelse, det er, at et Ord eller en Sætning pludselig jager som en Kniv tværs igennem en? Uden Mulighed for Forsvar oplever man pludselig, hvad det vil sige at leve midt i den Verden, Martinus saa træffende kalder "Dyreriget", idet han, i Modsætning til den almindelige Videnskab, ogsaa includerer os som tilhørende netop det Rige. Man kan beskytte sig imod fysiske Kløer, men imod de aandelige, som jo i udstrakt Grad anvendes af det "geniale Rovdyr", som man i de her tænkte Situationer med Rette kan kalde Mennesket, findes der kun eet Middel, nemlig hin sjælelige Overlegenhed, som kun de allerfærreste af os er i Besiddelse af. Alle bærer vi i vort Ansigts Furer og Mærker Sporene efter Virkningerne af Ordet som hemmeligt Vaaben. Fra plumpe, direkte hadefulde Udtryk, har dette Vaaben gennemløbet Udviklingen frem til den elegante Form, der, dækket af det tilsyneladende venlige og forstaaende Smil, trænger sig Vej lige ind i Hjertet. Hvad er Slagmarkernes tidsbegrænsede Rædsler imod de, et Menneske i Samliv med giftige, onskabsfulde og mistroiske Medmennesker kan opleve? Hvor mange Selvmord skyldes ikke Ord, der med velberaad Hu er blevet formet for at gøre Fortræd. Hvad er det Søle og Ælte af Sladder langt de fleste Mennesker maa stride sig igennem andet end Dyrets Anvendelse af hin kostelige Gave, igennem hvilken Kærlighedens skønne Tanker skulde iklædes jordmenneskelig Lyd?

Det er umuligt at beskæftige sig med et aandsvidenskabeligt Studium ret længe uden at komme paa Sporet af Ordets baade positive og negative Kraft. Talt fra et rent Hjerte, rummer det en Styrke, som bestaar i Aartusinder. Da er det, som Emerson siger "Brød for Millioner". Som en usaarlig Arm bærer det da over de dybe, sjælelige Afgrunde vi hver især møder paa vor Vej. Da er det ene den Kraft, vi klynger os til, naar alt andet omkring os brister. Men talt fra et ondt og hadefuldt Sind er det en Gift, som kan gennemtrænge hele Folkesamfund. Vil det ikke altid være klogt at erindre sig, at Ord er de sjælelige Raavarer ved Hjælp af hvilke, en indre, hadefuld Motivverden kan skjules? Det ufarlige ved det primitive Menneske er jo, at det endnu ikke evner at skjule sine giftige Motiver. Som en uimodstaaelig Flod baner dets mørke Tanker sig Vej over Læberne og advarer enhver, som kan høre. Anderledes med det udviklede Menneske. Modsat det primitive ejer det i sig Evnen til "at ruge sine Slangeæg ud". Ved Hjælp af sin Intelligens udfinder det efterhaanden det svage Punkt i ens Rustning – og saa er Resten en let Sag!

Men netop fordi Ordet er Tilværelsens virkelige hemmelige Vaaben, vil Kendskabet til kosmisk Kemi blive baade Alfa og Omega for det udviklede Menneske. At lære Livets virkelige Struktur at kende vil i sig selv være Skabelsen af det Skjold, mod hvilket enhver ond Tanke kommer til kort. Naar dette er helt forstaaet, vil man ogsaa samtidig være fortrolig med Ondskabens Natur som Uvidenhed. Da vil det, vi i Dag kalder "ondt" og "gement", blot være de Materialer ved Hjælp af hvilke, Guddommen lærte os sit eget inderste Væsen at kende og enhver Tanke om, at disse Tilstande skulde fjernes fra Verdensaltet, vil da være som blæst fra ens Sind. Nej, det er ikke Livet som saadan, der er noget i Vejen med, det er os – og der er desværre saa meget i Vejen med os, at det har været nødvendigt at lade os føde i en Verden af en nogen anden Slags end den, vi i vor egen Indreverden drømmer om at gøre os kvalificeret til inden alt for længe at faa Lov til at opleve!

Med mange kærlige Hilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere