Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Pinsedag den 28. Maj 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Ved Pinseglans forstaar man i Almindelighed straalende Sol og Sommer over Marker, Skove og Enge, over Byer og Landsbyer, over Dyr og Mennesker. Med Begrebet "Pinse" forbinder man ikke Nattefrost, Kulde, Haglbyger, Slud og Pløre. Det er rigtigt, at det undertiden kan hænde, at disse Udslag af Klimaet ogsaa gør sig gældende paa Pinsedagene, men her hører de alligevel til Undtagelserne, der bekræfter Regelen. Det er netop disse Luner af Naturen, der tager Glansen af Pinsen og faar os til at udbryde, at det ikke er rigtigt Pinsevejr. Nævnte Luner hos Vejret markerer saaledes for os, hvordan Pinsevejret ikke skal være. Vi ønsker altsaa et helt andet Udslag af Vejret, naar det er Pinse. Og hvorfor ønsker vi lige akkurat dette andet Udslag, hvorfor ønsker vi netop, at der skal være straalende Sol og Varme? – Fordi Pinsen oprindelig er skabt for at være en Fest netop til Tak og Ære for Sommerens Fødsel. Hvis denne Fest saa skal holdes i Graavejr, Regn, Slud, Kulde og Haglbyger, saa er det jo ligesom at holde Fødselsfest for et Barn, der endnu ikke er født. Det er i Virkeligheden noget helt andet med Julefesten, der jo paa en Maade er en særlig Vinterens Fest. Og de allerfleste Mennesker har derfor ogsaa svært ved at faa den "rigtige Julestemning", hvis Julen ikke netop forekommer som en "hvid Jul", hvilket vil sige: en Jul med Snefog, Kaneføre og Bjældeklang. Et Juleeventyr fra de varme Troper med Palmer, Parasoller og Badestrande kan aldrig have den Julestemning eller Juleglans over sig som et Juleeventyr fra Nordens kolde Egne.

Paa samme Maade er Paasken naturligvis Festen for Foraarets Fødsel, fysisk set. I vort Sind forbinder vi slet ikke Paasken med Sommerdage, ligesom vi heller ikke forbinder Paaskedagene med virkelig kolde Vinterdage. Paasken udtrykker mere April med sin begyndende Foraarssol, de tidlige Foraarsblomster, lidt Nattefrost, Haglbyger og undertiden lidt Snesjap og Tøsne.

Nu vil De maaske her indvende, at denne vor Indstilling til Højtiderne blot skyldes den Omstændighed, at vi nu engang er født her, hvor de nævnte Højtider netop falder paa de særlige Aarstider og derfor har vænnet os til at gøre dem til eet med den for hver især paagældende Aarstid. Og det er naturligvis til en vis Grad rigtigt. Hvis vi havde levet lige saa mange Liv paa de tilsvarende Breddegrader paa Jordklodens sydlige Halvkugle, som vi nu har levet Liv paa Breddegraderne nord for Ækvator, hvor Aarstiderne er lige modsat vore, vilde vi rimeligvis have forbundet Julen med Sommeren, Paasken med Efteraaret og Pinsen med Vinteren. Men her maa vi huske paa, at Stedet, hvor Bestemmelserne for Tidspunktet for disse Højtiders Afholdelse er blevet til, ligger netop ikke paa den sydlige Halvkugle. Vor Kulturs Vugge stod hverken i Sydafrika, Sydamerika eller Australien. Den stod netop paa Breddegrader, hvor man har de samme Aarstider som vi. At man netop lagde hver Højtid paa en for den særlig bestemt Aarstid, kan kun skyldes, at det netop var denne specielle Aarstid, man med samme Højtid vilde hylde eller fejre. Men det var jo ikke blot den rent fysiske Aarstid, man vilde ære og ihukomme med en Fest, det var jo ogsaa de i Jordmenneskets Mentalitet forekommende tilsvarende Aarstider, man vilde erindre sig, ære og højtideligholde. Med Julefesten erindrede man sig saaledes den mentale Vinters Mørke og Kulde, som Menneskeheden befandt sig i, og den guddommelige Hjælp i Form af mentalt Lys og Varme, man igennem Verdensgenløserens Fødsel blev skænket af Forsynet.

Med Paaskefesten erindrede man sig Kampen mellem den mentale Vinter og Sommer eller Kampen mellem det mentale Lys og Mørke, som Paaskeevangeliet udtrykker, medens man med Pinsen udtrykker Lysets totale Sejr over Mørket og Guds Aands totale Overskygning af alt og alle. Som De ser, er Tidspunktet for de nævnte Højtider genialt valgt. Festerne passer ikke blot paa de mentale, men ogsaa paa de rent fysiske Aarstider, til hvilke de er knyttede. At fæste dem til andre Tidspunkter eller Aarstider vilde straks forringe deres Udtryksevne eller Symbolværdi. Denne vilde i Virkeligheden kun blive en Skygge af den Genialitet, den nu udviser. Naar vi derfor her paa denne Aarstid holder Pinse, saa er det udelukkende fordi, denne Aarstid repræsenterer Fødslen af det fysiske Livs Kulmination. Vinterens golde og øde Marker, bladløse Træer, gustne og sumpede Enge har faaet Farve og Liv. Hvor der før var øde, trist og tilsyneladende livløst, vælder i Dag Livet straalende og brusende frem under et Væld af Toner, Farver og Lys. Tusinder af Struber jubler imod Himlen af Livsglæde over dette Ocean af guddommeligt Skabevælde eller Udløsninger af Behag for de levende Væsener. Ja, er det ikke saaledes, at Sommeren er Kulminationen af Naturens Kærtegnen af de levende Væsener? – Altsaa Sommeren er det samme som "Kærlighed". Og Kærlighed er igen det samme som "den hellige Aand". Kærlighed kan umuligt eksistere uden at være Kulminationen af Guds Mentalitet indeni og udenfor os og dermed paa alle Maader være det allerhøjeste Udtryk for Guds Aand.

"Den hellige Aand" kan saaledes ikke være til uden at være Kærlighed, og Kærlighed kan ikke eksistere uden at være "Sommer". Da Pinsen er vor Højtidsfest for Guds Aand, maa den ogsaa være vor Højtidsfest for Sommeren, saavel fysisk som mentalt set. Sommer, Pinse, "den hellige Aand" og Kærlighed er een og samme Ting, "Pinseglans over Livet" er saaledes det samme som "Kærlighed".

I Henhold til foranstaaende er Pinsefesten altsaa i Virkeligheden udelukkende en Fest til Kærlighedens Ære. At den netop bliver holdt paa en Aarstid, hvor Naturen selv kulminerer i at udstraale Behagsskabelse for de levende Væsener, er jo ganske selvfølgeligt.

Med Hensyn til dette at "holde Pinse" har det et særligt indtrængende Budskab til alle de Mennesker, der studerer Aandsvidenskab, hvilket jo er intet mindre end Studiet af "den hellige Aand", der igen er det samme som Studiet af Kærligheden. For os alle, der lever i dette Studium, betyder den saaledes noget meget mere end blot og bar Erindring eller Ihukommelse af "den hellige Aand"s Udgydelse over Apostlene. At Kærlighedens Fest maa betyde noget meget indtrængende for de, der har gjort selve Kærligheden til et levende Studium, siger sig selv.

Hvad betyder da "Pinsen" for os? – Den betyder, at vi i særlig Grad maa rette vort Blik ind paa selve Naturens egen levende Helligholdelse af "Pinsen", hvilket igen vil sige, at vi maa rette vort Blik ind paa selve Sommeren. Sommeren er Livets eller Guddommens egen Skabelse af Pinsefest, for de levende Væsener. Alle Væsener indenfor Sommerens Zone er saaledes Pinsegæster ved Guddommens egen Pinsefest.

Men da vi er Gæster i Guddomens eget Hus, er Vidne til ham selv som Vært for os, har vi jo her Lejlighed til at studere denne vor høje Værts fremtrædende Væsen paa nært Hold. Hvorledes har da Gud arrangeret denne store Fest for os? – Ja, er det ikke saaledes, at Naturen i al sin Kulmination af Sommerudfoldelse eller Behagsskabelse udgør selve Guddommens eget store festudsmykkede Tempel? – Er nævnte "Tempel" ikke udstyret med de pragtfuldeste ægte og levende Tæppearrangementer, Fontæner og Blomsterdekorationer, prangende Orgier af alt, hvad der overhovedet findes af dekorative Farver? – Frem igennem det hele fosser Livets Kilde sin umaadelige Strøm paa Millioner og atter Millioner af Kilowatt, skabende passende Lys, Luft og Varme i de umaadelige Festsale med deres overdaadige Arrangementer af de herligste sundhedsgivende Spise- og Drikkevarer.

Samtidigt med, at der saaledes er sørget for vor Ernæring og Velvære, underholdes vi yderligere med kolossale Scenerier, skabte ved den guddommelige Værts umaadelige Kunnen i Frembringelser af Variationer for Udfoldelse af hans Kærlighed. Skal vi se store Scenerier udenfor det ophøjede Tempel, i hvilket vi saaledes er Gæster, afblændes Dagens stærke og straalende Lys, og ud igennem Nattens Mørke ser vi vældige Panoramaer, fjerne Stjerneverdener, Solbyer, Mælkeveje, Kloder og Planeter svæve forbi udelukkende baaret af vor høje Værts guddommelige Tanke og Villie. Samtidigt lyder der til os igennem Rummet: "SE, OGSAA DER ER JEG TIL STEDE, OGSAA DER HAR JEG PRAGTFULDE TEMPLER, FYLDTE MED INDBUDTE VÆSENER, OGSAA DER ER JEG TRAVLT BESKÆFTIGET MED AT SKABE LYS OG GLÆDE ELLER PINSEFEST FOR MINE ELSKELIGE OG EVIGE BØRN. TUSINDER OG ATTER TUSINDER AF LYSAAR UDE I RUMMET, UDE I EVIGHEDEN FUNKLER OG STRAALER GYLDNE BOLIGER I DERES TILBLIVELSE OG FORBEREDELSE TIL AT MODTAGE ENDNU MYRIADER AF GÆSTER VED MIN ALTOMFATTENDE PINSEFEST".

Men det er ikke blot i Nattens Mørke, at Guddommen lader saa megen Visdom og Kærlighed bryde frem til vor Bevidsthed. En endnu langt større Kundskab, Vidom og Kærlighed lader han tilflyde vor Bevidsthed i det fulde og klare Dagslys, naar Dagens straalende Stjerne mangfoldiggør sit Lys i Millioner af Øjne og stiller os Ansigt til Ansigt med vor "Næste". I levende Farver, Lys og Charme er vor "Næste" stedet for vort Blik, ligesom vi selv paa samme Maade er stedet for denne vor Næstes Aasyn, altsaa Genstanden for vor tilkommende Kærlighed, den "Næste" vi skal elske for at opfylde alle Love. Tænk midt i dette guddommelige Panorama, midt i Guddommens eget Hus møder vi det Væsen, som vi efterhaanden skal komme til at elske saa uselvisk og ophøjet, at vi Kraft af denne Kærlighed bliver eet med Guddommen og dermed eet med alt levende. Og denne store Pinsefest hos Guddommen viser sig saaledes at være en Slags Bryllupsfest eller Vielsesfest. Igennem vor Kærlighed bliver vi gjort til eet med denne "Næste". Og en lydløs himmelsk Røst vibrerer fra denne Næste ind i vort Indre: " JEG ER DIN EVIGE FADER, SOM DU I AARTUSINDER HAR SØGT OG LEDT EFTER, OG HVIS RINGE TJENER DU HAR BEDT OM AT BLIVE. HVAD DU GØR IMOD DENNE NÆSTE, GØR DU IMOD MIG. ELSKER DU MIG, DA SKAL MIN AAND LYSE OG FUNKLE OMKRING DIG TIL VELBEHAG OG GLÆDE FOR ALT, HVAD DU RØRER VED. HVOR DU GAAR HEN OVER JORDEN, VIL VELSIGNELSE, SKØNHED OG GLÆDE FUNKLE OG LYSE I DINE FODSPOR.