Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Af alle de Problemer, Tilværelsen stiller os overfor, er der vel næppe et, vi tiere møder end det, vi har givet Navnet "Skuffelse". Atter og atter gentager det sig for os, og som Aarene gaar, tegner det sine Spor i Ansigtet. Hos nogle er disse Spor næsten usynlige, medens de hos andre er af en saadan Art, at de næsten har gjort Ansigtet til en Karikatur paa det, det skulde have været.

Hvor væsentlig dette Problem er, ses for Eks. af dets hyppige Anvendelse i Litteraturen. Hvem har ikke stødt paa Sætninger som "Han var en bittert skuffet Mand" – "Hun havde et bittert Drag om Munden" – "Ansigtet havde et lukket, skuffet Udtryk" – "Skuffelserne havde tegnet sine, haarde, bitre Linier i hans Ansigt" osv. osv. Gang paa Gang møder vi Skuffelsen som Aarsag til de Romaner, baade Livet og Forfatterne skriver, og undersøger vi vort eget Liv, vil vi ikke kunne undgaa at se, at de Skuffelser, vi har oplevet, har en væsentlig Andel i vor Fornemmelse af den Form for "Alder", der lader os føle os selv som "gamle". Skuffelser ælder et Menneske, de stjæler vor Livskraft og underminerer derigennem vor Skabeevne!

Da dette at blive skuffet har saa dyb en Indvirkning paa vort Liv, var det maaske værd at prøve at trænge lidt indenfor dette Problems Omraade og undersøge det lidt nærmere. Thi Problemet lader sig undersøge, selvom denne Undersøgelse mere bliver en Beretning om vor egen fantastiske Mangel paa Viden om de simpleste sjælelige Funktioner, end den bliver en Viden om Skuffelsen som et ydre Fænomen.

I Sætningen "Vanen er det halve Liv" finder vi allerede noget af Gaadens Løsning, thi er det ikke en Kendsgerning at saa at sige hele vor Barndom og første Ungdom gaar med at "vænne sig" til det Liv, der omgiver os paa alle Sider? Livet i den ydre Verden er saa rigt paa Detaljer, at der for de fleste kun er Tid til at indregistrere dem som eksisterende! Man lærer disse Tings ydre Funktioner at kende og faar af Omgivelserne at vide, at de kan bruges til det og det. Man bliver "vant" til disse Ting uden at skænke den egentlige Hensigt med dem nogen nævneværdig Tanke. Tag for Eks. blot her det samlede Samfunds Anvendelse af Teknikken. Ingen kan være i Tvivl om, at Teknikkens kosmiske Hensigt er den, at den skulde komme hver eneste Jordmenneske til Gode paa den Maade, at den skulde bidrage til at enhver kunde faa et fysisk lykkeligt og besværfrit Liv. At sige, at denne kosmiske Hensigt er blevet almenanerkendt, turde vist være en Overdrivelse. Og som det gaar med de ydre Ting, gaar det ogsaa i de fleste Tilfælde med de Ting, vi kalder "sjælelige". Umærkeligt vokser vi op i "vore Fædres Tro" og det baade politisk, religiøst og samfundsmoralsk. Næsten umærkeligt paaføres vort Sind de Meninger, vore Omgivelser har, og uden at miste Illusionen om os selv som "selvstændigt tænkende" bliver de fleste af os blot en Reproduktion af vore Omgivelsers Tankevaner. At denne Opdragelse maa føre til det, vi kalder "bitre Skuffelser", er givet. Mentalt Liv beror paa "Forestillinger" eller "Meninger". Omend disse Realiteter forekommer de fleste "luftige", "usynlige" eller "aandelige", saa er de, denne tilsyneladende immaterielle Tilstand til Trods, dog uhyre materielle, hvad ethvert "Sammenstød" mellem Mennesker beviser. Vore Legemer er idag mere "skrammede" og "arrede" efter aandelige Sammenstød end efter fysiske. I dødsenssikker Overbevisning om, at netop vor "Mening" eller "Overbevisning" er den eneste sande, griber vi "Sværdet", som her er Tungen, og de haarde og skarpe Ord fødes hastigere i vor Hjerne og kommer hurtigere over vor Læbe end noget Maskingeværs Projektiler.

Sandt nok er "Vanen vort halve Liv", men det er ogsaa dette halve Liv, vi som tænkende Væsener kommer i Kamp med. Det er disse indgroede Vaneforestillinger, der hyppigst er dybeste Aarsag til vore Skuffelser og til den Modgang, Livet giver os. Vi har lært, at Livet er saadan og saadan, og saa viser det sig Gang paa Gang, at det er helt anderledes. I vor Overbevisning om os selv som "selvstændigt tænkende", danner vi os atter og atter Forestillinger om dette eller hint Menneske som værende saadan og saadan, og bliver "skuffede", "bitre" og "mismodige", naar Livet viser os, at de er helt anderledes, medens vor "selvstændige Tænkeevne" netop skulde have vist os Forholdet, som det virkeligt var. Nej, vi er ikke "Tænkere", saalænge vor Indreverden hviler paa Sympati og Antipati. En saadan indre sjælelig Tilstand er en "Taagetilstand" eller en Tilstand, i hvilken man let "gaar vild" i Selvdyrkelsens tragiske Labyrint. Det er Mennesker, der vilde have, at Livet skulde rette sig efter dem og deres uforgribelige "Mening", og nu blot som Tak af Livet har faaet denne "Mening" tilbage med Stemplet "Kasseret".

Vi maa lære at se den Kendsgerning lige i Øjnene, at den letteste, men ogsaa den taabeligste Form for Liv, er den, hvor man lader sin sjælelige Tilstand forankre i en hel Serie forudfattede Meninger om det Liv, der rører sig omkring os. At de fleste bærer sig saadan ad, burde være os en yderligere Advarsel, saa sandt som at dette Flertal jo slet ikke er lykkeligt. Gaa en Tur ned ad en tæt befolket Gade og studer de Ansigter, der glider forbi Dem. Bortset fra de ganske unge, endnu ubeskrevne Ansigter, møder De kun meget faa, hvor Skuffelsen ikke har tegnet sin Eksistens med meget kraftig Skrift. Læg Mærke til Øjnenes hyppige triste Udtryk, det bedste Vidnesbyrd om, at Livet for Vedkommende former sig anderledes, end han eller hun kunde ønske. Vær klar over, at De her ser ind i et "Gethsemane" med et Utal af "korsfæstede" og vær yderligere klar over, at den "Korsfæstelse", De her er Vidne til i det Smaa, i Virkeligheden er den samme som den, der idag Jorden over kommer til Syne i det Store. "Meninger" er nok en aandelig Ting, men ingen ufarlig Ting. De kan bygges op af rene Sprængstoffer, og Resultatet bliver derefter. Men de kan ogsaa bygges op af andre Stoffer, og de kan reguleres af Evner, De selv sidder inde med, om De blot vil udvikle dem. Forskellen mellem det skuffede og det lykkelige Menneske er dybest set kun den, at det skuffede Menneske bliver behersket af sine Meninger, medens det lykkelige Menneske behersker sine Meninger og følgelig er fri af dem. Medens det skuffede Menneske ligefrem hager sig fast i sin Mening om Tingene og følgelig bliver et Offer for det Sprængstof, denne Mening indeholder, saa undersøger det bevidst kosmisk-kemisk indstillede Menneske atter og atter sine Meninger og udskifter alle de, i hvilke han finder farligt, sjæleligt Sprængstof. En saadan Udskiftning kræver Tænkning, men hvorfor ogsaa nægte sig selv den Glæde at udvikle sine Evner indenfor dette for vor egen og vore Omgivelsers Lykke saa uendeligt vigtige Omraade?

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere