Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Men som nævnt kan en hel Del af den Luksus ogsaa lejes. Man kan saaledes leje Ridehest, Ridedragt, Smoking- og Kjolesæt, samt Luksusvogn og andre af de nødvendige Rekvisitter, der kræves for at "give Partiet". Og vi faar saaledes her set, hvorledes Forfængeligheden eller Tørsten efter andres Beundring forfalsker selv den i Forvejen "kunstige" Overklasse. Det er ogsaa denne Tørst efter, at andre skal tro, man er Matador eller Repræsentant for et "højere" Kulturtrin, der i sin Kulmination eller Yderliggaaelse gør sine Ophav til de saakaldte "Modeherrer", "Luksuskvinder", "Swingpjatter" eller andre Former for Repræsentanter for meget slet camoufleret "Forfængelighed".

Det er rigtigt, at "Forfængelighed" i sig selv ikke er "syndig", ja, er endog indenfor et vist Omraade ligefrem paakrævet; men der, hvor den strækker sig udenfor det paakrævede, er den dog Udtryk for Begæret efter at repræsentere noget originalt, noget der kan vække andres Beundring for ens Fremtræden, altsaa Begæret efter at repræsentere en "højere" Stand, et "højere" Kulturtrin, være mere "fornem" end de andre. Dette Begær er i sig selv sundt nok der, hvor det ikke blot kan tilfredsstilles ved en Facon i et Par Sko og i en Hat, et Buksebens Vidde og en Jakkes Længde, Farven paa et Slips og om man skal gaa med Paraply eller ikke. Der hvor "Kulturtrinet" udelukkende kun repræsenterer disse Foreteelser, har det ikke noget med virkelig højere Kultur at gøre. Der er de nævnte Foreteelser kun et Forfængelighedens Lune. Og det kan saa igen med Rette diskuteres, hvis Lune eller Smag der er "skønnest", og hvis "Prydelse" der tager sig bedst ud enten Naturmenneskets Fjerprydelser, Ringe i Øren og paa Arme og Ben, Bemaling og Tatovering af Ansigt og Krop eller Kulturmenneskets Anvendelse af de samme Foreteelser. Om Fjerprydelsen sidder paa en Ministers eller paa en Indianers Hovede, om Ringprydelserne anvendes af en Negerkvinde eller af en Dollarprinsesse, om Sminke og Farve paasmøres den hvide eller sorte Races Hud forandrer intet i Princippet. Den Forskel, der eventuelt kan være, er kun et Spørgsmaal om selve Adgangen til og Rutine i Brugen af Materialet for de nævnte Prydelser.

Det er givet, at Junglens Væsener endnu ikke har haft den samme Adgang til Materialer af saa høj eller forfinet bearbejdet Kvalitet som Kulturmennesket og derfor maa anvende grovere eller mindre egnede Materialer end Civilisationens Væsener. Selve Udsmykningskunsten er jo kun et Rutinespørgsmaal, der ligesaa godt kan udvikles indenfor Naturmenneskets som indenfor Kulturmenneskets Sfære og vil derfor ikke kunne udgøre noget absolut paalideligt Kendetegn paa virkelig Kultur. Kultur er i sin dybeste Analyse Udtryk for eller markeres af Humanitet. Kun Humanitetstrinet kan være identisk med Maalestokken for Kulturtrinet. Men da Princippet "at udsmykke" eller "forskønne sig" ligesaa godt anvendes af Naturmennesket som af Kulturvæsenet, af Kannibalen saavel som af Diplomaten, af "Synderen" saavel som af "Helgenen", vil man her kunne forstaa, at man ved at sminke og bema- sig, have vide eller snævre Bukseben i Benklæderne, figur- eller sækkeformet Jakke, den eller den Slags Slips, Hat og Sko, Smykker og Ringprydelser og lignende absolut kun udtrykker et Princip, man har tilfælles med de lavere Bevidsthedsniveau eller Former for Kultur. En saadan Gaiaudsmykning forandrer ikke "Skurken" til "Helgen" eller omvendt. Et Kulturtrin er ikke noget, man iklæder eller afklæder sig med den eller den Dragt, det er ikke noget, der kan smøres paa med en Pensel og falde af med Regndraaberne. Og her er vi ved Sagens Kerne. Det er her, Kejserens Nøgenparade eller Vandring i "bar Skjorte" finder Sted. Salænge "Forfængeligheden", der jo er Motoren i "Hovmod", ikke overstiger sin normale Standard, hvilket vil sige: det Stadium, hvor den kun afstedkommer den naturnødvendige, sundhedsmæssige og hygiejniske Betjening af sin Organisme, saa den hele Tiden kan være paa Højde med den fuldkomne Fremtræden, den af Naturen er skabt til eller beregnet paa at skulle udvise, er den (Forfængeligheden) en Dyd. Der, hvor den overstiger dette Stadium, er den unaturlig eller overdreven og har da ikke mere noget med virkelig Logik at gøre. Og da er det egentlig først, man begynder at kalde den "Forfængelighed". Før dette Stadium vil den kun være at betragte som en naturlig Selvopholdesesdrift.

Hvorfor bliver Mennesket da unaturligt, forfængeligt? – Ja, er det ikke netop, som jeg tidligere har berørt, Længslen efter Beundring, Længslen efter at Folk eller Medvæsener skal tro, man er en "fornem" Person, tilhørende "Overklassen", der ligger til Grund for den i Form af "Forfængelighed" udløste Energiform. Er det ikke netop saaledes, at man ønsker at markere, at man tilhører et "højere" Kulturtrin end disse? – Og i denne ukærlige Holdning overfor Medvæsenerne eller i dette overdrevne Begær efter at brillere med et "højere" Kulturtrin er det, at man "syer" flittigt paa de "ny Klæder", Kejserens bare "Skjorte" i Eventyret. Man opfinder eller tilegner sig de mest yderliggaaende eller outrerede Mode- eller Swingkostumer. Og stolt vandrer man saa rundt paa Gader og Stræder i denne "bare Skjorte" og glæder sig ved det "højere" Kulturtrin, man netop i Kraft af sin "Moderne" Fremtoning tror, man repræsenterer. Og det er jo netop denne Forestilling, eller Indstilling af Mentaliteten, der udgør "Hovmodet", og som før eller senere maa falde. Det er dette skjulte "Hovmod"s Tilstedeværelse, denne Troen paa sig selv som værende hævet over de andre, der forarger Omgivelserne, saaledes at disse yderliggaaende Forfængelighedens Repræsentanter undertiden bliver foragtet og generet af Medvæsenerne. Disse Medvæsener kan nemlig, om end ubevidst, dog psykisk fornemme den Selvglæde over indbildt Storhed, den Hulhed og Tomhed, der skjuler sig bag det ydre til Tider stort anlagte, moderne Raffinement hos de outrere Væsener. Og en Dag skal disse Medvæsener nok bringe Indbildningen om "Sorheden" eller "Fornemheden" til at briste, hvorved den "forlorne Søn"s Bevidsthed fyldes med Erkendelsen af hans kulturmæssige Nøgenhed, hvilken Erkendelse jo er det samme som "Ydmyghed". Og den "forlorne Søn" vender derefter Blikket mod Skabelsen af den virkelige "Kultur" eller Hjertets Dannelse i sit Indre.

Men det er ikke alene paa materielle Omraader, saaledes som her er vist, at "Forfængeligheden" og "Hovmodet" giver sig stærke Udtryk. Paa det religiøse Omraade ser vi ogsaa mange Væsener, der lever i kolossalt overdrevne, indbildte Forestillinger om egen "Storhed". Her er det ikke saa meget den "rige Mand" eller den paa materiel Rigdom baserede "Overklasse", man søger at kopiere eller efterligne, men derimod Menneskehedens højeste kulturelle Repræsentanter, saasom: Vismænd, Profeter og Verdensgenløsere. Og denne Indstilling er jo i sig selv prisværdig, hvis det drejer sig om at gøre disse Væsener til Model for Kultivering og Humanisering af – egen Bevidsthed. I et saadant Tilfælde er man i en overordentlig stor Kontakt med Verdenslovene. Og ens Udvikling vil da blive harmonisk og fuldkommen. Her vil der ikke kunne blive Tale om hverken "Tærskelens Vogtere" eller noget "Fald", da der her ikk eksisterer noget "Hovmod".

Men det er jo ikke nær alle Væsener, der er saaledes indstillede overfor den, af disse høje aandelige Væsener udgørende, virkelige og naturlige "Overklasse". Disse Væseners store Position, deres Verdensberømmelse eller Position i Historien, deres Fremtræden som Genstand for Menneskehedens Beundring og Tilbedelse har den samme Virkning som den "rige Mand"s Position, nemlig den at være et overordentligt stort Objekt for "Forfængelighed". Og vi bliver da ogsaa Vidne til, at Væsener i Hobetal ligger under for religiøs eller aandelig "Forfængelighed". Det gaar her, som i den materielle Verden, at hele Serier af Væsener fremtræder i et skrigende aandeligt "Hovmod". Ja, dette "Hovmod" er ligefrem organiseret. Denne organiserede "Forfængelighed" eller dette "Hovmod" kommer til Syne i et overordentligt stort Flertal af de saakaldte "religiøse Sekter". Vi maa dog her forstaa, at "Hovmodet" ikke er nær lige dominerende eller udpræget i de paagældende Sekter, ligesom vi ogsaa maa huske paa, at det selvfølgeligt er camoufleret og kun udtrykkes ved Begreber, hvor dets Identitet som "Hovmod" naturligvis ikke er saa meget iøjne- og iørefaldende og er derfor for mange Væseners Vedkommende ganske ubevidst til Stede.

Hvorledes ytrer sig da dette religiøse "Hovmod"? – Ja, naar et Væsen paaberaaber sig at være "frelst", paaberaaber sig at høre "Guds udvalgte Børn" til og føler dette som en særlig Yndest, det er kommet i hos Guddommen, og ved hvilken Yndest det føler sig hævet over de andre Væsener, dem udenfor Vedkommendes Sekt og religiøse Indstilling, "de Fortabte" eller de, der gaar ad "Syndens brede Vej", er det saa ikke "Forfængelighed"? – Naar det samme Væsen højt og bredt overalt fordømmer de andre Væsener og udtrykker dem som "evig fortabte", er det saa ikke ligeledes "Forfængelighed"? Naar nævnte Væsen fordømmer andre Sekter eller religiøse Samfund og udelukkende betragter det religiøse Samfund, det selv tilhører, som "eneste saliggørende", er det saa ikke den samme "Forfængelighed", vi har for os?

Nu vil man maaske her gøre gældende, at disse Væsener er vildledte af deres Samfunds særlige religiøse Opfattelse og Indstilling. De er Offer for netop den Overtro, at de, der ikke lader sig indskrive i deres Samfund og underkaster sig samme Samfunds religiøse Dogmer eller hele Indstilling, er fortabte. Ja, det er ganske rigtigt. De er Offer for Vedkommende Sekts Indstilling, men hvorfor tiltaler denne Indstilling netop disse Mennesker? Hvorfor er de lykkelige ved at være Tilhængere af nævnte Sekt? – Hvorfor er der ikke noget i dem, der reagerer imod den Tanke, at nogen skulde være "Fortabte", medens de selv er særligt udvalgt eller begunstiget af Guddommen? – Er det ikke netop, fordi denne Tanke, denne religiøse Indstilling passer dem særdeles vel? – Den er fuldstændig i Kontakt med det, de allerhelst ønsker skal være gældende.