Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Pinsedag den 28. Maj 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

OG JEG VIL DA FØRE DIG VIDERE HEN OVER ANDRE VERDENER, KLODER OG MÆLKEVEJE, VISE DIG ANDRE MENNESKEHEDER, DYR OG PLANTER. GENNEM NYE HIMLE OG HIMLES HIMLE GAAR VOR EVIGE VEJ, JEG VIL VISE DIG FYSISKE OG AANDELIGE HERLIGHEDER, DU ENDNU ALDRIG HAR DRØMT OM ELLER HAR KUNNET ANE EKSISTEREDE. JEG VIL AABENBARE FOR DIG KÆRLIGHEDSGAVER, JEG ALLEREDE HAR PLANLAGT FOR DIG, INDEN DEN NUVÆRENDE JORD OVERHOVEDET BLEV SYNLIG PAA DET FYSISKE PLAN. SOM IDENTISK MED EVIGHEDEN SKAL DU, SOM MIT UDTRYKTE BILLEDE, VÆRENDE EET MED MIG, EVIGT GAA FREM IGENNEM TIDEN OG RUMMET. OG OVERALT, HVOR DU GAAR HEN IGENNEM UNIVERSET, SKAL SOMMERENS LYSVÆLD, JUBEL OG LIVSGLÆDE STIGE OP IMOD MIN EVIGE TRONE, DER, HVOR DU ELSKER DIN NÆSTE SOM DIG SELV, SKAL DER VÆRE PINSEGLANS OVER LIVET. OG DER, HVOR DER ER PINSEGLANS OVER LIVET, MAA NATTENS SKYGGER VIGE, THI DER ER JEG SELV LYSLEVENDE TIL STEDE, THI – JEG ER DIN NÆSTE."

Tænk en saa overjordisk, paradisisk Tale og dog saa realistisk, fysisk fremtrædende og overskyggende det "levende Væsen" er den Aarstid, vi kalder "Sommer". Hvor viser Guddommen en større Udfoldelse og Levendegørelse af sit altomfattende Skabervælde end netop igennem "Sommeren"? – Repræsenterer de øvrige Aarstider ikke netop en mindre Grad af Udfoldelse? – Er Vinteren her paa vore nordiske Breddegrader ikke netop i stor Udstrækning en "Sovetilstand"? – Er den frosne Jord, de bladløse Træer, de blomsterløse Enge og de store Snemarker i sig selv ikke repræsenterende en "Stilhed", der maa betragtes som "Hvile" eller "Søvn"? –

For det udviklede Menneske, der hungrer efter Oplysning, der hungrer efter Sandheden, er "Sommeren" Kulminationen af Guds eget absolutte og korrekte Svar paa det store "Hvorfra", "Hvorfor" og "Hvorhen". Vi ser, at Sommeren udrinder af Foraaret, der igen fremstaar af den kolde og isnende Vinter. Kan selve "Døden" være mere kold og livløs end Vinteren? – Og dog fremstaar der tilsidst af Vinteren den farvestraalende, pragtfulde Sommer.

Men hvad er det, Gud her siger til os igennem den Forvandlingsproces, der saaledes foregaar lige for vore Øjne i et Jordliv, ikke een Gang, ikke to Gange, men indtil halvfjerdsindstyve a hundrede Gange? – Siger han ikke netop her, at den koldeste og mest isnende Form for "Død" i Realiteten ikke er nogen "Død"? – Viser han ikke, at den "frosne" Jord, de "visne" Enge og "bladløse" Træer ikke udgør nogen absolut "Død"? – Den "frosne" Jord kan tø op, de "visne" Enge blive til et myldrende Blomsterflor, de "bladløse" Træer blive til løvduftende grønne Skove. Hvor før isnende Snestorme jog hen over Terrænerne og begravede alt i sit hvide Liglagen, jubler nu tusinder af Struber et Væld af Harmonier, Toner og Klange frem imod en lysende og varmende Sommerhimmel. "Døden" har forvandlet sig til Lyst, Glæde og Lovsange til Livets Pris. Kan "Livet" i nogen Situation være mere "levende", fornemmes i en højere Kulmination end netop der, hvor det giver sig Udslag i Jubel eller Salighed? –

Men naar det "frosne" og "visne" Liv, den "isnende Død" kan forvandle sig saaledes, er den jo ikke nogen "Død", thi en "absolut Død" kan ikke afføde noget som helst. For at "noget" kan afføde "noget", maa det være "Bevægelse". Der, hvor der ikke er "Bevægelse", er der absolut "Stilhed". Men en absolut "Stilhed" er et "Dødpunkt", der aldrig nogen Sinde vil kunne komme i Gang, thi hvad skulde bevirke denne Igangsætning andet end "Bevægelse"? – Kun "Bevægelse" kan afføde "Bevægelse", "Stilhed" vil jo umuligt kunne afføde "Bevægelse". Det vil altsaa igen sige, at der findes ingen absolut "Død" indenfor "Vinterens" Omraade. "Vinteren" er "Bevægelse", er "Energi". Men saa er "Vinteren" og "Sommeren", "Døden og "Livet" jo udgørende een og samme Ting, nemlig "Energi" eller "Bevægelse". Men naar "Livet"s og "Døden"s Energi saaledes er identisk, kan der jo ikke findes nogen virkelig eller absolut Energistandsning og dermed heller ikke noget virkeligt eller absolut Ophør af "Liv" Sted. Og da der ikke eksisterer noget Ophør af "Liv", ikke findes nogen absolut "Død", bliver "Livet" hermed synligt som en "evig Tilværelse" samtidig med, at "Bibelen"s Beretning om et "evigt Liv" her ogsaa bliver til Virkelighed.

Det store Spørgsmaal "Hvorfra" og "Hvorhen" er dermed ikke længere noget uopklaret Problem, "Livet" kommer ikke "herfra" eller "derfra" og gaar ikke "hertil" eller "dertil". Det kommer ikke fra noget "Sted" eller gaar til noget "Sted". Noget, der er "evigt", kan ikke komme fra noget "Terræn" eller "Rum". lige saa lidt som det kan komme fra eller gaa til nogen "Tid". Det "evige" kan kun være "ubegrænset". Og det "ubegrænsede" kan kun udgøre eller være nærværende i alle "Rum" og alle "Tider". Svaret paa det store Spørgsmaal "Hvorfra" og "Hvorhen" udgør saaledes ikke nogen som helst "Tid-" og "Rumbetegnelse", det udgør ikke noget "derfra" eller "dertil", men udelukkende kun dette ene, at "Livet er".

Nu vil man maaske her indvende, at Menneskene, Dyrene, Planterne eller kort sagt alle kendte Former for Liv "dør". Vore Forældre bliver gamle, svagelige og "dør". Masser af Træer, Blomster eller Planter "gaar ud" for ikke mere at vise sig paa det fysiske Plan. Normalt "dør" vi altsaa efter Tur. At vi alle skal "dø", hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige: totalt skal ophøre med at være til, er saaledes en af de mest fastslaaede og dermed urokkelige Kendsgerninger. Hvis "Livet" var "evigt", maatte vi jo se "de Døde" blive "levende" igen og fremtræde i fysisk Kød og Blod. Men hvem har set det? – Hvem har set sine "afdøde" Forældre, Venner og Bekendte blive "fødte" igen? – Hvem har set Efteraarets" visne" Blade blive til ungt, friskt og grønt "Løv" igen? – At "Sommeren" vender tilbage efter hver "Vinter" kan ikke være noget Udtryk for, at de "levende Væsener"s "Død" kun er er midlertidig "Vinter", efter hvilken de igen skal "vaagne op" og fremtræde som de "levende Væsner", de før har været. Ja, man vil maaske endog yderligere pointere det modsatte, f. Eks. at "nyfødte" Væsener uden Undtagelse er "Nye Væsener", hvilket vil sige: Væsener, hvoraf ingen kan identificeres som Væsener, der tidligere har eksisteret eller levet paa Jorden. Man vil derfor paaberaabe sig, at "Livet"s "Evighed" ikke kan gælde det enkelte Individ. Et saadant Væsen er nemlig et Produkt eller et Barn af forudgaaende "Forældre". "Livets Evighed" forplanter sig derfor udelukkende kun fra Forældre til Børn og fra disse igen til deres Børn og saaledes fremdeles. Men er et saadant Liv "evigt"? – Naar det enkelte Individ ikke har noget "evigt Liv", hvem har saa "oplevet" dette" evige Liv"? – Hvis Livet kun eksisterer i et "levende Væsen" saalænge, det har sin fysiske Organisme, vil intet som helst levende Væsen nogen Sinde blive i Stand til at "opleve" noget "evigt Liv" som en Realitet. Ethvert Væsen maatte nøjes med kun at "opleve Livet" i den lille korte Periode, som udgør Organismens Levetid eller dets saakaldte "Jordliv".

Men til hvad Nytte denne Lille lokale Tilværelse? – Til hvad Nytte "Udviklingen"? – Hvorfor ligger der i Væsenet en vældig Trang til at "udvikle" sig? – Hvorfor opsamler mange Væsener lige til deres Dødsdag en kolossal Bunke af Kundskaber og Viden? – Hvorfor maa de "levende Væsener"s daglige Liv udløse sig i Erfaringer og Oplevelser lige til deres Dødsdag? – Hvem skal de Erfaringer og Kundskaber gavne? – Selv faar de jo ingen som helst Gavn eller Glæde af disse, da de efter deres "Dødsstund" jo ikke mere er blandt "de Levende".

Det er rigtigt, at nævnte Erfaringer og Oplevelser kan gavne efterlevende Generationer, men hvorfor skal de efterlevende Generationer have den Gavn og Glæde? – Hvorfor skal de ikke lige saa godt i deres Jordliv selv tilegne sig de samme Erfaringer ved "Selvoplevelse"? – Hvorfor skal de forudgaaende Generationer have Lidelserne og Besværet ved Erfaringernes Oplevelse, medens de efterfølgende Generationer kan leve højt paa disse Væseners efterladte Erfaringer og Kundskaber og derved undgaa de Besværligheder, som Mangel paa Erfaringer eller Kundskaber giver? – Hvorfor skal de forudgaaende Generationer have Besværet med at "saa" og "avle" Kundskaber og Viden, naar de aldrig selv nogen Sinde skal kunne "høste" Frugten af denne deres Udfoldelse, men at den derimod skal overlades til de efterlevende Væsener, der derved fritages for den "Selvoplevelse" af det Ubehag, som mange af Erfaringernes Tilblivelse har kostet de forudgaaende Generationer? – Hvorfor skal et Væsen, der i Dag fødes indenfor den moderne Kultur, nyde alle de Behageligheder, som denne Kultur kan yde, saasom: milde og bløde Klæder, gode Senge, Fritagelse fra groft Arbejde i Kraft af Maskiner, gode Rejseforhold, Jernbaner, Dampskibe, Automobiler og Flyvemaskiner, samt alle de andre Goder: Elektricitet, Telefon, levende Billeder, Radio o.s.v. o.s.v.? – Hvorfor skal et Nutidsmenneskes "eneste eksisterende" Jordliv være beriget med disse Goder? – Og hvorfor skulde Fortidsmennesket, Neanderthaleren eller Cromagnonmennesket ikke have sit "eneste eksisterende" Jordliv velsignet med de samme Fordele? – Hvis hans Tilværelse fuldt ud kunde tilfredsstilles ved denne dens primitive Fremtræden og skabe hans fuldstændige Lykke, hvorfor kunde den saa ikke lige saa godt være tilfredsstillende for Nutidsmennesket? – Og hvis Levevilkaarene ikke var tilfredsstillende for Fortidsgenerationerne, hvad gavner det saa dem, at de efterfølgende Generationer faar deres "forbedrede"? – Hvem faar i det hele taget "Glæde" af "Udviklingen" eller "Forbedringen" af "Livsvilkaarene"? – De "levende Væsener", der ønsker "Forbedringerne", "dør" jo og kommer saaledes aldrig til at opleve denne, men maa leve i "Savnet". De efterfølgende Generationer faar tildelt "Forbedringen" allerede ved Fødslen, men har aldrig følt "Savnet" af denne og kan derfor heller aldrig have ønsket "Forbedringen".

Hvis et Væsen kun lever et enkelt Jordliv, vil "Udviklingen", hvilket igen vil sige: Livets Love, saaledes betyde, at ingen som helst Generation er lykkelig. Hver enkelt Generation faar nemlig i Kraft af "Udviklingen" tildelt en hel Serie af Fordele, som den aldrig kan have ønsket, da den jo aldrig har levet før og derfor aldrig kan have følt Savnet af disse Fordele, medens den samtidig maa opleve en hel Serie af Savn og de heraf følgende Ønsker, som den aldrig vil kunne faa tilfredsstillet, idet den jo uundgaaeligt "dør" forinden. Dette vil altsaa sige, at de Væsener, der fornemmer Savnet og de heraf affødte Ønsker, aldrig nogen Sinde kan faa disse Ønsker tilfredsstillet eller opfyldt, medens de derimod er tildelt en Masse Fordele, som de aldrig kan have ønsket. Hvor er Logikken i "Udviklingen" eller "Livets Love", hvis hver enkelt Individ og dermed hver enkelt Generations Liv ikke er "evigt"? –

Hvis Livet kun er en "timelig" Foreteelse, eksisterer der absolut ingen som helst anden Plan med selve "Udviklingen" og dermed med "Livets Love" end netop denne, at "pine" de "levende Væsener". At være beriget med en Masse Foreteelser, man aldrig har kendt Savnet af og aldrig har ønsket, kan ikke være nogen særlig straalende Lykke. Og at være bebyrdet med en Masse Savn og Ønsker, man aldrig nogen Sinde vil kunne faa tilfredsstillet, kan umuligt være Lykke. Har man nogen Sinde noget Sted i Naturen eller Livet set et Sidestykke til en saa sadistisk eller djævelsk Plan? - Viser ikke netop alle Foreteelser i Naturen en grænseløs Udfoldelse i at være i det "levende Væsens" Favør? – Er dets Organisme i dens normale og sunde Tilstand ikke indtil Genialitet i Væsenets Favør? – Den rummer Organer for Syn og Hørelse og andre Former for Sansning. Væsenet kan i Kraft af samme Organisme "tænke" og "forstaa". Er ikke dets Organisme saaledes til de allermindste Enkeltheder baseret paa at skabe Velvære og Lykke for Individet og dermed dets Glæde ved at være til? – Er det ikke en Kendsgerning, at kun Vanrøgt og de heraf opstaaede Sygdomme kan gribe forstyrrende ind i dette det "levende Væsen"s Vidunder af et Redskab for Livets Oplevelse? – Er ikke Jorden fyldt med Ernæringskilder for de "levende Væsener"? – Er det ikke ogsaa en Kendsgerning, at enhver Gene her, hvilket vil sige: Menneskers Sult, Savn og Nød og de hermed forbundne Ubehageligheder og krigerske Tendenser udelukkende kun skyldes deres egen endnu ganske ufærdige Tilstand i "Udviklingen", deres endnu meget store Mangel paa Højintellektualitet? – Men er Sommerens Farver og Blomsterduft ikke ogsaa i det "levende Væsen"s Favør? – Er den varme Brise og svalende Sommerregn, det lyse Solskin, de grønne Skove, det blaa Hav og de sølverne Maaneskinsnætter ikke Kærtegn, Væsenet glæder sig over atter og atter ønsker sig tilbage til? – Er Jordens Omdrejning omkring Solen ikke i det "levende Væsen"s Favør? – Skaber den ikke "Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat", kort sagt alle de for Væsenet fremtrædende fysiske Livsbetingelser? –

Men naar Væsenets Organisme og den omkring denne fremtrædende livsbetingende Natur saaledes indtil Overdaadighed er i det "levende Væsen"s Favør, med hvilken Begrundelse kan man da paastaa, at Naturen eller Forsynets allerhøjeste Formaal med Livet er at klippe det i Stykker lige akkurat paa en saadan Maade, at intet som helst Væsen og dermed ingen som helst Generation faar Lov til at opleve Tilfredsstillelsen af sine dybeste Begær og Ønsker angaaende "Udviklingen" eller "Livsformen", men derimod udelukkende kun er tildelt eller besværet med de Savn og Lidelser eller Ufuldkommenheder, der har fremkaldt Begærene og Ønskerne? – Saadanne Konsekvenser bliver jo den urokkelige logiske Følge af Væseners Paastand, der gaar ud paa, at Livet ikke er "evigt", og at Væsenerne saaledes uigenkaldeligt kun opleves det ene Jordliv, vi her med de fysiske Øjne er Vidne til. Tror man en saadan Livsfilosofi i Længden vil skabe "Pinseglans over Livet"? –

En Tilværelse, hvis højeste Formaal saaledes udelukkende er baseret paa i enhver Generation at skabe Sult, en Længsel, et Begær, som den aldrig nogensinde skal opleve at faa tilfredsstillet, kan jo kun udtrykke en Tanke eller Livsfilosofi, der er en Kulmination af Primitivitet, rent bortset fra, at den kun kan være en Haan imod Sandheden, idet den aldrig nogen Sinde kan blive andet end Modsætningen til det, der udgør den absolutte Kendsgerning, nemlig dette, at "Livet eksisterer evigt".

At Menneskene, Dyrene, Planterne, Blomster og Blade eller kort sagt at Livsformerne "visner" og "dør", forandrer intet som helst ved "Livets Evighed" i det enkelte Væsen, tværtimod, hvad skulde ellers markere Livets Eksistens? – Livets Oplevelse er jo netop det samme som en hundrede Procents Oplevelse af Tings Tilblivelse, Kulmination og Ophør for derved at blive "Aarsag" til nye Tings Opstaaen, Kulmination og Ophør, der igen bliver "Aarsag" til nye Ting o.s.v. Hvis man tager dette Tilblivelses- og Ophørsprincip fra Tingene eller alt det, der er tilgængeligt for Sansning, hvad bliver der saa tilbage af "Livets Oplevelse"? – Bliver der saa ikke tilbage netop en "evig Stilhed"? – Men en hundrede Procents "Stilhed" er jo det samme som en hundrede Procents Modsætning til Livets Oplevelse, altsaa igen det samme som en hundrede Procents "evig Død".

Det er rigtigt, at Menneskene, Dyrene og Planterne "visner" og "dør", men hvad er "Menneskene", "Dyrene" og "Planterne" andet end det "evige Noget"s eller Jeg'ets midlertidige "Livsformer" eller "Livsytringer"? – Og er disse "Livsytringer" ikke hundrede Procents Udtryk for "logisk Tænkning eller Planlægning"? – Er Organismerne ikke, som før nævnt, identiske med geniale "Redskaber" for Livets Oplevelse? – Er de ikke netop opbyggede som Redskaber for en særlig Kunnen? – Er "Tigeren" ikke udstyret med Muskulatur, Tænder og Klør fuldt ud tjenlig for Tilegnelsen af Tilfredsstillelsen af Begæret efter animalsk Føde eller andre Dyrs Kød og Blod? – Og er "Hesten", "Hjorten" og "Haren" samt mange andre Dyr ikke udstyret med en tilpas Evne for Tilegnelsen af Tilfredsstillelsen af deres Sult efter Planteføde. Og hvorfor tror man, at Planterne i en vis Udstrækning er udstyret med Torne? – Er det ikke netop for at blive beskyttet? – Hvorfor er de udstyret med farvede Blomster? – Mon det ikke er for at markere deres Stedbetegnelse for de interesserede Insekter? – Og er deres Fremtræden som afsondrende Honning ikke blandt andet for at gøre Insekterne interesserede, saa de ved Hjælp af disse Væsener kan faa deres Bestøvning eller Forplantning besørget? – Er det ikke overalt saaledes, at de "levende Væseners" Organismer udelukkende er Redskaber for Opnaaelse af de samme Væseners midlertidige Livsbehov, Tilfredsstillelsen af deres midlertidige særlige Form for "Sult" paa fysisk saavel som paa mentalt eller aandeligt Omraade? – Og det jordiske Menneske er heldigvis ingen Undtagelse herfra. Det, vi kalder "Menneske", "Dyr" eller "Plante" er saaledes i Realiteten ikke udgørende det "levende Væsen" selv, men udelukkende kun dets "Redskab" for Livets Oplevelse, hvilket altsaa vil sige: for Tilfredsstillelsen af dets midlertidige særlige Form for sjælelig og legemlig Hunger. Men naar denne særlige Form for Hunger saaledes i overdaadig Grad kan tilfredsstilles, netop fordi Væsenet er udstyret med et saa glimrende Redskab for den særlige Forms Tilfredsstillelse, bliver Begæret efter samme Livsform jo efterhaanden svækket. Der indtræder uundgaaeligt en "Mættelse". Det er denne "Mættelse" af den særlige Livsform, der giver sig Udslag i det, vi kalder "Degeneration". Og det er denne "Degeneration"s største Symptom, vi kender som "Livslede", men naturligvis ikke den "Livslede", der er fremkaldt ved Skuffelser eller ulykkelig Kærlighed og derefter udløser sig i "Selvmord". Den "Livslede", der her er Tale om, er en voksende Fornemmelse af "Lede" ved selve den herskende Kultur, dens gængse særlige Manifestationsformer og Udtryk, dens religiøse Opfattelse, dens særlige juridiske og politiske Foranstaltninger, kort sagt, en "Lede" ved selve det herskende Samfundstrin, man er underkastet.

Her maa man naturligvis ogsaa skelne. Der findes nemlig to Former, hvorunder denne "Lede" kan forekomme. Hvis man, moralsk set, befinder sig paa Flokkens eller Flertallets moralske Trin, fornemmer man ikke nogen "Lede" ved Livet, men er i stor Kontakt med Flokkens Kulturtrin. Hvis man derimod, moralsk set, befinder sig under Flokkens Trin, vil man i stor Udstrækning være i Konflikt med dens Love, som man har meget svært ved at efterkomme og i heldigste Tilfælde kun lystrer af Frygt for Straffen og de med denne forbundne ubehagelige Følger for Anseelse og Rettigheder. Jo mere man tilhører denne Kategori af Væsener, desto mere er man med til at udgøre Flokkens eller Samfundets saakaldte "Forbryder-" eller "Underverden". Og jo mere man tilhører denne "Underverden", desto større "Lede" føler man naturligvis for selve Samfundets særlige juridiske og moralske Struktur. Men det er naturligvis ikke denne "Lede", der er en Følge af "Degeneration", tværtimod, den er i Virkeligheden et straalende Udtryk for, at de paagældende Væsener slet ikke er færdige med en, den ordinære Kultur underliggende og mere primitiv, Kulturs særlige Struktur, altsaa en Kultur, i hvilken det at myrde, bedrage, stjæle og hævne etc. i stor Udstrækning er særlige lovlige "Dyder". At disse Væsener er kommet til at befinde sig i en højere Kultur skyldes udelukkende denne højere Kulturs mange store fremskredne Fordele og Muligheder, som den primitive Kultur ikke kan give sine Tilhængere. De ønsker sig ind i denne Kultur, de ønsker denne Kulturs skønnere fysiske Organismer, dens tekniske og mekaniske Hjælpemidler og Forbedringer af det daglige Liv, dens Boliger og Befordringsmidler, dens tekniske Mordvaaben eller Forsvars- og Angrebsmidler o.s.v.

Hvad er det da for en, vor Kultur underliggende, Kultur, disse Væsener har tilhørt, og hvorfra de har ønsket sig ind i den moderne Kultur? – Ja, her er der jo ikke noget at tage Fejl af. Paa et lavere Trin end den moderne Kulturs forekommer jo saadanne primitive Kulturer som "Naturmennesket"s. Hvis den moderne Kultur ikke efterhaanden havde strakt sine Manifestationer helt ind i disse primitive Kulturers Omraader eller Domæner, vilde saadanne Ønsker, som de her nævnte, naturligvis ikke i saa høj en Grad være kommet paa et saa tidligt Tidspunkt, som det nu er Tilfældet, nemlig paa et Tidspunkt, hvor deres Ophavs Kulturtrin og dettes særlige moralske Opfattelse endnu ikke er helt udlevet. Disse Væseners Længsel er ikke saa meget efter en Forandring af Moral eller Religiøsitet, som den er et Begær efter den højere Kulturs materielle Goder.