Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Egentlig var det min Hensigt i et rigtigt Feriebrev til Dem at forgylde alle Kosmos Feriekolonis Dejligheder, – jeg har saamænd ogsaa gjort flere Udkast til det, men nej, jeg vil alligevel ikke. Ikke det, at der ikke er smukt heroppe nu, for det er der, ja mere end det, her er næsten himmelsk skønt i Øjeblikket, hvor Sommeren folder sig ud i hele sin Pragt. Men der er noget inde i mig, der gør Oprør ved Tanken om at bruge mine Evner til at skildre den Skønhed, der omgiver mig heroppe, naar jeg samtidig ved hvormange af mine Venner, der er afskaaret fra at komme her. Igennem mine tidligere Breve og igennem Kosmos ved De, at hver eneste Plads heroppe er besat, og Kolonien derfor tilfulde kommer til at opfylde sit Formaal i Sommer. Alt det er altsaa i sin bedste Orden, og bedre end de fleste ved jeg jo, at alle de, der kommer her, faar en baade bedre og billigere Ferie, end det er givet de fleste at faa i Dag.

Den ene Side af Problemet er saaledes lutter Lys, men det er den anden Side af det, der optager mig. Det svider inde i mig, naar jeg tænker paa de mange, der i denne Sommer ikke alene maa blive hjemme, men ogsaa maa undvære de Foredrag, den Undervisning, der ellers bidrog til at gøre Dagliglivet lysere og mere udholdeligt. En Ven skrev for nylig til mig, om der slet ikke kunde blive Tale om blot een Foredragsrejse, men jeg har maattet sløjfe enhver Trang i den Retning, uden at jeg derfor har følt mig særlig lettet derved, tværtimod! Det er nu engang saaledes for mig, at Livet ligesom mister lidt af sin Charme, naar det i mig, man saa fattigt kalder "Aand" nægtes Tilladelse til den Vekselvirkning, uden hvilken det ikke kan vokse. Atter og atter har mine Tanker været baade i Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Vejle, Esbjerg, Svendborg og Roskilde. I Tankerne har jeg opsøgt hver eneste af samtlige Deltagere for dog ligesom at have Følelsen af at have prøvet paa at være til Nytte. Men som saa meget andet i denne vanskelige Tid er ogsaa det Surrogat, det dulmer, men det klarer ikke Problemet.

Igennem Radio, Aviser og Rygter fornemmer man, hvorledes samtlige Kræfter i Klodens vældige Organisme nu mobiliseres for en endelig Løsning af Tilstande, som har hærget gennem Aartusinder. Saa stærk føles denne enorme Kraftkoncentration, at man ligesom med egne Øjne kan se Uvejrets Kulmination. Hundredtusinder af unge Mænd oplever nu de sidste Uger af deres nuværende Liv. Alene Tanken om al den Ungdom, der nu skaanselsløst skal nedmejes, lægger et saadant Pres paa ens Sind, at der er Tider, det simpelthen er umuligt at smile. Hvis man ved Had, Hævn, Mord, Lemlæstelse og Forfølgelse forstaar "djævelske Kræfter", saa finder jeg, at Livet af idag paa det ubarmhjærtigste manifesterer den gamle bibelske Spaadom om, at "Djævelen skulde rase". Sandt nok, man kan "lukke af" for den Slags Tanker, men er det rigtigt? Er det, trods alt, ikke bedre at ofre noget af sin Tid paa at tænke alt det, vi nu oplever, helt igennem og maaske finde Vej ud af det? Gentagelser sløver, og der er Tider, hvor jeg frygter, at de monotone Meldinger om saa og saa mange dræbte i det Slag og saa mange i det Slag, skaber "haard Hud" paa vort Følelseslegeme og derigennem gør os upaavirkelige. Jeg er klar over, at man kan vænne sig til Krig som til alt andet, men maa man det? Er det ikke langsomt Mord paa det bedste i os selv, om vi naar dertil, at selv den mest blodige Beretning blot formaar at aftvinge os en vis nysgerrig Interesse?

Faren ved Krigens Langvarighed bestaar i den gradvise Afstumpning af vort Sjæleliv, den afstedkommer. Ting, vi tidligere vilde være blevet dybt rystede over at høre om, formaar daarligt nok at paavirke os i Dag. Umærkeligt fuldbyrdes i os en Proces som, om vi ikke selv standser dens farlige Vækst, uundgaaeligt vil forraa os. Sjælelig Sløvhed og mental Simpelhed er nærbeslægtede Tilstande og vel at mærke Tilstande, det er svært at befri sig for, om man er kommet i dem. De ved, at jeg ofte har hævdet at vi, ved vor Interesse for aandelige eller kosmiske Problemer, bærer en Fakkel, hvis Lys aldrig maa gaa ud. Begynder vi at slække paa vore Idealer, formindsker vi vor egen sjælelige Lysstyrke, er det Uret baade mod os selv og mod de, der i vort Liv ser en Inspiration til en højere og ædlere Tilværelse. Enhver af os er i disse Aar vidne til Ting, som vi maa bøje os for, fordi Krigens haarde Lov byder os det. Men at vi i det ydre bøjer os, er ikke det samme, som at vore Hjerter er blevet fordærvede. Som alle andre har ogsaa vi fremragende Evne til at korrespondere med Tilværelsens Tyngde- eller Eksplosionsenergi, men Livet gav os en Viden, der, om vi selv vil, kan holde vore Sind fri for Had og gemen Hævnfølelse.

Naar jeg understreger dette saa stærkt, saa er det, fordi jeg føler, at vi nu er ved at naa ind i et Grænseland. Krigens blodigrøde Fakkel har snart forbrugt sin sidste Kraft, og en skønne Dag er dens Lys slukket. Men i den Time, hvor Hadets og Ondskabens Kræfter møder deres egen Begrænsning, fødes den Tid, baade De og jeg har længtes efter at faa Lov til at opleve. Da toner en ny Verden frem i det fjerne. Med Krigens Afslutning vil denne ny Verdens haardeste Fødselsveer være tilendebragt og en roligere Vækst vil da kunne begynde. Men selv om denne rolige Vækstperiode saaledes nu er relativ nær, saa ligger der forud for dens Tilsynekomst en Periode af Uro, en Periode, i hvilken det døende Dyreriges sidste Krampetrækninger uundgaaeligt vil paavirke os alle. Her er det, at kun den staar stærkt, der i sig har vurderet alt det, der i disse Aar er sket, og har set den Vej, der fører ud af dette forrygende Kaos. Udviklingen gaar fra Inhumanitet til Humanitet. Denne Sandhed maa staa urokket i ens Hjerte, om man skal være med til at bygge en ny og skønnere Verden op. Uanset hvad disse Aar i det rent Ydre har bragt, maa vi være klar over, at en ny Verden ikke bliver skønnere, om vi ikke giver Afkald paa enhver Tanke om Hævn og Had. Verden passerer nu snart en af sine største Milepæle paa Vej imod "Verdens forenede Stater". For os, der faar Lov til at bivaane Passagen af denne Milepæl, kan denne Oplevelse kun rumme eet Ønske: med eget Sind at bidrage til Skabelsen af den universale, humanistiske Aand, paa hvilken denne altomfattende Stat maa hvile. Vor Tolerance maa være uden Reservationer! Studiet af Martinus Verdensbillede viser os med al ønskelig Tydelighed Intolerancens Konsekvenser, saa Linien her er ikke vanskelig at faa Øje paa. Sandt nok er ingen af os saa fuldkomne, at vi totalt vil kunne staa Maal med de Krav, et saa omfattende Tolerancebegreb stiller til os, men dette maa ikke hindre os i at se denne universale Tolerance som Maalet for vor hele Stræben. Det er saa let at gaa paa Akkord, og mine Ord indeholder da heller ikke nogen Kritik af dem, der her foretrækker de lettere, mere stemningsbevægede, Løsninger, men det skal og maa siges, at kun i Opøvelsen af virkelig Tolerance ligger Muligheden for en hurtigere Oplevelse af kosmisk Bevidsthed.

Personligt tror jeg, at selve vor Opdragelse i Barneaarene har bidraget meget til, at aandelige Kriser er blevet de fleste af os mere til Del, end vi holder af at tænke paa. Hver for sig har vi faaet indpodet, at "man skal kæmpe for sin Overbevisning". Denne Indstilling fører Gang paa Gang Mennesker til at fare i Blækhuset mod hinanden. Det er idag, efter mange, lange Overvejelser min absolutte Mening, at den eneste, man paa aandelige Omraader skal føre Krig imod, er sig selv. Lad andre spise, drikke, ryge og bande, som de vil. Kan vi ikke ved vort Eksempel ændre disse Tilstande, kan kun Livet selv gøre det. Intet er saa ulideligt at møde som overidealistiske Idealister. Som saa meget andet maa ogsaa den "moralske Pegefinger" finde sig i at havne paa et Museum. En kommende Tid faar mindre Brug for Mennesker, der kun er optaget af at revse og slaa sig selv til Ridder paa andres formentlige Fejl, end den faar Brug for Mennesker med Selvkritik og vaagen humoristisk Sans. Kan vi ikke fri vort eget Væsen for Dømmesyge og Selvophøjethed, kan vi lige saa godt straks se den Kendsgerning i øjnene, at vi er uegnede til at være Foregangsmænd, hvad den nye Aand angaar.

– – – – –

Sommeren er nu paany over Klint. Vor store, skønne Feriekoloni ligger badet i Solens varmende Lys og har allerede nu givet Ferie til en Mængde Mennesker. Masser af Børn har i Sommerens første Del været vore Gæster, og det har været os en meget stor Glæde at sende dem herfra solbrune og struttende af Livskraft. Vi har kun Grund til at være glade for alt det, der her er skabt, men jeg har det Haab, at vor Tilfredshed til sene Tider maa dække en indre Uro, et indre Begær efter at udbygge og udvide den Skabelse, som her er fuldbyrdet. Med Lethed kunde vi idag befolke det dobbelte Antal Huse, og det er med Tanken paa en kommende Fred, at jeg med en vis Lettelse i Sindet siger, at den Plads, der nu mangler, skal blive bygget, saa hurtigt vi evner det. Vi har aldrig sigtet lavt, ejheller her. En Dag vil denne Ferieby ligge badet i en ny Sommers Lys, og være Skueplads for et internationalt aandeligt Samvær af Dimensioner, som kun den helt kan vide, der først af alle gav Udkastet til denne Kolonis Tilblivelse.

Tag til Slut de kærligste Ønsker for Sommeren fra Martinus og samtlige Medarbejdere, og saa paa Gensyn den 4. August!

PS: Paa Grund af Ferien, slaas de to Breve for Juli Maaned sammen i dette Dobbeltbrev. Næste Brev fra Korrespondanceafdelingen modtager De Lørdag den 5. August.