Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Om faa Dage er vi ude af April, og dermed inde i det helt rigtige Foraar, eller maaske rettere: i den helt rigtige Forsommer! Heroppe ved Klint har jeg jo den store Glæde at faa Lov til at overvære, hvorledes den danske Sommer bliver til. Fra Dag til Dag ser jeg Naturens store Forarbejde, følger Travlheden i baade Plante- og Dyreriget, og ser, hvorledes de tusinde smaa Led føjer sig ind i den store Helhed, vi omkring Pinse ser udfolde sig omkring os. Det har ofte været mig en Sorg, at jeg omtrent ene oplever at se Foraaret og Sommeren komme til Klint. Der er Dage heroppe i det tidlige Foraar, hvor alting udstraaler et saa fortættet Liv, en saadan Sum af Skønhed, at hele ens Hjerte fyldes af Længsel efter, at alle ens Venner dog bare var her og oplevede det sammen med en. Sandt nok er Juli en dejlig Maaned, men for den, der venter sig andet og mere af den danske Sommer end opvarmet Havvand, er Maj og Juni langt skønnere. I disse to Maaneder bryder Markernes Blomsterflor frem, da grønnes Engene, og da iklæder Træerne sig de Dragter, der i Juli ofte er støvede og graagrønne, men som i de Dage, hvor de første Gang ser Lyset, ligefrem straaler i lysende grønt. Og holder man af Fuglesang, da skal man lytte i den Tid, hvor Parringslegene finder Sted, og ikke i de Dage, hvor Musvit og Solsort jager afsted med Tungen ude af Halsen for at skaffe Mad til al den Overdaadighed, deres Forelskelse berigede dem med! Nej, i de kommende treds Døgn fuldbyrdes alt det, vi nu i Maaneder har længtes efter at opleve. I disse Døgn vender Dagsbevidstheden tilbage til den Jord, Menneskekravlet i Mellemtiden har søgt at ødelægge med alt det, deres travle, overophedede Hjerner har kunnet udpønske.

Intet Steds finder man Livets evige Sejr over alle illusoriske Dødstanker mere bekræftet end i de lune Foraarsvinde, der beliver alt det, der slumrer i den tilsyneladende døde Muld. I Forening med Solens stadigt voksende Lysvæld ligefrem tvinger disse milde Foraarsbriser Støvet til at vige for Guddommens Farvevæld. Hvilket større Bevis for Reinkarnationen kan man fordre end det, at se en graa og smudsig Gren pludselig blive fyldt med svulmende Knopper, der paa een eneste Nat brister og indsvøber den før saa uanselige Kvist i baade Løv og straalende Blomster? Aar for Aar ser vi disse Ting ske lige for vore Øjne, disse evige Budskaber om Livets store Rytmer, og alligevel er det kun de færreste, der forstaar, hvad Øjet i Begejstring betragter.

En Ven af mig bebrejdede mig engang, at jeg saa sjældent fortalte om Livet i de aandelige Verdener, om Livet efter Døden. Først forstod jeg ikke, hvad han mente, og da det endelig gik op for mig, maa jeg tilstaa, at jeg blev noget bedrøvet paa hans Vegne. Der er noget smerteligt i dette, at det Liv, der saa sikkert venter os til sin Tid, helt kan fordunkle det, vi her kunde opleve. Altfor mange, der interesserer sig for aandelige Problemer, gør denne deres Interesse identisk med Livet i en tænkt aandelig Verden uden at vide, at de lever midt i selve Evigheden, kunde de allerede opleve disse aandelige Verdeners Lys her. Hvad er Foraaret og Forsommeren andet end Guds egen straalende, farverige Himmels Tilsynekomst i en Verden, hvor Kulde og Mørke før havde Magten? Hvorfor tro, at en "tænkt" Himmel er skønnere? Ja, men der møder vi kun kærlige Mennesker! kan jeg tænke mig at en og anden vil indvende. Er det nu ikke en lidt egoistisk Tankegang? Hvem siger, at det er bedst for en selv kun at møde gode og kærlige Mennesker? Sæt vi ikke selv er store nok til en saadan Godheds Byrde? Og noget andet, findes der ikke ogsaa kærlige Mennesker i vor Verden? Og mere, vilde en hel Del Mennesker ikke møde os med større Sympati, end Tilfældet er, hvis vi selv gjorde noget derfor? Hvorfor udsætte alt dette til efter "Døden"? Hvorfor ikke prøve paa at tilpasse sig den Himmel, som lever – inde i os selv? "Himmeriges Rige er indeni Eder", sagde Jesus! Der er noget galt i dette at gaa og tro, at Livet efter Døden er meget skønnere end Livet her. Det er en Tro, der smager lidt af Flugt, Flugt fra Virkeligheden. Liv og Bevidsthed er Tilstande, og vi kan gøre uendeligt meget mere, end vi hver for sig gør, for at Tilstandene indeni os selv fik lidt mere af Himlens Farve. Det er rigtigt, at alle Helvedes onde Aander tilsyneladende er sluppet løs iblandt os, men midt i alt det, som har Rod i vort eget Sinds Evne til Vrede og anden Giftighed, grønnes nu Marker og Enge, svulmer nu Milliarder gange Milliarder af Knopper og brister om kort Tid i et Væld af Farver den Himmel, vi i lange og tunge Vinterdage sukkede efter at genopleve. Tænk om ogsaa den blev borte! Tænk om Foraaret svigtede og Vinteren forblev! "Saadan kan man ikke tænke", siger maaske nu en og anden. Hvorfor ikke? Vor Verden er da ellers rig nok paa sindssyge Tanker. Og alligevel, saadan kan man ikke tænke, thi saadan er Guddommen ikke. Han er nemlig modsat os i en meget vigtig Ting. Vi kan svigte ham, men han svigter aldrig os, – det er maaske, naar alt kommer til alt, det største ved Livet.

– Foraaret er over Klint, og jeg vil ikke bestride, at jeg nyder det i fulde Drag. Vort Arbejde i Gartneriet er ved at være fuldbyrdet og er i Aar lykkedes om muligt bedre end nogen Sinde før. Vore Kartofler er lige ved at "Staa i Række", og det paa et Tidspunkt, hvor de fleste først begynder at true med at lægge dem. Tomaterne gror, saa det er en Lyst, kort sagt, alt her er i Orden. Til tidligere Aars Kulturer kommer i Aar en ny, som vil blive en Fryd for Øjet. 3 - 4 Tusinde Pelargonier i de dejligste Farver vil lyse Gæsterne i Møde, naar Højsommeren er over Klint. Hvad de senere skal bruges til, kan De jo faa at vide, naar De til Sommer "kigger indenom!" Jo, vi er glade for at være her, glade for at tumle Skovl og Spade og derved i det Smaa bidrage til, at idetmindste nogle Mennesker kan se hen til en lys og lykkelig Tid paa en Plet, der fra første Færd var viet Freden, en Plet, hvor Had og Vrede, Bagtalelse og anden Gift er forment Adgang. En Plet hvor alt det i os, der kun er Lys og kun vil Lys, kan hente Styrke til, at dette Lys ikke alene kan leve, men ogsaa vokse, til Gavn for os selv og til Glæde og Velsignelse for de, vi kommer i Berøring med!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!