Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

De ser slet ikke nogen Uretfærdighed i, at "Næsten" eventuelt kan gaa "evig fortabt", pines i "Helvede", medens de selv, ja, ikke engang ved egen Hjælp, men af "Naade", er blevet særligt begunstigede af Forsynet eller Guddommen og i al Evighed skal times en ubegrænset, straalende Lykke. Er det ikke lige akkurat den samme Tendens eller rettere sagt, det samme Princip som det, der opfylder den "Rige Mand", "Modeherren", "Luksuskvinden", "Swingpjatten" etc.? – Er det ikke den samme Glæde og Tilfredshed over – ikke at være som de andre, men derimod at være "finere" og "mere kultiveret", hørende til de "frelste", hvilket altsaa i dette Tilfælde vil sige "Overklassen"? – Hvilken af disse her nævnte Typer er den mindste "Farisær"? – Tror man, at man er "Himmeriges Rige" nærmere, blot fordi man forandrer Begrebet "Overklasse" til "de Frelste" og den rige Mands Ekstravagancer, outrere Modeluner og anden Form for Fremføring af "kunstig" og "forfalsket kunstig Overklasse" til en Slags Form for religiøst "Swingpjat"? – Er man mere englelig ved at gaa rundt paa Gader og Stræder og betragte sig selv som "ophøjet" over de andre, "de vantroende" og "ugudelige" og saaledes foregøglende at være et af Guddommen særligt udvalgt og fra "Synden" "frelst" Væsen, blot fordi man tilhører den eller den Art af religiøs Indstilling, har faaet et "Medlemskort" til den eller den særlige religiøse Bevægelse, eller man bevæger sig rundt i de samme Gader og Stræder og føler sig ophøjet over de fleste andre Medvæsener og i bedste Tilfælde naadigt, nedladende ser ned paa "Proletariatet" eller Mennesker i Arbejde og Arbejdstøj, blot fordi man selv er i Ridedragt og befinder sig højt til Hest eller befinder sig i Luksusvogn eller andet "Given-partiet-udstyr, lancerende outrere Modeluner og Swingpjat? – Jo, "Farisæeren" og "Tolderen" er mere levende i Dag end nogen Sinde. De "kalkede Grave", hvis Indhold er "døde Ben og al Slags Urenhed", er Verdensgenløserens kosmiske Analyse af "Hovmodet"s eller "Ydmygheden"s Kontrast.

Her vil man maaske indvende, at de nævnte Foreteelser er ganske uskyldige. Og det er naturligvis rigtigt, at det i sig selv ikke kan være nogen ligefrem Forbrydelse at klæde sig paa den eller den Maade eller befinde sig i stærkt fremtrædende "Given-partiet-udstyr", ligesaavel som det jo heller ikke er nogen Forbrydelse, hvad enten nævnte Udstyr er virkelig Ejendom, købt kontant eller paa Afbetaling eller blot er lejet. Det er ikke Tingene eller selve Afbenyttelsen af Tingene, der er i Strid med de humane Love. Udviklingen maa nødvendigvis føre med sig, at Væsenerne gør sig Materien mere og mere underdanig. Og det kan kun være guddommeligt, at alle menneskelige Brugsgenstande kan blive mere og mere raffinerede, tekniske og kunstneriske Fuldkommenheder. Det er kun der, hvor Afbenyttelsen af disse Foreteelser udelukkende kun er et Udslag af Forfængelighed, hvor Tingene blot gøres til et Middel, ved hvilket man kan foregøgle sig en kunstig Tilfredsstillelse af Begæret efter at sætte et passende Skel imellem sit eget og Næstens Udviklingstrin og saa iøjne- og iørefaldende som muligt markere for Omgivelserne denne sin egen "Ophøjethed". Derfor maa Tjenere jo ogsaa være i Liberi eller særlige Tjeneruniformer, for at deres underordnede Fremtræden kan markeres, saa Omgivelserne ikke skal gaa hen og tage Fejl og tage Hatten af for "Tjeneren" i Stedet for for "Herren". Der, hvor der ikke er noget ydre Glimmer, hilser og beundrer Omgivelserne nemlig det rent menneskelige. Og da kan det hænde, at Hilsenen blev mere i "Tjeneren"s end i "Herren"s Favør. Omgivelserne afslører netop som kosmisk Sandhed, at intet er kommet til Verden for at lade sig tjene. Omgivelserne genkender derfor sig selv i "Tjeneren", medens de i "Herren" mere ser noget "fremmed", noget ukendt eller abnormt. Og det er denne evige Naturlov, der bringer alt Hovmod og dermed al kunstig og selvbestaltet "Ophøjethed" til Forfald. Det er udelukkende kun de samme Omgivelser, der dikterer: "Hvem, der ophøjer sig selv skal fornedres, men hvem, der fornedrer sig selv skal ophøjes".

Men ligesom selve Brugen af de raffinerede tekniske, kunstneriske Foreteelser eller Brugsgenstande i sig selv ikke er nogen Forbrydelse, men derimod ligefrem er en guddommelig Velsignelse, naar Afbenyttelsen ikke befordres af Forfængelighed, men udelukkende kun i ren Glæde over og Nydelsen af selve Tingenes Fuldkommenhed og Skønhed, saaledes er det naturligvis heller ikke nogen Forbrydelse eller Synd at være Medlem af en religiøs Sekt eller Sammenslutning eller være Tilhænger af de eller de mere eller mindre outrere religiøse Ideer eller Tankesystemer, naar blot dette Medlemsskab ikke skal være en Slags ydre Glimmer, ved hvilket man søger en kunstig Tilfredsstillelse af Begæret efter at besidde en "Ophøjethed", som "Næsten" ikke har og helst ikke maa faa Adgang til. Ja, det lyder mærkeligt. Men jeg har oplevet Mennesker, der kaldte sig "frelste" og ikke desto mindre blev nedtrykte ved Tanken om, at "alle" Mennesker uden Undtagelse vilde blive "frelste", og at absolut "ingen" derfor vilde kunne gaa "evigt fortabt". Hvad er det, der rører sig i et saadant "frelst" Væsens Indre? – Er det ikke i Virkeligheden krænket "Forfængelighed"? – Hvis alle Væsener vilde blive "frelste", altsaa opnaa samme "Ophøjethed" som den, det selv mener at sidde inde med, hvad var der saa ved det hele? – Er det ikke let at se, at Væsenet i denne Situation levede mere i Glæden over at være "hævet over Næsten", i Glæden over at være et af Gud mere begunstiget Væsen end "Næsten", end det levede i selve Næstekærligheden? – Hvis det levede i Næstekærligheden, vilde det jo hellere selv gaa fortabt, end at "Næsten" skulde være henvist til denne djævelske Skæbne. Ja, det vilde fornemme det som en allerhøjeste Salighed: den blotte Tanke, at alle Væsener uden Undtagelse vilde opnaa den himmelske Ophøjethed, det selv mener at være begunstigget med.

Det var altsaa kun Farisæerens "Ophøjethed", vi her i det "frelste" Væsen blev Vidne til. Arbejderne i Vingaarden, der blev indignerede over, at de Arbejdere, der kom til i den elvte Time fik samme Betaling som de, der havde arbejdet hele Dagen, eksisterer stadigt. Det er stadigt Merbegunstigelsen for sig selv end for "Næsten" og den hermed følgende Fornemmelse af sin egen "Ophøjethed" over samme "Næste, man efterstræber.

Naar mange Væsener i Dag dukker frem og paaberaaber sig at være "Kristus", være Profeter eller af Gud udsendte okkulte Kapaciteter for at "frelse" Verden, men saa at sige ikke har andet at byde paa end denne deres Paaberaabelse i Forbindelse med en usalig mental Forfølgelse, Bagtalelse og indigneret og ond Kritik af alt andet bestaaende og bærende Religiøst og religiøse Kapaciteter i Verden, tror man saa ikke, det igen er Jagten efter en Tilfredsstillelse af et tøjlesløst Begær efter at brillere med en "Ophøjethed", ingen andre Væsener har, der her aabenbarer sig for os? – I modsat Fald vilde deres Energiudfoldelse ikke i saa overvejende Grad, som Tilfældet er, netop være helliget Befordringen af Paastanden om, at de er "Kristus" eller en anden stor Kapacitet, eller at de i tidligere Liv har været saa og saa stor og fremragende paa sociale saavel som paa de kunstneriske, religiøse eller intellektuelle Omraader, Positioner der ikke i mindste Maade giver noget som helst Genskin eller en blot og bar Anelse i deres nuværende Fremtræden eller mentale Udfoldelse, der paa det okkulte Omraade ligefrem kulminerer i Naivitet. Det centrale i disse Væseners Fremtræden er saaledes Dyrkelsen af Indbildningen om deres "høje okkulte" "Fortid", der altsaa kulminerer i Paastanden om, at de er "Kristus" samtidigt med, at de mentalt set sparker om sig til højre og venstre imod alle de virkelige Kapaciteter, hvis Positioner er faretruende, spærrende for den indbildte "Kristus" i hans Opnaaelse af Kapacitet og Position. Tænk hvilken Parade i "bar Skjorte" eller okkult Nøgenhed saadanne hovmodige Sjæle stiller til Skue.

Men det er naturligvis ikke alle religiøst forfængelige Mennesker, der viser en saa grænseløs utilfredsstillet Forfængelighed. Men deres Indbildning om een aandelig Storhed kommer alligevel til Syne som en ubændig Trang til at spille en absolut førende Rolle i religiøse eller okkulte Foretagender eller Bevægelser, det være sig Foredragsvirksomhed, Forfatterskab og Undervisning, skønt deres Kvalifikationer er højst ufuldkomne eller mangelfulde. At deres Idealisme ikke er helt ægte kommer ligesom hos de falske Kristus til Syne deri, at det centrale i deres Energiudfoldelse er Dyrkelsen af dem selv. Deres religiøse og "okkulte" Udfoldelse, deres skriftlige Produkter, deres Foredrag og Tale er mere en Bagtalelse, Forfølgelse, nedsættende Kritik af andre religiøse og okkulte Bevægelser eller med andre Ord, er mere en meget slet camoufleret Brødnid, Indignation eller Vrede imod disse Bevægelser og deres Ledere og Ophav og i Særdeleshed imod dem, der har forsmaaet deres "okkulte" Medarbejderskab, og af hvilke de føler sig miskendt, end det er virkelig saglig Kritik og absolut uselvisk Idealisme. Det er al denne Uhøviskhed i deres Frembrusen, der, for det udviklede Væsen udviser deres totale Ukendskab til selve den virkelige "Okkultisme"s A. B. C. eller første spæde Forudsætninger og afslører, at Drivkraften i deres "okkulte" Udfoldelse eller "Idealisme" er krænket Forfængelighed.

Der findes naturligvis mange andre Former for Udslag af religiøs eller aandelig Forfængelighed og Naivitet end de her nævnte, men et ufravigeligt Kendetegn for dem alle er dette, at de i særlig Grad er koncentreret om at sværte andre religiøse og okkulte Foretagender, deres Ledere og Ophav, medens deres positive aandelige Indsats som oftest kun er Plagiater og Eftersnak af de førende Kapaciteters Viden og Manifestationer, ja, endog af de Væseners Arbejder, de netop forfølger. At dette, der hvor det altfor tydeligt viser personlig Indignation eller Vrede kun kan være krænket Forfængelighed, bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at den sande Okkultisme eller højintellektuelle idealisme, de giver sig ud for at repræsentere, umuligt kan betjene sig af eller udløse sig i disse det intelligens- og følelsesfattige Naturmenneskes primitive Bevidsthedsudslag.